Sygeplejersken
I trøjen for sygeplejen
Danske sygeplejersker er med til at støtte opbygningen af en demokratisk sygeplejerskeorganisation i Sydafrika, hvor man har ladet sig inspirere af den danske model med egen forhandlingsret og professionsudvikling. Forhandlingsteknik og uddannelse af tillidsfolk er højt prioriterede områder.
Sygeplejersken 1999 nr. 6, s. 24-29
Af:
Grethe Kjærgaard, journalist
Starten kunne ikke være flottere med et personligt budskab fra Sydafrikas præsident Nelson Mandela:
''Skuf os ikke. Sydafrika har store forventninger til den nye sygeplejerskeorganisation. Som sygeplejersker kommer I til at spille en central rolle i reorganiseringen af landets sundhedssystem. I skal ikke længere fastholdes i den underordnede position, I var tvunget til under apartheid, hvor sygeplejen var mere præget af splittelse og forskelsbehandling end de fleste andre professioner.''
Præsident Nelson Mandela var i dagens anledning trukket i hvid T-shirt med rødt tryk på brystet:
DENOSA 1996.
DENOSA står for The Democratic Nursing Organisation of South Africa. Organisationen, der blev stiftet den 6. december 1996, er et barn af de nye tider i Sydafrika, og som navnet siger demokratisk i modsætning til de tidligere organisationer, hvor sorte og farvede sygeplejersker nok var medlemmer på papiret, men uden reel indflydelse.
Adskillelsesideologien, apartheid, har forhindret Sydafrikas sygeplejersker i at gøre fælles sag, til skade for sygeplejen selv og Sydafrika. Derfor opfordrede Mandela sygeplejerskerne til både at arbejde for egne interesser i den nye organisation og for landet som helhed:
''Det nye Sydafrika er i fuld gang med at omstrukturere sundhedssystemet. Nu skal der i langt højere grad end tidligere lægges vægt på forebyggelse og arbejdet i primær sektor, og i den omstilling er sygeplejerskerne vigtige forandringsagenter,'' sagde han.
Hvid dominans
Under apartheid blev tusindvis af sorte sygeplejersker smidt ud af deres respektive organisationer og tvangsforflyttet til de sorte hjemlande. Andre måtte kun arbejde på særlige hospitaler, der var forbeholdt Sydafrikas sorte og farvede befolkning. Og de steder, hvor hvide, sorte og farvede sygeplejersker havde mulighed for ansættelse på samme arbejdsplads, måtte man finde sig i de hvide sygeplejerskers dominans.
Derfor er det heller ikke nogen let sag at indføre demokrati hverken i Sydafrika som helhed eller blandt landets mange tusinde sygeplejersker. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, selv om viljen er den allerbedste.
Men i modsætning til tidligere, hvor der ikke var organisationsfrihed, og mange var tvunget til at være medlem af forbund, hvor sygeplejerskerne var i pulje med
Side 25
andre sundhedsgrupper, har DENOSAs medlemmer selv valgt deres nye tilhørsforhold.
Organisationen optager kun sygeplejersker og jordemødre som medlemmer og har efter de to første år omkring 73.000 medlemmer ud af Sydafrikas i alt knap 168.000 sygeplejersker.
Der er tale om en organisation, som både er professionsorienteret, og som har ret til at forhandle løn for sine medlemmer. Kort sagt en rigtig vaskeægte fagforening, som vi kender det på vore breddegrader. Og det er da heller ikke tilfældigt, at DENOSAs vedtægter ligner Dansk Sygeplejeråds.
For danske sygeplejersker er gennem Dansk Sygeplejeråd og den internationale sygeplejerskeorganisation ICN med til at støtte de demokratiske sygeplejersker i Sydafrika i opbygningen af deres nye organisation.
I 1997 blev organisationen medlem af ICN, og dermed blev døren åbnet til det internationale sygeplejerskesamfund. Som repræsentant for over 1,8 millioner sygeplejersker i 118 lande har ICN en lang tradition for uddannelse af medlemmerne i ledelse, organisation, forhandling, rekruttering og kommunikation.
Det er viden, som nu med Dansk Sygeplejeråds støtte kommer DENOSA til gode.
I 1998 – i juni og december – er der holdt workshop for DENOSAs hovedbestyrelse og sekretariatsmedarbejdere i hovedkontoret i Pretoria og i de ni provinskontorer. I år er det så tanken at følge op med en workshop for sygeplejeledere og sygeplejersker i klinikken.
Værdifuld støtte
DENOSA lægger ikke skjul på, at ICNs og Dansk Sygeplejeråds opbakning har stor betydning:
''Det gælder både fagligt og kollegialt,''
Side 26
siger Thembeka Gwagwa, DENOSAs administrerende direktør.
''Sydafrika har under apartheid været et lukket land. Vi har været isolerede både fagligt og menneskeligt. Men nu står vi skulder ved skulder med alverdens sygeplejersker. Det føles godt og rigtigt. Og samtidig er det også lidt af en øjenåbner for os.
For fællesskabet med sygeplejersker i andre lande har gjort det klart, at vores problemer i Sydafrika ikke er så unikke endda. Vi har opdaget, at sygeplejen globalt set har fælles problemer, der skal løses.
Det gælder uddannelse, det gælder løn, det gælder sikkerhed på arbejdspladsen – og en hel række andre ting. Det er godt at vide. Så forfalder vi ikke til selvmedlidenhed eller bliver handlingslammede,'' siger hun.
Thembeka Gwagwa besøgte Dansk Sygeplejeråd i efteråret som optakt til de to sidste arbejdstræf, som blev holdt i Durban, Sydafrikas store havneby ud til Det Indiske Ocean.
''Vi får en masse konkret viden, når I deler ud af jeres årelange erfaringer. Det giver os både nogle færdigheder – og råstyrke til at klare vores problemer. Dem lærer vi nu at tage som en udfordring,'' siger hun.
De to møder, som blev afviklet i regi af ICNs projekt 'Negotiation in Leadership' og med deltagelse af Dansk Sygeplejeråds daværende forhandlingsleder Ole Prasz, indeholdt elementer som undervisning i forhandlingsteknik, organisationsøkonomi, opbygning af tillidsrepræsentantsystemer og konfliktpolitik. Herudover var der undervisning i temaer af lokalt tilsnit om udviklingen i Sydafrika og om, hvordan DENOSA bedst muligt kan få indflydelse herpå.
''At DENOSA kun organiserer sygeplejersker og jordemødre og har fået ret til at forhandle løn og arbejdsvilkår er noget helt nyt for Sydafrikas sygeplejersker, som hidtil nok har været medlemmer af faglige sammenslutninger, men organiseret i store fagforbund sammen med andre faggrupper. Nu er vi os selv. Det giver os nogle enestående muligheder, som vi skal lære at udnytte. Og samtidig stiller det krav om færdigheder, blandt andet omkring forhandlingsteknik,'' siger Thembeka Gwagwa og peger netop på, at den måde, vi forhandler på her i vores del af verden, er noget, DENOSA også kan bruge:
''Blandt andet ved vi nu, hvor vigtigt det er at være velforberedt til en forhandling, at vi kender forhandlingssystemet til bunds og de vilkår, vi skal forhandle under,'' siger hun og tilføjer:
''Da vi forhandlede med de sydafrikanske myndigheder om
Side 27
etableringen af DENOSA, brugte vi blandt andet den danske organisationsmodel som argumentation for, at nu var tiden inde til at samle Sydafrikas sygeplejersker i én organisation.''
''Vi håber naturligvis, at vi en dag når op på samme høje organisationsprocent som Dansk Sygeplejeråd.
Men indtil videre må vi nok indrømme, at der er et stykke vej igen. At vi må konkurrere med andre forbund om sygeplejerskernes organisering. Det gælder eksempelvis National Education, Health and Allied Workers Union, NEHAWU, som blev dannet i 1987, og som i dag har 140.000 medlemmer, adminstrationsfolk, teknisk personale og ansatte i sundhedssektoren, herunder sygeplejersker.''
Lokale tillidsfolk
Medlemspleje og medlemsrekruttering er vigtige områder for en fagforening. Derfor satser DENOSA kraftigt på at opbygge et tillidsrepræsentantsystem a la det, vi har i Danmark.
Ifølge organisationsvedtægterne skal der vælges en tillidsrepræsentant,
Side 28
når der er beskæftiget mindst ti DENOSA-medlemmer på en arbejdsplads. Med godt 73.000 medlemmer har DENOSA allerede etableret lokal repræsentatation på ganske mange arbejdspladser, men erkender, at det kun er en start. Også fordi organisationsstrukturen ikke helt er på plads.
Det sydafrikanske sundhedsvæsen har planer om at oprette et antal administrative distrikter inden for de enkelte provinser. DENOSA satser derfor på at lave en strukturtilpasning, der kan matche sundhedsvæsenets nye struktur.
St Aidans Mission Hospital i Durban er en af de arbejdspladser, hvor DENOSA allerede har nogle effektive tillidsrepræsentanter. Det skyldes ikke mindst den tilknyttede sygeplejeskoles meget aktive seniorunderviser Vuyokazi Gumede, der er medlem af DENOSAs hovedbestyrelse.
''St Aidans er næsten et familieforetagende,'' fortæller hun.
''Vi kender hinanden særdeles godt, fordi mange af os har været ansat her i mange år. Hospitalet er stiftet af den anglikanske kirke, og det betyder, at vi som et af de få hospitaler i Sydafrika ikke har haft apartheid til at ødelægge vores arbejdsmiljø. Her har hvide, sorte og farvede sygeplejersker arbejdet sammen i årevis. Hudfarven spiller ingen rolle for kirken.''
Hvordan det er lykkedes Vuyokazi Gumede at få organiseret samtlige sygeplejersker på St Aidans Mission Hospital, går hun let hen over under vores besøg på hospitalet, men hendes engagement for den nye sygeplejerskeorganisation er uomtvisteligt. Hun kan allerede vise så gode resultater, at hospitalets andre faggrupper – adminstrationsfolkene og rengøringspersonalet – nu også gerne vil tegne sig for et medlemskab i DENOSA.
''De er kede af, at DENOSA kun er for sygeplejersker, men det kan så være et incitament til at
Side 29
danne noget tilsvarende,'' siger hun.
Tillidsfolkene på St Aidans har formået at få ledelsen i tale på en helt anden måde end tidligere, takket være indsatsen fra DENOSA.
''Organisationen lægger stor vægt på græsrodsarbejdet på arbejdspladserne. Det er herude, problemerne skal afdækkes og løses. Derfor er det vigtigt, at tillidsfolkene er klædt på til at forhandle med ledelsen,'' siger hun.
Resultaterne på St Aidans taler for sig selv. Der er forhandlet bedre løn og bedre ansættelsesvilkår, og snart skal der også gøres noget for arbejdsmiljøet.
''Tidligere blev beslutningerne taget hen over hovedet på os,'' mindes Vuyokazi Gumede og tænker på sin gamle fagforening, hvor sygeplejerskerne var delt op i grupper, hvide for sig og sorte og farvede for sig.
''Nu arbejder vi til fælles bedste. Det føles rigtigt,'' siger hun.
Selv betoner hun som gammel sygeplejelærer meget den faglige del i DENOSA, når hun skal agitere for sin nye organisation, men også forhandlingsdelen er vigtig for sygeplejerskerne:
''Nu drejer det sig om os selv og ikke som tidligere, hvor vi var sammen med en række andre faggrupper, som vi ikke har haft alverden til fælles med. Sygeplejersker er nu engang bedst til at tale sygeplejerskernes sag,'' siger hun og tilføjer:
''Vi har også altid fået at vide, at sygeplejersker ikke kan tillade sig at aktionere af hensyn til patienterne. Det kan vi nu og samtidig varetage patienternes tarv, fordi vi takket være jer har lært at etablere nødberedskab.''
Den personlige kontakt
Ud over det faglige indhold i en workshop er der også meget at hente på det sociale plan. Som den daglige leder af provinskontoret i Eastern Cape Tony Diesel siger:
''Vi får meget uden for 'klasseværelset'. Her foregår tingene på det mere uformelle plan med både personlig og faglig snak. Det er næsten lige så vigtigt som selve undervisningen. Vi er nok kolleger, men kender ikke hinanden, fordi organisationen er så ny, og fordi vi tidligere har været splittet op i mange forskellige grupper og organisationer. Det fremmer kommunikationen og samarbejdet i det daglige, at vi får sat ansigter på hinanden, når vi mødes.''
Tony Diesel nævner også en anden forskel, som danske sygeplejersker kun kommer ud for i begrænset omfang, nemlig den store kulturelle og racemæssige forskel, der er på medlemmerne:
''Sydafrika bliver kaldt 'Regnbue-nationen', og det passer også godt på DENOSA. Vi er en rigtig regnbueorganisation. Vi er hvide og sorte og alle de nuancer, der ligger mellem disse to yderpunkter. Vi taler mange forskellige sprog – fra engelsk til afrikaans og xosa. Vi har forskellig etnisk baggrund, forskellige kulturer. Det er en udfordring at finde fælles fodslag. Men samtidig gør det også vores projekt meget spændende,'' siger han.
''Selv har jeg både portugisk og tysk blod i årerne og kommer heldigvis fra en familie, hvor vi har været vant til at samarbejde med mange mennesker. Og i Eastern Cape provinsen, hvor jeg er vokset op og har fået min sygeplejerskeuddannelse, har der som på St Aidans Mission Hospital været integration af de forskellige racer på nogle institutioner. Det hjælper mig i mit nuværende job,'' fortæller TonyDiesel.
Sheila Clow, universitetslærer fra Cape Town og medlem af DENOSAs hovedbestyrelse, er optimist, når det drejer sig om samarbejdet i den nye organisation:
''Det vigtigste er, at vi har fået demokrati i sygeplejen. Vi har nogle idealer og en struktur, der giver de enkelte medlemmer lige rettigheder og pligter. Men det kræver selvfølgelig, at vi skal finde nye måder at samarbejde på. Derfor tror jeg også, det er vigtigt, at vi visker tavlen ren og ikke siger – vi plejer...''
Sheila Clow var i starten sekretær for DENOSA:
''Det var dengang, vi hverken havde penge, kontor eller medlemmer! Heldigvis har jeg en meget forstående professor, som gav DENOSA husly på universitetet i den første spæde startfase. Siden da er vi nået utrolig langt.''
''De sidste par år har været barske. Vi har måttet kæmpe os igennem skuffelser og svære ting. Organisationen kunne være faldet fra hinanden undervejs, men det er ikke sket. Vi er ved at vokse os stærke – det gælder også på det personlige plan. For mig har DENOSA været en af de allerbedste muligheder i mit liv til at mødes med kolleger, som jeg ellers aldrig ville have mødt under apartheid. Det er pragtfuldt.''
Ambitionerne med hensyn til medlemsrekruttering er store i de enkelte provinser. En opgørelse fra DENOSAs hovedkontor i Pretoria viser, at man flere steder nærmer sig de 50 procent af det samlede antal sygeplejersker i de pågældende provinser.
Der er i alt omkring 168.000 sygeplejersker i hele Sydafrika, og indtil videre har DENOSA organiseret omkring 73.000. Det betyder, at der er 95.000 sygeplejersker, som endnu ikke er inde i folden.
Men intet er umuligt, mener de to kontorledere Tony Diesel og John Clute fra Eastern Cape og Northern Cape. I hvert fald er de fast besluttet på at gå efter hele sygeplejerskegruppen i deres provinser – også selv om det er en krævende opgave. Alene afstandene i de to provinser gør det svært at nå ud til de enkelte arbejdspladser for at pleje de enkelte medlemmer og agitere for DENOSA.
Tony Diesel har ni timers køretur foran sig, når han begiver sig ud til yderområderne i provinsen, mens John Clute skal beregne endnu længere tid:
''Jeg skal køre omkring 1.200 kilometer, før jeg er fremme. Men jeg nyder at komme helt ud i afkrogene, for her sætter folk virkelig pris på at få besøg,'' siger han.
John Clute fortæller, at takket være den første workshop fik han inspiration til at forbedre kommunikationen til medlemmerne:
''Provinsen er delt op i seks regioner. Vi begyndte med at uddanne tillidsrepræsentanter i hver region, og siden har vi nedsat et udvalg med repræsentanter fra de forskellige arbejdspladser i hver region. Det er tanken, at vi her i 1999 vil samle de forskellige udvalg, for at folk kan lære hinanden at kende og for at tilrettelægge den videre strategi.''
De første uddannede sygeplejersker i Sydafrika var ordenssøstre under den anglikanske kirke. Det kom til at præge sygeplejen mange år fremover. Lydighed og fromhed gik hånd i hånd med en forestilling om, at kun ''virkelige damer,'' det vil sige britiske overklassekvinder, kunne være sygeplejeledere.
I tiden op til Anden Verdenskrig var langt de fleste af de uddannede sygeplejersker født i Sydafrika og kom enten fra landet eller arbejderklassen i byerne. Der var tale om kvinder med afrikaanerbaggrund, det vil sige hvide efterkommere af de hollandske boere og andre europæiske indvandrere. Ikke desto mindre var det stadigvæk sygeplejersker med engelsk baggrund, som dominerede faget.
Afrikanerne selv, Sydafrikas mange sorte etniske grupper, var henvist til hospitaler og sundhedsklinikker, hvor kvinder uden uddannelse plejede patienterne under ledelse af sygeplejersker og læger.
Så sent som omkring 1950 var der kun 800 sorte uddannede sygeplejersker.
De sorte sygeplejersker havde i modsætning til afrikaanerkvinderne høj status i deres lokalsamfund og skal have haft stor betydning for deres landsmænd, selv om de ikke var ret mange.
Senere fik de forskellige racer og etniske grupper en mere lige adgang til uddannelse, men det betød ikke, at diskriminationen ophørte. Selv om sorte sygeplejersker havde samme uddannelse som de hvide sygeplejersker, havde de lavere løn og ringere mulighed for efteruddannelse. Og de velfærdsgoder, de betalte til gennem deres tvunge medlemskab af den daværende sygeplejerskeorganisation, fik de aldrig del i.
Oprindelig var det de sydafrikanske læger, som skulle godkende sygeplejerskeudannelsen og udstede autorisation, men fra 1944 fik sygeplejerskerne med den nye sygeplejerskelov selv mulighed for at tage hånd om deres fag.
South African Nursing Council (SANC) overtog lægernes kontrol med professionens faglige standarder, mens South African Nursing Association (SANA) erstattede den ældre South AfricanTrained Nurses Association (SATNA) som faglig sammenslutning.
I rapporten om sundhedssektoren i præsident Nelson Mandelas sandheds-og forsoningskommission kritiseres South African Nursing Council for racisme.
Rådet havde hvid ledelse og førte registre over hvide, farvede og sorte sygeplejersker. Ifølge en lovrevison fra 1957 kunne farvede og sorte sygeplejersker ikke ansættes i stillinger som overordnede for hvide sygeplejersker.
Som reaktion mod 57-loven indledte de progressive sygeplejersker et samarbejde med kvindeorganisationen Federation of South African Women og Women's League i African National Congress (ANC). Det er blandt andet ud af dette samarbejde, ideen til DENOSA opstod, og den 6. december 1996 var fusionen mellem DENOSA og den gamle faglige sammenslutning SANA en realitet.
Den nye demokratiske sygeplejerskeorganisation har til huse i SANAs gamle flotte hovedkvarter i regeringsbyen Pretoria vis a vis Sydafrikas parlament.
Ikke overraskende hedder det i DENOSAs formålsparagraf:
''DENOSA er en frivillig, selvstændig, non-profit organisation – uafhængig af race og køn. Organisationen er baseret på åbenhed og demokrati.''
Organisationen ledes af sygeplejersker – en valgt formand og tre næstformænd samt en administrerende direktør.
DENOSA har i modsætning til de gamle sygeplejerskeorganisationer SANA og SANC ret til at forhandle løn for sine medlemmer.
Ud over hovedkontoret i Pretoria har organisationen kontorer i Sydafrikas ni provinser. Hver provins har sin egen lokale bestyrelse. Hovedbestyrelsen består af 18 medlemmer med repræsentanter fra de ni provinser.
Nøgleord: Democratic Nursing Organisation of South Africa, Sydafrika.
Billedtekster
Sydafrikas nye demokratiske sygeplejerskeorganisation DENOSA har overtaget den tidligere sygeplejerskeorganisation SANAs flotte hovedkvarter i regeringsbyen Pretoria.Det er ikke nogen let sag at indføre demokrati hverken i Sydafrika generelt eller blandt landets mange tusinde sygeplejersker. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, selv om viljen er den allerbedste.Vuyokazi Gumede: ''Tidligere blev beslutningerne taget hen over hovedet på os. Nu arbejder vi til fælles bedste.''Tony Diesel: ''Vi får også meget uden for klasseværelset.''