Et døgn på et hospital i Kosovo

Klokken er syv søndag morgen, og Bekim Sejdius' vagt er lige begyndt. Det næste døgn skal han passe neurokirurgisk afdeling på hospitalet i Pristina.

På et normalt dansk sygehus ville dagen begynde med morgenmad og medicin efterfulgt af et bad eller sengevask og endelig en nyredt seng.

Sådan er det ikke på hospitalet i Pristina.´Her skal de pårørende selv have mad med. Udvalget af medicin begrænser sig primært til smertestillende piller. Sår skiftes med jod og sprit, og forbindinger genbruges, til de smuldrer mellem fingrene.

Patienterne ligger i deres eget tøj i senge, der sjældent bliver redt ­ dog forsøger man at skifte lagen hver dag. Ingen har været i bad, siden de blev indlagt.

Pårørende kommer og går, som det passer dem. Enkelte overnatter på afdelingen.

Bekim Sejdius har været sygeplejerske i fire år, men det er første gang, han arbejder på et hospital. Under serbernes apartheid var albanere udelukket fra job i den offentlige sygehussektor.

I stedet arbejdede Bekim Sejdius og hans albanske kolleger i det parallelle sundhedssystem på små private klinikker rundt i landet. Men for to måneder siden, da det internationale samfund overtog ledelsen af Kosovo, fik han job på neurokirurgisk afdeling på hospitalet i Pristina.

Han er glad for jobbet, selvom han endnu ikke har fået løn. Han ved heller ikke, hvor længe han har arbejde. Der er overskud af albansk arbejdskraft, efter at det parallelle sundhedssystem er lukket, og som en af de yngste er Bekim Sejdius' job i fare, hvis en sygeplejerske med større erfaring vender tilbage fra udlandet.

''Jeg har kone og en datter, så det er et problem, hvis jeg mister mit job.''

I øjeblikket får han hjælp fra en onkel i Schweiz.

Hospitalet i Pristina fungerer samtidig som universitetshospital, og Bekim Sejdius håber, han får mulighed for at videreuddanne sig. Men foreløbig har han nok at gøre med at få timerne til at slå til.

Verdens største

Hospitalet i Pristina er verdens største i forhold til indbyggertal. En mastodont bygget i kommunisttiden og med plads til 3000 patienter.

Side 17

Bygningerne er i forfald, og der er møgbeskidt. En stank af urin og afføring blander sig med medicinrester og jod. Elevatorerne virker kun engang imellem, og sengene burde for længst være skiftet ud.

De serbiske læger er rejst. Hele personalet ­ på nær et par stykker ­ er i dag albanere. 70 procent af dem er som Bekim Sejdius helt nye.

Henvisningsblanketterne og receptblokkene er stadig på serbisk. Af sikkerhedsmæssige årsager er de fleste af afdelingerne låst af. Nogle med en nøgle, andre med en bøjet jernstang. På en afdeling ligger en ung mand med et smadret underben. Forbindingen er beskidt og gennemblødt af blod.

På plænen foran indgangen til skadestuen græsser tre køer ­ helt uanfægtet af de mange ambulancer, der drøner til og fra hospitalet.

En kvinde kommer løbende med en lille dreng på armen. Hun er smurt ind i blod. Drengen er bleg og apatisk. Det bløder ud af hans højre øre. Den lille krop ­ han er vel ikke mere end et par år ­ fylder ikke meget på røntgenbriksen, som er en bar metalplade. Fotografen indstiller røntgenapparatet ­ en tung, gammel sag.

Bekim Sejdius flår lagen og betræk af en seng og lægger den lille dreng direkte på madrassen og trækker et tæppe over ham.

Drengen stirrer tomt ud i luften. Han er faldet ned fra en altan. Det er en halv time siden, han kom på afdelingen, men han er endnu ikke blevet tilset af en læge.

Bekim Sejdius når lige at lægge et drop, inden han skal give en

Side 18

Billede

Side 19

smertestillende indsprøjtning til en ung slagsbror, der har fået et par på hovedet.

Berømt

På gangen triller Ibadete Thaqi på 13 forbi i sin kørestol. Under krigen trådte hun på en landmine, som serberne havde lagt foran familiens hus.

Hun er albaner, men blev opereret af en serbisk læge. Hun har ligget på afdelingen i to en halv måned, og ved endnu ikke, hvornår hun skal hjem.

Hun er charmerende, smilende og glad. Hun har været på CNN, på BBC, i Washington Post og flere andre store nyhedsmedier. Hun kom til skade, kort før krigen sluttede, og lå på afdelingen, da pressen rykkede ind.

En tysk hjælpeorganisation har lovet at skaffe hende gode benproteser, men hun har endnu ikke hørt fra den.

Det er ved at være frokosttid.

Bekim Sejdius har ikke siddet ned, siden han mødte på arbejde klokken syv i morges. Nu sidder han med en sandwich, som han har købt i en kiosk i nærheden. Der er stadig 18 timer tilbage af vagten, og der er ikke meget, der tyder på, at strømmen af patienter stilner af, selvom det er søndag.

''Alle ulykker ender hos os. Trafikuheld, mineulykker, skudsår. Vi får det hele, så vi har travlt.''

Ledelsen af hospitalet i Pristina er i dag overtaget af det internationale samfund, der har udpeget en engelsk hospitalsdirektør.

Sygehusledelsen refererer til en styringsgruppe, der består af folk fra militæret (KFOR), FNs flygtningehøjkommissariat, UNHCR, og verdenssundhedsorganisationen WHO.

Fra oprører til organisator

På hospitalet i Kosovos næststørste by, Peja, er det lidt sværere at gennemskue, hvem der egentlig har magten. Det serbiske personale er rejst, og lige efter krigen tog Læger Uden Grænser over. Nu er hospitalet i hænderne på albanske søstre og sygeplejersker. En af dem arbejdede tidligere som sygeplejerske for den kosovoalbanske befrielseshær, UCK. Hun er nu indsat som administrator.

Hidajete Krasniji arbejdede syv år i det parallelle sundhedssystem, inden hun sluttede sig til befrielseshæren. Det er første gang, hun arbejder på et hospital.

''Jeg var sammen med UCK i næsten et år. Vi boede i bjergene i nærheden, men aldrig på det samme sted i længere tid ad gangen.''

''Vi var fire sygeplejersker og kun en læge. Vi skiftede sår og fjernede granatsplinter. Nogle gange var vi nødt til at amputere en arm eller et ben. Jeg ved ikke helt, hvor mange, der blev såret i min brigade, men jeg tror, det var omkring 27. Vi havde travlt.''

Hidajete Krasniji kom tilbage til Peja den 21. juni i år.

''Der var meget stille. Næsten ingen mennesker. Det var underligt ikke længere at høre skud eller at skulle gemme sig, men det var også trist at se de mange ødelagte huse.''

''Hospitalet var tomt. Der lå tre sårede soldater ­ det var alt. Jeg ved ikke, hvor de andre patienter var henne.''

Hidajete Krasniji vil gerne arbejde med patienter igen, men foreløbig har befrielseshæren bedt hende om at være administrator og organisere arbejdet for de øvrige sygeplejersker.

''Jeg har altid drømt om frihed. Før krigen var min familie og jeg bandlyst på grund af mine brødres engagement i UCK. Nu er vi fri. Det er en rar fornemmelse, og det er dejligt, at serberne er væk.''

Advarsler om miner

Heller ingen af de ansatte på hospitalet i Peja har fået løn endnu.

Overalt på hospitalet hænger der plakater med advarsler om miner.

Lige efter krigen kom der mange mineofre. Nu er folk blevet mere forsigtige, og arbejdet på skadestuen er begyndt at ligne normalt skadestuearbejde.

En bil drejer om hjørnet med hvinende dæk og bremser hårdt op foran skadestuen. En lille dreng er blevet kørt over. Han er fyldt med skrammer, og det bløder fra et hul i hovedet.

Forældrene er fortvivlede, selvom lægen forsøger at berolige dem med, at sønnen efter omstændighederne har det fint. Hans blodtryk er stabilt.

Døren til skadestuen står åben, og nysgerrige, ventende og pårørende kigger ind med jævne mellemrum.

Lægen fortsætter ufortrødent med at sy. Han kender rutinerne. Under serbernes apartheid kom han flere gange illegalt på hospitalet for at se til albanske patienter. Nu nyder han at kunne arbejde lovligt og uden frygt for at blive opdaget.

Mangler vand og el

Hospitalet i Peja har som de øvrige hospitaler i Kosovo problemer med vand og elektricitet. Der er ikke mere smertestillende medicin, så drengen bliver syet uden bedøvelse.

Briksen, han ligger på, er overtrukket med orange plastik. Det bliver hverken skiftet eller renset mellem hver patient.

Personaleuniformerne er som på de øvrige hospitaler en blanding af danske, svenske og tyske. Uniformer fra Rigshospitalet er rigt repræsenterede i Kosovo.

I forhold til Pristina er der meget stille på hospitalet i Peja.

Pårørende og patienter bliver tjekket af en italiensk KFOR-soldat, men køen er til at overskue.

Præcis klokken to forlader Hidajete Krasniji arbejdspladsen.

På hospitalet i Pristina er Bekim Sejdius allerede i fuld gang efter frokosten. Der er stadig mange timer, til han har fri.

Nøgleord: Kosovo, miner, Peja, Pristina, UCK.

Billedtekster
Bekim Sejdius har været sygeplejerske i fire år, men det er første gang, han arbejder på et hospital.Både personale og patienter må selv sørge for mad. Maden på hospitalet i Pristina er elendig og kun forbeholdt de absolut fattigste patienter.Patienter ligger i deres eget tøj i senge, der sjældent bliver redt. Dog forsøger man at skifte sengetøj, hver gang der er noget rent.En ung mand har skåret sig i hånden. Da sygeplejersken på skadestuen i Peja trækker glassplinten ud, kommer hun til at strejfe pulsåren. Manden ender på operationsbordet.Før krigen var Kosovos befrielseshær, UCK, bandlyst overalt i landet. Nu ser man det røde flag med den sorte ørn overalt. Dt er blevet symbolet på sejr for selvstændigheden.