Faglig kommentar: Røret

Tanken om at skulle ind i røret igen var ved at slå fru Larsen fuldstændig ud. Fru Larsens stemme sitrede panisk, når hun omtalte sine oplevelser i røret, og nedtællingen, til hun skulle derind igen, var begyndt.

''Det er det værste, jeg nogen sinde har prøvet. Jeg klarer det altså ikke en gang til.''

Fru Larsen havde været i magnetscanneren få uger efter, at hun var blevet ramt af en hjerneblødning. Når fru Larsen henviste til røret, var det MR-scanneren, hun omtalte, og det var netop oplevelsen af at ligge inde i et rør, der var så pinefuld for hende, der havde tendens til klaustrofobi.

Fru Larsen var indlagt på en neurokirurgisk afdeling første gang, hun skulle scannes. Hun var ankommet fra lokalsygehuset om morgenen og vidste ikke meget om, hvad der skulle foregå. Det gjorde man tilsyneladende heller ikke på sengeafdelingen.

Sygeplejersken, der tog imod fru Larsen, troede først, at fru Larsen skulle være fastende. Siden måtte hun ud og støve en læge op for at få en ordination på diazepam, skønt der lå en standardinstruks på afdelingen. En medpatient fortalte fru Larsen, hvad hun skulle igennem. Han havde selv prøvet det fem gange og regnede ikke undersøgelsen for noget.

''Det hjælper at ligge og tælle inde i scanneren, for så har man en vis idé om, hvor lang tid der er gået,'' fortalte han.

Alene og forladt

Fru Larsen var godt døsig, da hun blev kørt ned til MR-scanneren, men hun nåede dog at blive kvikket lidt op, da hun blev bedt om selv at gå over og lægge sig på lejet. Hun fik nu at vide, at hun skulle have hovedet spændt fast og ligge helt stille, når hun var skubbet ind i scanneren.

Hun fik også at vide, at der ville komme nogle bankelyde, men at det i øvrigt ikke gjorde ondt, og at hun havde mulighed for at komme i kontakt med personalet, hvis hun trykkede på en ballon, som hun fik med ind i røret. Det var alt sammen sandt nok, men det kunne overhovedet ikke dæmpe den skræk, der greb fru Larsen under undersøgelsen.

''Jeg opdagede pludselig, at alle havde forladt rummet, hvor scanneren stod, og jeg var helt alene. Og så kom bankelydende, og de blev ved i mange minutter og var modbydelige. Efter en pause begyndte de uden varsel igen, og jeg anede intet om, hvor længe det ville vare. Jeg prøvede at tælle, men det betød kun, at jeg så kunne regne ud, at jeg havde ligget meget længere tid i scanneren, end jeg havde fået at vide, og så begyndte klaustrofobien at blive så voldsom, at jeg måtte give signal om at få hjælp.''

Tre måneder i forventning om, at hun skulle igennem det samme mindst en gang til, var ved at slå fru Larsen helt ud. Dagen oprandt, og fru Larsen måtte afsted, denne gang til en ambulant scanning.

En aftale om guidning

Samme sygehus. Samme afdeling. Samme scanner. Samme patient. Og dog. Det akutte var overstået, og fru Larsen var i god fremgang efter sin hjerneblødning. Måske derfor føltes undersøgelsen ikke så slem. Modsat kan man så indvende, at fru Larsen havde nogle ubehagelige og skræmmende erfaringer med undersøgelsen. Men der var alligevel en forskel på, hvordan der blev taget vare om fru Larsen første og anden gang.

Fru Larsen havde taget en veninde med, som fik lov at opholde sig inde ved scanneren, hvor hun en gang imellem lagde en hånd på fru Larsens fod, så hun kunne mærke, at hun ikke var alene. Fru Larsen havde bedt radiografen, der tog sig af undersøgelsen, om at guide sig igennem den, så hun ikke kom ud for ubehagelige overraskelser.

''Jeg kunne mærke, at der hele tiden sad en ved kontrolbordet og passede på mig. Hendes stemme lød jævnligt i samtaleapparatet, og jeg fik at vide, hvornår bankelydene begyndte, og hvor længe de ville vare. Jeg fik også hele tiden at vide, hvor lang tid, der var igen af undersøgelsen. Det var en helt anden oplevelse, og jeg nåede slet ikke at blive bange, før det hele var forbi.''

Lokalavis gav svaret

Så lidt kan gøre en forskel. En pårørende som ledsager og en aftale om at guide patienten gennem forløbet, så hun hele tiden var forhåndsorienteret og aldrig følte sig alene.

Fru Larsen har siden undret sig over, at det var medpatienter, som gav den mest relevante information. De, der havde mærket det på egen krop, kunne fortælle hende om teknikker, der kunne gøre opholdet i røret mindre belastende.

Før scanning nummer to havde en anden medpatient for eksempel fortalt, hvordan hun fik tiden til at gå ved at ligge og planlægge en middag for nogle venner. Ved at koncentrere sig om noget positivt og prøve at holde styr på indkøb og tilberedning af en bedre middag i fantasien gik tiden hurtigt. Samme teknik hjalp også fru Larsen.

Fru Larsen undrede sig også over, at der skulle gå flere måneder, før hun fik forklaret, hvordan en MR-scanner virker, og hvad den kan bruges til. Det måtte hun læse sig til i sin lokalavis, hvor en journalist havde skrevet en spalte om magnetisk resonans-scanning.