Boganmeldelse

En psykotisk kvindes indre rejse

Margaret Aagaard

Vejen til et jeg

Oversat fra norsk af Charlotte Pietsch
København: Munksgaard 1998
206 sider, 168 kroner

Margaret Aagaard har skrevet en medrivende, indtryksfuld og meget fin bog om sin psykotiske tilstand, der startede, da hun var 33 år. Hun er født i England i 1942, men som voksen har hun boet mere end 30 år i Norge, hvor hun er gift og har to børn.

I 1976 begyndte hun at gå i psykoterapi hos den norske professor i psykiatri Alv A. Dahl. Vi følger hende gennem 13 års samtalebehandling, der til tider opleves ligeså smertefuld for hende som den psykotiske tilstand. Et par gange i årenes løb må hun indlægges på psykiatrisk afdeling, og i kortvarige perioder får hun beroligende medicin.

Alv A. Dahl skriver i efterordet, at hverken medikamenter eller korttidsbehandling ville have ført til målet, nemlig at Margaret Aagaard langsomt kommer gennem psykosen tilbage til livet og får opbygget et 'jeg'. Hans behandling byggede konsekvent på den teori, at det er de indre billeder (objektrelationerne) af forældre, søskende, terapeut og patienten selv, der skal bearbejdes.

Forfatteren fortæller gribende og bevægende i et enkelt og smukt sprog om sit indre kaos, angsten og anspændtheden og om kampen mod en eller anden vældig magt, der konstant prøver at tilintetgøre hende. Samtidig lykkes det hende som regel at virke ganske rolig udadtil. Hun passer for det meste sit hjem og noget kontorarbejde, og det er kun hendes mand og terapeuten og til en vis grad hendes børn, der ved, hvor alvorligt syg hun er.

Psykosen lå latent fra barndommen med en psykisk syg mors hårrejsende afvisninger. I noter fra marts 1978 skriver forfatteren: ''Mor sad i sofaen og læste avis. Den lille pige betragtede hende en tid, før hun listede sig over det tæppebelagte gulv og satte sig yderst på kanten af den brune lædersofa. Mor sænkede avisen, så vredt på hende over læsebrillerne og sagde: ''Har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil have, at du sidder ved siden af mig i sofaen? Gå hen og sæt dig på stolen derhenne. Jeg vil ikke have, du sidder ved siden af mig. Flyt dig. Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Flyt dig...'' Den lille pige gik hen til lænestolen ved vinduet...''

Margaret Aagaards familie benægtede, at moderen var psykisk syg, også selv om hun havde klare forfølgelsesforestillinger. Dagligt boltede moderen vinduer og døre fast og 'sikrede huset' ved hjælp af langskaftede koste og spader. En stor del af samtaleterapien bestod derfor i at nærme sig forfatterens forhold til moderen og hjælpe hende til at erkende det umådeligt smertefulde, at moderen var alvorligt psykisk syg. Når Alv A. Dahl forsigtigt, men vedholdende holdt fast i dette, blev stemmerne i Margaret Aagaard stærkt truende og kommanderende: ''Hold mund, ellers bliver du kvalt. Hør intet ondt, sig intet ondt, og sig aldrig en løgn. Hvis du åbner munden, kommer du til at fortryde det, min pige. Ingen må få noget at vide...''

Men ikke alene var det svært og fyldt med skyldfølelse for Margaret Aagaard at acceptere moderens sygdom. Hun benægtede også i lang tid selv at være psykisk syg. Langsomt gennem ugentlige og til sidst tre timers ugentlig samtalebehandling forstod og accepterede hun, at hun var alvorligt syg. Med en umådelig kampvilje til at arbejde med sig selv og en stædig udholdenhed kommer hun ud af en tilstand af uvirkelighed og begynder at opbygge et nyt liv i den virkelige verden. Hun ved nu, at hun altid vil være sårbar, men hun ved også, hvordan hun skal leve med det.

Det er en stærk bog. Ikke alene får læseren mulighed for at følge forfatterens indre rejse, men læseren får også et indblik i, hvordan en erfaren og trænet terapeut arbejder. Pålidelig i enhver aftale, nærværende i samtalerne, forsigtig, men vedvarende konkret og direkte i sine spørgsmål og udsagn og ikke mindst er han ikke neutral.

Beretningen om 'Vejen til et jeg' giver indsigt i, hvordan et menneske med alvorlige psykiske problemer føler og tænker, og hvor intens en medmenneskelig proces systematisk samtalebehandling er. Som Alv A. Dahl skriver: ''De, der er forskånet for sådanne lidelser, kan få en smertelig stærk fornemmelse af deres styrke og omfang.''

Af Helle Ploug Hansen, antropolog og sygeplejerske. Lektor på Institut for Kandidat- og ph.d. uddannelse, Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet