Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

NGO'erne er små kolonimagter

Den danske psykolog Peter Elsass er i gang med at undersøge, hvordan man bedst hjælper Kosovo-folket over krigstraumer. Han langer i den forbindelse ud efter de frivillige organisationer, NGO'erne, som han kalder vor tids kolonimagter.

Sygeplejersken 1999 nr. 37, s. 15

Af:

Anne Lea Landsted, journalist

Det er populært at hjælpe folk med krigstraumer, så populært, at de frivillige organisationer, NGO'erne, står i kø for at komme ud i landsbyerne med deres programmer. Men i virkeligheden ved ingen, om behandlingen hjælper, og det er et stort problem, mener dr.med. og professor i klinisk psykologi, Peter Elsass, som er udstationeret af Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

''Det er ikke nok at hjælpe den enkelte, vi må også have netværket med i behandlingen. Situationen her er jo en helt anden end i Bosnien.

Kosovo-albanerne vandt krigen, og mange af dem fungerer fint, selvom de bærer rundt på voldsomme traumer. De er i fuld gang med at bygge huse og få deres liv i gang igen,'' siger Peter Elsass.

En af hans opgaver i de kommende måneder bliver at finde ud af, hvordan Kosovo-folket selv mener, at det er bedst hjulpet. Til det formål har han allieret sig med lokale psykologer og psykiatere.

''Vi er i øjeblikket i gang med at danne os et overblik over de forskellige typer af traumer. Nogle er let ramte, mens andre har udviklet svære psykoser. Den sidste gruppe er der ikke ret mange frivillige organisationer, der interesserer sig for, selvom det i virkeligheden er dem, der har hårdest brug for hjælp. Men NGO'erne vil ikke ind på hospitalerne. De vil ud med deres egne programmer. De opfører sig som små kolonimagter.''

Peter Elsass vil også gerne have fat i nogle af de kosovo-albanere, der befinder sig i honeymoon-fasen, og det vil sige de, der på overfladen fungerer fint, men som i virkeligheden går rundt med dybe sår i sjælen.

''Mange af dem reagerer først, når vinteren kommer, og NGO'-erne er ude.

Nogle begår selvmord, mens andre trækker sig helt ind i sig selv. De mennesker vil jeg gerne tage mig af.''

Peter Elsass vil sammen med de lokale psykologer og psykiatere udarbejde en femårig behandlingsplan for folk med krigstraumer. En ordentlig behandlingsplan er ifølge den danske psykolog en af forudsætningerne for forsoning på længere sigt.

''Det er for tidligt at vurdere, om der kan skabes et multietnisk samfund, men jeg tror, det er vigtigt, at serberne bliver, ellers er jeg bange for, at forsoningen udebliver.'' 

Nøgleord: Behandling, Kosovo, krigstraumer, NGO.

Billedtekst
Mange landsbyer blev ødelagt under krigen. Her er en familie flyttet ind i ruinerne af det, der engang var deres hjem.

Tema: Kosovo

Det delte hospital              

Nadas to liv             

Ar på sjælen                   

NGO'erne er små kolonimagter    

Et døgn på et hospital i Kosovo             

De udstødte          

Udrykning med 60 km i timen           

Efteruddannelse til Kosovo