Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Synspunkt: Arbejdsuge på 93 timer

En sygeplejestuderende har oplevet en arbejdsuge på 93 timer på grund af erhvervsarbejde og praktik samtidig. Hun efterlyser reaktioner i debatten om praktik fra uddannede sygeplejersker.

Sygeplejersken 1999 nr. 6, s. 21

Af:

Anne Mette Frank, sygeplejestuderende

løbet af de seneste måneder har der i Sygeplejersken været skrevet en del om de sygeplejestuderendes vilkår i praktikken. Disse indlæg er nødvendige, og jeg hilser dem velkommen.

Ikke desto mindre savner jeg reaktioner i Sygeplejersken fra sygeplejersker, der har de sygeplejestuderende tæt inde på livet på afdelingerne. De sidder blandt andet inde med en viden om eller en fornemmelse for, hvilke kundskaber de mener, der er gået tabt, og hvilke der er vundet ved den nye sygeplejeuddannelse. Det ville være spændende at læse om deres syn på de sygeplejestuderende og uddannelsen.

Det er sjældent, at sygeplejersker skriver om sygeplejestuderende. Dog husker jeg et synspunkt i Sygeplejersken 50/98. Næstformand i Hovedstadens Amtskreds Michael Juhl fremfører en appel til afdelingslederne. Han opfordrer afdelingslederne til ikke at misbruge de sygeplejestuderende som billig/gratis arbejdskraft i helligdagene omkring jul og nytår.

De afdelingsledere, der ikke har efterkommet denne opfordring, håber jeg sidder tilbage med en flov smag i munden. Michael Juhls utvetydige synspunkt var et fint initiativ.

En anden artikel, jeg husker, går længere tid tilbage. Tre sygeplejersker var sat stævne for at diskutere den nye uddannelse versus den tidligere. Én af sygeplejerskerne gav udtryk for sin utilfredshed med de sygeplejestuderendes manglende fleksibilitet. Hun mente, at det var udtryk for manglende fleksibilitet, når de sygeplejestuderende aldrig tilbød at blive på afdelingen efter arbejdstids ophør, når der skete noget særligt på afdelingen. Hvad dette særlige var, stod i artiklen hen i det uvisse. Manglende fleksibilitet? Nej! Behov for at betale sine regninger? Ja! Ved elevlønnens ophør blev de sygeplejestuderende simpelthen pisket til at have erhvervsarbejde ved siden af uddannelsen.

Sygeplejeuddannelsen varer 45 måneder, hvoraf de 20 er praktik. I de 37 måneder, altså langt størstedelen, er de sygeplejestuderende på Statens Uddannelsesstøtte (SU). SU beløber sig til den svimlende sum af 3.600 kroner før skat. En sygeplejestuderende i praktik opretholder således en timeløn på cirka 24 kroner før skat. Dette beløb må siges at være symbolsk i forhold til arbejdsværdien. Arbejdet består jo ikke i at fremstille bøjler og klemmer i et beskyttet værksted. Ved siden af sin SU kan man optage studielån, hvilket er på omtrent 2.000 kroner månedligt. Tager en sygeplejestuderende studielån ved siden af sin SU uddannelsen igennem, står vedkommende med en gæld på cirka 74.000 kroner plus renter som færdiguddannet sygeplejerske. Fæle fremtidsudsigter sat i relation til startlønnen.

I løbet af praktikken i 7. og 8. semester modtager de sygeplejestuderende et vederlag på henimod 10.000 kroner om måneden før skat. Dette svarer til en timeløn på cirka 67 kroner før skat, hvilket er acceptabelt. Til sammenligning får jeg 95 kroner i timen før skat på mit arbejde ved siden af studiet som ufaglært sygehjælper på et plejehjem. Hertil kommer naturligvis aften- og nattillæg samt søndags- og helligdagsbetaling, hvilket de sygeplejestuderende ikke er sikret.

I de første to år af sygeplejestudiet havde jeg fast aftenvagt hver anden uge på et plejehjem. I de uger jeg arbejdede og var i praktik samtidig, betød dette en arbejdsuge på 93 timer. Jeg kender ingen sygeplejestuderende, der ikke ser sig nødsaget til at supplere med erhvervsarbejde. Det er hårdt mentalt og fysisk. Men således er realiteterne for de fleste sygeplejestuderende i dag. Sygeplejersker må gerne have disse forhold in mente, når de på den ene eller anden måde beskæftiger sig med sygeplejestuderende.

Et stort fremskridt er dog, at de studerende på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S har fået en ugentlig studiedag i praktikken. Dette er indført med virkning fra 1. januar 1999.

Jeg vil se frem til at læse indlæg om sygeplejerskers opfattelse af uddannelsen, de sygeplejestuderende og om deres erfaringer med disse. En frugtbar debat forudsætter deltagelse af alle involverede parter.

Anne Mette Frank er 7.-semester-sygeplejestuderende ved Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S.