Kom i gang med at skrive­ - fra idé til tanke

Side 20

Billede

Side 21

Figur 1. Skriveprocessen kan beskrives som cirkulær, fordi man kan bevæge sig rundt i dens tre faser i hele skriveforløbet. Man kan veksle mellem at arbejde med aktiviteterne i førskrivningsfasen, skrive mere sammenhængende tekst samt at revidere.

Mange kender problemet: Man har en god idé til en tekst, eller man er af arbejdsmæssige årsager forpligtet til at formidle et bestemt budskab til en bestemt målgruppe. Man har det hele i hovedet, men når man begynder at skrive, synes man, det lyder dårligt, eller også går man i stå. Hvis man endelig får skrevet sin tekst, ærgrer man sig over, at man ikke helt fik sagt det, man gerne ville, eller at man fik sagt det på den forkerte måde.

Nøglen til at skrive en bedre tekst ligger i skriveprocessens førskrivningsfase. Et godt og grundigt stykke arbejde i førskrivningsfasen kan følge én godt på vej til at få skrevet en god tekst, uden at man støder på skriveblokeringer undervejs.

Skriveprocessen

Skriveprocessen, hele det stykke arbejde der ligger i at skrive en tekst, kan man dele op i tre overordnede faser: Førskrivningsfasen, skrivefasen og revisionsfasen. Figur 1 viser en illustration af den tredelte skriveprocesmodel.

Ved at undersøge, hvordan erfarne og dygtige skribenter skriver, har forskere i skrivepædagogik fundet ud af, at de bevæger sig frem og tilbage i faserne. Hvilken fase man befinder sig i, afhænger af det aktuelle problem eller behov, som skribenten har, mens hun skriver. 

Førskrivningsfasen

Man kan dele førskrivningsfasen op i flere mindre aktiviteter. Her tænkeskriver man, får gode og dårlige ideer, planlægger indhold og form, indhenter informationer, indsamler viden og skriver mindre tekststumper. Alt dette arbejde kan synes at være lige i overkanten, hvis det kun er en mindre tekst, man skal skrive. Ikke desto mindre er det dette arbejde, man skal beskæftige sig mere med, hvis man har problemer med at skrive selv små tekster, som skal være gode.

Nedenfor er beskrevet fire førskrivningsteknikker, som man kan benytte sig af, enten samlet eller hver for sig. Desuden kan man frit bearbejde de enkelte teknikker; man kan overføre teorien til den praksis, man har det bedst med.

Førskrivningsteknik 1: Brainstorming på idéen

Brainstorming er en teknik, hvor man ukritisk skriver en masse stikord ned, som umiddelbart falder én ind i forbindelse med et emne. Med en brainstorming kan man undersøge, hvilke ord og begreber man forbinder med sit emne og eventuelt via den vej finde frem til nye og spændende sammenhænge. Sæt 10 minutter af til at skrive stikord ned. Det begrænser antallet af ord på listen, og gør det nemmere at overskue materialet bagefter.

Det er vigtigt, at man ikke censurerer sig selv, fordi man skal være åben for at komme ud i alle hjørner af sin viden om emnet. Stikordene behøver ikke absolut at være enkelte ord, men kan også være spørgsmål, strøtanker, idéer og ting, der skal huskes, dvs. alt hvad man kommer i tanke om i forbindelse med emnet. Stikordslisten kan gemmes til senere brug, eller man kan hænge den op og tilføje nye stikord, når man kommer i tanke om noget nyt, der har med emnet at gøre. Senere i skriveprocessen kan man vende tilbage til stikordslisten og checke den for gode ideer, begreber og strøtanker, som man har glemt nu, men som måske skal have plads i den tekst, man er ved at skrive.

Førskrivningsteknik 2: Hurtigskrivning på idéen

Når man har en idé om det emne, man gerne vil skrive om, kan man benytte sig af hurtigskrivningsteknikken. Teknikken går ud på, at man afsætter fx 10 minutter til at

Side 22

skrive i. Det specielle ved denne teknik er måden at skrive på. Man skriver lige, hvad der falder én ind i forbindelse med emnet uden at tænke på, om man formulerer sig godt eller skidt, eller om man skriver noget, man ikke er sikker på, er rigtigt. Man skriver simpelthen bare løs, slår sin indre censur fra og lader ordene falde ned på papiret så vidt muligt i samme tempo, som man når at tænke dem.

Fordelen ved denne teknik er, at man kan fange og fastholde nye idéer, mens de opstår. Mange kender oplevelsen af, at man får en genial idé, der når at smutte fra én, før man får fastholdt den. Den oplevelse kan man undgå ved hjælp af hurtigskrivningsteknikken. Én af de andre væsentlige fordele ved hurtigskrivningen er, at man kan komme ud over en skriveblokering ved at benytte den. Når man skriver hurtigskriving om sit emne, er man i gang med at skrive. Desuden er hurtigskrivningsteksten uforpligtende, den skal ikke offentliggøres, man kan koble sin selvkritik fra og først bagefter vende tilbage til teksten og undersøge den for gode idéer og formuleringer, som, man mener, kan bruges i et senere udkast.

Hvis man ikke kan få gavn af denne teknik, kan man i stedet for tale til en båndoptager og optage, mens man taler løs om sit emne. På den måde kan man uforpligtende tale sig varm på sit emne. Når man bagefter hører optagelsen igennem, kan man notere gode idéer og formuleringer ned. Ofte vil man opdage, at den uforpligtende talen om emnet giver idéer og måder at få sagt tingene på, som man ikke umiddelbart ville være kommet frem til, hvis man havde siddet med det hvide papir eller en skærm foran sig.

For nogle kan det være svært at skrive ud i ''den blå luft'' om deres emne. De har nemmere ved at skrive, hvis de har nogle stikord eller spørgsmål at forholde sig til. Artiklen her indeholder en række stikord og spørgsmål under afsnittet ''Fra emne til fokus'' og under afsnittet ''Fundamentale spørgsmål,'' som man evt. kan støtte sig til.

Førskrivningsteknik 3: Tankekort

Tankekort bliver ofte også kaldt for mindmap. Når man benytter et tankekort, strukturerer man sine stikord fra fx en brainstorming. Man samler de stikord i klynger, som man mener, hører under samme emne eller har noget med hinanden at gøre. På den måde kan man få et mere struktureret overblik over sine tanker, man kan undersøge sammenhængen mellem de forskellige klynger, og man kan forsøge at strukturere sine idéer. Struktureringen af stikordene kan føre nye stikord med sig, eller flere af stikordene fra brainstormingen kan blive sorteret fra i struktureringsprocessen.

Alle de idéer og ord, man før havde inde i hovedet, har man nu på et kort, så man også kan se, hvad man tænker. Mens man laver tankekortet, kan man få en fornemmelse af, hvilke klynger man finder mest interessante og har lyst til at beskæftige sig mere med. Det kan være en god idé at følge denne fornemmelse, fordi interesse og engagement er den drivkraft, der skal til for at få skrevet en god tekst.

Førskrivningsteknik 4: Tekststumper

Ud fra ordene i brainstormingen, fra gode idéer i hurtigskrivningen eller fra klyngerne i tankekortet, kan man skrive strukturerede tekststumper. Man har måske noget specielt i tankerne i forbindelse med en af klyngerne fra tankekortet. De tanker kan man skrive ned i sammenhængende tekst i en slags kladde, som kan gemmes til senere brug. Tekststumpen er mere struktureret og gennemtænkt end hurtigskrivningsteksten og er måske velegnet til at passe ind i en færdig tekstversion.

Førskrivningsteknikkerne skulle gerne føre skribenten ind i skriveprocessen på en blid måde. Man kan få sat sin viden på plads, man kan finde ud af, hvad man ved, hvad man ikke ved, og hvad man bør vide mere om. Og det vigtigste af alt ­ man er i gang med at skrive! Overgangen fra førskrivningsfasen til skrivefasen er glidende, og der behøver ikke at være noget markant skel mellem de to faser.

Fra emne til fokus

Førskrivningsteknikkerne kan hjælpe med at finde fokus i den tekst, man skal skrive. Når man fokuserer, finder man frem til, hvad man helt præcist vil skrive om, hvem man vil skrive til, og hvorfor man vil skrive det. Det er nu, man skal til at være kritisk og analytisk. Man skal sortere i sit stof og finde frem til, hvad målgruppen vil finde interessant inden for det emne, man skriver om.

I de tekster, man har produceret, mens man befandt sig i førskrivningsfasen, har man præsenteret og undersøgt sin viden for sig selv. Nu skal man til at formidle denne viden til en målgruppe, og netop målgruppen får indflydelse på tekstens form og indhold.

En klassisk fejl, når folk har skrevet en opgave eller

Side 23

afhandling, er, at de ikke kan løsrive sig fra den opgaveagtige måde at skrive på, fx: ''Vi har undersøgt, hvordan man kan forebygge de typiske skader, fodboldspillere bliver udsat for . . .''

Det er som regel ikke relevant for målgruppen at vide noget om, at nogen har været i gang med at undersøge noget, og hvordan de har undersøgt det. Derimod er undersøgelsens resultater relevante og interessante og ikke mindst perspektiverne i de resultater, man er kommet frem til. I en opgave kommer konklusionen til sidst, i en artikel kommer konklusionen først. Man kan sige, at i opgaven fremlægger man undersøgelsen af et problem, mens man i artiklen forudsætter, at der har været en undersøgelse af problemet. Det er konklusionen, der er interessant for læseren, og det er den, der skal fange hans interesse.

I Sygeplejersken nr. 12/13 1999 er der et godt eksempel på, hvordan et bredt emne bliver fokuseret i tre artikler, der dækker det samme emne. Emnet er ''Sexmisbrug af børn,'' og de tre artikler behandler hver sit lille område inden for problematikken. Titlerne på artiklerne siger lidt om fokus inden for emnet: ''Børn får sextilbud på Internet,'' ''Undersøgelser uden tårer'' og ''Tag børns udsagn alvorligt.''

Fokusskred

En del teksters problem er, at de er for ufokuserede. Skribenten får ikke sagt det, hun egentlig vil sige, tydeligt nok, til gengæld får hun sagt en hel masse andet. Mange skribenter kan opleve, at fokus flytter sig, mens de skriver, fordi de bevæger sig over i emner, der ikke har noget med det oprindelige fokus at gøre. Et fokusskred sker ofte, uden man opdager det, fordi man er blevet grebet af et bestemt område inden for emnet. Hvis artiklen ''Børn får sextilbud på Internettet'' mere havde drejet sig om, hvordan man rent teknisk kunne bruge internettet, ville der være tale om et fokusskred, fordi artiklens fokus om børns sextilbud på Internettet ville drukne i de tekniske informationer.

Man kan undersøge, om ens tekst har et klart fokus ved at give selv de mindste afsnit i teksten afsnitsoverskrifter, der angiver afsnittets fokus. Afsnitsoverskrifterne skal da meget gerne have en tæt forbindelse til artiklens fokus og formål. Når man bliver opmærksom på, at fokus flytter

Side 24

sig i teksten, skal man vurdere, om man vil bringe det nye fokus ind i teksten, eller om man vil stryge de passager, der ikke har noget med det oprindelige fokus at gøre. Som skribent skal man indstille sig på, at man kan blive klogere undervejs i skriveprocessen, og at de fokusskred, man oplever, netop kan være indikator på, at her er noget, der er mere interessant end det oprindelige.

Fokus kan undersøges yderligere ved at forsøge at besvare nedenstående spørgsmål. Listen af spørgsmål er kun tænkt som inspiration til, hvad man kan spørge om for at finde tekstens rette fokus. Den kan benyttes som igangsætter.

• Vil jeg forklare en proces, en lov, en regel? 
• Vil jeg skabe klarhed over et emne? 
• Vil jeg advare mod en fare? 
• Vil jeg skælde ud eller rose nogen? 
• Vil jeg beklage mig over noget, der er uretfærdigt? 
• Vil jeg fortælle om en bestemt oplevelse? 
• Vil jeg give viden videre?

Kommunikation til situationen

I enhver kommunikationssituation kan man stille sig nogle fundamentale spørgsmål. De fundamentale spørgsmål hænger nøje sammen med de faktorer, der indgår i kommunikationssituationen. Faktorerne er emnet, læseren, skribenten, sproget og mediet.

Besvarelsen af de fundamentale spørgsmål behøver ikke at være velformulerede og klare, men kan netop være en hjælp til at komme på plads med, hvad det egentlig er, man vil skrive om.

De fundamentale spørgsmål

1. Hvad er tekstens emne? Her skal man overveje, hvilket fokus og hvilket formål teksten skal have. Hvilken genre skal teksten skrives i? Skal det være en formidlende artikel, en kommentar, en anmeldelse, en afhandling eller en lille informationsfolder? Hvis man fx er rasende over, at børn har for let adgang til sextilbud via Internettet, skal man forholde sig til, om man vil sige noget om det i den mere subjektive genre som kommentaren, eller om man vil tilegne sig særlig viden på området og formidle den videre i en formidlende artikel. Hvis man skal skrive en afhandling om emnet, skal man benytte den metode og de retningslinier, der gælder for den helt konkrete opgave. 

2. Hvem skal læse teksten? Tekstens formål hænger nøje sammen med, hvem der skal læse teksten. Er det en læge, en sygeplejerske, en patient, en underviser eller den brede danske befolkning? Enhver læser vil vælge at læse en tekst med et bestemt formål for øje. Overvej, hvilket formål din læser har for at vælge netop din tekst. Er målgruppen den brede danske befolkning, skal man tilpasse tekstens formål, så det har relevans for den gruppe. Hvor en sygeplejerske og en læge måske kunne være interesseret i behandlingsmetoder og en opdatering af den nyeste forskning inden for et bestemt område, vil

Side 25

den almindelige dansker have mere interesse i området, hvis det har relevans for ham personligt. 

3. Hvad er min afsenderrolle? Man skal overveje, hvordan man vil og kan fremstå i teksten. Vil man fremstå som faglig autoritet, som vred debattør, som undrende borger eller glad budbringer af helt nye forskningsresultater? Hvem er man egentlig som afsender, og hvordan kan det komme til udtryk i teksten? Med hvilken drivkraft skriver man denne tekst, og hvilken baggrund har man for at skrive den? 

4. Hvilket sprog skal man benytte? Ét af midlerne til at fange og fastholde læseren er at benytte et sprog, han forstår, og som taler til ham. Man skriver ikke om et fagligt emne til en sygeplejerske, som man gør til en almindelig borger uden kendskab til faget. Prøv at skrive kort om dit emne til forskellige målgrupper, og vurdér, hvilket sprog der egner sig bedst til netop din målgruppe. I Sygeplejersken nr. 40 1998 er trykt en artikel, skrevet af Lisbeth Rosdahl, der handler om ''Det gode sprog.'' Artiklen giver et godt indtryk af, hvilke overvejelser man kan gøre sig i forbindelse med sproget. 

5. Hvilket medie skal teksten trykkes i? Skal det være Sygeplejersken, Politiken, informationsfolderen eller afhandlingen? Overvej også her, hvilken situation læseren vil læse teksten i. Mange skribenter forestiller sig, at deres tekst vil blive læst omhyggeligt af målgruppen, men ofte vil en tekst blot blive skimmet hurtigt igennem på vej hjem i toget, eller også er teksten blot én blandt 40 andre i stakken på bordet. Hvad skal der til i éns tekst for at blive læst i det medie, man har valgt?

De fundamentale spørgsmål kan virke banale og ligetil i al deres enkelhed, og det er ikke altid, man behøver at besvare dem, fordi de giver sig selv. Alligevel kan det ofte betale sig at kende svarene, før man kaster sig ud i et større skrivearbejde. Det kan være mangel på svar på netop disse spørgsmål, der senere i skriveprocessen skaber en skriveblokering.

Formålet med teksten

Tekster har altid et formål. Skribenten har en mere eller mindre bevidst idé om, hvorfor hun skriver en bestemt tekst. Kunsten er at give idéen et bevidst formål, som man kan bruge som arbejdsredskab i skriveprocessen.

En tekst vil altid have en vis effekt på læseren. Effekten kan fx være, at læseren tilslutter sig en bestemt holdning, at læseren bliver klogere på et bestemt område, eller at læseren forstår en bestemt følelse eller situation. Man kan lige så godt først som sidst gøre sig klart, hvilken

Side 26

effekt man mener, teksten skal have på læseren. Hvis man mener, at éns tekst ikke har noget formål, kan man lige så godt beholde den for sig selv.

Lige så snart man offentliggør en tekst, formidler man også en bestemt indsigt med et bestemt formål. Arbejdet med tekstens indhold og form gøres mere overskueligt, hvis man både er klar over, hvad man vil skrive om, og hvorfor man vil skrive om det. Jo mere klart formålet med teksten står for en selv, jo mere klart står det for læseren.

Struktur på teksten

I førskrivningsfasen kan man også overveje tekstens struktur eller disposition, som det også kaldes. Man skal overveje, hvilken rækkefølge de enkelte dele skal komme i, hvor meget vægt de skal have, og hvordan man vil begynde og afslutte sin tekst. En metode, man kan benytte, er:

Hollywood-metoden

Hollywood-metoden er et begreb hentet fra filmverdenen, hvor filminstruktører skriver stikord til hver filmsekvens på en lille lap papir. Ved at lægge papirlapperne på et bord i den rækkefølge, som sekvenserne skal komme i, kan de overskue filmens helhed. De kan så flytte rundt på papirlapperne og ændre på rækkefølgen, fjerne sekvenser, udvide eller minimere sekvenser eller tilføje helt nye.

Samme metode kan man anvende i skriveprocessen. På små papirlapper skriver man overskrifter til hvert afsnit i sin tekst og tilføjer afsnittets længde i antallet af linier eller ord. Ved at lægge lapperne ud på et bord kan man få et overblik over, hvilken rækkefølge de enkelte tekstdele kommer i, og om der eventuelt skal ændres på rækkefølgen ­ det kan man prøve af ved at rokere om på lapperne. Man kan også vurdere, hvilken vægt de enkelte dele af teksten får, ved at gruppere lapperne i klynger, der angiver, at de har en sammenhæng, fx her er en historisk gennemgang, eller her skriver man om konsekvenserne ved sit forslag. På denne måde kan man let overskue, hvilke områder i teksten, man vægter meget. Hvis enkelte klynger fylder meget, skal man undersøge, om det hænger sammen med tekstens formål og fokus ­ er det rimeligt, at dette område får så stor vægt, eller skal man vægte en af de andre klynger tungere! På denne måde får man også overblik over, om fokus i teksten skrider. Hvis tekstens overskrift er ''Børn får sextilbud på Internettet,'' og en stor klynge handler om Internettets historiske udvikling, så er der tale om et fokusskred, fordi der ikke er sammenhæng med det, der bliver lovet i overskriften, og det, der rent faktisk står i teksten. 

Skrivefasen

Ofte vil man i skriveprocessens 2. fase, skrivefasen, opleve, at den struktur, man havde lagt sig fast på i starten, ikke holder. Man finder ud af, at man vil ændre vægtningen eller rækkefølgen, eller man får en ny god idé til en indledning eller en afslutning, som er mere hensigtsmæssig, hvis teksten skal fremstå så klar og læservenlig som muligt. Man bevæger sig med andre ord frem og tilbage i skriveprocessens faser, man arbejder cirkulært frem for lineært. Selve det at skrive og formidle er blevet til både en erkendelsesproces og til et dynamisk arbejde med indhold og form. Og så er man pludselig i gang med at revidere i teksten. Man finder ud af, at man må tilbage til førskrivningsfasens teknikker, foretage mere research og atter forsøge at skrive mere sammenhængende tekst. 

Revision af teksten

Jo mere tekst man får skrevet, jo mere tekst er der at rydde op i. I skriveprocessen skal man bevæge sig fra den kreative og produktive fase til den kritiske og analytiske fase. Når man har produceret en masse tekst, kan man begynde at se kritisk på indholdet i forhold til tekstens formål og målgruppe. Det kræver, at man har et minimum af analytisk sans, hvor man gør sig klart, hvilke informationer der er vigtige at få med, hvilken rækkefølge de skal komme i, og hvor meget de skal vægtes i teksten.

Det er nu, det krævende arbejde med teksten skal i gang. Man skal forberede sig på, at éns tekst skal gennem flere både små og store omskrivninger før den færdige version. Men man skal også gøre sig klart, at man kan blive ved med at forbedre på en tekst, og at det derfor er vigtigt at sætte en deadline eller indgå en kontrakt med sig selv om, at efter fire omskrivninger skal der ligge en færdig version. Det er en god idé at lade den næstsidste version af teksten ligge og hvile en uges tid eller to, før man læser den igen før sidste omskrivning ­ så læser man sin tekst med friske øjne og kan mere klart se dens styrker og svagheder.

Side 27

Det er ikke altid, man selv kan overskue denne del af arbejdet med teksten. Derfor kan det være en god idé at alliere sig med kollegaer eller folk fra den målgruppe, som man stiler sin tekst til, og få dem til at læse éns udkast igennem.

Når man overlader en tekst til andres kritiske øjne, er det vigtigt, at man beder om konstruktiv og konkret feedback. Det er altså ikke nok, at de kritiske øjne bare siger, at noget er dårligt eller godt, de skal også pege helt konkret på, hvor det gode og dårlige er, og ikke mindst skal de give konstruktive forbedringsforslag til teksten. Det kræver selvfølgelig en del af dem, man vælger som kritiske øjne, men de er samtidig også valgt ud, fordi man har tillid til dem som kritikere. Det kan være skriveblokerende at vælge kritikere, der sabler éns tekst ned uden at give konkrete forslag til forbedring ­ det kan man ikke bruge til noget.

Global og lokal feedback

For at hjælpe kritikerne på vej med at give konstruktiv og konkret feedback kan man skrive en lille liste med prioriterede områder, som man vil have dem til at se nærmere på. Det er en god idé at dele feedbacken op i global og lokal feedback. Den globale feedback angår alle de større elementer i teksten som tekstens fokus, formål, rækkefølge, vægtning, indledning og afslutning. Den lokale feedback angår stavefejl, måder at formulere sig på, tegnsætning og ordvalg. Den lokale feedback er mindre væsentlig at komme nærmere ind på i de første tekstudkast, det er først ved den sidste gennemskrivning af teksten, man skal koncentrere sig om dette område.

En simpel, men meget effektiv test af, om teksten nu også kan læses af andre, er selv at læse den højt eller endnu bedre, at få en anden til at gøre det. Snørklede sætningskæder, knirkende tørhed i sproget, manglende rytme og sproglige unoder afsløres ubarmhjertigt af den menneskelige stemme. Er teksten svær at læse op, er den sandsynligvis også svær at forstå.

Øvelse gør mester

Det lyder jo flot, og måske giver denne artikel også indtryk af, at bare man følger den anviste fremgangsmåde, har man fundet frem til de vise formidlingssten. Så simpelt er det desværre ikke. At skrive godt kræver øvelse, meget øvelse, efter princippet ''man lærer at skrive ved at skrive.'' Samtidig er det vigtigt, at man ikke stiler efter at få skrevet den perfekte tekst. Langt de fleste skribenter oplever fejl og mangler ved deres tekster, når de genlæser dem, efter at de er trykt, nogle er måske flove og krummer tæer over noget, de nu oplever som bras. Men den erfaring, de har fået ved at skrive, kan ingen tage fra dem, og den næste tekst bliver en tand bedre.

Man kan ikke læse sig til at skrive godt. Man må prøve teorien af i praksis og tilpasse teorien til sine egne skrivevaner og sit eget temperament. Samtidig skal man tilpasse skriveprocessens faser den konkrete tekst, man skal i gang med. Og hvis man tvivler på, om man overhovedet kan skrive, kan man jo altid starte blidt med nogle førskrivningsøvelser ­ så er man kommet i gang.

God skrivelyst!

Litteratur

1. Elbow P. Writing With Power. Oxford University Press; 1981.
2. Murray DM. A Writer Teaches Writing, 2. Udgave. Boston: Houghton Mifflin Company; 1985.
3. Lindemann E. A Rhetoric for Writing Teachers; 3. Udgave. Oxford University Press; 1995.
4. Heltberg E, Kock C. Skrivehåndbogen. København: Gyldendal; 1997.
5. Jensen LB. Ud af elfenbenstårnet. Fortælleteknik for fagfolk der vil skrive en god historie. 2. Udgave. Roskilde Universitetsforlag, Samfundslitteratur; 1995.
6. Rienecker L. Tekster til tiden. Undgå skriveblokeringer. København: Dansk Psykologisk Forlag; 1991.
7. Grunwald E, Smistrup G. Veirup, H. Journalistens sprog. Århus: Forlaget Ajour; 1992.
8. Carlsen M. På skriftens vinger. Om at formidle det svære. København: Akademisk Forlag A/S; 1997.

Nøgleord: Kommunikation, skriftlig formidling.