Ar på sjælen

Tidligt om morgenen den 17. april 1999 pakkede kvinderne og børnene i Poklek nogle få ejendele og begav sig mod byen Glogovac. De havde besluttet at flygte fra krigen og fra serbernes massakrer. Lige før Glogovac blev de standset af serbiske tanks. Soldaterne forsikrede dem om, at de roligt kunne vende tilbage til deres landsby.

Den lille gruppe vendte om. Nogle flygtede videre op i bjergene, men en gruppe på godt 60 blev i Poklek. Om eftermiddagen dukkede en serbisk politimand op. Hysen Kluni husker den blå uniform. Politimanden kom alene.

Han beordrede de 60 albanske beboere ud af husene og bad mændene om at åbne jakkerne, så han kunne se, at de ikke bar våben. Bagefter sendte han alle på nær to mænd ind i et værelse i det største af husene.

En af de to mænd, der blev udenfor, var den kendte kosovoalbanske børnebogsforfatter Ymer Elshani.

23 børn myrdet

''Vi hørte to skud, og så blev der stille,'' fortæller Hysen Kluni, der var inde i huset.

Han sidder på hug i skyggen af et træ lige foran brønden, hvor den serbiske morder kastede Ymer Elshani og den anden mands lig ned. Tårerne glider i en stille strøm ned over den ældre mands kinder. Hans fingre leger med et strå, mens han forsøger at genvinde fatningen. Flere gange under beretningen får tårerne frit løb.

''Politimanden gik ind i huset og lukkede døren til vores værelse. Han skød gennem døren. Bagefter smed han en håndgranat ind.''

Hysen Kluni blev ramt i hånden, men han var heldig. 23 børn mellem seks måneder og 14 år døde under massakren. Han holdt vejret i håb om, at det hele var overstået. Men den serbiske politimands morderiske færd var langtfra slut.

Serberen rev døren op og rettede maskinpistolen mod de levende og døde.

Han tømte magasinet. Bagefter tog han sin pistol for at likvidere de få, der stadig var i live. To kvinder, to mænd ­ heriblandt Hysen Kluni ­ og to børn lå helt stille. De ventede på døden, men et mirakel reddede dem.

52 lig i en kasse

''Vi hørte en politimand råbe ''stop''. Stemmen kom udefra. Det måtte være en kollega, men politimanden ønskede ikke at stoppe. Han sagde, at der stadig var levende, men kollegaen insisterede.''

Hysen Kluni gemte sig i en lade i nærheden, indtil det blev mørkt.

Side 13

Billede

Side 14

Han nåede derfor at se serberne vende tilbage for at slette sporene efter forbrydelsen ved at sætte ild på ligene. Senere samlede Hysen Kluni og en anden overlevende asken sammen i to spande.

Stemmen knækker igen, og den gamle mands krop begynder at ryste.

Han er egentlig ikke fra Poklek, men var tilfældigt i landsbyen, da massakren fandt sted. Nu er han vendt tilbage for at deltage i begravelsen.

Resterne af de 52 lig er samlet i en stor kasse, som står på ladet af en traktor. Inde i huset, hvor forbrydelsen fandt sted, står der to kister med ligene af den kosovoalbanske børnebogsforfatter Ymer Elshani og den anden indbygger, der brutalt blev mejet ned foran huset og smidt i en brønd før massakren på de øvrige indbyggere.

Pårørende glider forbi i en lind strøm for at vise deres kære den sidste respekt. Kvinderne kaster sig hulkende over kisterne.

Taler med de døde

Lumnije Muqolli er 25 år. Hun glider pludselig ud af køen af kvinder og kommer hen imod os.

Hun griber vores hænder og siger tak. Så begynder hun at fortælle om massakren. Hun er endnu en af de overlevende ­ det samme er hendes datter på fire. Men hun er ikke med i dag.

''Hun blev såret af håndgranaten, men ikke voldsomt. Kun lidt på læben og den ene hånd. Men vi taler aldrig om det. Det er for svært at tale om,'' siger Lumnije Muqolli, der tydeligvis selv har behov for at fortælle.

''Vi flygtede til Albanien lige efter massakren. Den første uge havde jeg det slemt, men efterhånden gik det bedre. Nu kommer det hele tilbage igen. Det er første gang, jeg er her siden ­ dengang. Og jeg er bange.

Bange for, at politiet skal komme tilbage,'' siger Lumnije Muqolli og begynder at græde voldsomt.

''Min datter var meget bange lige efter massakren. Hun mistede mange af sine venner. Hun taler ikke om det, men nogle gange kan jeg høre hende tale med sine døde venner. Hun taler til dem, som om de stadig levede.''

En ung mand lægger trøstende armen om Lumnije. Han mistede selv sin hustru og to små børn. Selv kæmpede han sammen med den kosovoalbanske befrielsesehær, UCK, i bjergene.

Trøster hinanden

Optoget sætter i bevægelse med kisterne forrest. Tusindvis af mennesker er samlet på begravelsespladsen, der er bevogtet af KFOR-soldater.

Repræsentanter for befrielseshæren, UCK, Kosovo-albansk forfatterforening og venner og bekendte er samlet på en lille scene.

Tale afløser tale. Folk skiftevis hulker og græder i den bagende sol.

Lumnije Muqolli bryder sammen af sorg. Hun er glad for at være i live, men føler sig samtidig skyldig over at se de mange

Side 15

sørgende, som har mistet deres kære. Hele familier blev udslettet under massakren. Kun de få, der tilfældigvis ikke var hjemme, da serberen gik amok, overlevede.

Ingen af de pårørende eller overlevende har fået hjælp fra psykologer eller andre professionelle behandlere, men de hjælper hinanden og trøster hinanden under begravelsen.

Der er mange sår, der skal heles, inden der bliver plads til forsoning i det lille samfund, der så brutalt blev slået i stykker den 17. april 1999.

Nøgleord: Begravelse, Kosovo, massakre, Poklek. 

Billedtekster
25-årige Lumnije Muqolli bryder sammen under begravelsen af ofrene for den massakre, hun selv overlevede.Kvinder kaster sig grædende over kisterne med ligene af deres pårørende, der blev slagtet af en serbisk politimand den 17. april i år.Ligene af 52 af ofrene er samlet i en stor kiste. Her bæres den til graven.