Synspunkt: Arrogant demokratiopfattelse

Jeg vil gerne indledningsvis hilse velkommen, at Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse har valgt at sætte fokus på demokratiet i organisationen. Hovedbestyrelsen valgte i første omgang selv at fordybe sig i problemstillingerne, og nu er tiden for dem moden til, at diskussionerne skal ud til medlemmerne. første skridt har været at sætte ''demokrati'' på som tema ved årets tillidsmandskonferencer. (Senere kom turen så til amtsbestyrelser og de menige medlemmer), og i Sygeplejersken nr. 41 er der en kort opsummering af delelementer af debatten fra de tre årskurser.

Den forholdsvis lange artikel giver mig anledning til at fremsætte nogle synspunkter i forhold til demokratidebatten.

Dansk Sygeplejeråds 1.-næstformand Grete Christensen slog ifølge tidsskriftet i sin velkomsttale fast, at ''der er ­ og der skal være muligheder for indflydelse i Dansk Sygeplejeråd. De muligheder kan medlemmerne så udnytte, så langt de vil, og så langt de har interesse for det. Det er medlemmernes valg at indtage en aktiv eller en mere passiv rolle.'' Det er umiddelbart store og flotte ord, men når jeg vælger at problematisere over det, hænger det sammen med, at det kun er en del af en samlet sandhed. Det er nemlig organisationens valg, om den vil gøre det let eller svært for medlemmerne at indtage en aktiv rolle, uden at de skal være tillids- eller politisk valgte. Og organisationens ledelse sidder i dag med magten til at dræbe medlemmernes mod og tro på, at det kan betale sig at give sin mening til kende.

Lidt senere i talen, men i fin overensstemmelse med ovenstående udtalelse, appellerer Grete Christensen til, at fokus i den kommende debat med/blandt medlemmerne kommer til at handle om deres demokratiopfattelse og demokratiske værdier, før de kaster sig ud i en debat om Dansk Sygeplejeråds struktur: ''Dansk Sygeplejeråd har haft adskillige strukturarbejdsgrupper nedsat i tidens løb. På den nyligt afholdte ekstraordinære kongres var der igen forslag om en strukturarbejdsgruppe. Det er min opfattelse, at vi med denne debat griber sagen an på en ny og mere kvalificeret måde.'' Dette sidste udsagn er et håndgribeligt bevis på, hvordan ledelsen i Dansk Sygeplejeråd aktivt kan medvirke til på den ene side at fordreje virkeligheden og på den anden side dræbe engagerede kræfter i organisationen.

Hun dræber min lyst

Grete Christensen fordrejer virkeligheden, når hun påstår, at der på den ekstraordinære kongres blev stillet forslag om en strukturarbejdsgruppe. Jeg stillede forslag om, at ''kongressen nedsatte et strukturudvalg blandt kongressens medlemmer'' med et afgrænset arbejdsområde, nemlig det at ''udarbejde forslag til, hvordan medlemmernes krav til overenskomstens indhold bedst bliver sikret.'' Tanken i forslaget var foruden at sikre en større overensstemmelse mellem medlemmernes krav og indgåede overenskomster, at Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse indgik i en ny arbejdsform, hvor kongressens medlemmer spillede en aktiv rolle i forhold til det arbejde, der ligger forud for hovedbestyrelsens beslutninger.

Grete Christensen gør et ­ måske utilsigtet ­ forsøg på at dræbe min lyst til at yde aktivt arbejde i organisationen ved at påstå, at hendes måde at gribe tingene an på er mere kvalificeret end andres ­ og i denne sammenhæng, min. Det har hun naturligvis ret til at mene ­ og hun kan såmænd også have ret ­ men det er en arrogant argumentation, specielt fordi hun er i en position, hvor hun reelt har magten til at gøre, ''hvad der passer hende.''

Senere i artiklen bliver lektor Eva Sørensen citeret for at operere med begreberne ''eliteaktivister'' og ''hverdagsmagere,'' hvor eliten er tillids- og politisk valgte, og hverdagsmagerne er ''en ny identitetsform. Deres særkende er, at de på én gang insisterer på at være aktive og lægfolk. De vil være med til at skabe rammerne for deres eget liv, uden at politik eller fagpolitik bliver en stor del af deres liv.'' Hvis man overfører denne tankegang til kongressen, så er hovedbestyrelsen eliteaktivister og kongressens øvrige medlemmer hverdagsmagere. Så mit forslag på den nylig afholdte kongres lå faktisk fuldstændigt inden for de rammer, som Dansk Sygeplejeråds formand og (formoder jeg) 1.-næstformand forventer sig meget af i fremtiden.

Det talte ord om demokrati og vilje til forandring skal følges op, hver evig eneste gang lejligheden byder sig, og politisk valgte på alle niveauer i organisationen skal gøre op med sig selv, om de overhovedet ønsker eller er i stand til at møde ''medlemsinitiativer'' i et udviklende samarbejde. Et samarbejde, der mange gange kan have til følge, at det er ''eliten,'' der skal give plads til og vige for ''hverdagsmagerne.''

Henrik Wiegmann er sygeplejerske på Institution Ertodeto.