Faglig kommentar: Madere og grønsager

Vi har fire madere, så vi kan ikke nå det.'' En sygeplejerske på et plejehjem havde bedt en gruppe sygehjælpere om at tage sig af et eller andet. Sygeplejersken studsede over svaret og spurgte, hvad de mente med 'madere'.

''En mader er da én, der skal mades,'' lød svaret.

Så blev den nyansatte sygeplejerske på plejehjemmet så klog. Ved en senere lejlighed tog hun spørgsmålet op med sygehjælperne. ''Jamen, hvad må vi så sige,'' spurgte de, da sygeplejersken havde sagt, at det var stødende at omtale beboerne som en plejeopgave. ''Sig for eksempel, at I har travlt, fordi I skal hjælpe fire beboere med at spise. Det lyder også bedre end at bruge udtrykket 'at made en beboer'.'' Udtrykket 'at made' giver associationer til børn, der skal til at overgå fra amning til skemad. Det giver associationer til en passiv og modstræbende person, der bare skal fyldes op som en sæk, mens kartoffelmosen sprutter ud over vægge og tøj.

Sygehjælperkultur

Sygeplejersken havde aldrig hørt sygeplejerskerne på stedet bruge udtrykket 'en mader'. Det var et udtryk, der kun blev brugt inden for sygehjælperkulturen. Nu havde hun konfronteret dem med en mindre tiltalende del af denne kultur. De havde fået snakket om det, og forhåbentlig ville udtrykket lige så stille forsvinde med tiden.

''Ellers kan jeg kun sige, at beboerne bliver plejet godt af sygehjælperne. Der er ikke noget at udsætte på den fysiske pleje. Men der bliver en gang imellem brugt stødende ord,'' fortalte sygeplejersken.

Det var for eksempel ikke ualmindeligt at høre beboere omtalt som grønsager. Udtrykket var så almindeligt, at også pårørende hørte det og i nogle tilfælde selv benyttede det. Når man bruger et udtryk som grønsag om et menneske, må det være en frimodig fordanskning af udsagnsordet vegetere, der også går igen i begrebet 'et vegetativt stadium', som tidligere har været brugt om totalt hjælpeløse, hjerneskadede patienter. Det er også helt almindeligt at høre folk sige, at de frygter at ''komme til at ligge som en grønsag.'' Men derfra, og til at personalet benævner visse beboere på et plejehjem som grønsager, er der trods alt et spring.

En dør stod på klem

Vi kan alle komme med eksempler på, at patienter og beboere omtales ved diagnoser, handicap eller sengenumre. Der ligger ikke nødvendigvis noget ondt i det. Men det kan gøre ondt. En anden sygeplejerske sad som patient og ventede i et øjenambulatorium. Døren stod på klem til et af ambulatorierne, hvorfra det lød højt og forventningsfuldt: ''Vi har to Sjögrenere i dag.'' Som bekendt er Sjögrens syndrom en særlig form for kronisk konjunktivitis, der optræder hos patienter med gigt. Sygeplejersken, som netop var en af de to ventende Sjögrenere, blev nedslået. Hun var ikke en syg og bekymret person. Hun var reduceret til en diagnose, personen var væk. Ligesom da den gynækologiske sygeplejerske modtog følgende besked over telefonen fra narkoselægen: ''Så kan du godt præ cysten.''

Da journaler og plejeplaner blev tilgængelige for patienterne, måtte der nødvendigvis ske noget med skriftsproget. Man var simpelthen nødt til at udtrykke sig i et mere sobert sprog og undlade de værste nedladende bemærkninger om patienterne, som man jævnligt kunne støde på for ikke så forfærdelig lang tid siden. Når man er tvunget til at skrive noget positivt om patienterne, kan det ikke undgå at smitte af på opfattelsen af det menneske, det handler om. Men der er altså stadig indforståede og ofte nedladende udtryk, som trænger til at blive luget væk. Vi skulle gerne nå til, at mennesker omtales på samme måde af personalet, som de tiltales. Også når de ikke er til stede.

Kulturelt oprør

Det gode ved historien om madere og grønsager er imidlertid, at sygeplejersken ikke lod sig opsluge af stedets kultur for at behage og blive accepteret. Hun konfronterede sygehjælperne med deres uheldige udtryksmåde og fik dem til at tænke over, hvad det egentlig var, de sagde. Hun holdt fast i sygeplejens etik og ønskede at ændre.

Alt for tit hører jeg tilsvarende historier, hvor sygeplejersker nok kan se, at vaner og adfærd kan angribes, men de tør ikke gøre noget ved det. De frygter at lægge sig ud med for eksempel en magtfuld sygehjælper- eller hjemmehjælpergruppe. De frygter at blive frosset ud eller at ødelægge det psykiske arbejdsmiljø. Det gælder menige sygeplejersker, og det gælder ledere. Det er vilkårene mange steder, hvor sygeplejersker er i undertal. Derfor er det opløftende at høre om en sygeplejerske, der tager bladet fra munden og gør indsigelser mod stedets dominerende kultur.

Sygeplejersker skulle jo gerne gøre en forskel.