Umuligt at sikre sig mod arbejdsskader

En ødelagt ryg og nedsat ydeevne i hverdagen. Det er resultatet af den arbejdsskade, sygeplejerske Mona Rasmussen pådrog sig i 1996, da hun som narkosesygeplejerske på Thisted Sygehus en dag blev kaldt over til en patient med blødende mavesår, som skulle opereres.

''Patienten lå på et sengeafsnit, hvor lægerne prøvede at anlægge større venekatetre for at give blod, og imens skulle jeg assistere patienten med respirationen. Patienten havde dårlig lungefunktion, som skyldtes astma, og det betød, at jeg skulle passe på ikke at komme til at styre respirationen, men derimod hele tiden være parat med luft, når patienten var klar til at trække vejret.

I to timer stod jeg bøjet over sengen, som var indstillet i højden, så den passede til de læger, der skulle anlægge katetre, mens sengen var for lav for mig. Jeg kunne godt mærke, at arbejdsstillingen var ubekvem, og under normale omstændigheder ville jeg have tilkaldt min kollega, men i dette tilfælde var hun optaget af at bedøve en anden patient.

Det var en usædvanlig situation. Det hænder, at vi bliver kaldt over til en patient på et sengeafsnit, typisk ved hjertestop, hvor vi står ved hovedenden og intuberer, men det varer ikke så lang tid,'' fortæller Mona Rasmussen.

Næste morgen havde hun så ondt i ryggen, at hun havde svært ved at gå, og i første omgang blev hun sygemeldt i tre uger. Mona Rasmussen er uddannet sygeplejerske i 1971, og indtil den omtalte hændelse havde hun aldrig haft problemer med sin ryg.

Skaden blev med det samme anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, men her blev der givet afslag med standardbegrundelsen, at hvis hændelsen skulle anerkendes som en ulykke, skulle der være tale om en pludselig og uventet hændelse, og det var ikke tilfældet her. Der var heller ikke tale om en arbejdsskade som følge af en skadelig påvirkning, mente styrelsen.

I de næste par år havde Mona Rasmussen flere sygdomsperioder på grund af den dårlige ryg, og i 1998 fik hun en diskusprolaps. I dag er hun stadig ansat i samme job, men under paragraf 28-ordningen i Dagpengeloven, der giver mulighed for ''planlagte sygedage,'' når vagtbelastningen bliver for stor. Ordningen betyder, at arbejdspladsen får kompenseret den del af lønnen, der svarer til sygedagpengeandelen, når arbejdstageren er syg.

Mangel på logik

Mona Rasmussen havde selv svært ved at forstå, hvorfor hendes skade ikke kunne anerkendes, og hun bad derfor Dansk Sygeplejeråd om hjælp til at anke sagen til Den Sociale Ankestyrelse.

Side 5

Billede

Side 6

Anders Mølbak Petersen, der er arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Sygeplejeråd, er enig med Arbejdsskadestyrelsen i, at der ikke var tale om en ulykke, derimod mener han, at der er tale om en arbejdsskade som følge af en skadelig påvirkning af kortere varighed. Sagen blev derfor anket med henvisning til denne bestemmelse i loven.

Svaret fra Den Sociale Ankestyrelse blev imidlertid, at for at kunne anerkende en arbejdsskade som følge af en skadelig påvirkning af kortere varighed skulle påvirkningen have varet mindst 3-4 timer.

''Det er en praksis, Arbejdsskadestyrelsen har fået anerkendt ved tidligere ankesager og ved domstolsafgørelser, men det er efter min mening ikke nogen særlig logisk praksis. Hvordan skal man få anerkendt en skade, der er opstået i tidsrummet mellem 3-4 minutter, som en ulykke ifølge definitionen højst kan vare, og de 3-4 timer, som er minimum for en skadelig påvirkning af kortere varighed,'' spørger Anders Mølbak Petersen.

''Hvis man har fået en skade på grund af en bestemt hændelse på sit arbejde, og man oven i købet har en læges ord for det, er det meget svært for den skadelidte at forstå, at skaden ikke kan anerkendes som en arbejdsskade,'' mener han.

Det man må forvente

Det er særligt to huller i arbejdsskadeforsikringsloven, som flere sygeplejersker støder på. Det ene handler som i Mona Rasmussens sag om skadelige påvirkninger, der varer mindre end 3-4 timer. Det andet hul i loven handler om de skader, der sker på grund af ''hvad man må kunne forvente i sit arbejde som sygeplejerske.''

''I flere afslag på arbejdsskadesager bruger Arbejdsskadestyrelsen begrebet ''det forventelige.'' Det er det samme som at sige, at sygeplejersker må leve med en vis selvrisiko i deres erhverv,'' siger Anders Mølbak Petersen.

Begrebet ''det forventelige'' er ifølge Anders Mølbak Petersen en meget svær størrelse at forholde sig til.

''Det er faktisk umuligt at forudsige, hvilke sager der har en chance for at blive anerkendt som arbejdsskader, fordi der er eksempler på, at Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse træffer forskellige afgørelser i sager, der minder meget om hinanden,'' siger Anders Mølbak Petersen.

Et eksempel på en af de sager, hvor ''det forventelige'' har været diskuteret, handler om sygeplejerske Sussie Salling,som er ansat på Medicinsk Afdeling på Centralsygehuset i Slagelse. I 1998 skulle hun flytte en patient højere op i sengen sammen med en kollega.

''Sengen er kørt op i korrekt højde, hovedgærdet er fladt, og vi har lagt sengehesten ned. Vi bruger de løfteteknikker, vi skal bruge. Vi gør i det hele taget alt det, vi overhovedet kan forudse. På forhånd har vi aftalt med patienten, at han skal forflyttes, og han er vant til, at vi gør det på den måde. Inden vi starter med at løfte, har vi opsummeret fremgangsmåden.

Vi tæller til tre og løfter ham fri fra lejet på et løftestykke, for at flytte ham højere op i sengen. Pludselig griber han fast i sengehesten, så det bremser vores bevægelse meget brat,'' fortæller Sussie Salling.

Hun har et par måneder før været ude for en arbejdsulykke på samme afdeling, hvor en patient faldt ned over hende i forbindelse med en forflytning fra seng til bækkenstol. En ulykke som gav hende smerter i lænden, og som hun senere har fået anerkendt. I denne ulykke nummer to, hvor patienten griber fat i sengehesten, får hun straks smerter samme sted i lænden.

''Jeg mærkede en snurren i benene og nogle sovende fornemmelser, men jeg meldte mig ikke syg med det samme. Først havde jeg nogle fridage, derefter fik jeg to skånevagter, hvor jeg ikke skulle løfte noget som helst, men på grund af smerter blev jeg sygemeldt i de næste seks uger, hvor jeg fik fysiologisk behandling. Min redning har nok været, at jeg blev gravid omtrent samtidig med, at ulykken skete, og jeg var sygemeldt det meste af graviditeten på grund af graviditetsgener. Det har skånet ryggen, at den har fået mere fred og ro, end hvis jeg var gået på arbejde. Når jeg vender tilbage til februar, vil det vise sig, om jeg stadig har gener af ulykken,'' siger Sussie Salling.

Arbejdsulykke nummer to blev også anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen, men i dette tilfælde fik Sussie Salling afslag med begrundelse i, at hun efter styrelsens opfattelse ikke havde været udsat for en pludselig og uventet påvirkning. Arbejdsskadestyrelsen skriver også i afslaget, at ''det fortsat er vores opfattelse, at De i Deres erhverv som sygeplejerske må kunne forvente, at patienten pludselig laver en uventet bevægelse.''

''At patienten var indforstået med den fremgangsmåde, som vi havde opsummeret, mener Arbejdsskadestyrelsen ikke, at man kan anse for en sikker aftale. De skriver, at man må forvente, at patienten alligevel kommer til at holde fast i sengehesten,'' siger Sussie Salling.

Hun forstår ikke selv, hvorfor arbejdsulykke nummer ét kunne anerkendes, mens nummer to blev afslået. Hun konkluderer, at hvis man som sygeplejerske skal sikre sig 100 pct. mod at komme ud for en lignende ulykke, så kan konsekvensen blive, at man kommer til at bruge for mange unødige hjælpemidler og måske fratager nogle patienter muligheden for selv at udføre en funktion.

Umuligt at sikre sig

''Vi kan komme til at passivisere og sygeliggøre patienterne mere, end vi gør nu. I dag opfordrer vi patienterne til at gøre mest muligt selv, og vi støtter dem i at gøre det.''

Anders Mølbak Petersen mener, at sygeplejersker faktisk intet kan gøre for at sikre sig mod at komme ud for en arbejdsulykke som følge af, at patienten gør noget andet end aftalt.

''Skal sygeplejersker binde patienternes hænder? Det er umuligt at aftale sig ud af risikoen for, at noget uventet sker,'' siger Anders Mølbak Petersen.

Han ankede Sussie Sallings sag til Den Sociale Ankestyrelse, og i slutningen af november kom der svar fra styrelsen, som skrev, at det ikke kunne anses for forventeligt, at patienten ville gribe fat i sengehesten. Arbejdsskaden blev altså anerkendt.

Sussie Sallings sag minder om en sag, som Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) tidligere har kørt hele vejen til Højesteret

Side 7

Billede

Side 8

for at afprøve forventelighedsprincippet. Sagen handler om en sygehjælper, der hjælper en patient i en hospitalsseng med nedre toilette. Patienten ligger på siden og holder fast i sengehesten, og sygehjælperen står bag patienten og støtter med den ene arm patientens ryg og skulder. Pludselig støder patienten fra på sengehesten, og stødet forplanter sig i sygehjælperens arm til skulderen. Sygehjælperen forventede ikke selv, at hun ved sin handling kunne komme ud for en arbejdsskade, men ikke desto mindre var Højesteret enig med Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse i, at det var forventeligt, at patienten gjorde noget andet end beregnet. Derfor tabte FOA sagen.

''Man kan spørge sig selv, hvorfor er det ikke forventeligt, at patienten pludselig griber fat i sengehesten som i Sussie Sallings sag, mens det er forventeligt, at patienten støder fra på sengehesten som i FOA-sagen. De to eksempler illustrerer meget godt, hvor svært det er at forudsige, om en arbejdsskadesag kan anerkendes eller ej,'' siger Anders Mølbak Petersen.

FOA-sagen har hidtil betydet, at der var dannet præcedens for, hvordan den slags sager skulle afgøres.

''Ved at få Sussie Sallings sag anerkendt i Den Sociale Ankestyrelse, håber vi, at vi har skubbet en lille smule til Arbejdsskadestyrelsens praksis med at vurdere, hvad der er forventeligt. Vi vil nu vurdere de tilsvarende sager, vi har, for at se, om vi eventuelt skal prøve at få sagerne genoptaget med henvisning til, at Den Sociale Ankestyrelse har ændret praksis,'' siger Anders Mølbak Petersen. Dansk Sygeplejeråd har ikke tal på antallet af sager, hvor sygeplejersker har fået afslag på arbejdsskadesager med begrundelse i ''det forventelige,'' men ifølge Anders Mølbak Petersen så fylder sagerne forholdsvis meget.

Sag vundet i Landsretten

I oktober 1999 afgjorde landsretten en arbejdsskadesag anlagt af Dansk Sygeplejeråd for at afprøve en afgørelse truffet af Den Sociale Ankestyrelse. Afgørelsen var et afslag netop begrundet med det forventelige i, at patienten gør noget uberegneligt.

Sagen handler om en sygeplejerske på en medicinsk afdeling, som i 1996 skulle forflytte en halvsidigt lammet patient, så patienten kom til at ligge bedre i sengen.

''Jeg brugte den korrekte løfteteknik og havde kørt sengen op, så den passede med den rigtige arbejdsstilling. Jeg førte armen ind under patienten fra den raske side og ind under armen på den lamme side. Patienten skulle ikke gøre noget bestemt. Da jeg skulle til at løfte, satte patientens lamme arm sig fast mellem skumgummimadras, vandmadrassen og sengehesten, så løftet ikke kunne udføres,'' fortæller sygeplejersken, som har valgt at være anonym i denne artikel, da hun ikke vil forringe sine chancer for at få et nyt arbejde i fremtiden.

''Jeg mærkede et smæld i skulderen, og skulderen gjorde ondt og hævede op. Jeg gik på arbejde næste dag, men måtte gå hjem, fordi jeg ikke kunne klare det. Skaden blev anmeldt nogle dage efter, og jeg blev først sygemeldt i 14 dage. Derefter gik jeg på arbejde igen, men blev endnu engang sygemeldt i tre måneder. Jeg blev fyret og genansat, men fandt et andet arbejde, som jeg troede, jeg kunne klare. Det var på en barselsgang, men her kunne min skulder ikke holde til de statiske ammestillinger,'' fortæller hun.

Den skadede sygeplejerske er i dag i et revalideringsprojekt, der går ud på at uddanne sig til sundhedsplejerske.

''Jeg er ikke sikker på, at jeg kan klare arbejdet som sundhedsplejerske, når jeg engang bliver uddannet. Hjemme kan jeg ikke klare at løfte tunge ting, og jeg får ondt i skulderen, hvis jeg har ligget forkert om natten,'' siger hun.

Ifølge advokat Søren Kjær, som førte sagen i landsretten for Dansk Sygeplejeråd, vandt Dansk Sygeplejeråd sagen, fordi det lykkedes at overbevise landsretten om, at det i dette tilfælde ikke var forventeligt, at patientens arm ville sætte sig fast under løftet.

''I denne sag har vi flyttet en lille grænse, fordi landsretten har vurderet, at noget ikke var forventeligt, som, myndighederne havde vurderet, var forventeligt,'' siger Søren Kjær, som kalder begrebet ''forventelighed'' i arbejdsskadesager for ''noget rod.''

''Det burde for mig at se være ligesom i al mulig anden erstatningsret, at det afgørende er, om man er kommet til skade på grund af arbejdet,'' siger han.

Søren Kjær har tal, der viser, at Arbejdsskadestyrelsen anerkender færre arbejdsskader i dag, end den gjorde i 80'erne.

''Fra en anerkendelsesfrekvens på 90 pct. for 15-20 år siden er frekvensen kun 70 pct. i dag,'' siger Søren Kjær.

Arbejdsskader til revision

Socialministeriet har i 1999 nedsat et udvalg, der skal vurdere begrebet arbejdsskader, og i den forbindelse håber arbejdsmiljøkonsulent Anders Mølbak Petersen, at udvalget bl.a. vil være opmærksom på de huller, der i dag er i Lov om forsikring som følge af arbejdsskader.

Dansk Sygeplejeråd er repræsenteret i udvalget gennem Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd.

''Nogle sygeplejersker mister hele eller dele af deres erhvervsevne, og det kan have store eller mindre økonomiske konsekvenser, som de ikke får nogen erstatning for, fordi deres skade ikke er anerkendt.

For mange af de skadede sygeplejersker handler det imidlertid ikke så meget om kroner og øre i erstatningsbeløb, men derimod om, at samfundet skal anerkende, at de er kommet til skade. Det er psykisk belastende, hvis man oven i at have fået en arbejdsskade, der har konsekvenser for helbred og økonomi, skal leve med, at der kan opstå tvivl hos omgivelserne om, hvorvidt man nu virkelig er skadet,'' siger Anders Mølbak Petersen.

For narkosesygeplejerske Mona Rasmussen, som blev skadet, da hun i to timer stod bøjet over en lav seng for at assistere en astmapatient med respirationen, virker arbejdsskadeforsikringsloven ulogisk.

''Når arbejdspladsen har en forsikring, der skal dække, når en ansat kommer ud for en arbejdsskade, så er det svært at forstå, at forsikringen alligevel ikke dækker,'' siger hun. 

Billedtekst
Narkosesygeplejerske Mona Rasmussen har haft alvorlige problemer med ryggen efter en arbejdsskade i 1996. På grund af et hul i loven om arbejdsskadeforsikring er det umuligt at få erstatning. På grund af en særordning i Dagpengeloven, som giver Mona Rasmussen mulighed for ''planlagte sygedage,'' er det muligt for hende at blive i sit job på Thisted Sygehus.