Faglig kommentar: Fælles mål: patienten

Operationssygeplejersken fortalte om sit arbejde, og det gjorde hun så overbevisende, at jeg til sidst måtte bede hende om at holde op. Det var én lang klagesang, hvis bærende budskab var: Ressourcespild.

Samtidig med at der er alenlange ventelister, aflyses mange operationer, fordi patienterne mangler at få taget enkelte blodprøver, eller også er prøverne forsvundet i systemet. Det kan også være, at de nødvendige røntgenbilleder ikke er taget eller er blevet væk. Måske er patienten ikke gjort operationsklar, han kører ind på operationsgangen uden at være raseret og med ring i næsen og navlen. Eventuelt udebliver patienten uden at fortælle nogen på sygehuset, at den tid, der er afsat til ham på programmet, ikke passer ham, fordi hans datter skal konfirmeres to dage senere. Og der står ikke patienter stand by i tilfælde af afbud. Operationssygeplejersken havde mest lyst til selv at gå ned på sengeafdelingen og gøre patienten operationsklar, for ''så ved jeg, at tingene er i orden,'' som hun sagde.

En hurtig løsning på problemerne ville være at udarbejde en liste til alle operationstyper for at få beskrevet, hvilke undersøgelsesresultater og blodprøvesvar patienten skulle have med på operationsgangen, tænkte jeg, men sådan en liste fandtes allerede.

Hvorfor må man så aflyse mange operationer, alene fordi patienten ikke er ordentlig parat, eller fordi han ikke møder op?

For at tage det sidste først eksperimenterer man på nogle sygehuse med at lade patienten foretage sin booking til operation selv. På den måde er det patientens kalender, der afgør, hvilken dag han skal opereres, ikke oversygeplejerskens. Andre steder sender man et brev til patienten en uge før det aftalte operationstidspunkt, så patienten får en frisk påmindelse om, at nu er det nu.

For mange kokke ...

Hvis patienten ankommer til sygehuset til det aftalte tidspunkt, er det naturligvis mere end ærgerligt for ham, hvis han mod forventning ikke bliver opereret alligevel. Når operationer aflyses i en større målestok, er det, fordi forløbet er unødvendigt kompliceret, der er stakkevis af mennesker involveret i en relativt simpel operation, og fejlkilderne er derfor talrige.

Operationssygeplejersken kan ikke bare gå hen på afdelingen og ordne patienten, selv om det er det, hun helst vil. Men hvis systemet skal fungere uden de mange aflysninger, som er dyre og besværlige for både patient og alt involveret personale ­ læger, sygehjælpere, sygeplejersker, radiografer, laboranter, rengøringspersonale, sekretærer, køkkenassistenter mfl. ­ så må en del procedurer forenkles og ansvaret placeres tydeligere, end udtrykket ''plejepersonale'' indikerer. For hvem er det?

Hvis det er muligt at se, at det er sygeplejerske Mona Hansens ansvar, at Karl Jensen er på operationsgangen klokken 10, er der større sandsynlighed for at det lykkes, end hvis det blot er sygeplejerske N.N. og studerende N.N., der har stue 4 og dermed også Karl Jensen.

En afdeling burde have visitkort, hvor den ansvarlige sygeplejerske blot indsætter sit navn, så personalet på operationsgangen ved, hvem de skal kontakte eller tilkalde, hvis der er problemer. Eller endnu bedre: Velfungerende edb-systemer, der gør kommunikationen hurtig og smertefri.

Den læge, der opererer Karl Jensen, må også hjælpe ham fra lejet til sengen og køre ham ud af operationsstuen, hvis det får dagens program til at glide bedre, sygeplejersken må tage en blodprøve og bringe den til laboratoriet, og portøren om nødvendigt svinge en gulvklud. Hvis det fælles mål er patienten, er en forstenet opfattelse af, hvad der er dit og mit arbejde ikke gavnlig for arbejdsmiljøet.

En stor fabrik

Et sygehus er en kæmpe fabrik. Den store personalegruppe består af mange kategorier med helt forskellige uddannelser og helt forskellige mål. Hvis man i et øjebliks vildfarelse tror, at det fælles mål for personalet er patienten, bliver man klogere ved at spørge lidt rundt. Patientens bedste defineres ikke ens, og mange andre interesser er på spil. Fagpolitiske og økonomiske for at nævne de mest vægtige.

Men en stor fabrik kan godt ændre strukturer og arbejdsgange, selv om det ikke sker med et trylleslag. Alle medarbejdere skal trække på samme hammel, de skal have en fælles ide om, hvorfor de arbejder, hvor de gør, og de må ikke lade den kollektive udbrændthed tære langt ind til benet.