Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Udsendte danskere i 1998

Sygeplejersken 1999 nr. 36, s. 22-23

Af:

Gretelise Holm, journalist

SY-1999-36-22-1

Side 23

De er ude nu: Sygeplejersker uden grænser

Marianne Looft , 51-årig sygeplejerske fra Maribo, har siden februar været i Tblisi i Georgien, hvor hun har været med til at åbne et sundhedscenter for kvinder og børn. Sundhedscentret koncentrerer sig om den reproduktive sundhed, det vil sige sundheden omkring graviditet og barsel, spædbørns sundhed, familieplanlægning og seksuelt overførte sygdomme. Marianne Looft, der er uddannet i 1970, har siden suppleret sin uddannelse med merkonom-studiet, internationale studier og senest i 1997 en Master of Public Health-grad. Hun har en fortid som sygeplejerske på Røde Kors-asylcentre, som frivillig for Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe i det sydlige Afrika og som udsendt af Læger uden Grænser til et kolera-projekt i Sierra leone.

Mette Wilkens Rasmussen , 34 år og uddannet fra Rigshospitalet i 1990, er for første gang ude med Læger uden Grænser. Hun kom i februar til Libanon, hvor hun er ledende sygeplejerske på børneafdelingen på et hospital for palæstinensiske flygtninge i byen Saida, der ligger 40 kilometer syd for Beirut. Det er hendes første udsendelse med Læger uden Grænser, der siden 1998 har støttet det ufuldstændige og mangelfuldt udrustede Al Hamshary Hospital med læger, sygeplejersker, medicin og udstyr.

Jette Hartvig Gravsen , 54 år og sygeplejerske fra Kastrup, drog i marts til Sri Lanka, hvor hun arbejder som koordinator for Læger uden Grænsers udsendte hold samt de lokalt ansatte. Hun har tidligere blandt andet arbejdet med nødhjælp i Etiopien, for Mother Theresas organisation og på et Røde Kors-asylcenter i Danmark. I 1993 var hun for første gang ude med Læger uden Grænser ­ på et forplejningscenter i Liberia. I 1996 var hun med til at starte et tuberkulose-behandlingsprojekt for fanger i Sibirien.

Liselotte Borup , 32 år og uddannet i Svendborg, forlod en stilling på intensivafdelingen på Sønderborg Sygehus, da hun i april blev udsendt til Dadaab i det østlige Kenya for at arbejde som sygeplejeerske i tre flygtningelejre med tilsammen 120.000 flygtninge, fortrinsvis somaliere. Hun er ledende sygeplejerske og koordinator for klinikker og ambulatorier i lejrene.

Else Risbjerg Thomsen , sygeplejerske fra Århus, tog i juni til Skopje i det nordlige Makedonien for at yde sundhedshjælp til de kosovo-albanske flygtninge. Arbejdet består blandt andet i at forberede dem på at rejse hjem med information om risikoen for miner. Hun kom fra en stilling som ledende sygeplejerske i Dadaab i Kenya, som blev overtaget af Liselotte Borup.

Channe Person , 31-årig sygeplejerske fra København, rejste i juli til Luena i det borgerkrigshærgede Angola, hvor hun arbejder med sundhedshjælp i lejre for internt fordrevne i provinsen Moxico. Det er første gang, hun er ude med Læger uden Grænser. Hun har arbejdet på kardiologisk afdeling og på skadestuen på Glostrup Sygehus.

Tema: Nødhjælp

Ud med nødhjælp og samvittighed            

Fra begynder til chef på to måneder                

Sygeplejerske i glemt borgerkrig