Boganmeldelse

UMULIGT AT LEVE SOM FØR

John Diamond

C – because cowards get cancer too

London: Vermillion Random House, 20 Vauxhall Bridge Road, London SW1V 2SA 1998
224 sider, 9,99 engelske pund 

Hvordan ser der egentlig ud inde i en kræftpatient? Ved at læse John Diamonds bog får man et godt bud på svaret. Det er en dybt alvorlig og tankevækkende bog, men samtidig er den skrevet med megen humor og ironi, ikke mindst selvironi. John Diamond har en god iagttagelsesevne og en spids pen. Det fornægter sig ikke, at han er journalist. Bogen blev skrevet, fordi John Diamond selv fik kræft. I forbindelse med diagnosen prøvede han at skaffe sig al tilgængelig viden om sygdommen og opdagede, at den bog, han havde mest brug for, ikke fandtes. En bog, der fortalte, hvordan kræften ville påvirke ham, hvad det ville sige at være et menneske med kræft, at klare smerten, frygten og vreden – og så skrev han den selv.

John Diamond får fjernet en kræftsvulst på halsen. En metastase viser det sig senere. Der bliver givet strålebehandling mod halsen og mundhulen. Umiddelbart efter, at behandlingen er afsluttet, bliver primærtumor fundet. Den sidder i tungeroden. Svulsten og en del af tungen bliver fjernet, og John Diamond får igen strålebehandling. Denne gang mod modsatte side af halsen og munden.

Tonen i bogen ændrer sig, da primærsvulsten bliver fundet. Først skriver John Diamond med en ironisk distance, for eksempel om 10 seje måder at have kræft på. At få fjernet svulsten og et stykke af tungen gav ikke bare store konsekvenser for at tale og spise, men chancen for at blive helbredt ændrede sig også.

John Diamond fortæller, hvordan sygdommen overtager hans liv i et år. Rådet, kræftpatienter tit får om at leve som før, kan ikke bruges til noget. Det er umuligt på grund af sygdommen, behandlingen og omgivelsernes reaktion: ''Fortæl, hvem du vil, at du har kræft, og det, de hører, er, at du er ved at dø. Nøjagtig som du selv hørte det, da du fik diagnosen.''

Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvilke bivirkninger der følger med at blive strålebehandlet på halsen og mundhulen, så er man det ikke efter at have læst bogen. Når disse bivirkninger lægges til de problemer, der kommer ved at få fjernet et stykke af tungen, så har man et godt billede af, hvordan John Diamond har det efter behandlingen. Et sted i bogen beskriver John Diamond, hvordan det er at spise, og han slutter med at sige: ''Ulækkert? Hvad havde du ventet, da du købte en bog om kræft?''

Som rask var John Diamond vant til at udtrykke sig hurtigt og præcist: ''Jeg tror, min personlighed næsten kun kommer til udtryk gennem det, jeg siger, og måden jeg siger det på. At jeg påvirker folk, ikke fordi jeg er flink eller rar, men på grund af det, jeg siger.'' Nu kan han næsten ikke tale, og når han åbner munden, løber spyttet ud. Når han forsøger at sige noget, sker det gennem et lommetørklæde. Folk, han møder, ser på ham med ynk. I sine mest nedtrykte øjeblikke spørger John Diamond: ''Ville jeg være blevet ven med mine venner, hvis de havde mødt mig nu, hvor jeg er en arret, hvæsende, stum, der ikke kan svare på de simpleste spørgsmål uden at savle. Ville jeg være gift med min kone, have haft mine børn? Svaret er nej.''

Skuffelse på skuffelse

John Diamond er ikke ukritisk over for behandlingssystemet, tværtimod analyserer han det mange steder præcist og gennemskuer det endda. Men ligesom nogle patienter aktivt vælger såkaldt alternative behandlinger, vælger forfatteren den etablerede behandling.

Nu er bogen ikke kun en opremsning af ubehag og lidelse, men en skarp beskrivelse af John Diamonds forhold til at have kræft og omgivelsernes reaktion på sygdommen. Han vender sig for eksempel mod brugen af krigsudtryk: at være tapper, at kæmpe, at være modig og til sidst sejre. Her siger John Diamond: ''Hvad så med de mennesker, der dør af sygdommen? Er det deres egen skyld? Kæmpede de ikke nok? Har de været kujoner?''

Ved at få kræft har John Diamond lært andre sider af sig selv at kende, og nye sider af livet, men han siger, der stadig er flere negative end positive sider ved at få kræft. ''Det, der forhindrer dig i at kysse dine børn godnat eller læse en historie for dem, kan aldrig være positivt.'' Desuden er det endelige spørgsmål for ham, om han har fået sin nye viden for sent til, at den kan være til nogen nytte.

Bogen er en hyldest til livet. John Diamond siger, at selv de gange, hvor han troede, lægerne holdt ham for nar, og han kunne føle den galopperende kræft forgribe sig på hans organer, da var der ting at leve for, at presse ind i de sidste år, måneder eller dage.

Jeg synes, det er en utrolig god bog, men vil nok ikke anbefale den til mennesker, der lige har fået konstateret kræft. Det er en barsk, men realistisk drejning, John Diamonds forløb tager. Han siger selv i bogens efterskrift, at det sidste år kun har været til at bære ved at tage tingene trin for trin, operation efter operation, skuffelse efter skuffelse. Derimod vil bogen være egnet til patienter og pårørende senere i forløbet. Den kan være med til at legalisere følelser og handlinger, der følger med at være magtesløs, bange og dybt fortvivlet. Herudover er den oplagt læsning for alle, der arbejder med alvorligt syge mennesker, ikke mindst kræftpatienter.

Forfatteren er englænder og beskriver sin kontakt til det engelske hospitalsvæsen, men bogen er klart relevant for danske læsere. Den er endnu ikke oversat til dansk, men lad ikke det være en hindring for at læse den. Sproget flyder let og er fyldt med blomstrende ordbilleder. Det er spændende læsning.

Af Inge Bentzen, sygeplejerske.