Fortælling: Fællesskab

Side 44

Billede

side 45

En dejlig søndag eftermiddag sidste år stod jeg ved busstoppestedet og ventede på, at bussen skulle komme. Jeg havde sat tre patienter i stævne i bussen på et givet tidspunkt og var meget spændt på, om de ville være der. Vi skulle ind og se fodboldlandskamp i Parken. Jeg glædede mig meget over, at det var muligt for mig som sygeplejerske på et psykiatrisk daghospital at arrangere den slags udflugt. Jeg kan godt lide selv at se fodbold, så jeg glædede mig også personligt til kampen.

Ideen opstod, da en af vores patienter, der kommer fra det land, det danske landshold skulle spille imod, gav udtryk for, at den kamp ville han vel nok gerne se. Ved nærmere forespørgsel blandt de øvrige patienter, viste det sig, at der var flere, der gerne ville med. Betalingen for billetterne faldt prompte. Det kan ellers godt være svært, at få patienterne til at deltage i noget, de selv skal betale for, og 85 kroner er et stort beløb for mange af dem. Motivationen er altså meget afgørende.

En patient havde fået lov til at tage sin ven med, én sin kæreste og en tredje sin teenagedatter, der på det tidspunkt sværmede meget for Peter Schmeichel.

Da bussen dukkede op, sad de tre af patienterne og to af deres pårørende med store smil og tog imod mig. Jeg tænkte ved mig selv, bare det nu går godt, der her. Endnu en patient skulle stå på bussen, jeg var meget i tvivl om netop ham, han er lidt glemsom, svinger lidt i humør, men han stod minsandten på det aftalte sted og ventede.

Vi stod af ved Rigshospitalet og gik ned ad Blegdamsvej. Der var enormt mange mennesker, glade folk udstyret med hatte og andre gevandter. Vi gik nærmest i gåsegang med mig forrest. Bare jeg havde haft øjne i nakken, så jeg lettere kunne se, om alle var med. Ved Parken mødtes vi med min kollega og de sidste patienter, der var kommet en anden vej. Blandt andet vores afrikanske patient, der havde taget en ven med, der var lige så sort som ham selv. Min kollega købte en hue med dannebrogsflag på, hun så ret fjollet ud. Vi blev alle kropsvisiteret ved indgangen. Vi var meget opmærksomme på patienterne, for mange skizofrene patienter kan ikke lide, man rører ved dem. Men de så ud, som var det den naturligste ting af verden. Vi fandt vores pladser, og jeg kunne se, hvor forventningsfulde nogle af dem var. Det var fodboldtosserne, som jeg selv og min kollega hører til. Et par stykker var nok taget med for at slå en kedelig søndag eftermiddag ihjel. Men også de blev grebet af stemningen. En stor oplevelse var det for eksempel at synge 'Der er et yndigt land'.

Kampen begyndte og varede alt for kort, syntes vi. Vi havde spillerne på så nært hold. Vi sad bag det ene mål og kunne nærmest ånde Peter Schmeichel i nakken. Vi så Brian Laudrup komme drønende ude fra siden. Men jeg så også en stor skizofren fyr på 38 år og 100 kilo, som normalt sidder tung og stille i et hjørne af dagligstuen på hospitalet, som nu mange gange sprang op af sædet med armene i vejret. Som hoppede op og ned, var med i bølgerne og så videre. Jeg så vores afrikanske patient med nyt liv i øjnene, og som jublede sammen med os, da Thomas Helveg scorede nede i den anden ende af banen. Han må have følt sig meget på, han og vennen, de eneste sorte mennesker i den ende af banen, blandt hylende hvide danskere. Alle deres tidligere landsmænd sad ned i den anden ende af banen. Hvad tænkte han, hvad følte han, det ville jeg gerne vide. Min kollega talte med ham om det på hjemvejen, men som ventet svarede han afglidende.

Da kampen var slut, var det, som om alle 30.000 tilskuere ville ud på en gang. Jeg blev igen lidt urolig, hvordan ville patienterne reagere her? Kun langsomt kom vi fremad, men da vi først var ude på vejen, blev der atter luft og plads mellem folk, og jeg kunne ånde lettet op.

Patienterne snakkede livligt om kampen på vejen hjem. De var alle glade. Vi havde haft en god oplevelse sammen. Jeg havde lagt mærke til nogle ting, nogle sider ved patienterne, som jeg ikke ville have gjort på hospitalet. Og jeg tænker, det samme gælder dem!

Vi har siden været til flere fodboldkampe sammen. Vi griner stadig af min kollegas fjollede hue, når hun hver gang tager den på. Vi glæder os også sammen over, at vi så brødrene Laudrup live flere gange. Nu er det jo slut, men det er ikke sidste gang, at vi har været til landskamp i Parken.

Helle Thorhus er sygeplejerske på KAS Ballerup, psykiatrisk afdeling.

Nøgleord: Sygeplejefortælling.