Sygepleje i år 2000

Det er umuligt at spå om fremtiden, men der er de såkaldte trends, som er pejlinger, og som beregnes ud fra den position, vi befinder os på netop nu. De kan vise os et rimeligt scenario.

Man forventer en revolution af sundhedsvæsenet som følge af markante ændringer inden for medicin og i samfundet. Der vil blive store ændringer i befolkningens sammensætning, og som en følge heraf vil sygdomsmønsteret ændre sig. Den teknologiske udvikling har langt fra toppet, organiseringen af sundhedsvæsenet og dets ydelser vil undergå store forandringer, og befolkningen vil blive mere forbrugerorienteret, – også når det gælder deres sundhedstilstand.

Patienterne vil forlange mere indflydelse og autonomi. De vil forlange effektivitet og kompetence og forvente en ændret holdning hos sundhedsprofessionerne. Det er disse krav, som såvel grunduddannelserne som de postgraduate uddannelser må forberede sig på (1).

I løbet af de næste 20 år vil andelen af 65-årige og derover være fordoblet til at omfatte 20-25 procent af befolkningen. I øjeblikket forbruger den ældre befolkningsgruppe omkring en tredjedel af sundhedsvæsenets samlede udgifter, men allerede i år 2000 vil de bruge halvdelen. Konsekvensen vil være, at det bliver nødvendigt i højere grad at fokusere på håndtering af kroniske sundhedsproblemer hos ældre mennesker samt pleje af meget skrøbelige og afhængige gamle mennesker. Presset på sundhedsvæsenets udgifter vil øges kraftigt.

Man forventer ikke de store skift i sygdomsmønstre, men nogle sundhedsproblemer vil øges. Man forventer større sociale skel, et øget alkoholforbrug og øget afhængighed af stoffer samt et øget antal demente mennesker. Der er usikkerhed i forhold til, om der vil ske en reel øgning i antallet af kræfttilfælde, hjerte-karsygdomme og selvmord.

Løsning af en del af sundhedsproblemerne vil i stigende grad skulle søges løst gennem forebyggelse og ændring af livsstil samt en øget indsats på miljøområdet. Det vil betyde ændrede forventninger til professionerne med hensyn til deres roller og ansvar for sundhedsvæsenet.

Ny teknologi

Der vil i de kommende år komme mange nye teknologier, nogle vil være så kostbare, at de fravælges. Men vi kan forvente, at der vil blive mange nye screeningsteknikker, diagnostiske muligheder, medicinske og kirurgiske behandlingsteknikker samt en øget framaceutisk aktivitet. Samtidig vil hele kommunikationssysstemet blive ændret som følge af den ny teknologi, og mange ting vil kunne løses over meget store afstande lige fra diagnostik til behandling og undervisning. Hastigheden vil øges væsentligt.

Med den ny teknologi vil flere og flere ting kunne flyttes ud fra de store sygehuse til primærsektor. De praktiserende læger vil udføre mere og mere diagnostik og behandling, og flere og flere behandlinger vil kunne gøres samme dag. Det vil betyde, at mange patienter vil foretrække at få udført undersøgelser og indgreb om aftenen, så de kan fortsætte deres arbejde igen næste dag, eller de vil have det gjort i weekenden på dertil indrettede klinikker.

Mange af de behandlinger, som traditionelt har været udført af kirurger, vil i de kommende

Side 39

år blive så lidt invasive, at de glider over i det mediciske regi eller ud i almen praksis. Det forventes også, at der i stigende grad vil blive sygeplejerskeledede klinikker og afdelinger.

Krævende patienter

Patienterne og deres familier vil surfe på Internettet, hvor de selv vil kunne stille diagnoser, tage stillling til forskellige former for behandling og kunne se, hvor resultaterne er bedst, og søge dertil. Patienterne og, hvis de ikke kan, deres pårørende vil stille meget store krav til de professionelles viden, evne til at følge med i udviklingen og til at tilegne sig de nyeste behandlingsteknikker.

De professionelle vil i stigende grad føle, at de skal stå tidligt op for at bevare et forspring i forhold til patienterne. Patienterne vil kræve meget høj kvalitet, når det drejer sig om information, og vil forvente at blive betragtet som ligestillede eller mer. Hvis det bliver almindeligt at anvende 'virtuelle' læger eller sygeplejersker, vil behovet for såvel alment praktiserende læger, specialister og sygeplejersker måske blive mindre, end man i øjeblikket forudser.

Men kvaliteten til

Side 40

de, som der er behov for, skal så til gengæld være i top. Der vil blive flere og flere etiske overvejelser, og evnen til at kunne arbejde med etiske dilemmaer vil skulle udvikles.

Netop fordi patienterne vil blive meget bevidste forbrugere, vil kravet til evidens og effektivitet øges markant. En kontinuerlig kvalitetsevaluering vil blive nødvendig med udvikling af effektive metoder, som indøves allerede i uddannelsen. Der vil også blive krav om at kunne opgøre de samlede udgifter i forbindelse med behandlingerne og forslag til, hvordan de kan begrænses, idet presset på de midler, som samfundet synes, det kan afsætte til sundhedsområdet, hele tiden vil blive øget.

Nye roller

I et forsøg på at nedbringe udgifterne og gøre behandlingen stadig mere effektiv, har der gennem et stykke tid i Storbritannien været en stadig øget tendens til at overdrage det traditionelle lægearbejde til sygeplejerskerne. Det har samtidig vist sig, at der, hvor sygeplejerskerne har påtaget sig en større del af behandlingsområdet, er både kvalitet og effektivitet øget, idet sygeplejerskerne kan arbejde over et langt bredere felt. Men det kræver, at sygeplejersker gør op med forestillingen om, at sygepleje kun er et humanistisk fag, og indser, at mennesket også er et biologisk væsen. Det vil kræve beherskelse af naturvidenskabelige teorier, og at sygeplejen udvikler metoder ud fra disse teorier. Man har i de senere år i de engelsksprogede lande indført begrebet 'bionursing' (2) for at forberede de kommende sygeplejersker til en fremtid, som vil stille andre krav til dem end de, som man har stillet til den nuværende generation. Den humane sygepleje må også vige lidt af pladsen for de sociale og økonomiske teorier for i større udstrækning at kunne arbejde og udvikle den sundheds-sociale praksis.

Efteruddannelse vil blive en integreret del af virksomhedsfeltet, man taler allerede om, at man måske bør erstatte ordet efteruddannelse med udvikling, så man i stedet taler om kontinuerlig udvikling. Vi ved allerede, at mængden af litteratur i de kommende år vil gøre det umuligt at følge med, som vi hidtil har gjort. Nye teknologier og måder at arbejde på vil blive introduceret i et stadigt stigende tempo, – alle vil jo blive bedre og bedre uddannet og hele tiden udvikle og evaluere kvaliteten i deres praksis. Det betyder, at de nyuddannede skal møde rollemodeller, som stadig er nysgerrige og udviklingsorienterede, som føler det vigtigt og har lyst til at påtage sig rollen som mesterlærere i en moderne udgave. Men samtidig skal der være systematisk opbyggede efteruddannelsesprogrammer, som er fleksible, åbne for ændringer, og som kan tilpasse sig nye krav, før de er en absolut realitet.

De nye efteruddannelser skal reflektere de ændrede roller, som de professionelle får. Det vil fortsat være nødvendigt at have en ordentligt teoretisk baseret viden, men også en videnskabelig baseret klinisk praksis. Men derudover skal man i udstrakt grad være i stand til at kommunikere med andre professioner og kunne bruge deres viden. Men man skal også inddrage patienterne i uddannelsen og samarbejde med dem i udvikling af viden og metoder.

Det vil sige, at uddannelsessystemet skal være nysgerrigt, reflektere praksis, stimulere kreativitet og være teambaseret. Efteruddannelse må derfor også i stigende grad samtænke de forskellige professioner, så de udvikler metoder i fællesskab (3).

Usikker fremtid

Problemet er, som det blev fremført i indledningen, at fremtiden er usikker, og det vi skal vove, er at forberede os på denne usikkerhed og være åbne over for, at vi måske har taget fejl og på nogen områder må ændre kurs. Vi må udvikle et lærings- og arbejdsmiljø, som har tolerance, er energigivende med et mål af humor, som har lyst til at lære og lære fra sig, ellers kan vi ikke håndtere en så stor omstilling, som af mange vil opleves som voldsomt krævende, kaotisk og uden garanti for fremtiden.

Litteratur

1. Towle, Angela. Changes in health care and continuing medical education for the 21st century. BMJ 1998; 316:301-304.
2. Jordan, Sue and Reid, Ken. The biological sciences in nursing: an emperical paper reporting on applications of physiology to nursing care. J adv Nurs. 1997; 26:169-179.
3. Richards, Tessa. Continuing medical education, – needs to be more effective, accountable, and responsive to all stakeholders in health. BMJ 1998; 316:246.

Ulla Fasting arbejder som selvstændig konsulent i udvikling og forskning.

Nøgleord: Patienter, sundhedsvæsen, sygeplejersker.

Billedtekst
Ny teknologi og nye måder at arbejde på vil blive introduceret i et stadigt stigende tempo.