Iltbehandling - effekt og ubehag ved brug af to typer katetre

Indledning

Efter universel anæstesi er det veldokumenteret, at der kan opstå postoperativ hypoksi, hvis der ikke bliver givet ilttilskud (1,2,3). Selvom man postoperativt tilfører patienterne fugtet ilt, fortæller mange patienter om et stærkt ubehag ved den postoperative iltbehandling. Fugtningen af ilten foregår ved, at ilten ledes gennem et koldtvandsfugtersystem (Kendall Boblefugter) og tilføres patienten gennem et næsekateter med skumgummisvamp placeret i det ene næsebor. Ubehaget viser sig hos de sovende patienter ved, at de gentagne gange fjerner iltkateteret med deraf følgende risiko for postoperativ hypoksi. De vågne patienter klager ofte over, at næsen klør, bliver tør eller øm, at de føler, at næsen stopper til, at det lugter grimt, øjnene løber i vand, eller at de føler trang til at nyse, hvilket kan føre til ekstra smertepåvirkning fra operationsar. En grund hertil kunne være iltkateteret med skumgummisvamp. En række opvågningsafdelinger landet over er begyndt at anvende det noget dyrere binasalkateter til iltbehandling i den postoperative fase, da dette kateter skulle være mere behageligt for patienterne (4). Ved litteraturgennemgang er der ikke fundet nogle undersøgelser, som kunne dokumentere denne formodning. Derimod er der fundet flere sammenlignende undersøgelser af næsekateter i forhold

Side 43 

til ansigtsmaske, som viser en patientpræference for iltkatetret (5,6). En anden undersøgelse viser mindre ubehag ved brug af fugtet end ved ufugtet ilt gennem binasalkateteret (7).

I opvågningsafsnittet er det sygeplejerskens ansvar og opgave, i relation til den postoperative iltbehandling, at begrænse patientens følelse af ubehag samt løbende at sikre patienten en tilfredsstillende iltforsyning.

Formålet med undersøgelsen var således at sammenligne to metoder til postoperativ iltbehandling, nemlig nasalkateter med skumgummisvamp og binasalkateter, dels med henblik på følelse af ubehag og dels med henblik på effekt af iltbehandlingen.

Materiale og metoder

Undersøgelsen blev designet som en konsekutiv, prospektiv, randomiseret ikke-blindet undersøgelse, hvor 71 patienter blev randomiseret til to grupper, som behandledes med hver sin iltkatetertype, nemlig enten iltkateter med skumgummisvamp eller binasalkateter. Randomiseringen blev foretaget, inden undersøgelsen blev påbegyndt, og der anvendtes lukkede kuverter med fortløbende numre.

Under forudsætning af, at der skal påvises mindst 40 pct. forskel på de to behandlingsprincipper med 2 α = 5 pct. (testens signifikansniveau) og β = 10 pct. (testens styrke = 100 minus β = 90 pct.), skal der indgå 35 patienter i hver gruppe.

Inkluderet i undersøgelsen blev kvindelige og mandlige patienter mellem 20 og 50 år, som var henvist til mindre kirurgiske indgreb. Patienterne måtte ikke lide af hjerte- eller lungesygdomme. Behandlingen skulle foregå i universel anæstesi og med en forventet anæstesivarighed af højst tre timer.

Følgende operationstyper blev inkluderet i undersøgelsen:

Korsbåndsrekonstruktion, reposition af fraktur, fjernelse af osteosyntesemateriale, hysterektomi, hysteroskopi, variceoperation og hernieoperation.

Ekskluderet i undersøgelsen blev patienter med behandlingskrævende hjerte og/eller lungesygdom, allergi over for plastik eller overvægt. Ekskluderet under undersøgelsen blev patienter med vedvarende perioperative iltningsproblemer (iltmætning < 0,90), med fald i systolisk blodtryk til 70 pct. af det habituelle eller derunder og patienter, som havde været i anæstesi i mere end tre timer.

Iltmætningen blev målt med pulsoximetri (S02 0,93-0,98). Målingerne blev foretaget ved ankomsten til opvågningsstuen samt efter 15, 30, 45 og 60 minutter. Alle data vedrørende iltmætning blev skrevet ned på særlige skemaer.

Registrering af ubehag blev foretaget dels ved observation og dels ved spørgsmål med efterfølgende nedskrivning på afkrydsningsskemaer, som indeholdt følgende kategorier af ubehag:

Nysen, tørhed i næsen, lugtgener, tåreflod, smerter i næsen, kløe i næsen, hovedpine, fornemmelse af tilstopning i næsen, andet. Desuden blev det registreret, hvor mange gange patienterne forsøgte at fjerne iltkateteret, dvs. fysisk fjernede kateteret fra næsen. Registreringen blev foretaget af plejepersonalet og foregik dels ud fra patientens spontane ytringer, dels efter en times behandling med iltkateter samt ved behandlingens afslutning, dvs. når patienten blev flyttet tilbage til stamafdelingen. Patienterne blev ved afslutningen spurgt, om de havde haft nogle af ovennævnte former for ubehag. Endvidere blev patienterne spurgt, om de var rygere eller ikke-rygere. Plejepersonalet, der spurgte patienten, registrerede svaret ved afkrydsning på et skema (figur 1).

Sammenligning af grupperne med henblik på iltmætning blev foretaget med Mann Whitney's test svarende til de fem måletidspunkter. Sammenligning af grupperne med henblik på hyppigheden af ubehagsreaktionen blev foretaget med en x2-test (8).

Patienter, der opfyldte inklusionskriterierne, blev kontaktet inden operationsdagen.

Patientbehandlingen med de to typer af iltkatetre

Side 44 

indebar ikke nogen risiko for patienterne, idet disse sikredes en sufficient iltbehandling med begge typer af katetre.

Resultater

Alle patienter, der svarede til inklusionskriterierne i undersøgelsensperioden, indgik. Af de 71 patienter, som primært indgik i undersøgelsen, udgik én. Begrundelsen herfor var perioperative kredsløbsproblemer. De resterende 70 patienter, mænd og kvinder, med en gennemsnitsalder på 30 år, spændende fra 20-50 år, fik foretaget følgende kirurgiske behandlinger: Korsbåndsrekonstruktion, frakturreposition, fjernelse af osteosyntesemateriale, hysterektomi, hysteroskopi og variceoperation. Randomiseringen medførte, at 40 patienter blev behandlet med kateter med skumgummisvamp og 30 med binasal iltkateter. Der var en ligelig fordeling med hensyn til alder, køn og operationskategorier i de to grupper. Antallet af rygere var ens i de to grupper. Fordelingen var således, at 18 ud af 40 patienter var rygere i gruppen behandlet med skumgummisvamp, hvilket svarer til 45 pct. I gruppen behandlet med binasalkateter var der 14 ud af 30, der var rygere, hvilket svarer til 47 pct. Randomiseringen har således, som ventet, medført, at der var lige mange rygere i begge grupper.

Den gennemsnitlige iltmætning hos patienter med skumgummikateter og binasalkateter var ikke signifikant forskellig på nogle af observationstidspunkterne (Figur 1). Der var dog en tendens til lidt lavere iltmætning hos patienter med skumgummikateter.

Fornemmelse af tørhed i næsen og af tilstopning af næsen var signifikant (P<0.05) hyppigere ved anvendelse af kateter med skumgummisvamp end ved binasalkateter ved behandlingens afslutning (Figur 2), men ikke efter en time. Der var ingen signifikant forskel i hyppigheden af ubehagsreaktioner i form af nysen, lugtgener, tåreflåd, smerter i næsen og hovedpine, hverken efter en time eller ved behandlingens afslutning mellem de to behandlingsgrupper (Figur 2).

Ved behandlingen med iltkateter med skumgummisvamp blev der registreret ubehagsreaktioner hos 22 af de 40 patienter (55 procent) mod 9 af de 30 patienter behandlet med binasalkateter (30 procent), en forskel, som var signifikant (P< 0.05).

I observationsperioden blev der registreret 23 forsøg på fjernelse af kateteret med skumgummisvamp, men kun 3 forsøg på fjernelse af binasalkateteret.

* = P ≤ 0.05

Patienter med ubehag i form af nysen, tørhed, lugtgener, tåreflod, smerter, kløe, hovedpine, tilstoppet næse og andet efter en time samt ved afslutning af behandlingen med iltkateter med skumgummisvamp eller binasal kateter, angivet i absolutte tal (n) og i procent.

Diskussion

Undersøgelsen har vist, at antallet af ubehagsreaktioner er større hos patienter, der efter operation behandles med iltkateter med skumgummisvamp end hos patienter, der behandles med binasalkateter. De væsentligste bivirkninger ved behandling med iltkateter med skumgummisvamp var fornemmelse af tørhed i næsen og tilstopning af næsen.

Der fandtes i undersøgelsen ingen signifikant forskel i iltmætning hos patienterne i de to grupper. Gennemsnitsmætningen var dog lidt lavere for patienterne i gruppen med skumgummikateter på alle undersøgelsestidspunkter, måske fordi patienterne meget ofte fjernede eller forsøgte at fjerne iltkateteret, når de behandledes med kateter med skumgummisvamp, hvilket ikke var tilfældet, når der anvendtes binasalkateter. Under registreringen af kategorien ''andet'' anførtes kvalme. Denne registrering må tages med forbehold, idet dette ubehag ikke udelukkende kan tilskrives ubehag fra iltkateteret, men måske kan skyldes mange andre ting, som eksempelvis påvirkning af anæstesimidler, luften på opvågningsafdelingen, nervøsitet m.m.

Denne undersøgelse er den første, der direkte har sammenlignet hyppigheden af ubehagsreaktioner ved anvendelse af iltkatetre med skumgummisvamp og ved anvendelse af binasalkateter i forbindelse med postoperativ iltbehandling.

Det kan konkluderes, at begge behandlingsmetoder er effektive, når det gælder en sufficient iltbehandling, men at iltkateter med skumgummisvamp giver anledning til flere ubehagsreaktioner hos patienterne end behandling med binasalkateter. Sygeplejemæssigt kan undersøgelsen være med til at skærpe opmærksomheden på, hvilken katetertype der anvendes i iltbehandlingen, og samtidig være med til at argumentere for, at det mere behagelige binasale iltkateter anvendes frem for et kateter med skumgummisvamp. I undersøgelsen var patienterne forholdsvis yngre og indlagt til mindre kirurgiske indgreb og fik derfor en ret kortvarig iltbehandling. Ved længerevarende iltbehandling må opmærksomheden mod anvendelse af katetertype skærpes yderligere med henblik på at undgå de ubehagelige bivirkninger, som et kateter med skumgummisvamp kan forårsage. Bivirkningerne kan meget vel være med til, at patienten kan få en mere negativ oplevelse i forbindelse med deres sygdom eller af hospitalsopholdet og iltbehandlingen end nødvendigt.

Litteratur

1. Chiolero R, Revelly JP, Ravussin P. Early postoperative hypoxia. Agressologie 1992; 33: 32-4.
2. Hoffman C, Nakamoto D, Okal R, Clohesy JM. Effect of transport time and Fi02 on Sp02 during transport from the OR to the PACU. Nurse Anaesth 1991; 2: 119-25.
3. Brown LT, Purcell GJ, Traugott FM. Hypoxaemia during postoperative recovery using continuos pulse oximetry. Anaesth Intensive Care 1990; 39: 235-243.
4. Jensen AG, Corydon L, Pedersen B. Bedre forebyggelse af iltmangel hos nyopererede. Sygeplejersken 1992; 31: 4-7.
5. Nolan KK, Winyard JA, Goldhill DR. Comparison of nasal cannulae with face mask for oxygen administration to postoperative patients. Br J Anaesth 1993; 70, 440-2.
6. Amar D, Brodman LE, Winikoff SA, Hollinger I. An alternative oxygen delivery system for infants and children in the post-anaesthesia care unit. Can JAnaesth. 1991; 38: 49-53.
7. Andersen SS, Hansen L, Bøggild NB, Kummerfeldt I. En sammenligning af patientkomforten ved brug af tør kontra fugtet nasal ilttilskud. Centralsygehuset i Esbjerg ­ Anæstesiologisk Afdeling, marts 1993.
8. Armitage P, Berry G. Statistical Methods in Medical Reasearch, third edition. Oxford: Blackwell Scientific Publications; 1994.

Projektet har modtaget økonomisk støtte fra Forskningsinitiativet ved Århus Universitetshospital samt fra Dansk Sygeplejeråd. Projektet er godkendt af den regionale videnskabsetiske komite.

​​