Faglig kommentar: Vagtberedskab

Futte arbejder som sygeplejevikar. Hun har lang klinisk erfaring og kan sit kram. Futte har gjort karriere inden for intensiv sygepleje, og det er som regel de kvalifikationer, bureauet udnytter, når hun får et vikariat. ''Jeg har meddelt bureauet, at jeg kan tage vagter på alle typer intensive afdelinger, men ikke på neurokirurgiske,'' fortalte Futte. ''Jeg har ingen erfaring inden for området.''

Ikke desto mindre blev Futte en dag bedt om at tage en nattevagt på en intensiv neurokirurgisk afdeling. I første omgang sagde Futte nej og henviste til, at hun ikke var kvalificeret. Da bureauet ikke kunne skaffe en anden, accepterede Futte alligevel under forudsætning af, at afdelingen blev orienteret om, at hun ikke beherskede specialet.

Futte mødte op på den neurokirugiske afdeling en sen aftentime. Hun præsenterede sig og bad om at blive orienteret om det øvrige personales kvalifikationer, så ansvar, kompetence og opgaver kunne blive lagt fast fra starten. ''Jeg er intensiv sygeplejerske, men har ikke kendskab til neurokirurgi. I neurokirurgiske spørgsmål må jeg kunne forlade mig på andres ekspertise,'' forklarede Futte.

Den eneste sygeplejerske på vagt måtte beklemt meddele, at hun først havde afsluttet sin uddannelse for syv måneder siden. Futte var simpelthen nødsaget til at tage føringen. Det gik. Men det kunne også være gået galt.

Ring til vagthavende

Futte har gentagne gange haft tilsvarende oplevelser med uforsvarligt sammensatte vagthold. Unge og uerfarne sygeplejersker pålægges at tage vagter med et ansvar, de hverken ønsker eller er kvalificerede til. Det kan være svært, måske umuligt at sige nej. En person, hvor grøn vedkommende end er, er trods alt bedre end slet ingen. De kan i hvert fald ringe efter vagthavende, hvis det virkelig kniber.

Det havde Futte også erfaringer med. For eksempel havde hun et vikariat som aftenvagt på en karkirurgisk afdeling. Her lå blandt andet en patient, som samme dag havde fået indsat en bukseprotese. Patienten var alment påvirket og krævede intensiv observation. Den unge, uerfarne sygeplejerske, som udgjorde anden halvdel af vagtholdet, var lettet, da Futte overtog ansvaret for patienten. I løbet af aftenen blev tilstanden mere kritisk. Futte tilkaldte vagthavende læge, som dukkede op med Grønspættebog og stetoskop i lommen og febrilsk gik i gang med at studere journalen. Futte trak ham imidlertid ind til patienten og begyndte at tale om arteriepunktur, bikarbonat, koloniskæmi, og hvad der ellers kan være aktuelt efter karkirurgi, men den unge læge virkede ganske fortabt. Han havde for øvrigt heller aldrig prøvet at tage en arteriepunktur. ''Så må du ringe efter din bagvagt, for der skal ske noget,'' sagde Futte. Det var den unge mand ikke meget for. Enden på palaveren blev, at Futte selv tog arteriepunktur og tilkaldte bagvagt. Patienten blev behandlet, og det gik også godt.

Vagtplaner i fisk

De gamle gangtrisser er væk, afdelingsbudgetterne overskrides ustandseligt, de unge sygeplejersker har ikke det samme praktiske erfaringsgrundlag som fortidens elevuddannede, patienter er kun indlagt i den mest kritiske periode af deres sygdomsforløb, og vagtplaner holder ikke længere end til den første sygemelding blandt personalet. Vi hører det gang på gang: Unge og uerfarne folk får pålagt vagtansvar, de aldrig skulle have haft. Futte kunne give konkrete eksempler på, hvor ringe vagtberedskabet kan være. Det er faktisk hendes levebrød at springe til, når en afdelings vagtplaner går i fisk, så derfor ser hun også nogle af de mere grelle eksempler.

Man kan ikke dadle nogen for at være ung og uerfaren. Det er også for letkøbt at sige, at de selv må sige fra, hvis de ikke kan tage ansvar. Det må være et ledelsesansvar. Især må det være et ledelsesansvar at skabe et miljø, hvor nyuddannede og usikre ikke føler sig presset til at påtage sig mere, end de magter. Et miljø, hvor unge læger ikke er bange for at vække deres bagvagt, fordi de frygter, det vil kunne skade dem i deres karriere.

Det kunne være interessant, om der en gang blev lavet en stikprøvekontrol på et sygehus en tilfældig nat. Hvor mange ukvalificerede er sat på en uriaspost? Hvor mange steder er læge- og sygeplejerskevagter planlagt i fællesskab, så en ung sygeplejerske altid kan trække på en ældre læge og vice versa? Hvor mange steder planlægger man bevidst at sætte unge sygeplejersker i vagt for at spare på vikarbudgettet?

Patienterne sover sødt og trygt i deres senge. De har ikke en jordisk chance for at opfatte eller vurdere, om de bliver observeret af tilstrækkeligt kvalificeret personale, eller om der kunne være grebet tidligere ind over for eventuelle komplikationer. Det går jo også godt i de fleste tilfælde.