Buler og krøller

En formiddag i november åbnede jeg en brun papkasse med 67 plastikomslag, som hver især indeholdt resultatet af mange timers hårdt arbejde, nemlig besvarelserne på Sygeplejerskens læserkonkurrence.

Mens jeg læste materialet og brochurerne, tænkte jeg indimellem: ''hvor er det godt beskrevet,'' eller ''hvor er det er en god ide, at stille det op på den måde.'' Det var rart at se, hvor mange der havde gjort sig umage og tænkt sig om.

Samtidig fik jeg dog også lyst til at foreslå nogle ændringer, da der kun var få, der nærmede sig det perfekte. Da jeg i sagens natur ikke kan skrive til alle med skulderklap eller forslag, vil jeg i stedet komme med et par overordnede kommentarer, som dels rummer min personlige mening om nogle af de midler, der er brugt til at lægge stilen i teksterne, og dels nogle fakta om, hvordan tekster præsenterer sig bedst.

Venlig – ikke omklamrende

Tekster til patienter skal helst være skrevet i en tone, der er venlig, imødekommende, personlig og respektfuld.

Der er mange faktorer, der påvirker den tone, og hver enkelt af os må selvfølgelig vurdere, hvad der virker bedst i forhold til vores læsergruppe.

Et par stykker havde skrevet i jeg-form: ''Jeg vil gerne byde dig velkommen og præsentere mig'' og ''skal du til nogle undersøgelser, fortæller jeg dig om dem.'' Den form kunne jeg godt lide, fordi den gav mig en følelse af, at det var en rigtig person, der skrev, og jeg sad nærmest og glædede mig til at hilse på den fe, der ville dukke op og tage sig af mig.

Men indimellem kunne jeg også fornemme, at hvis man vælger at skrive i jeg-form, skal man passe på ikke at bruge ordet i hver eller hver anden sætning, fordi det samlede indtryk ellers kan blive for personligt, for omklamrende.

Valget mellem 'De' og 'du' som den venligste tiltaleform var i de fleste tilfælde faldet ud til fordel for 'du'. Personligt hælder jeg mest til 'De', fordi jeg synes, det er lettere at være for formel i en tekst, end det er senere at skulle rette op på en krænkelse. Men det vigtigste i denne sammenhæng er nu ikke, om man vælger det ene eller det andet, men at man i det hele taget vælger en af delene og for eksempel skriver ''De kan kontakte os...'' i stedet for at bruge upersonlige vendinger, der skjuler, hvem der skriver, og hvem der skrives til: ''Personalet kan kontaktes....''

En anden detalje, der betyder noget for tonen i en tekst, er, om man bruger både for- og efternavne på såvel patient som sygeplejerske, og der var da også et par stykker, der havde præciseret, hvordan de ville vælge.

Dilemmaet mellem at være personlig uden at komme for tæt på oplevede jeg også i et par tekster, hvor forfatterne ikke alene præsenterede sygeplejen og sig selv som professionelle, men også præsenterede noget af deres privatliv og dermed overskred en grænse – i hvert fald hos mig.

Som patient foretrækker jeg, at 'min' sygeplejerske møder mig som en absolut neutral person, for hvis jeg skal blotlægge noget, der er meget privat, eller hvis sygeplejersken skal behandle mig på en måde, der overskrider mine normer for almindelig omgang med andre mennesker, så er det væsentligt for mig, at jeg netop ikke opfatter hende som et hvilket som helst andet menneske, men alene som en sygeplejerske – der sagtens kan være varm og menneskelig alligevel.

Oser af effektivitet

Stilen i teksterne blev også påvirket af den måde, som forfatterne havde valgt at præsentere sig på. Eksempelvis blev sygeplejerskerne på et betalingssted præsenteret som ''velkvalificerede, erfarne og service-mindede,'' og jeg fik at vide, at de ''handler..., prioriterer..., og udvikler....'' Sådan en beskrivelse oser af effektivitet og gør, at jeg trygt tør overlade mit legeme i deres hænder – i hvert fald når det gælder instrumentel sygepleje, men hvis mit problem er, at jeg har sår på sjælen, så vil jeg sætte pris på at blive plejet af den type sygeplejersker, der giver sig god tid til at formulere længere og blødere sætninger, og som fortæller mig, at ''vi er gode til at opmuntre, og vi har stor forståelse for den enkelte patients svære situation.''

Der var også én, der slog en høflig stil an allerede på forsiden: 'Goddag! Det er hjemmesygeplejersken. Må jeg komme ind?' Kan man sige nej til sådan en henvendelse? Jeg kan ikke.

Eksemplerne viser, at der er mange muligheder for at skrive en tekst, der passer til lige netop det emne og den målgruppe, man arbejder med, og at små ting kan have stor effekt. I store træk synes jeg, at de indsendte brochurer har en venlig måde at møde patienterne på.

Bulede sætninger

Med hensyn til præsentationen af teksterne var det tydeligt, at mange havde tænkt over, hvordan det skulle gøres, men...

Side 43

Generelt er vi ikke særlig gode til at sælge varen – at præsentere teksten. Udseendet er fikst uden at være prangende, og ord, sætninger og tegn henslæber en trist og overset tilværelse. Sagt på en anden måde: når vi har strikket en rigtig flot og strålende tekst sammen, undslår vi os ikke for at pakke den ind i et trivielt layout med bulede sætninger, krøllede ord og et par rifter hist og her i tegnsætningen.

Jeg indrømmer gerne, at indholdet er vigtigt, men jeg påstår lige så gerne, at det er det første indtryk, der afgør, om man har lyst til at uddybe bekendtskabet.

Det er svært at sige noget generelt om præsentationen af samtlige brochurer, for det, den ene ikke har, har den anden og omvendt. Jeg vil alligevel trække nogle ting frem:

Layoutet er stort set nydeligt, selv om der er nogle smuttere. Et godt layout er blandt andet at bruge:

• bogstaver i passende størrelse, hvilket på en computer er punkt 10-12, for ældre læsere dog punkt 14

• gode skrifttyper, det vil sige normaltekst som denne, modsat kursiv, som er langsom at læse

• både små og store bogstaver, som er lettere at læse end udelukkende store

• god linieafstand og brede margener, så teksten fremtræder let og indbydende

• sidestørrelser i A5- eller dobbelt foldet A4-format, der gør siderne lette at overskue

• korte, tydeligt markerede afsnit eller i punkter – så det er let at orientere sig i informationerne.

Med hensyn til layout og teksternes umiddelbare fremtoning synes jeg, der var en tendens til, at siderne virkede kedelige: endeløse mængder af sorte ord i lige lange linier i lige lange spalter. Selv om det ikke skal ligne en udsalgsbrochure, kunne nogle pauser med lidt blankt papir eller måske små diskrete tegninger gøre teksterne mere luftige og indbydende.

Forfatterne havde ikke brugt ret mange billeder, men dem, der er, virker relevante og støtter budskabet i teksterne. Der var valgt enkle farver, som giver variation uden af flimre.

Målsætningssprog

Det største problem med at præsentere teksterne har været, at næsten samtlige forfattere har brugt et sprog, som er fyldt med alt for mange tunge ord i højtidelige vendinger.

''Din sygeplejerske vil være dig behjælpelig med at formidle kontakt til....'' ''Under opholdet samarbejder sygeplejerskerne om indlæggelsesforløbet med den henvisende afdeling, som er ansvarlig for undersøgelser og behandling.''

Sproget stammer blandt andet fra vores interne mål for sygepleje, og teksterne viser, hvor svært det er for os at slippe dette 'målsætningssprog', når vi henvender os til mennesker, som ikke tænker i vores baner.

''Det er vores mål, at du føler dig velkommen og tryg.'' ''Det er vigtigt, at du og dine pårørende oplever en tryg atmosfære med udgangspunkt i dine forventninger til indlæggelsen.'' ''Vi vil vejlede dig i sundhedsfremmende og forebyggende aktiviteter for at vedligeholde og genoprette din følelse af at være sund og rask igen.''

Vi har så forbistret svært ved at finde enkle ord, som bare fortæller, hvad det er, vi vil, kan og gør, og som forklarer hr. og fru læser, hvad det er for aktiviteter, de kan forvente at se en sygeplejerske udføre, og hvorfor det er heldigt for dem, at aktiviteterne udføres af netop en sygeplejerske og ikke af en person fra en anden personalegruppe.

Samtidig med at ordene og sætningerne var alt for tunge, glædede jeg mig over, at der ikke var brugt ret mange indskud, og at teksterne derfor var lette at forstå, fordi informationerne kom én ad gangen.

Et andet problem, som skæmmede nogle tekster, var tegnsætning. Jeg går ikke op i, om hvert eneste komma er sat korrekt, men beder som et minimum om, at forfatteren i hvert fald er konsekvent og sætter punktum efter hvert afsnit.

Et enkelt tip til nogle få forfattere er, at de med fordel kan øve sig i at sætte nogle flere punktummer. Mange, lange sætninger er keeeedelige.

En sidste krølle på indpakningen var stave- og slåfejl, og hvis man vælger at skrive, at sygepleje er at docere medicin, fortæller man den forbløffede læser, at sygepleje er at undervise hans piller. (Medicin doseres).

Det kan godt være, det er kedeligt at glatte bulerne og krøllerne, men det pynter på pakken.

Alt i alt må jeg dog sige, at den brune novemberkasse med alle besvarelserne var en gave fyldt med både varierede oplevelser og gode ideer, som jeg har taget til mig.

Jeg håber, at jeg med mine kommentarer har været i stand til at give nogle ideer til gengæld, og at jeg har givet nogle sygeplejersker lyst til at lære mere og at skrive videre. 

Nøgleord: Læserkonkurrence, patientinformation.