Ud med nødhjælp og samvittighed

Side 18 

Billede Side 19

Den medicinske nødhjælpsorganisation Læger uden Grænser sagde pænt nej tak, da Norge for nylig ville bidrage med nogle millioner kroner til arbejdet blandt Kosovo-flygtningene. Norge er NATO-medlem, og organisationen ville ikke modtage penge fra en krigsførende part. Man ønskede heller ikke bidrag fra EU, som har erklæret, at genopbygningen af de bombehærgede områder i Jugoslavien ikke vil blive støttet, så længe præsident Milosevic er ved roret.

Læger uden Grænser skal nemlig være kompromisløs i sin upartiskhed, fortæller organisationens informationschef i Danmark, Michael Sander Loua. Derfor har man det grundlæggende princip, at højst 50 procent af bidragene må komme fra regeringer, EU og andre institutionelle donorer. Man foretrækker private bidrag.

Og det ville være utænkeligt at modtage penge fra den ene part i en konflikt eller krig til løsning af opgaver i den konkrete konflikt. I det medicinske arbejde i forbindelse med Kosovo-krigen ville Læger uden Grænser risikere at miste tillid, hvis organisationen var økonomisk støttet af krigens ene part.

Loyaliteten skal gælde det enkelte menneske i nød uanset race, religion, overbevisning eller politisk tilhørsforhold. Og de læger og sygeplejersker, der arbejder for Læger uden Grænser, skal alene henholde sig til deres lægeløfte og faglige etik. Derudover skal de gerne optræde som vidner og fortælle, hvad de ser og oplever i verdens brændpunkter. Viderebringe den indsigt de får om nød, elendighed og overgreb på menneskerettighederne.

Det betragtes som en del af det frivillige læge- og sygeplejerske-arbejde at give vidnesbyrd, og organisationen indsamler systematisk viden om overgreb på menneskerettighederne. Den viden bliver brugt til at lægge pres både på enkelte regeringer og på det internationale samfund med henblik på forbedring af forholdene.

Nej til tavshedspligt

Det var netop trangen til at have en holdning og kommunikere deres erfaring ud, der var baggrunden for, at en gruppe franske læger i 1971 brød ud af Røde Kors og stiftede Médecins Sans Frontières, som organisationen hedder på fransk. Lægerne havde været i Nigeria under Biafra-krigen og kunne ikke affinde sig med den tavshedspligt, som Røde Kors pålagde dem.

De mente, at verden skulle have kendskab til, hvad der foregik.

Og sådan er det fortsat. Den internationale opmærksomhed om overgreb på civile opstår og forsvinder, som pressen finder det for godt, men Læger uden Grænser prøver at holde fast og

Side 20

blive ved med at henlede verdens opmærksomhed på nøden og overgrebene:

Der foregår en barbarisk borgerkrig i Sierra Leone, hvor man hugger arme og ben af folk. Kvinder og børn i Afghanistan nægtes adgang til lægehjælp på lige fod med mænd. Der er hungersnød i Sydsudan, selvom medierne ikke længere gider beskæftige sig med det...

''Vi er upartiske, men på det enkelte nødstedte menneskes side. Vi er ligeglade, om der står serber eller kosovo-albaner på den person, som har trådt på en landmine,'' forklarer Michael Loua.

Arbejder i 85 lande

Læger uden Grænser, der er en af verdens største private organisationer inden for medicinsk nødhjælp, arbejder fortrinsvis i lande, der er ramt af krig, naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer.

Menneskeskabte katastrofer kan være konsekvenserne af borgerkrig eller af politiske regimer, der har kørt deres sundhedsvæsen i sænk eller på anden måde ladet borgerne eller grupper af svage borgere i stikken.

Frivillige fra Læger uden Grænser arbejder for tiden i 85 lande. Det drejer sig fortrinsvis om øst-lande og tredjeverdenslande, men organisationen kører også et par programmer i Vesteuropa. I Frankrig et hjælpeprogram, der retter sig mod aids- og hiv-smittede og i Italien et projekt, hvor man yder sundhedsbistand til sigøjnere i en lejr uden for Rom.

Sygeplejersker uden grænser

Den verdensomspændende indsats styres fra fem operationelle afdelinger i Frankrig, Belgien, Holland, Schweiz og Spanien. På verdensplan udsendes der årligt omkring 2.500 frivillige, som typisk vil være ude på samme sted 6 måneder.

Den danske afdeling af Læger uden Grænser, der har til huse i et nedlagt hospital på Bernstorffsvej i Hellerup, er en såkaldt forsyningsenhed. Man skaffer frivillige læger og sygeplejersker, samler penge ind og fungerer som informationskanal over for myndighederne og pressen.

''Vi er lidt stolte over, at vi kan rekruttere et relativt stort antal frivillige, cirka 30 om året,'' siger Michael Loua.

Læger uden Grænser kunne også kaldes Sygeplejersker uden Grænser, for der sendes flere sygeplejersker end læger ud til organisationens hjælpeprogrammer og nødaktioner.

Internationalt udgør sygeplejerskerne 32,5 procent af de udsendte, mens 27 procent er læger og 40,5 procent er ikke-medicinere.

Af de 25 frivillige, som i 1998 blev udsendt fra Danmark til forskellige missioner, var de 16 sygeplejersker. Fem af dem var udsendt flere gange i løbet af året.

Tuberkulose og hungersnød

Fem sygeplejersker var i 1998 udsendt i forbindelse med hungerkatastrofen i det sydlige Sudan, hvor de arbejdede under meget vanskelige forhold.

''Et andet projekt med stærk dansk deltagelse er vore tuberkulose-projekter i russiske fængsler,'' siger Jens Hillingsøe, der er formand for Læger uden Grænser. Siden behandlingsprogrammet startede i 1996 har fem danske sygeplejersker arbejdet i de russiske fangelejre.

''Fangerne smittes under de trange forhold i de russiske fængsler og bliver smittebærere. Efter løsladelsen må mange opgive behandlingen, og som ikke-færdigbehandlede risikerer deat udvikle modstandsdygtighed mod antibiotika, hvorved sygdommen bliver både vanskeligere og dyrere at behandle. Læger uden Grænsers behandlingsindsats i fangelejrene bryder den onde cirkel. Og problemet er noget, vi skal bekymre os om, da tuberkulosen er i fremgang verden over.''

Fleksible idealister

Det er ikke medarbejderne fra Læger uden Grænser, der kører rundt i de dyre biler i ulandene og i de krigs- og katastroferamte områder. Det er heller ikke dem, der skovler de store skattefri indtægter ind, mens de er udsendte. Eller gror fast som en lokal NGO (Non-Government Organization) overklasse.

Man skal rent ud sagt være idealist for at arbejde for organisationen, der har frivillighed som princip. Som udsendt får man kost, logi og lommepenge på stedet samt 5-6.000 beskattede kroner til at dække husleje med videre i hjemlandet.

Lommepengene beregnes ud fra de lokale priser, og de var for eksempel i Albanien på fem amerikanske dollars om dagen.

Boligforholdene er heller ikke luksuriøse. Man bor sammen med sit team og har ikke nødvendigvis eget værelse.

I katastrofesituationer kan man tit komme op på en 12-15 timers arbejdsdag, og det er langt fra sikkert, at man kan holde fri på søn- og helligdage.

''Vi tror, at det er en fordel, at arbejdet bygger på frivillighed og lyst. I forholdet til de lokale er det også en styrke, at man ikke har en eller andet gunstig position at miste, når man forhandler.

Til gengæld kan man som sygeplejersker samle sig erfaringer, der pynter på CV'et, samtidig med at man hjælper, hvor det er mest nødvendigt.''

De faglige kvalifikationer, der stilles til sygeplejersker, som gerne vil ud med Læger uden Grænser, er færdiguddannelse plus to års erhvervspraksis. Derudover skal man være god til engelsk og helst også kunne lidt fransk eller spansk. De udsendte hold er internationalt sammensatte.

Blandt de menneskelige kvalifikationer er fleksibilitet og samarbejdsevner de vigtigste.

''Man kan blive sendt ud med kort varsel, og situationen på stedet kan ændre sig fra dag til dag. Det nytter ikke noget, at man kommer med nogle fastlåste forventninger til, hvad arbejdet går ud på,'' forklarer Michael Loua.

Skal ikke være modige

Man skal også være psykisk robust, men ikke specielt modig.

''Tværtimod, vil jeg næsten sige.

Side 21

Fra at være modig er der ikke langt til at være overmodig. Og med en overmodig handling risikerer man ikke alene at bringe sig selv, men hele teamet i fare. For hver frivillig, vi sender ud, ansætter vi fire-fem lokale. Dem skal vi også passe på, for det kan være umuligt at tage dem med, når vi eventuelt evakuerer vore egne folk,'' siger Michael Loua.

Ingen bliver presset eller fastholdt på kontrakter.

''Hvis folk synes, det bliver for broget, vil vi hellere trække dem ud. Vi evakuerer, så snart det er nødvendigt, og vi er gode til det. Andre organisationer kommer tit til os for at få hjælp. De enkelte udsendte kan frit stå af. Hvis de er bange, kan de ikke arbejde, og så vil vi hellere sende dem hjem,'' forklarer Michael Loua.

Det er ikke helt ufarligt at være ansat i Læger uden Grænser, men man skal heller ikke overdrive risikoen.

''Siden organisationens start i 1971 er der blevet dræbt seks-syv medarbejdere, og det er selvfølgelig hver eneste for meget. Men det er stadig kun seks-syv ud af 50.000 udsendte til de farligste steder i verden. Vi gør virkelig meget ud af sikkerhedsprocedurer og evakueringsplaner,'' siger Michael Loua.

Siden afdelingen i Danmark startede i 1993 har organisationen 121 gange sendt danskere ud. De to mest erfarne sygeplejersker er Dorrit Langergaard, der har været udsendt syv gange og Hanne Klink Jensen, der har været ude fem gange.

Efterhånden som man får erfaring, avancerer man og får en anelse mere i løn, men grundprincippet er stadig frivillighed.

Videnskabelig dokumentation

Mens mange internationale organisationer pålægger deres medarbejdere tavshedspligt, opfordrer Læger uden Grænser direkte de enkelte hjemvendte medarbejdere til at påvirke verdens kollektive samvittighed ved at fortælle om, hvad de har set og erfaret.

Derfor vil sygeplejerskerne tit være i medierne med deres beretninger fra brændpunkterne.

Derudover arbejder organisationen helt systematisk med at indsamle informationer til offentligheden, til regeringer og til internationale organisationer og institutioner.

Det var for eksempel Læger uden Grænser, der kunne afsløre, at vestlige medicinfirmaer brugte krigen i Bosnien og senere i Kosovo til at skaffe sig af med gammel og uanvendelig medicin. På den måde sparede firmaerne store udgifter til destruktion ­ samtidig med at de fik skattefradrag og gratis reklame.

Dokumentationen for denne usmagelige praksis blev fremlagt af et forskningsinstitut under Læger uden Grænser. Instituttet, der har hjemme i Bruxelles, laver systematiske undersøgelser og samler dokumentation om mange af de forhold, som de enkelte medarbejdere kun får sporadisk kendskab til.

Det kan være dokumentation af hungersnøden og misbruget af nødhjælpen i Sydsudan, systematisk indsamling af vidneudsagn om krænkelse af menneskerettighederne eller om misbruget af en nødsituation til dumping af affaldsmedicin.

''Det er vigtigt med de enkelte beretninger, men med den systematiske og videnskabelige behandling af informationerne får man mere politisk gennemslagskraft,'' siger Michael Loua.

Læger uden Grænser vil gerne i kontakt med flere sygeplejersker med henblik på eventuel udsendelse.

Sygeplejersker, der er interesserede i at vide mere om Læger uden Grænser, kan henvende sig til Eva Canger, der står for rekrutteringen. Adressen er Bernstorffsvej 20, 2900 Hellerup. Telefon 39 62 63 01.

Nøgleord: Læger uden Grænser, nødhjælp.

Billedtekster
Sygeplejerske Charlotte Kragbøll på vej i fragtfly med forsyninger til flygtningelejre i Dadaap i det østlige Kenya.Sygeplejerske fra Læger uden Grænser undersøger gravid patient på hospital i Luanda i Angola.Sygeplejerske Jette Hartvig Gravsen på arbejde i Tumanburg i Liberia i forbindelse med hungersnød ­ underernærede småbørn på forplejningscenter.Sygeplejerske Helene Andresen på arbejde i et forplejningscenter i det hungerramte Sudan.Sygeplejerske Charlotte Kragbøll blander specialkost til underernærende børn på forplejningscenter i Ajiep i Sydsudan 1998.Den svenske sygeplejerske Bjørn forhandler med repræsentant for oprørsstyrkerne i Maridi i Sydsudan i regionen Bahr El Ghazal.Sygeplejerske Jesper H.L. Jørgensen deltager i opbygningen af Læger uden Grænsers flygtningelejr i Kukes i det nordlige Albanien i april 1999