Rødder i middelalderen

Moderne sygepleje starter efter gængs opfattelse med Florence Nightingale. Men sygeplejen, også i Danmark har sin oprindelse meget længere tilbage end Krim i det forrige århundrede, siger Inger Gøtzsche, pensioneret sygeplejerske og cand.phil. i historie:

''Vort fags rødder ligger i den omsorg og pleje, som blev udøvet af munke og nonner. Det ligger i selve ordensvæsenet, at man tager sig af de syge og gamle. Man er brødre og søstre, så man passer hinanden.''

I klostrene blev de syge ikke bare behandlet, men også plejet med stor kyndighed. Men da reformationen satte ind, blev klostrene lukket og munkene fordrevet. Med dem forsvandt en værdifuld faglig tradition.

I de katolske lande forsvandt sygeplejen ikke på samme måde fra den ene dag til den anden. Mange steder forfaldt klostertraditionen. Men andre steder blev der ligefrem oprettet nye ordener og religiøse foreninger. Det skete i Spanien, men også i Frankrig, hvor De Barmhjertige Søstre udførte fattigforsorg og sygepleje fra 1634.

Mere end to hundrede år senere skulle de barmhjertige søstres arbejde i de franske feltlazaretter på Krim blive en væsentlig inspirationskilde for Florence Nightingale.

Klostersygeplejen

Denne udvikling har Inger Gøtzsche allerede beskrevet i sin bog 'Sygeplejens udvikling og kulturhistoriske baggrund'. Nu arbejder hun på en bog specielt om middelalderens klostersygepleje.

Den er ikke nær så godt belyst som samtidens lægekunst, men enkelte beskrivelser findes, blandt andet denne, der fortæller, hvordan en kvindelig patient blev plejet engang i 1100-tallet:

''De stoppede godt ned om hende, lagde hede teglsten på maven af hende, gned fødderne med eddike og salt, kølede hovedet med rosenvand og pakkede hende godt ind, når hun svedte. Hun fik risvand med mandelmælk og violsukker for at hjælpe på fordøjelsen ­ og desuden et granatæble for at få en frisk smag i munden.''

Altsammen procedurer, som en nutidig sygeplejerske kan se formålet med, påpeger Inger Gøtzsche.

''Her er både mundpleje, hudpleje, forebyggelse af tryksår og hjælp til at holde fordøjelsen i orden.''

I 11-1200 tallet kunne lægerne fra Salernoskolen i Syditalien operere for brok, blæresten og stær. De kunne behandle knoglebrud og ledskred, underbinde blødende kar og suturere sår. En farmakopé fra omkring 1100 indeholder oplysninger om 180 forskellige medikamenter i forskellige tilberedninger.

Fund fra danske klosterruiner i Æbelholt i Nordsjælland og Øm ved Skanderborg viser, at der også har været dygtige læger her. På knoglerne fra klostrenes kirkegårde kan man se, at der for eksempel er udført trepanering, og at knoglebrud er sat rigtigt sammen.

Side 31

Men når et knoglefund viser, at et menneske har overlevet i mange år efter et alvorligt benbrud, er det også vidnesbyrd om god sygepleje, fastslår Inger Gøtzsche.

''Hvis ikke munke og nonner havde forstået at undgå liggesår, holde maven i orden, give patienterne den rigtige kost og væske og genoptræne dem, så havde patienterne ikke overlevet med så store læsioner,'' siger hun.

''Og man kan se på skeletterne, at de har levet i mange år efter.''

I slutningen af 1400-tallet blev Helligåndshospitalet i København bygget om og denne sygesal indrettet. Salen var beregnet på 20 patienter, og til hvert sengested hørte en niche i muren. Fra sygesalen var der adgang til kirken, og de syge har formentlig kunnet følge med, når der var gudstjeneste. De syge blev plejet af søstre fra helligåndsordenen, en klosterorden der drev hospitalsvirksomhed, og som var oprettet i Frankrig i slutningen af 1100-tallet. Helligåndshospitalet i København blev grundlagt 1296. Der var helligåndshospitaler andre steder i Danmark, men Helligåndshuset midt på Strøget i København er det eneste af disse hospitaler, der er bevaret. I dag bliver bygningen brugt til kunstudstillinger, bogmarkeder med mere, mens Helligåndskirken stadig er i brug.

Sygehus og plejehjem

Da klostervæsenet i Danmark var på sit højeste, var der 138 klostre og mange forskellige ordener repræsenteret. Alle havde de en sygeafdeling, først og fremmest for klostrets egne beboere.

''Men mange steder havde man også små sygehuse for andre end munkene og nonnerne. De lå på klostrets område, men uden for det lukkede område, hvor kun de indviede måtte færdes,'' fortæller Inger Gøtzsche.

''For lokalbefolkningen kom til klostrene med deres syge. Man havde tillid til disse mennesker, der levede i bøn og afsondrethed, så man kom med gaver og bad om hjælp, når man havde brug for det.''

Fattigforsorg og omsorg for de syge var fra starten en del af klostrenes virksomhed. Efterhånden havde mange af dem hele tre sygeafdelinger. En for ordensbrødre eller -søstre, én for de lægbrødre,

Side 32

der levede og arbejdede i klostret uden at have aflagt klosterløftet, og én for fattige.

For eksempel havde det store augustinerkloster i Æbelholt i Nordsjælland både et fattigsygehus og et stort sygehus for velhavende tilrejsende.

Samtidig fungerede klostrene i en vis udstrækning som plejehjem for de velhavende.

''Man havde noget, der hed indgivne,'' forklarer Inger Gøtzsche.

''Folk, der ikke kunne klare sig selv længere og gerne ville forsørges i deres alderdom, gav måske en gård eller eng eller sø til klostret mod at blive passet. Der er endda eksempler på, at der var små boliger på det store klosterområde, hvor gamle ægtepar kunne leve sammen, beskyttet mod røvere og ufred.''

Da klostervæsenet var på sit højeste, var der 138 klostre. Alle havde en sygeafdeling for klosterets egne beboere, men mange steder var der også sygehuse for omegnens befolkning i tilknytning til klosteret. (Kilde: Inger Gøtzsche).

Europæisk fælleskultur

I ordensreglerne for en af de ældste munkeordener, benediktinerordenen (oprettet i 529), er der flere kapitler med udførlige forskrifter for plejen af de gamle og syge i deres ordensregler. Når munkene bliver gamle og ikke længere kan se, er der for eksempel andre, der skal læse op for dem.

Et helt kapitel handler om, hvordan de syge skal passes. De skal have nok at spise, og man må ikke forlange for meget af dem.

''De, der passer de syge, skal være gudfrygtige, omsorgsfulde og opmærksomme og skal pleje den syge, som var det Kristus selv. For han har sagt: Hvad I har gjort mod disse mine mindste små, har I gjort mod mig.

Men der stilles også krav til de syge. De må ikke være for fordringsfulde. De skal huske, at de betjenes for Guds æres skyld.''

Om de samme munke har haft forstand på både behandling og pleje, eller om der har været en arbejdsdeling, ved man ikke. Men man har mange vidnesbyrd om, at viden blev udvekslet mellem klostrene i hele Europa.

Den sydeuropæiske lægekunst udvikledes blandt andet i Cordoba i Spanien og Salerno i Italien i en inspirerende udveksling mellem arabisk, jødisk og kristen kultur. Denne viden blev formidlet videre i klostersamfundene.

I Øm Kloster i Jylland har man for eksempel fundet beskrivelser af behandlinger og operationer, der stammede fra Salernoskolen i Syditalien.

''I middelalderen var der tale om en europæisk kulturel enhed,'' siger Inger Gøtzsche.

''Det var jo klostrenes regel, at man mødtes hvert år til generalkapitel i moderklosteret. Cistercienserne, den orden Øm Kloster tilhørte, mødtes for eksempel i Citeaux i Frankrig.

Her drog abbeder og munke ned og mødte andre, der kom sydfra, fra lande, hvor lægekunsten var mere udviklet. Alle talte latin, og man udvekslede erfaringer og lærte af hinanden.

Ikke bare lægekunst, men også musik, arkitektur, kvægbrug, kornavl, tørlægning af moser, læderarbejde. Brænding af teglsten, de store munkesten, var for eksempel en teknik, der kom sydfra.''

Ødelagt ved reformationen

For syge og fattige fik reformationen i begyndelsen af 1500-tallet forfærdende konsekvenser, fortæller Inger Gøtzsche.

Side 33

Inger Gøtzsche: ''Når et menneske har overlevet i mange år efter et alvorligt benbrud, er det også et vidnesbyrd om god sygepleje.''

"Klostrene havde jo samlet vældig store ejendomme. Folk gav hele landsbyer, søer og skove, fordi de mente, at det forkortede deres ophold i skærsilden.

Disse ejendomme blev nu beslaglagt af kongerne, der altid manglede mønt til deres krige. Munkene blev fordrevet eller døde, uden at der kom andre til. Sten og tømmer fra de tomme klostre blev brugt til kongernes slotsbyggeri, og til sidst var der kun ruiner tilbage.

Men det betød, at der ikke længere var nogen social forsorg. Ingen gav længere til klostrene, der var ingen bygninger, ingen penge, ingen mænd og kvinder med uddannelse og viden, som kunne hjælpe fattige og syge.''

Martin Luther lærte sine tilhængere, at det var tro, ikke almisser og gode gerninger, der skulle frelse dem.

Men da folk holdt op med at tro på, at gode gerninger afkortede opholdet i skærsilden, forsvandt grundlaget for den socialforsorg, som kirken og klostrene trods alt havde stået for. Luthers sentens om frelsen gennem troen havde ganske vist en fortsættelse: At menneskene skulle blive ved med at øve gode gerninger, ikke for at blive frelst, men af taknemmelighed mod Gud, tilføjer Inger Gøtzsche. Men det glemte man.

Side 34

Og tiderne var hårde. Først kom reformationskrigene, siden trediveårskrigen, og med krigene epidemier af pest, kopper og plettyfus.

''Der var stor elendighed,'' siger Inger Gøtzsche. ''Den eneste hjælp for de subsistensløse var at gå til magistraten og få et tiggertegn. Og hvis ingen var barmhjertige, fik de lov til at falde om og dø.''

Tre århundreders forfald

Fattigforsorgen var ikke det eneste offer for reformationen. Meget af den viden, der var opsamlet i klostrene, gik tabt. Viden om ernæring, om hvordan man undgik og behandlede sygelejets komplikationer, og hvad der i øvrigt hørte til sygeplejen.

Sygehusvæsenet blev overtaget af myndigheder, som hverken havde indsigt eller penge til at varetage opgaven. Klostrenes lyse sygesale blev afløst af små, mørke stuer, og standarden på sygehusene var sådan, at folk frygtede for at blive indlagt.

Lægevidenskaben overlevede og udviklede sig på universiteterne og i de videnskabelige selskaber. Sygeplejen gik tabt, i hvert fald i Nordeuropa. Selv om der blev oprettet hospitaler og udviklet en form for fattigforsorg, varede det henved tre hundrede år, før der igen blev tale om egentlig sygepleje.

''Efter reformationen tegnede lægevidenskaben en opadgående kurve. Det blev tilladt at dissekere, og videnskaben gik frem,'' siger Inger Gøtsche.

''Men sygeplejen sank ned i en dyb dal. Man satte uvidende mænd og kvinder til at passe de syge, uden oplæring og for en elendig løn. Vi kender det som vågekonesystemet ­ hvor sygepasserne krævede penge, drikkepenge, for at give de syge noget at drikke. Det begyndte først at gå opad igen i 1800-tallet med den protestantiske diakoni og Nightingale-skolen.''

Via katolsk sygepleje

I løbet af 1700-tallet var der voksende opmærksomhed om sygeplejens ringe standard over hele Europa, selv om niveauet i de katolske lande tilsyneladende har været bedre end i de protestantiske, i hvert fald nogle steder.

Et forslag til reform blev allerede fremsat i et af de mest kendte værker fra den franske oplysningstid, Encyklopædien fra 1764. I artiklen om sygepleje understreges det, at resultatet af en medicinsk behandling er afhængig af sygeplejens kvalitet.

Det blev dog i Tyskland, at de første reformer blev sat i værk. Der blev skrevet lærebøger og opretttet sygeplejeskoler. Og i 1830'erne opstod den protestantiske diakoni, som også skulle blive en væsentlig inspirationskilde for Florence Nightingale.

Diakonisserne var på mange måder forløbere for de moderne sygeplejersker. Det var veluddannede kvinder, der arbejdede med forskellige former for social forsorg, men især inden for sygeplejen.

Men samtidig havde diakonisserne et kristent udgangspunkt ligesom de Barmhjertige Søstre, der virkede i Frankrig.

''De tyske diakonisser lærte jo af de katolske ordener,'' siger Inger Gøtzsche. ''Den tyske præst Theodor Fliedner sagde til sin kone: Hvorfor kan vi ikke i den protestantiske menighed få kvinderne til at tage sig af de syge, som de gør hos katolikkerne?''

Så på en måde går der alligevel en linje fra klostersygeplejen til den moderne sygepleje, som den udøves i Danmark i dag.

Indflydelsen er indirekte, men den er der. Klostersygeplejen levede videre i hospitalsordenerne og de Barmhjertige Søstres arbejde, som igen gav inspiration til den tyske diakoni. Og derfra til Nightingale-skolen og den moderne sygepleje.•

Sygeplejens historiske udvikling er beskrevet i 'Sygeplejens udvikling og kulturhistoriske baggrund' af Inger Gøtzsche og Karen Nygaard, udgivet af Dansk Sygeplejeraad hos Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Anden reviderede udgave 1993. Helligåndshospitalet i København er beskrevet i 'En seng er ikke bare en seng' af Henrik D. Gautier, Kjeld Meyer, Henrik A. Rasmussen og Jens Simonsen, Christian Ejlers' Forlag, København 1996.

Nøgleord: Historie, sygeplejehistorie.