Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Uniformsetikette

Sygeplejersker kan vælge at fremhæve særlige fortrin gennem raffineret brug af tilbehør til uniformen. Det er der skrevet en del om i disse spalter. Men den modsatte kategori findes også. Sygeplejersker, der klæder sig som posedamer.

Sygeplejersken 1999 nr. 8, s. 23

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Når man har sat sig op i et fly, sker der det samme hver gang, om flyet kommer fra Danmark, Korea eller Canada. Når det er i luften, træder en nydelig stewardesse frem i midtergangen og forklarer ved hjælp af velindøvede fagter, hvad passageren forventes at gøre, hvis kabinetrykket falder, og man har brug for ilt, eller hvor man i heldigste fald kan finde en redningsvest, hvis man har overlevet et styrt i Stillehavet. Forevisningen afsluttes altid med, at samtlige nødudgange udpeges.

Flysikkerhed er en god ting, men det er ikke det, der er mit ærinde. Derimod en slet skjult misundelse over så nydeligt alle stewardesser repræsenterer deres flyselskab. Chikke, tørklæder, (skødesløst ser det ud, men det tager sikkert en halv time at få det anbragt) velholdte, rene uniformer, nydelige strømper og velpolerede sko.

Slæbebåde

Misundelsen skyldes selvfølgelig, at en del sygeplejersker, uvist af hvilken grund, har valgt at ligne nogle, der hader deres arbejde eller vikarierer som posedamer.

Skoene ligner for længst udtjente slæbebåde, oven over dem sidder et par lange patientherreunderbukser og kører rundt om benene, herefter følger en plettet uniform og en patientskjorte i størrelse XL.

Førstehåndsindtrykket er græsseligt. Og hvad så, vil den kritiske læser måske spørge, kan det ikke være lige meget? Nej, det kan det ikke, sygeplejersker repræsenterer ikke kun sig selv, men også et system, som i forvejen har mange problemer at slås med, så troværdigheden skal ikke svækkes yderligere, ved at patienten bliver usikker på, om det er en meget dårlig medpatient, han står over for, eller om sygeplejersken virkelig er den, hun giver sig ud for.

Hvis den samme sygeplejerske praktiserer zoneterapi i sin kælder, må hun for min skyld se ud, som hun vil, men faktisk er jeg sikker på, at så er hun nydelig, for ellers kan hun ikke tjene penge, kunderne bliver væk, hvis hendes fremtoning er alt for mystisk.

Argumentationen for den forhutlede fremtoning er somme tider, at sygeplejersker gerne vil have nogle andre uniformer, buksedragter, bomuld og så videre. Det kan jeg bestemt godt forstå, men den kamp vindes ikke ved tavs protest i herreunderbukser.

Bukser og bluser

En del steder er der tilkommet nogle pænere jakker som tilbehør til de kølige uniformer, fordi personalet har bedt om det, og i hjemmeplejen har bukser og bluser for længst afløst kitler og bare knæ.

Indtil man frit kan vælge mellem bukser, jakker og kitler i ordentlige materialer, må det være en leders opgave at diskutere uniforms-etikette med personalet og at afstikke og håndhæve nogle regler, der giver patienterne en minimal chance for at se, hvem de taler med.

Hvorfor ikke holde fast i, at navneskilt og profession skal kunne aflæses uden problemer, og at emblemet skal kunne ses, hvis der er et.

I andre lande er der stadigvæk tydelige distinktioner på uniformerne, eller også har disse forskellige farver for at tydeliggøre, hvilken uddannelse personen har, og hvilket niveau hun arbejder på. I Danmark er alle katte grå og alt sundhedspersonale hvidt, så den eneste mulighed, en patient har for at identificere det personalemedlem, han er i gang med at betro sin livshistorie, er et hastigt kig på navneskiltet.

Vigtigt signal

Sådan set må det også være i sygeplejerskers egen interesse at se appetitlige ud og at demonstrere en vis viden om hygiejne. Eller som der står i et sæt uniformsretningslinier, jeg sidder med: En korrekt båret, ren uniform styrker tilliden til din kompetence og professionelle adfærd.

Det professionelle look indbefatter hverken elevatorsko eller 12 raslende armringe. En helt anden diskussion er, om det kan indbefatte x antal ringe i kind og næse.

I bund og grund handler det om signaler. Det har sygeplejestuderende ikke spor besvær med at forstå, når diskussionen åbnes første gang, de møder til kliniske øvelser med langærmede bluser under uniformen, mudrede støvler, ringe på syv fingre og håret slået ud, så det ligner en reklame fra en planteskole. Selvfølgelig ikke allesammen, men fire ud af ti.

Kaptajnens blå bukser

Når studerende på første semester accepterer argumenterne for, at den fremtoning ikke går an, så tror jeg også, sygeplejersker er modtagelige.

Oversat til luftsprog: Flyselskaberne ville ikke tolerere slendrian i påklædningen, så man skal nok ikke inden for en overskuelig fremtid forvente at se en stewardesse iført kaptajnens noble blå bukser under kjolen, fordi hun ikke kan holde varmen.

Og hvis man fik øje på sådan en skabning, kunne det være, man fik travlt med at skynde sig fra borde igen. Den mulighed er de færreste patienter forundt.