Fra begynder til chef på to måneder

Side 24

Billede Side 25

Den 29-årige sygeplejerske Pernille Reck Jessen gjorde lynkarriere i løbet af de tre måneder, hun arbejdede for Læger uden Grænser i det sydlige Albanien. Som førstegangs-udsendt var hun med til at oprette og drive to klinikker for Kosovo-albanske flygtninge. I løbet af et par måneder var hun chef for hele projektet, og derefter blev det hende, der lukkede og slukkede, da flygtningene atter kunne vende hjem til Kosovo.

Undervejs fik hun erfaringer, som det ville have taget meget lang tid at tilegne sig under mindre akutte forhold. Hun lærte, hvordan man stabler et nødprojekt på benene og administrerer det, hvordan man opbygger et apotek, indretter klinik, forhandler med de lokale myndigheder og meget andet. Og så prøvede hun at være chef.

''Jeg kunne lide ledelsesfunktionen, og jeg fandt ud af, at det var en opgave, jeg godt kunne klare. Men jeg fandt også ud af, at alle de administrative ting med at holde møder og skrive rapporter måske ikke er det, jeg har mest lyst til. Jeg holder nemlig også af arbejdet med patienter og pårørende. Dér er et dilemma, hvor jeg må veje for og imod, når jeg skal vælge karriere.''

Pernille Reck Jessen fik orlov med tre dages varsel fra sin stilling på neurokirurgisk intensiv afdeling på Odense Universitetshospital og ankom til byen Korce i det sydlige Albanien den 9. april. Næste dag var hun med til at åbne den første klinik for flygtninge sammen med to Kosovo-albanske læger.

1.500 flygtninge i sportshal

''I sportshallen i byen havde man indlogeret 1.500 flygtninge. Der var kun to toiletter, og hygiejneforholdene var under al kritik. Vi fandt ud af, at her var ikke nogen organisation, der ydede lægehjælp, og i løbet af en dag fik vi åbnet en klinik med den medicin, vi havde. Vi fik købt møbler, og hvad der skulle bruges til klinikken. Derudover fik vi organiseret

Side 26

arbejdet med at bygge 10 latriner og sat fem brusere op i et telt.

Man havde ingen faciliteter til at få vasket de 3.000 tæpper, som en anden organisation havde foræret flygtningene, så tæpperne blev i stedet brændt efter tre uger, fordi der var en del utøj og fnat.

Flygtningenes ernæringstilstand var i orden, men der var en del diarréer og tilfælde af dehydrering. Ellers var der typisk tale om luftvejsinfektioner, småsår som forkølelsessår og mange psykiske problemer, som gav sig somatiske udslag i hoved- og mavepine.

Enkelte patienter var psykisk så langt ude, at de var apatiske eller nærmest forstenede. Her var det en fordel, at vi havde to Kosovo-læger knyttede til projektet. De kunne tale med dem og forstå dem. Vi havde ingen psykolog knyttet til klinikken, men vi havde mulighed for at henvise til andre organisationer, som rådede over psykologer.

Der var også andre organisationer, som tog sig af det praktiske med udddeling af mad, tæpper og madrasser.

Meget af arbejdet handlede om almindelig omgang med kriseramte mennesker. På det område havde jeg en god ballast i min erfaring fra neurokirurgisk intensiv afdeling. Her arbejder vi en del med kriseramte pårørende til patienter med kranietraumer. Derfor turde jeg godt sætte mig ned og snakke med nogle af de flygtninge, som var i krise. Desværre skulle det jo gå gennem en tolk, og så er det svært at komme helt tæt på.''

Lynkarrieren

Flygtningene fra sportshallen blev efter tre uger flyttet ud til mere hensigtsmæssigt indrettede flygtningecentre, hvor der var anden lægehjælp, men klinikken i Korce blev så rettet mod de flygtninge i byen, som var indlogeret i private hjem.

''Vi sendte radiomeddelelse og løbesedler ud om klinikken og fik 40-50 daglige patienter ­ både flygtninge og lokale,'' fortæller Pernille Reck Jessen.

Samtidig drev Læger uden Grænser også en nødklinik for flygtninge i landsbyen Erceke, hvor der var 900 flygtninge. Pernille Reck Jessen endte med at blive medicinsk koordinator (leder) for begge klinikker.

''Vi havde tre forskellige koordinatorer i de første halvanden måned. De blev flyttet til større og mere akutte job oppe nordpå, hvor det væltede ind med flygtninge, og jeg blev så bedt om at overtage ledelsesfunktionen, fordi jeg havde været med fra starten,'' fortæller Pernille Reck Jessen.

Ansættelse af personale

Hun fik det overordnede ansvar for hele projektet. Foruden ansvaret for det medicinske personale og det apotek, som hun selv havde bygget op, skulle hun også tage sig af det administrative arbejde og gå til koordineringsmøder med andre organisationer, FNs flygtningeorganisation og de lokale albanske myndigheder.

Pernille Reck Jessen blev kastet ud i opgaver, som bare skulle løses. Straks hun ankom, var hun således med til at ansætte lokalt personale, både læger, sygeplejersker, tolke og folk til det praktiske arbejde med at bygge latriner og brusebade.

Til projektet blev knyttet tre Kosovo-albanske læger, to albanske læger samt to kosovo-albanske sygeplejersker, som arbejdede i de to klinikker.

''Det var vigtigt at få ansat både Kosovo-albanere (flygtninge) og albanere (de lokale). De albanske myndigheder så helst, at vi ansatte albanere, så de fik fordel af at huse flygtningene, men for os var der mange fordele ved at finde medarbejdere blandt flygtningene. Det Kosovo-albanske sundhedspersonale havde bedre forståelse for flygtningenes situation, og så var deres behandlingsprincipper meget mere på linje med vores, mens de albanske læger var meget langt bagude.

De albanske sundhedsmyndigheder prøvede at lægge hindringer i vejen for ansættelse af Kosovo-albansk sundhedspersonale ved at forlange registreringer og diplomer, som de færreste flygtninge når at få med sig, når de i hast må forlade deres hjem. Det blev så vores opgave at forhandle med de albanske myndigheder og få dem til at acceptere andre former for identifikation,'' fortæller Pernille Reck Jessen.

Masser af penge til flygtninge

Der var en del spændinger mellem de Kosovo-albanske flygtninge og de lokale albanere.

Spændingerne skyldtes blandt andet, at flygtningene blev dænget til med gaver og bistand fra hele verden, mens de lokale værter levede meget fattigt. Nogle af de private hjem, der tog mod flygtninge, prøvede at udnytte situationen til selv at få del i flygtningenes goder.

''De fattige albanere begyndte også at komme på vores klinik, og vi tog os selvfølgelig af dem. Vi kunne ikke gøre forskel,'' fortæller Pernille Reck Jessen.

Forskellen mellem de 'rige' flygtninge og de 'fattige' lokale førte til problemer i nogle flygtningelejre nordpå, hvor bander af albanere røvede flygtningelejrene.

''Vi var faktisk nødt til at lukke en lejr på grund af sikkerhedsmæssige problemer,'' fortæller Pernille Reck Jessen.

Der var bestemt ikke mangel på ressourcer til flygtningene:

''Det er helt vanvittigt, hvad der er af organisationer sådan nogle steder, og der var masser af penge. Problemet er at få det hele administreret og koordineret og få samarbejdet med de lokale myndigheder til at glide. Jeg deltog i talrige koordinationsmøder med andre organisationer, og derudover havde jeg et ugentligt møde med en lokal amtsrådsmand. Amtet ville vide ned i mindste detalje, hvad vi foretog os, og hvad vi havde af planer.''

Arbejdet

Med en manual i hånden måtte Pernille Reck Jessen umiddelbart efter, hun var ankommet, gå i gang med at løse en opgave, som hun aldrig havde prøvet før: at opbygge et apotek.

''Det var noget med at få hylderne sat op, få medicinen placeret i alfabetisk rækkefølge og få skrevet lagerføringskort og lister. Da det først var indarbejdet, kørte det fint, og jeg skulle så blot sørge for at have overblik og bestille medicin fra vores hovedapotek i Tirana.

I begyndelsen arbejdede jeg en del i klinikken. Foruden ansvaret for medicinforsyningen var jeg for eksempel med, når det skulle besluttes, om patienter skulle overføres til hospital. Men arbejdet blev hurtigt mere administrativt. Jeg blev involveret i flere og flere møder. Der var daglige møder med FNs flygtningeorganisation, UNHCR. Der var medicinske koordinationsmøder, mad-koordinationsmøder

Side 27

og møder med de lokale autoriteter.

Derudover skulle der skrives rapporter til Læger uden Grænser, og der skulle udarbejdes statistikker over sygdommene, så man hele tiden kunne iagttage, om der var gang i en epidemi.

For mig var det et enormt spændende forløb, fordi jeg var med til alt fra begyndelsen til slutningen af projektet. Jeg var forberedt på, at når man arbejder i Læger uden Grænser, så handler det ikke om at være sygeplejerske med fingrene i det hele. Det er mere en opgave, hvor man superviserer, vejleder og har koordinerende funktion. Det var jeg klar over, da jeg tog hjemmefra, men at jeg i løbet af halvanden måned skulle være koordinator havde jeg ikke forestillet mig.

Jeg nåede at få alle arbejdets aspekter med ­ fra starten til slutningen, hvor flygtningene drog hjem. Det sidste job var at forberede flygtningene på faren for landminer, når de kom hjem. Vi snakkede med dem om, hvordan de skulle passe på sig selv og deres børn, og uddelte brochurer.

God arbejdsgiver

''Man følte altid, at baglandet var i orden, og det var dejligt at arbejde for en organisation som var så velrenommeret og respekteret,'' siger Pernille Reck Jessen om organisationen Læger uden Grænser.

Det var især vældig godt, at der var udarbejdet en række såkaldte protokoller eller standarder, som kunne vejlede i det daglige arbejde. For eksempel standarder for, hvornår man skulle give antibiotika. Dem kunne vi give videre til de folk, vi superviserede. Der var også gode litteratur- og boglister. Da jeg skulle starte apotek, anede jeg intet om, hvordan man gør sådan noget, men jeg fik en bog med klar og enkel vejledning om, hvordan et apotek opbygges og fungerer. Det var nemt at gå ud fra.

Jeg lærte meget fagligt, men jeg lærte også noget menneskeligt. Og jeg lærte noget om mig selv og mine evner og grænser,'' siger Pernille Reck Jessen, der gerne tager ud igen med Læger uden Grænser.

Nøgleord: Albanien, Kosovo, Læger uden Grænser, nødhjælp, Pernille Reck Jessen.

Billedtekster
Pernille Reck Jessen ankom til denne sportshal med 1.500 flygtninge i byen Korce. Pernille Reck Jessen tager mod en flygtning, som havde været på hospitalet for at føde.Sygeplejerske Pernille Reck Jessen med Kosovo-albanske flygtningebørn. Kosovo-albanske flygtningebørn foran 3.000 tæpper, som blev brændt, fordi der ikke var nogen muligheder for at vaske dem. Børnene havde lige fået nye sko og balloner.