Sundhedsplejens dilemma

Side 10

Billede Side 11

Solidariteten skal ligge hos familien, ikke hos kommunen. Så enkelt blev det udtrykt, da en gruppe sundhedsplejersker diskuterede deres fremtidige arbejde.

De toner, der i dag er fremme om, at de ansatte skal indberette socialt bedrageri, ønsker man under ingen omstændigheder at deltage i.

Dansk Sygeplejeråd er gået i gang med at udarbejde en strategi for sundhedsplejerskernes funktion på samme vis, som man fx har gjort det for de ledende sygeplejersker.

For at få brændstof til dette arbejde har man holdt en visionsdag i Vejle, hvor over 100 sundhedsplejersker var inviteret til at diskutere fremtidens strategi. Dagens udbytte skal nu indgå i det videre arbejde, som til sidst skal forelægges Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse for derefter at tilgå relevante personer og institutioner.

Dansk Sygeplejeråds næstformand Aase Langvad redegjorde for strategiarbejdet, som har baggrund i en kongresvedtagelse fra 1998 om, at der skal sættes særligt fokus på sundhedsplejerskernes arbejde.

Et lovforslag fra socialministeren er på vej om en styrket indsats over for særligt truede børn og unge. Forslaget indebærer bl.a., at frontpersonalet og dermed sundhedsplejerskerne i højere grad støttes i deres underretningspligt og det efterfølgende sagsforløb. Derfor er det også nærliggende at arbejde med en strategi for sundhedsplejerskernes fremtidige funktioner, påpegede hun.

Aase Langvad opholdt sig også ved kommunernes ret til selv at bestemme, hvordan de vil organisere sig. Det har resulteret i en vrimmel af forskellige modeller, som for sundhedsplejerskernes vedkommende kan betyde, at de kan have meget forskelligt tilhørsforhold ­ fra børne- og kulturafdelingen til social- og sundhedsforvaltningen. Derfor bør sundhedsplejerskerne tænke sig om, når de søger job. Den kommunale sundhedspolitik er nemlig altafgørende for den service, man har mulighed for at yde som sundhedsplejerske, fastslog hun.

Dilemmaet med på den ene side at være kommunens forlængede arm og på den anden side at optræde som børnefamiliernes advokat blev trukket skarpt op af Henriette Buus, ingeniør og etnolog og på vej med en ph.d.-afhandling om den danske sundhedsplejerskeinstitution (1).

Hun var sammen med Asta Bisgaard, formanden for den faglige sammenslutning af sundhedsplejersker FS10, og sundhedsfremmekonsulent Helle Rasmussen, Nordjyllands Amt, inviteret til at holde oplæg, inden de mange mødedeltagere splittede op i grupper for at diskutere deres fags fremtid.

''I står i et vadested, og der er plads til jer på begge sider ­ både som sundhedspersoner og socialformidlere,'' sagde hun.

''Det er nu op til jer at lægge en strategi. Skal I kæmpe for at få en plads blandt andre faggrupper i det sociale arbejde, hvor fokus er lagt på risikofamilierne for at få dem til at fungere bedst muligt og belaste det sociale system mindst muligt? Eller skal I kæmpe for at få genetableret sundhedsplejerskeinstitutionen i den gamle funktion, hvor fokus har været at vejlede forældre i at opfostre den ny generation af samfundsborgere?''

Henriette Buus er i sin udforskning af sundhedsplejerskeinstitutionen gået tilbage til 1937, hvor loven om sundhedsplejen blev vedtaget.

Det er ofte fremhævet, at loven blev til på grund af den daværende store børnedødelighed, men ifølge Henriette Buus handlede det i virkeligheden om at få uddannet og ansat nogle sundhedsplejersker, der kunne lære de danske mødre at opfostre en ny generation af statsborgere.

Danmark var midt i en stor omstillingsproces med afvandringen fra land til by og havde brug for et godt omdømme udadtil. Men desværre signalerede vores store børnedødelighed, at vi ikke var på et tilfredsstillende udviklingstrin. Med en sundhedsplejerskeinstitution kunne staten markere sin omsorg for befolkningen. Børnene skulle ikke længere opdrages pr. tradition, men på baggrund af sundhedsplejerskens viden om, hvad der var sundt og rigtigt for dem.

Velfærdssamfundet havde taget sin begyndelse. Sundhedsplejerskeinstitutionen var først med princippet om ens tilbud alle. Og meget vigtigt:

Staten, dvs. Sundhedsstyrelsen, lagde afgørende vægt på, at sundhedsplejerskernes

Side 12

arbejde var skarpt adskilt fra det sociale område og eksempelvis ikke kunne forveksles med børneværnets kontrollerende opgaver. Skulle de danske mødre lukke sundhedsplejerskerne ind i deres hjem, skulle de kunne føle sig trygge.

Indvandrerne

Henriette Buus har brugt sundhedsplejens historie til et kig ind i fremtiden. For hende er der ingen tvivl:

Det oprindelige grundlag er ved at skride. For det første tilbyder sundhedsplejerskerne ikke det samme til alle, men vurderer de enkelte familiers behov. For det andet inddrages de mere og mere i det sociale område.

''Den skarpe adskillelse mellem sundhedsvæsenets forebyggende princip og socialvæsenets trangsbaserede og kontrollerende princip er gået fløjten. Sundhedsplejerskeinstitutionen nyder heller ikke samme bevågenhed og anerkendelse fra centraladministrationen som tidligere. Spørgsmålet er derfor, om der overhovedet er tale om samme institution mere. Det får mig til at spekulere på, om I bliver ved med at være Sundhedsstyrelsens regi, eller om I glider over i Socialministeriet,'' sagde hun og tilføjede:

''I står vitterligt i et vadested. Min frygt er, at jeres egenart, opbygget gennem de sidste 60 år, falder sammen. Hvis I skal generobre jeres historiske plads, må I sætte fokus på de områder, I startede med, nemlig den primære forebyggelse og vejledningen til forældrene til at kunne tage vare på statens nye borgere på en for borgerne meningsfuld måde.''

Det sidste ser Henriette Buus også som en del af den diskussion, der foregår omkring integrationen af flygtninge og indvandrere:

''Selv om I gør jer store anstrengelser for at formidle jeres viden på indvandrernes præmisser, så formidler I jo samtidig, hvad det vil sige at være en dansk familie. At danske børn skal vokse op som selvstændige individer i et demokratisk samfund. At samfundet stiller nogle bestemte krav til familie, til opdragelse osv. Vi er nødt til at skabe sammenhængskraft i det danske samfund. Ellers bliver vi polariserede eller fremmedgjorte for hinanden.''

Mere demokrati

Asta Bisgaard er ikke i tvivl om sundhedsplejerskernes kernefunktion. Den er nu som før omsorgen for barnets sundhed og forebyggelse af uhensigtsmæssig adfærd.

''Sundhedspleje til Danmarks naturressource nummer ét, børnene, gør en forskel,'' sagde hun og pegede her på den stadige strøm af forskningsresultater, som dokumenterer effekten af sundhedsplejerskernes indsats, resultater, som kan bruges til at påvirke kommunalpolitikerne.

Loven fra 1996 om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge er nemlig en rammelov, som kommunerne selv kan udfylde.

''Da vi er de eneste, som fagligt kan dokumentere og prioritere indsatsen til familierne, er det vores naturlige opgave at give politikerne et ordentligt beslutningsgrundlag. Sundhedspleje er jo at ruste familierne til at træffe egne sunde valg på et oplyst grundlag, så selvfølgelig skal politikerne have samme service.

Et kommende krav til kommunerne om dokumentation af den forebyggende indsats på børneområdet hilser jeg velkommen. Det giver mulighed for at se sundhedsplejens betydning i et helhedsperspektiv ­ både i den enkelte kommune og på landsplan.''

Asta Bisgaard understregede betydningen af, at sundhedsplejen fortsat er et alment tilbud til alle. Det bærende element er normalisering. Hvis det nedprioriteres, bliver det ekstra svært at etablere kontakten til de familier, der har særlige behov. Her skal indsatsen til gengæld målrettes med særlige samarbejdsaftaler, så ydelsen kan evalueres for at se, om der sker en tilfredsstillende udvikling, eller om andre faggrupper skal medinddrages.

Asta Bisgaard slog også til lyd for, at forældrene får en mere demokratisk indflydelse på sundhedsplejen:

''I børneinstitutioner og skoler har forældrene indflydelse gennem råd og bestyrelser, men altså ikke i det formaliserede sundhedsplejearbejde. Måske kunne det

Side 13

være en god idé med sådanne forældrebestyrelser ­ både til at bide os i haserne og som pressionsmiddel over for kommunerne.''

Mere forsknng

Helle Rasmussen, der er uddannet sundhedsplejerske og har en Master of Public Health, har senest arbejdet som sundhedsfremmekonsulent i Nordjyllands Amt, men står nu over for en endnu større udfordring, nemlig som ny socialchef i Hammel. Hun nævnede en række positive intiativer, der er sket på det seneste med hensyn til forebyggelse, bl.a. regeringens folkesundhedsprogram og et planlagt center, som skal beskæftige sig med dokumentation af forebyggelse.

''Mindre positivt er det selvfølgelig, at der kun er fulgt 20 mio. kr. med til forebyggelse i folkesundhedsprogammet,'' sagde hun og pegede på, at der i det hele taget mangler både en forebyggelsesstyrelse og en formaliseret organisation på forebyggelsesområdet.

Også forskning i ændringer af sundhedsadfærd er en mangelvare, påpegede hun og opfordrede sundhedsplejerskerne til at sætte forskningsprojekter i gang i lokalmiljøerne. Sundhedsplejerskerne bør arbejde evidensbaseret, ligesom der bør udarbejdes landsdækkende standarder.

De ressourcesvage familier (ca. 20 pct. af alle familier) vil stille større krav til en koordineret offentlig indsats. Det kan betyde, at sundhedsindsatsen både skal prioriteres og målrettes mere i forhold til forskellige typer af brugere. For nogle kan øget vægt på egen indats være vejen frem til mere sundhed. For andre handler det måske mere om en koordineret sundhedsmæssig og social indsats fra det offentlige, fastslog hun.

Helle Rasmussen havde gjort sig mange tanker om det fremtidige sundhedsplejerskearbejde ­ lige fra oprettelse af særlige sundhedscentre til lokale internetprogrammer, hvor sundhedsplejerskerne kan komme i dialog med forældrene.

Litteratur

1. Buus H. Sundhedsplejerskeinstitutionens dannelse -­ en interpellationsanalyse. København: Museum Tusculanums Forlag; 1999.

Billedtekst
Henriette Buus til sundhedsplejerskerne: ''I står midt i et vadested, og der er plads til jer på begge sider ­ både som sundhedspersoner og socialformidlere.'' Koncentreret gruppearbejde. De 100 mødedeltagere blev splittet op i små grupper med hver sin procesmager. Gruppernes indsats indgår nu i Dansk Sygeplejeråds videre strategiarbejde. For Asta Bisgaard (i midten) er der ingen tvivl: Sundhedsplejen skal fortsat være et alment tilbud til alle. Aase Langvad: ''Tænk jer om, når I søger job. Den kommunale sundhedspolitik er altafgørende for den service, I kan tilbyde som sundhedsplejersker.''