På vej mod sygeplejen - Om mødet mellem praktikvejleder og studerende

Lise sad på kontoret med plejeplanen på Karen Clausen foran sig.

Hun havde skrevet lidt om, hvad der var sket på stuen om formiddagen, og var nu i færd med at formulere problemet om de smerter, fru Clausen blev ved med at klage over. Lises praktikvejleder Hanne kom ind på kontoret. Hun kastede et blik på Lise og gik så i gang med selv at skrive plejeplaner ved et andet bord. Lise sad og bed i blyanten og kiggede langt ud ad vinduet.

''Hvad er det, du har så svært ved at få skrevet,'' spurgte Hanne.

''Det er det om smerterne. Fru Clausen kan slet ikke fortælle mig om dem, og hvordan skal jeg så hjælpe hende? Og så få det skrevet ned som en problemformulering!''

''Hvad er det, du gerne vil,'' spurgte Hanne. ''Hvad er det, du vil opnå, når du er sammen med fru Clausen? Prøv at fortælle mig det.''

Lise sukkede tungt.

''Ser du, jeg kan ikke holde ud at se, at hun har ondt. Jeg ved godt, at hun får smertestillende, og at det hjælper hende noget, men hun slapper aldrig af, og hun ser hele tiden så tynget og trist ud. Og når hun så ikke kan fortælle mig om det, kan jeg ikke hjælpe hende.''

''Hvad er det, du ikke kan holde ud?''

''Ikke at kunne hjælpe. Når jeg ser hende sidde der i sengen, ser jeg min morfar, som han sad, da han var meget syg. Han havde bare så ondt, og den gang måtte man vist ikke give så meget smertestillende. Jeg husker det ikke så godt, jeg var ikke så gammel. Jeg husker bare, jeg så gerne ville hjælpe ham.''

Side 41

Billede

Side 42

Forhistorie og fordomme

Hanne ser, at der er noget, der optager Lise. Hun ved ikke, hvad det er, kun at det har betydning for hende. Hun hjælper Lise til at formulere, hvad hun tænker på, og får derved selv mulighed for at forstå, hvad der rører sig i hende. De får et fælles fundament og en fælles forståelse. Hanne kunne have valgt at sætte sig med Lise og formulere det konkrete problem til plejeplanen, da det egentlig var det, de havde aftalt, Lise skulle lære. Men hvor godt havde de så forstået hinanden, og hvor parat ville Lise så være til at lære?

Mange studerende får oplevelser i praktikken, som påvirker dem følelsesmæssigt. De har kun deres livserfaring at trække på, når de skal prøve at forstå det, de ser og oplever. Den studerendes livserfaring kan sagtens være stor, men hendes faglige erfaring er begrænset. Praktikvejlederen har både sin personlige og faglige erfaring med sig, når hun tænker og handler. De har altså hver sin individuelle forhistorie.

Det er netop ud fra vores individuelle forhistorie, vi ser og forstår verden. Vi er præget af den på godt og ondt, og vores bevidsthed om, at det forholder sig sådan, er mere eller mindre klar for os (1).

Vores forhistorie har vi med os bl.a. via vores opdragelse, opvækstvilkår og erfaringer. Forhistorien gør, at vi har mange fordomme med os i mødet med andre mennesker og i forståelsen af dem. Når vi møder et andet menneske, kan der umiddelbart være genklang og forståelse. Der er tilpas mange fælles fordomme til, at man kan forstå hinanden. Forstår vi derimod ikke hinanden, bliver vi opmærksomme på, at her er noget, vi må undersøge nærmere. Vores fordomme slår ikke til. Set på den måde, er fordomme ikke negative, men nødvendige i forståelsen af andre mennesker. Når fordommene ikke slår til, må man lytte til den forundring, man har følt, eller den misforståelse, der er sket, og være nysgerrig og interesseret i at vide mere. Det nytter ikke at blokere, det fører til misforståelse i stedet for forståelse. Vi ser verden ud fra vores horisont, der er afgrænset, men kan udvides.

Forskelligt udgangspunkt

Hanne kan se, der er noget, der ikke er så let for Lise, men har ingen idé om, hvad det er. Ved at få Lise til at fortælle får hun del i Lises tanker, der har en retning, hun aldrig ville have kunnet gætte sig til, men som har betydning for Lise både personligt og for hendes indlæring. Hannes horisont bliver udvidet, og hun kan måske hjælpe Lise til at lægge de personlige oplevelser bag sig og formå hende til at bruge dem bevidst i en faglig sammenhæng.

Hanne giver plads til Lises tanker og får hende til at udtrykke dem. Hanne formidler, at hun gerne vil lytte. En sådan oplevelse er en god baggrund for et videre trygt samarbejde om at lære. Oplever man ikke at blive forstået, kan den følelse melde sig, at man er i vejen, at den anden ikke er oprigtigt interesseret og vil én det godt. Man bliver forbeholden i sin væremåde over for den anden (2). Det bliver svært at nå hinanden. Selv om praktikvejlederen forsøger, kan det være svært for den studerende at åbne sig og vise, hvem hun er, og hvad hun tænker. Hun vil bevidst eller ubevidst ikke forvente at blive forstået og hvorfor så gøre noget, hvor resultatet kan være en skuffelse?

Ved at få talt om, hvad der egentlig optager hende, oplever Lise, at Hanne virkelig interesser sig for hende og vil hende det bedste. Hanne får Lise til at stoppe og bryde de tankebaner, hun er kørt fast i. Lise kan jo ikke få formuleret det problem, og hun er fokuseret på, at det er svært. Med det brede spørgsmål, Hanne stiller, får Lise en mulighed for at se problematikken i et andet lys. Der er noget, der gør, at hun har svært ved at få fru Clausen i tale.

Side 43

Mens Hanne lyttede til Lises fortælling om morfaderen, slog det hende, at hun ikke var klar over, hvorfor hun havde stillet det spørgsmål, hun gjorde. Hun havde faktisk siddet med en stille irritation over, at Lise ikke blev færdig med at skrive ­ det var jo kun én patient, hun skulle skrive om. Hvad skulle hun nu gøre med det, Lise fortalte? Og hvordan skulle hun få Lise til at arbejde med den dataindsamling, hun aldrig rigtig havde fået styr på og indset var vigtig? Det betød jo, at hun aldrig fik fat i de vigtigste problemer, og så snakkede hun endda om at ville hjælpe.

''Du siger hele tiden, at du gerne vil hjælpe. Hvad er det, der gør, at du ikke kan, Lise?''

''Det ved jeg ikke rigtigt, men jeg har svært ved at tale med hende, når jeg ikke synes, jeg kan hjælpe.''

''Ja, det er måske det, der er galt.''

Hanne stoppede op. Det var rigtigt, at det ikke hang sammen, men hvordan skulle hun få Lise til at se det?

''Hvad laver I sammen på stuen? Hvordan er du over for hende?''

Lise tænkte sig lidt om.

''Jeg laver hele tiden noget, når jeg er sammen med hende. Jeg kan jo da i det mindste hjælpe hende med alle de små praktiske ting.''

''Er det det, hun har brug for?''

''Det ved jeg faktisk ikke.''

''Det kunne være, du skulle finde ud af det, før du prøver at formulere problemet om hendes smerter.''

''Jamen, hvordan kan jeg det? Hun vil jo ikke tale rigtigt med mig.''

''Nej, det kan være, du har ret, men du kunne jo give hende chancen ved at sætte dig ned og bare være der lidt. Kan du det?''

''Det ved jeg ikke, men jeg kunne jo prøve.''

Lise forlod lidt efter kontoret for at se ind til fru Clausen igen.

Det lykkedes at få Lise til at samle flere data denne gang. Det var ikke første gang, det havde været et problem, men Hanne havde ikke vidst, hvordan hun skulle gribe det an. Flere gange havde de talt sammen om, hvor vigtigt det var at følge sin dataindsamling op, når det ikke var til at komme videre med patientens problemer.

Gentagelse af det samme

Som vejleder er det nødvendigt at have mange muligheder, når man skal have den studerende til at forstå sygepleje. Hanne har flere gange gentaget den samme form for undervisning og vejledning. Hun har gjort mere af det, som ikke virker, i håb om, at det til sidst måtte virke (3, 4). Lise har selv gjort det samme over for sin patient. Forsøgt at komme tæt på patienten ved at blive ved med at gøre noget, hun selv mente, måtte være det rigtige, men som ikke førte hende til målet, nemlig at få fru Clausen til at tale.

Side 44

Det er en lineær tankegang, som skal ændres.

Det lineære ligger i, at Hanne forudsætter, man lærer bedst ved at få mere undervisning eller at få vist det samme flere gange. Lises lineære tankegang ligger i, at hvis man bare gør noget for patienten tilstrækkeligt mange gange, vil patienten også begynde at tale om sine problemer. Men det er ikke nødvendigvis sådan. Når det ikke virker, er der sandsynligvis noget galt.

Det er oplagt at tænke, at det skyldes, Lise ikke er dygtig nok. At hun ikke forstår at tilegne sig viden. På den måde giver Hanne Lise skylden for, at det ikke lykkes. Og Lise kunne anklage Hanne for ikke at sige tingene klart nok og være en dårlig underviser.

Feedback-systemer

Ved at lave et brud i denne lineære tankegang og gøre noget helt andet, som Hanne gjorde her, bliver fokus flyttet. Det bliver dét, der forgår imellem dem, der bliver væsentligt, og ikke hvad budskabet er. At Hanne formidler budskabet om, at dataindsamling er vigtigt, er underordnet, hvis ikke Lise kan modtage budskabet.

I starten er Lises tanker opfyldt af, at det er svært at formulere et problem om smerter, og hun oplever sin morfars sygdom som et billede på, at det er svært. Hun ville måske have svært ved at opfatte budskabet om dataindsamling endnu engang, hvis Hanne gjorde, som hun plejede, og talte med udgangspunkt i teorien. Med Hannes spørgsmål oplever hun selv, at hun må gøre det bedre, og hun finder ud af, hvordan hun skal gøre det.

Lise og Hanne er ikke helt enige om, hvad det er, Lise skal lære. Er det dataindsamling, eller er det at kunne være sammen med patienten på en måde, der er til gavn for både patienten og Lise? Spørgsmålet er så, om det gør noget i denne situation. Lise får sandsynligvis lært begge dele, og hun har oplevet det som en god læreproces, der er foregået i tryghed. Samtidig har hun haft oplevelsen af at blive forstået.

Hun har lært noget af, at Hanne lod hende fortælle om en tidligere oplevelse. Det gjorde en forskel. Lise fik en anden form for feedback, end hun var vant til, og begyndte at tænke i helt andre baner.

Systemteoretisk tankegang er en balance mellem feedback-systemer, dvs. tilbagemeldinger og reaktioner. Feedback-systemet sørger for, at tingene ikke løber løbsk. Det kan sige, at alt er helt i orden ­ fortsæt bare i denne retning, eller det kan sige stop ­ prøv noget andet.

Hvis Lise havde fortsat med at forsøge at formulere det problem, hun ikke kunne formulere, eller var blevet ved med at handle for patienten, kunne resultatet være blevet afmagt og nederlag. Resultatet blev et andet. Det var ikke til at beregne på forhånd, men udfaldet var heldigt.

Hannes irritation over, at Lise ikke kom videre, kan ses som et andet eksempel på feedback. Irritationen fik Hanne til at ændre handlingsmønster (5).

Et system skal i denne sammenhæng forstås således, at alt hænger sammen og har betydning. Hver lille del er en del af en større helhed, der igen er en del af en endnu større helhed. Intet er løsrevet og ligegyldigt. Enhver handling og tanke har betydning for, hvordan systemet reagerer, og hvad der sker, men det er umuligt at forudsige det fulde udfald af handlinger. Det har vi ikke kontrol over. Et system skal således ikke opfattes som en teknisk ting, men en måde at forstå verden på. Noget, vi ikke kan kontrollere, men påvirke.

Brugbar viden

Der er meget i den praksiskultur, praktikvejlederen færdes i, der vil være indforstået og naturligt for hende, men som vil virke helt anderledes på den studerende. Hun er endnu ikke blevet del af en sygeplejekultur eller har udviklet en fagidentitet, som

 Side 45

hjælper hende til at forstå praksis. Når en kultur er blevet en integreret del af os selv, er det umuligt at se bort fra den. Den er blevet en del af vores person. Det gælder fra barndommen, familielivet, skolegangen og det arbejdsfællesskab, vi havner i. Når noget går galt i en situation, hvor det drejer sig om at lære, kan det være nødvendigt at finde tilbage i det, man har med sig og blive opmærksom på, hvordan det påvirker én.

Lise er påvirket af oplevelsen med morfaderen, og den oplevelse skal hun blive bedre til at forstå. Hun er sandsynligvis klar over, at en sygeplejerske skal være nær ved andre mennesker og kunne finde frem til deres problemer. Men det er svært i praksis, især hvis noget andet fylder ens opmærksomhed.

Den studerende har en hel del sygeplejefaglig viden med sig, når hun møder i praktikken. Den viden skal gøres brugbar, og til det behøver hun hjælp af én, som er en del af praksis.

Det var sidst på dagen. Hanne stod på gangen, da Lise kom forbi.

''Vent lige Lise, jeg tror, vi kan få tid til at snakke lidt om dagen nu.''

På vej ned ad gangen sagde Hanne:

''Jeg synes, du har fået styr på noget. Jeg kunne se på plejeplanen, at du havde fået samlet de nødvendige oplysninger på fru Clausen. Det var godt.''

De satte sig et sted, hvor de kunne være alene.

Hanne så afventende på Lise, som for at få hende til at fortsætte, men Lise forblev tavs.

''Kan du se det rigtige i at få alle de nødvendige data om en patient for at kunne tilrettelægge plejen rigtigt?''

''Ja, det kan jeg da.''

Hendes svar lød afmålt og irriteret. Hanne skulle lige til at sige noget om, at det ikke kunne ses af hendes arbejde. I stedet tav hun og begyndte at studere Lise nærmere. Det så slet ikke ud som om, hun var til stede.

''Hvor er du henne, hvilken verden befinder du dig i?,'' spurgte Hanne.

''Jeg er nok i min egen verden. Hvad var det, vi snakkede om?''

''Det kan vi komme tilbage til. Fortæl mig om din verden.''

''Jeg sad og tænkte på det, jeg fortalte dig om min morfar i formiddags. Det om at jeg synes, det er svært ikke at kunne hjælpe, når man gerne vil.''

''Prøv at beskrive, hvordan du ser dig selv, når du står der over for fru Clausen og prøver at hjælpe.''

''Det er ikke så let. Jo, jeg ser mig selv, som jeg så ud, da jeg gik i 1. klasse. Jeg havde langt hår, der altid kom ned i ansigtet. Det er egentlig pudsigt. Men det var sådan, jeg så ud, da morfar blev syg.''

''Hvor gammel var du, da din morfar døde?''

Lise så forbavset på Hanne.

''Jamen han er skam ikke død. Har jeg sagt det?''

Side 46

Hanne rystede langsomt på hovedet. Nej, det havde Lise ikke sagt, det var bare noget, hun selv havde troet. Hanne så spekulativt på Lise, så spurgte hun:

''Hvad tænker den pige, du ser, når hun står inde ved patienten?''

Lise rynkede panden.

''Ja, hvad tænker hun? Det ved jeg såmænd ikke.''

Hanne sukkede lidt. Det var svært det her. Så spurgte hun,

''Fortæl mig, hvad er dit billede af at hjælpe?''

''Billede?''

Hanne nikkede. Der blev en kort pause, så fortsatte Lise.

''Der sidder en flok mennesker omkring en person. De snakker. Der er også nogen, der laver noget, mad og den slags.''

''Hvad laver personen, der skal hjælpes?''

''Ikke noget. Nej, han sidder der bare. Han er ligesom ikke med. De andre har travlt med at snakke eller gøre noget, han er der bare.''

''Er det sådan, det er?''

''Ja, det er sådan, det er, men det ser pludselig ikke rigtigt ud.''

''Hvordan det?''

''Jo, fordi.''

Lise gik i stå, og Hanne sagde:

''Hvordan reagerer fru Clausen, når du er inde hos hende og ordner ting for hende.''

''Hun sidder og ser på mig. Hun smiler og nikker til det, jeg siger og gør. Men hun siger ikke noget.''

''Som en mekanisk dukke?''

''Ja præcis. Hun sidder der bare. Hun deltager ikke rigtigt. Er ikke med ­ måske.''

''Hvad gør du så?''

''Jeg fortsætter med det, jeg er i gang med. Når hun nikker og smiler, tror jeg, det er rigtigt, som jeg gør.''

''Hænger det sammen med det billede, du har af at hjælpe?''

Lise tav et øjeblik og så direkte på Hanne.

''Jeg kan godt se det. Det var det, jeg gjorde inde hos fru Clausen. Hun fik slet ikke lov til at være der. Jeg gjorde og gjorde. Men her senere, efter vi to talte sammen om det i formiddags, satte jeg mig bare inde til hende, og det eneste, jeg spurgte om, var, hvad hun syntes, hun havde brug for. Det tog meget lang tid, inden hun svarede. Det var lidt svært ikke at sige noget, men så begyndte hun at fortælle. Jeg kan godt se det. Det har jeg aldrig tænkt på før.'' 

Hvad bestemmer, hvad der tales om?

Hanne forsøger at finde frem til, hvorfor Lise ikke får snakket med patienten. Hun konkluderer, at det måske er galt, at Lise bare så gerne vil hjælpe. Hun beder Lise om at beskrive, hvad der foregår på stuen. Hun styrer samtalen, uden det tilsyneladende er tydeligt for Lise, hvad hensigten er med spørgsmålene. Hanne har en idé om, at Lise gør noget galt. Hendes forforståelse af, hvordan samværet med patienten skal være for at få en ordentlig samtale i gang, præger hendes spørgsmål, konklusioner og råd. Og det viser sig, at hun får Lise til at handle hensigtsmæssigt. Men er Lise blevet så meget klogere? Hendes tidligere oplevelser er hun tilsyneladende ikke blevet klogere af.

Cirkulær tankegang

Hanne har tidligere fået Lise til at ændre strategi. Men Hanne forbliver ikke i den

Side 47

cirkulære tankegang. Hun konkluderer ud fra sin egen forståelse af, hvad der er vigtigt, og hvad Lise bør lære. Den cirkulære tankegang afslører de sammehænge, der kan ligge i forskellige oplevelser, og som påvirker dem. Det påvirker Lises måde at være sammen med patienten på, at hun har oplevet sin morfar syg. Det påvirker hendes oplevelse af at hjælpe og af, hvordan personer, der hjælper, opfører sig. Det påvirker fru Clausen, når Lise hjælper hende. Hun bliver passiv, venlig, men passiv, og Lises handletvang forstærkes. Feedback forløber ikke specielt hensigtsmæssigt i nogen af siutationerne, og ingen vil kunne gætte sig til denne sammenhæng, der er mellem disse situationer, uden at Lise selv fortæller den.

I sidste del af historien har Hanne lagt dataindsamlingen fra sig og har i stedet forfulgt sin nysgerrighed: Hvad foregår der dog i hovedet på Lise? Hun får med sin vedholdenhed Lise til at fortælle om sine følelser og oplevelser, og pludselig bliver sammenhængen forståelig (7). Hanne og Lise kommer til samtalen med hver deres idé om, hvad der skal tales om. Hanne vil gerne tale om, at Lise er blevet bedre til at få vigtige oplysninger af patienten. Lise er bare fyldt op af indtryk og følelser, hun endnu ikke har forstået betydningen af. Lise reagerer ved irritation og en fraværende attitude, da Hanne kommer på tværs af hendes egne tanker. Lise tager ikke selv initiativ til snakke om det, der betyder noget for hende. Måske kan hun ikke gøre det endnu, da hun ikke har forstået, hvad det drejer sig om ­ det er bare følelser. Hanne opfanger det. Hendes forforståelse er igen ikke slået til, derfor bliver hun nysgerrig og spørger videre. Resultatet er heldigt. Lise lærer noget. De har nået hinanden.

Brug af metaforer

Hanne og Lise har begge gjort brug af billeder, metaforer, i deres samtale. Lise starter med at tale om sin verden. Hun er ikke fuldt til stede i deres samtale. Hun er i en verden, hun ikke har tilfælles med Hanne. Hanne følger Lises metafor og får derved indsigt i Lises tanker.

At anvende en metafor kan udvide forestillingen om, hvad en situation kan indeholde og derigennem skabe forståelse. En metafor kan sprogliggøre en oplevelse, som det kan være svært at sætte ord på (4, 8, 9). En metafor som verden kræver en beskrivelse, og den får Hanne. For det er sådan med metaforer, at selvom man godt kan dele billedet, tolker den enkelte stadig billedet ud fra sine fordomme og sit ståsted. Jo mindre konkret metaforen er, des større mulighed for forskellige tolkninger.

Det gælder også for det billede, Hanne anvender, når hun taler om en mekanisk dukke. Det er dog en mere konkret metafor, hun her anvender til at udlægge sin forståelse af, hvad det er, Lise mener. Lise griber den, og måske er det netop billedet af dukken, der får hende til at se, at hun i sin iver for at hjælpe helt har koblet fru Clausen af.

Handletvang

Historierne illustrerer, at Lise lider af, hvad man kunne kalde handletvang i sit forhold til fru Clausen. Hanne har haft svært ved at bryde dette mønster, men det lykkes for hende.

Måske kunne en metafor her have hjulpet hende til tidligere at få lavet det brud, der var nødvendigt for, at Lise kom videre i sin sygepleje. En metafor som en maskine, der kører uden at producere noget, eller en hundehvalp, der trygler om opmærksomhed. Den udlægning, man nu vil give handletvangen, kunne måske have gjort den forskel, der var af betydning for Lises forståelse af sin egen rolle.

At lave brud i en samtale kan have mange former. Anvendelse af metaforer er en af dem. Metaforer er billeder, der er i stand til at danne billeder for den, der hører dem. Billederne gør, at man stopper op, for det

Side 48

var en anden tilbagemelding end forventet, og reaktionen blive derfor en anden.

Om det lykkes, er ikke sikkert, men det er en måde at bruge sproget på, som er anderledes, end man er vant til i undervisning.

Når hun er sammen med fru Clausen, ser Lise sig selv som en lille pige. Også det er et billede, der får Lise til at forstå sig selv bedre og få dem begge til at forså, hvorfor oplevelsen med morfaderen betyder så meget for Lise lige nu. Hanne er god til at følge Lise og får derfor en god forståelse af, hvorfor det er svært for Lise at lære det, der skal læres.

At lære sygepleje

Jo mere man i mødet med et andet menneske er opmærksom på, hvad man selv har med sig, og hvilke forskelle der er i hinandens baggrund og forudsætninger, jo bedre er muligheden for at mødes om det egentlige ­ at lære sygepleje. En måde at gøre det på er at være bevidst om sin egen baggrund, at lytte til den følelse, man får i samværet med den anden ­ og handle ud fra det. Ikke nødvendigvis at gøre, som man har gjort før, men gøre noget andet og prøve at tænke cirkulært ­ være opmærksom på, hvordan budskabet bliver modtaget, og ikke, hvad man selv har tænkt sig med budskabet.

Som vejleder må man vide, hvordan man sælger sit budskab bedst og under hvilke former. Er man fx bedst til at vejlede, mens den studerende udfører en handling, eller går det bedre, når man sidder sammen og snakker bagefter?

Det er også vigtigt at vide, om den studerende helst skal se tingene nogle gange, eller om hun helst skal vide så meget som muligt, før hun kan handle og forstå. Det er en væsentlig viden for studerende og vejleder, også for at vejlederen kan udvikle vejlederfunktionen.

Litteratur

1. Gadamer HG. Truth and method. 2. Revised Edition. London: Sheed and Ward; 1989.
2. Løgstrup KE. Den etiske fordring. København: Gyldendal; 1956.
3. Hammond SA. The Thin Book of Appreciative Inquory. Plano: Kodiak Consultion; 1996.
4. Haslebo G, Nielsen KS. Konsultation i organisationen ­ mennesker skaber ny mening. København: Dansk Psykologisk forlag; 1997.
5. Ølgaard B. Kommunikation og økomentale systemer ifølge Gregory Bateson.
6. København: Akademisk Forlag; 1996.
7. Maturana H, Varela F. Kundskabens træ. Åbyhøj: Forlaget ASK; 1987.
8. Tomm K. Er hensigten at stille lineære, cirkulære, strategiske eller refleksive spørgsmål? Forum 1992; (4): 3-13.
9. Thurén T. Tanke, sprog og virkelighed. København: Munksgaard Rosinante; 1996.
10. 9. Way EC. Knowledge representation and metaphor. Dordrecht: Kluver Academic; 1991.