Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Relationer på formel

Der bruges megen tid og mange ord på at beskrive det optimale forhold mellem patient og sygeplejerske. Men spørgsmålet er, om relationer kan sættes på formel.

Sygeplejersken 1999 nr. 6, s. 35

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Jeg har netop været igennem en periode, hvor jeg skulle læse kommunikationsrapporter skrevet af sygeplejestuderende i første praktik, tredje semester. Beskrivelserne indeholdt ufrivilligt morsomme episoder, som for eksempel når den idealistiske sygeplejestuderende møder den nyindlagte alternative behandler med en overbevisning om, at han må vide en masse om anatomi og fysiologi, men bliver korrigeret, da han ærgerligt siger, at han er ked af at fejle noget med vandværket, og hvordan kan det mon være, at kvinder aldrig har problemer med deres prostata? Så blev det tid til at tegne og fortælle, kommunikationen tog en drejning, og den sygeplejestuderende blev bevidst om, at alternative behandlere ikke nødvendigvis har forudsætninger om kroppens kendsgerninger.

Almindelig pli

Beskrivelserne indeholdt også nogle tendenser, der ikke må blive til regler. Opremsninger af, hvilke kneb der kan tages i anvendelse, hvis kontakten mellem patient og sygeplejerske skal blåstemples for sin kvalitet.

Øjenkontakt, patient og sygeplejerske placeret i samme højde og så den terapeutiske berøring. ''Jeg strøg hende over armen, så hun kunne få tilid til mig.''

Er det sådan, der skabes tillid? Det er jeg ikke overbevist om. Det kan det måske være; det kan også være, det er sygeplejerskens ro, overblik og distance, der skaber den forjættede tilstand. Hvis man vender de tillidsskabende bud på hovedet, betyder det så, at den sygeplejerske, der giver en patient et fodbad, ikke kan opnå kontakt med patienten, fordi hun på grund af opgavens karakter opholder sig 45 grader lavere end patienten? Betyder det, at den sygeplejerske, der står og samler et dropsæt med ryggen til patienten, ikke pludselig kan få stillet spørgsmål om liv og død i et tonefald, patienten aldrig har brugt før?

Nej, det betyder det selvfølgelig ikke, det ved enhver sygeplejerske, der har tænkt over sine erfaringer. Nogle gange kommer de vanskelige ting frem under mærkelige omstændigheder, nogle gange opstår og gror den gode kontakt uden brug af andre midler end almindelig pli og dannelse.

Almendannelse

Ingen vil vel finde på at afholde indlæggelsessamtale med ryggen til patienten, og forhåbentlig er der heller ingen, der vil finde på at klappe patienten uhæmmet på armen eller holde ham vedvarende i hånden, fordi man har læst i en bog, at det kan være virksomt.

Måske skulle undervisning i patientkontakt rumme et større element af almendannelse, fordi begrebet er ved at uddø på grund af misligholdelse.

Når man møder en patient, præsenterer man sig med fornavn og efternavn, og en halvfemsårig synes måske ikke om at blive hilst med det noget spejderagtige 'hej', som også i større og større grad vinder indpas som tiltaleform i breve. Når det bliver til ''Hej, jeg hedder Marianne,'' hvad skal den arme patient så gøre, om han ønsker at udtrykke anerkendelse eller misbilligelse over for Marianne, som der findes fem af på afdelingen?

Et håndtryk af kortere varighed har tidligere fungeret som ledsagelse til både goddag og farvel, men er mere og mere erstattet af omfavnelser eller ikke af noget, ingen af delene er værdige hilsemåder til den halvfemsårige.

Jeg skriver ikke disse bemærkninger, fordi jeg nærer et skjult ønske om at indføre Emma Gad på pensumlisten, men fordi jeg har oplevet et skred i normerne for almindelig høflighed, som gør det vanskeligt for nogle mennesker at færdes andre steder end på hjemmebane.

Høflighed er ikke blot fraser, og gestik er ikke blot tomme symboler. Begge dele tjener som færdselsregler, når mennesker er sammen, og gør det lettere at opnå tillid, når det er en del af målet.

''Du skal lige tørres om mulen, for du har chokolade i hele bærret.'' Næh, det blev ikke sagt til den toårige hjemme i køkken/alrummet, men til en beboer i en plejebolig. Det skal siges til den sygeplejestuderendes uforbeholdne ros, at han rødmede, da jeg gjorde en bemærkning om hans sprogbrug.

Almendannelse, forstået som evnen til at begå sig i sociale sammenhænge, er et lige så vigtigt element i kontakt med patienter, som en alt for hurtigt fortolkning af litteraturen og de deraf afledte simplificerede regler for tillidsskabende virksomhed.