Rustet til et arbejde

I juli 1997 fik jeg besked om, at der i min indgangsårsklasse på Voksen Uddannelses Center (VUC) i Fakse var tilmeldt to ekstra udviklingshæmmede elever -­ men at de hørte til de 'bedre af dem'. I forvejen var der tilmeldt ni elever til klassen, som er en satellitklasse til Social- og Sundhedsskolen i Næstved.

De to udviklingshæmmede piger stod et sted i livet, hvor de i deres beskyttede stillinger havde behov for at udvikle sig såvel fagligt som personligt.

Formålet med integrationen var, at de to piger på henholdsvis 23 og 27 år skulle opleve en hverdag blandt ikke-handicappede og dermed de normer, krav og reaktioner, der hører med.

Denne oplevelse skulle gøre dem bedre rustede til at fungere på en almindelig arbejdsplads eller eventuelt i beskyttede stillinger.

Det var derfor ikke meningen, at pigerne skulle fortsætte med en social- og sundhedsuddannelse, når skoleåret var slut.

Planen var, at pigerne skulle deltage i social- og sundhedsfag, dansk og matematik, men fritages for engelsk. I engelsktimerne skulle de i stedet arbejde på den beskyttede arbejdsplads, så de kunne bevare tilknytningen og det vigtige netværk, som den beskyttede arbejdsplads udgjorde. Det var lederen af den beskyttede arbejdsplads' ansvar at finde praktikpladser til pigerne i alle fire praktikperioder.

Jeg var ligesom de andre lærere betænkelig og bekymret for, hvordan resten af klassen -­ otte piger og en dreng ­ i alderen 16-18 år -­ ville acceptere de to piger. Men det viste sig, at begge fik udbytte af undervisningen og udviklede sig både psykisk og socialt. Samtidig fik vi andre ­ lærere som elever ­ større forståelse for og accept af mentalt handicappede.

Berit

Berit på 23 år var den mest rolige af de to piger og faldt mest naturligt ind i klassen. Hun var altid høflig og behagelig over for andre. Samtidig kunne man mærke, at hun var lidt nervøs for den nye situation. Da klassen skulle på introduktionstur, havde den til opgave at lave to trækvogne. Berit var meget aktiv i sin gruppe med at skaffe materialer, bygge vognen, vælge maling og male vognen i flotte og festlige farver og motiver. Under selve turen deltog hun i alle opgaver, såvel rengøring og madlavning som fællesaktiviteter. Hun udviste modenhed og ansvarsbevidsthed og overskred egne grænser flere gange, og man kunne mærke, at Berit voksede med opgaverne og nød oplevelserne.

I teoriperioderne har Berit kunnet følge nogenlunde med i social- og sundhedsfagene, hun har stillet spørgsmål til stoffet og deltaget i gruppeopgaverne med lidt støtte fra læreren, når det var nødvendigt. I praktikperioderne har Berit været i børnehave, på et fritidshjem, på et amtsplejehjem og til sidst på et ældrecenter. Hun har bevaret kontakten til det beskyttede arbejde flere gange om ugen.

Til trods for, at Berit kun har ønsket at arbejde med ældre mennesker, har hun mødt de udfordringer, der har været forbundet med at arbejde med børn på en positiv måde, og selv føler hun, at hun har lært meget, og hun har fået stor ros fra praktikstederne. Når indgangsåret er slut, planlægges et beskyttet job på et ældrecenter. Det glæder

Side 51

Billede

Side 52

Berit sig meget til, især er hun glad for, at hun ikke hele tiden skal arbejde sammen med handicappede mennesker. Det er tydeligt at mærke, at Berit er stærkt knyttet til den beskyttede arbejdsplads, og at det er en vigtig del af hendes netværk. Derfor er det også vigtigt, at hun bevarer kontakten dertil, når hun begynder i sin nye beskyttede stilling. Berit er blevet mere åben og selvsikker i løbet af året og er blevet gradvist mere accepteret af de andre elever.

I den sidste teoriperiode er hun begyndt at være sammen med de andre elever i pauserne, og til eksamen i dansk mødte hun frem for at støtte de elever, der skulle op i faget. Hun giver udtryk for, at hun har været meget glad for året, hvor hun føler, hun har lært meget og glæder sig i øvrigt til fremtiden.

Lise

Lise er 27 år. Ved skoleårets begyndelse var hun nervøs og usikker. Hun havde et lidt bange udtryk, bed negle, og en gang imellem græd hun i nye situationer. Det gik dog hurtigt over, når hun blev trøstet. Hun afbrød samtaler mellem lærere og andre elever, men holdt op, når hun blev bedt om at vente, indtil samtalen var færdig. Efter cirka en måned virkede Lise tryg og afslappet. Hun var holdt op med at græde og afbryde samtaler. Hun irriterede dog de andre elever med at pille næse og ved at stirre stift på hver enkelt af dem. Men da hun havde fået det at vide et par gange i klassens time, holdt hun op.

Lise slap sin tilknytning til den beskyttede arbejdsplads ret hurtigt, derimod havde hun en stærk tilknytning til to pædagoger, som havde socialpædagogisk tilsyn med hende. Hun betragtede dem som en vigtig del af sit netværk. Lise havde ind imellem problemer med sin kæreste. Hun har i klassen fortalt om deres uenigheder og slåskampe og om kærestens misbrug af alkohol. Men efterhånden fik man indtryk af, at de fik det bedre med hinanden.

Lise deltog trofast i social- og sundhedsfagslektionerne, men jeg var engang imellem i tvivl om, hvor meget hun fik ud af det. Hun udtrykte, at hun var glad for at være i klassen, og hun blev valgt som suppleant til elevrådet. Hun deltog i alle møderne, og i klassens time orienterede hun de andre elever om, hvad der skete på møderne. Lise har deltaget i klassens gruppearbejder og spillet med i rollespil, ofte med støtte fra læreren. Hun var i praktik i en børnehave og på et amtsplejehjem, fordi hun syntes, at børnene var for støjende. Hun klarede begge praktikperioder fint.

Lise fortalte inden jul 1997, at hun til foråret skulle flytte til en efterskole, hvor hun skulle have en stilling i køkkenet, og hvor hun skulle bo på skolen. Hun forlod klassen i februar måned 1998. Hun var blevet mere stabil emotionelt, virkede afslappet og fortalte, at hun havde været meget glad for at være i klassen. Hun følte, at hun havde lært utrolig meget. Samtidig glædede hun sig til sin nye tilværelse ­ 'væk fra så mange handicappede' (den beskyttede arbejdsplads). Jeg ringede til Lise i april måned. Hun var glad og trivedes godt i sit nye miljø.

Lærerigt

Både lærere og elever lærte meget af Berit og Lise, som udvidede horisonten hos os alle. Det har uden tvivl været lærerigt for alle parter. Vi lærte også om den beskyttede arbejdsplads, som begge piger var tilknyttet, og som er et uddannelsessted og en arbejdsplads for mennesker med særlige behov. Flere elever i klassen syntes, at det i fremtiden kunne være en god idé at komme i praktik på den beskyttede arbejdsplads.

På minussiden tæller, at der manglede en person til at samle de løse ender. Kommunikationen mellem den beskyttede arbejdsplads, lærerne på indgangsåret, praktikstederne og sagsbehandlerne kunne have været bedre. Vi trak hver især i trådene, men vort arbejde blev ikke koordineret.

Det viste sig, at selv om Berit og Lise havde læse- og skrivefærdigheder svarende til 2.-4.-klasses niveau, så havde begge instruktionsforståelse. Berit har fået størst fagligt udbytte, hvor Lise mere har udviklet sig socialt. De har også udviklet sig både psykisk og socialt. Alt i alt lykkedes det at få dem integreret i klassen, hvor de kunne opleve en normal verden. De kvitterede for tilliden ved at tage imod udfordringerne, vokse med opgaverne og forlade klassen rustet til at fungere på en almindelig arbejdsplads.

Berit arbejder i dag i en beskyttet stilling som medhjælper på et ældrecenter. Lise arbejder fortsat i køkkenet på en efterskole.

Billedtekst
Det var lærerigt for både lærere og elever at have de to udviklingshæmmede piger i klassen.