Synspunkt: Jubilæum uden holdning

Jeg har glædet mig meget til at opleve alle de spændende initiativer, der blev taget i forbindelse med 100-års jubilæet. Jeg har blandt andet glædet mig til, at Dansk Sygeplejeråd markerede sig med hidtil uset styrke i den sundhedspolitiske debat.

Indtil nu er der dog ikke sket noget bemærkelsesværdigt. Bortset fra at vi kan købe en dyr Crémant eller deltage i en temadag, vi selv skal betale, er der ikke debatskabende initiativer, og den egentlige jubilæumsdag, den 21. juli 1999, er blevet forbigået i tavshed.

Det hænger måske sammen med, at Dansk Sygeplejeråd ikke har ønsket, at der skulle sættes fokus på de konflikter, der udspandt sig, da Dansk Sygeplejeråd blev dannet oprindeligt? Det forløb nemlig ikke uden holdningstilkendegivelser, dramatik og politik om blandt andet tilhørsforholdet til Dansk Kvinderaad (senere Danske Kvinders Nationalråd) og kvindefrigørelsen.

Når damer fører krig

Det er beklageligt, at det var modstanderne af den tætte tilknytning til Dansk Kvinderåd, der vandt slaget. Hermed blev grunden nemlig lagt til den defensive og tilbageholdende linie, som kendetegnede Dansk Sygeplejeråd i årene fremover.

Men hvad var det egentlig, der skete?

En af kvindesagens pionerer og medstifter af Dansk Kvinderaad, Charlotte Norrie, dannede sammen med 37 sygeplejersker Dansk Sygeplejeråd den 21. juli 1899.

Charlotte Norrie blev valgt til formand, og det faldt flere fremtrædende sygeplejersker for brystet, at én af kvindesagens glødende fortalere skulle være formand for sygeplejerskerne. De var bange for, at sygeplejerskerne kunne komme til at lægge sig ud med lægerne og andre fremtrædende mænd ved at være markante i deres krav om blandt andet kortere arbejdstid (fra 14 til 10 timer), bedre boligforhold og en tre-årig uddannelse.

Der blev skrevet anonyme læser- og smædebreve. Der blev lagt strategier på hemmelige møder mod foreningen og i særdeleshed mod Charlotte Norrie.

'Når damer fører Krig' er titlen på en avisoverskrift om dette drama.

Ved Dansk Sygeplejeråds første ordinære generalforsamling den 27. oktober 1899 trak den siddende bestyrelse sig tilbage, og Henny Tcherning blev valgt som formand. Hun havde ikke været tilknyttet sygeplejen, siden hun blev gift i 1883.

I sit første presseindlæg i Politiken slog hun fast: ''Sygeplejestanden bør staa på egne Ben og har absolut intet med kvindeemancipationen at gøre.'' Hermed lagde hun afstand til kvindesagen. Formålet blev dog ændret fra ''at skaffe danske Sygeplejersker bedre Uddannelse og bedre Kaar'' til ''at varetage Sygeplejestandens Interesser indadtil og udadtil.''

Der er unægtelig forskel på de to formål. Det sidste er blottet for holdninger.

Historien kan der ikke ændres på. Men den hænger tæt sammen med vores sygeplejefaglige identitet. Spørgsmålet er, hvilken sygeplejefaglig identitet vi ønsker at tage med os i fremtiden. Hvad skal være sygeplejerskernes kendetegn?

Den pæne pige eller den professionelle, fagbevidste kvinde, der tør tage stilling til og markere sine holdninger?

Med 100-års jubilæet og med indgangen til et nyt århundrede har vi en enestående anledning til at markere os.

Slagkraftige indlæg

Jeg havde forestillet mig store kulturarrangementer, hvor sygeplejersker og andre personligheder kunne glimre med indlæg, kunst og musik om fagforeningspolitik, fremtidens sundhedsvæsen og prioriteringen af sundhedsvæsenets ressourcer.

Der kunne være slagkraftige indlæg om de dårlige forhold for de psykisk syge, de demente ældre, stofmisbrugerne, alkoholikerne, de hjemløse, børn af misbrugere og så videre. Der kunne være indlæg om, at de dårligst uddannede langt hyppigere bliver syge end de veluddannede. Om de kunstigt skabte ventelister (som sygeplejersker bliver beskyldt for at forlænge) og så videre. Alle sammen emner, der siger noget om sygeplejerskernes mange opgaver.

Der er masser af muligheder for at festligholde et jubilæum. Det ville være flot, hvis man i dagspressen kunne læse: ''Sygeplejersker sætter dagsordenen i sundhedsdebatten.'' Det ville give genlyd hos både politikere og borgere og stille helt andre krav og forventninger til sygeplejerskerne. Og det ville love godt for fremtidens sygepleje.

Susanne Wither Sørensen er udviklingssygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling, Aalborg Sygehus.