Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ny uddannelse: Gen-sygeplejerske

Ny uddannelse i genetisk rådgivning på vej. Inspirationen er bl.a. hentet i England, hvor man har såkaldte genetic nurses. Sygeplejersker er en oplagt faggruppe som rådgivere, mener sygeplejerske og genetisk rådgiver Vibeke Reiche Sørensen.

Sygeplejersken 1999 nr. 49, s. 6-7

Af:

Grethe Kjærgaard, journalist

Side 6

Billede Side 7

Sygeplejerske ved Lipidklinikken på Århus Amtssygehus Vibeke Reiche Sørensen er blandt initiativtagerne til en ny efteruddannelse i klinisk genetik, som Århus Amt vil udbyde først i det nye år. Formålet med uddannelsen er at kvalificere kursisten til at varetage kliniske og rådgivningsmæssige opgaver inden for genetik ­ et område i stærk vækst.

Jobbet som genetisk rådgiver er indtil videre noget helt specielt, når det drejer sig om ikke-lægeligt personale. Derfor er Vibeke Reiche Sørensen da også lidt af en enlig svale som selvlært genetisk rådgiver.

Kun i udlandet har hun mødt kolleger med tilsvarende job. Men fordi opgaverne er vokset i takt med udviklingen af genteknologien, har de læger, der gennem deres forskning bruger den ny teknologi, og de få speciallæger, der er uddannet i klinisk genetik, brug for kvalificerede folk til at aflaste sig. Og her er sygeplejerskerne en oplagt faggruppe som rådgivere, mener hun:

''Lægernes interesse og udgangspunkt er den sygdom, de forsker i, men det er også nødvendigt at sætte sig ind i alle de etiske aspekter, der er forbundet med den nye teknologi. Det er ikke mindst her, vi som sygeplejersker kan gøre os gældende,'' siger hun.

''Som sygeplejersker har vi også den tætte kontakt med patienterne og er vant til at klare ''de vanskelige situationer.'' Til gengæld har vi nok dårligere baggrund for at vurdere selve molekylærbiologien end fx laboranterne, som der også satses på som genrådgivere.''

Vibeke Reiche Sørensen er i dag ansat i et deltidsjob, hvor hun udelukkende beskæftiger sig med genetisk rådgivning til patienter med familiær hyperkolesterolæmi.

Forskere på Århus Amtssygehus har i samarbejde med Aarhus Universitet og Skejby Sygehus udviklet metoder til at finde ud af, om en patient har arveanlægget for familiær hyperkolesterolæmi.

Fordelen ved disse undersøgelser af arveanlæggene ligger i, at man ved tidlig diagnosticering kan forebygge eventuelle senere blodpropper.

Vibeke Reiche Sørensen mener, det er fremtiden kun at specialisere sig i en enkelt eller nogle ganske få sygdomme, hvis man som sygeplejerske får lyst til at blive genetisk rådgiver:

''Lægerne har med deres uddannelse et andet overblik over de forskellige sygdomme, end vi har som sygeplejersker. Derfor tror jeg, det er godt at specialiserere sig ud fra den baggrund, man har som praktiker. Selv har jeg arbejdet mange år på en kardiologisk afdeling og har her fået stor erfaring med patienter, der har for meget kolesterol i blodet. Det kommer mig til gode i mit nuværende job som rådgiver. Alt andet lige handler det om at få patientens dagligdag til at fungere. Derfor er det godt med en praktisk tilgang til tingene.''

Da hun blev opfordret til at søge jobbet som genetisk rådgiver, blev hun nødt til selv at sætte sig grundigt ind i stoffet.

''Det var en svær verden at komme ind i. Blandt andet skulle jeg bruge utrolig meget tid på at finde relevant litteratur. Det har været spændende, og det har modnet mig, men nu er tiden inde til et formaliseret uddannelsestilbud i genetisk rådgivning.''

Uddannelse i tre trin

Vibeke Reiche Sørensen har arbejdet tæt sammen med overlæge Lone Sunde og ledende bioanalytiker Kirsten Hay Linde fra Klinisk-Genetisk Afdeling fra Århus Kommunehospital om den nye uddannelse.

Der bliver tale om tre moduler. Overskriften på det første hedder basal genetik. I det andet modul skal kursisten lære om de forskellige teknikker, der anvendes til genetisk risikovurdering, mens det tredie modul byder på træning i rådgivning og kommunikation. Undervisningen afsluttes med en temadag, hvor etiske overvejelser bliver et af de store programpunkter.

Uddannelseskonsulent Bente Gjørup er kursusansvarlig og lover et afvekslende kursusforløb med bl.a. debat og personlig supervision, når kursisterne gennem rollespil skal forsøge sig som rådgivere. Indtil nu er der kommet 15 tilmeldinger fra sygeplejersker, jordemødre, laboranter og sekretærer.

Nordisk initiativ

Ud over initiativet i Århus Amt er en gruppe nordiske speciallæger i gang med at få etableret en master- eller diplomuddannelse i genetisk rådgivning. Her er ønsket at skabe en parallel til det, man i England kalder genetic nurse og i USA genetic councellor. Også disse rådgivere tænkes ansat på specialafdelinger og lokalt på de sygehusafdelinger, som samarbejder med de klinisk genetiske afdelinger, fortæller Karen Brøndum, der er overlæge ved Kromosomlaboratoriet på John F. Kennedy Instituttet i Glostrup.

Sammen med kolleger fra Sverige, Norge, Island og Finland står hun bag det pilotkursus på Hälsovårdshögskolan i Göteborg, hvor en lille halv snes sygeplejersker og andet sundhedspersonale har fået en introduktion til genetisk rådgivning.

''Det månedlange kursus fik en fin evaluering, så det næste skridt for mit vedkommende bliver en henvendelse til den danske sundhedsminister og undervisningsminister,'' siger hun.

Da Karen Brøndum arbejdede på Karolinska i Stockholm, uddannede hun sin egen gen-sygeplejerske:

Når uddannelsen til genetisk rådgiver efter gruppens mening skal være på diplom eller masterniveau, hænger det sammen med et stort behov hos lægerne for personer, som især kan tage sig af de bløde ting, som Karen Brøndum formulerer det. Her tænker hun især på områder som etik og omsorg. Ud over sygeplejersker og jordemødre forestiller gruppen sig andre fagpersoner, som kan komme på tale som genetiske rådgivere.

''Det afhænger af rådgivningen,'' siger hun og nævner eksempelvis psykologer og socialrådgivere.

Hun er ikke i tvivl om behovet for de nye genetiske rådgivere. Det er stort, og der vil også være job til dem, fastslår hun.

Billedtekst
Sygeplejerske Vibeke Reiche Sørensen er genetisk rådgiver og initiativtager til dansk uddannelse i genetisk rådgivning.