Faglig kommentar: Præsentable patienter

Er makeupkurser til kvinder med kræft sygeplejerelevant, spørges der i artiklen ''Look Good ­ feel better'' i Sygeplejersken nr. 48/99.

Ja, men det er det da. Spørgsmålet udtrykker nok snarere en forundring, forfatterne har mødt uden for sygeplejekredse. I Virginia Hendersons ''Sygeplejens grundlæggende principper,'' som udgives af Det Internationale Sygeplejeråd (ICN), er der klare forventninger til sygeplejerskens indsats i relation til patientens udseende. Patientens personlige hygiejne er ikke kun et spørgsmål om at begrænse mikroflora og opretholde hudens barrierefunktion. Henderson lægger i høj grad vægt på æstetikken, at patienten ser ren og pæn ud, og at patientens ønsker og vaner imødekommes.

Livsmod og velbefindende

Udseendet er af stor betydning for, at patienten kan etablere kontakt med andre, og velplejethed øger velbefindendet. Henderson nævner en række handlinger, sygeplejersken kan hjælpe patienten med, fx hårbørstning og barbering, hårvask, hjælp til at holde negle og neglebånd i god stand og pålidelige oplysninger om kosmetiske midler. Patienten skal ikke tvinges til at forringe sin hidtidige standard for hygiejne og velplejethed, fordi han er syg. Sygeplejersken skal hjælpe patienten med ''at få gjort de små simple ting, der vil gøre ham mere acceptabel rent æstetisk.''

På det onkologiske ambulatorium, hvor der afholdes makeupkurser, har sygeplejerskerne afgrænset deres rolle til at vejlede makeupkonsulenterne om kræftramte kvinders særlige problemer. Et interessant samarbejde med private organisationer, der giver kvinderne livsmod og velbefindende, og som ikke tapper sundhedsvæsenet for meget andet end varme og lys.

Selvfølgelig koster det noget engagement og tid af de sygeplejersker, der bakker op om sådanne initiativer, men man kan nu en gang ikke slå op i afdelingens instruksbøger og finde en opskrift på, hvordan man vækker livsmod.

Man skal bare ikke glemme, at patienter med andre diagnoser også har behov for at være velplejede og tiltrækkende på andre. De halvsidigt lammede og afatiske patienter på den neuromedicinske afdeling har også ændret kropsopfattelse, nedsat mulighed for social kontakt og truet identitet. Makeupkurser ville vel næppe være udbytterige, selvom det indimellem skulle lykkes at ramme rigtigt med læbestiften. Der er masser af patienter, hvis ydre fremtoning er helt afhængig af andres indsats. Selv de nærmeste pårørende trækker sig uvilkårligt tilbage, hvis patienten har seje spytgardiner, uglet hår og madrester ned ad hage og skjorte.

Lipstick-syndrom

Det kan være svært at efterkomme patienternes behov for at præsentere sig æstetisk og personligt i en hektisk hverdag, hvor livsvigtige behov må prioriteres. Ikke desto mindre kan selv små ting have meget stor betydning. Noget af det sidste, jeg fik sagt til min mor, inden hun døde, var: ''Nej, hvor ser du sød ud.'' Efter mange måneders svaghed og forfald i eget hjem, hvor selv et frisørbesøg var helt uoverkommeligt, blev hun indlagt, kørt til klipning hos frisør og pyntet op. Hendes muntre jeg dukkede frem, og lipstick-syndromet blev fremherskende. Det er det billede, der sidder fast i erindringen, og som overskygger det grimme billede af døden få dage efter.

Det behøver ikke kun at være kvinder med kræft, der kan have glæde af makeupkurser. Det kunne lige så vel være til gavn for sygeplejersker og andet plejepersonale. Ikke kun for at få færdigheder i at smøre kosmetiske produkter i ansigtet på patienter, der ikke selv magter det. Sigtet skulle være langt bredere og have til formål at udvikle forståelsen for hele det område, der handler om at styrke patienter og klienters personlighed, identitet, selvværd og kontaktmuligheder. Det er ikke luksus. Det er en del af sygeplejen.