Faglig kommentar: Så er det fredag igen

Gadonk,'' sagde det ned i postkassen, og der lå hun. Sygeplejersken nummer 13. Der var igen gået en uge, og forrige nummer af bladet lå øverst i den 70 cm høje stak i kosteskabet. Gemt til læsning, når man engang fik influenza. Ikke fordi bladet var uinteressant, men at nå at læse det hver uge... og så i fritiden...

Og nu havde der lige været et tillæg om visioner på 16 sider, hvad tænker de på derinde. For ikke at tale om nr. 5. 27 sider om afføring, så interessant kan det vel ikke være. Kollegaen på naboafdelingen sagde også, at det var fuldstændig umuligt at få noget i bladet. Hun havde skrevet en artikel på 22 sider om et studiebesøg i Indianapolis, hvor hun havde været til en konference om prostataspiraler. Artiklen handlede om, hvordan hun var blevet indkvarteret hos en familie lidt uden for Indianapolis, nærmere bestemt i forstaden Little Oaks. Familien havde fire muntre børn, hunden Bill, katten Yoke og syv kaniner. Kollegaen havde beskrevet, hvad menuen havde stået på i de 14 dage, hun havde boet hos familien, og hun havde sendt billetterne med fra de fem museer, hun havde besøgt.

Efter en måned havde hun modtaget et brev, hvor der stod, at artiklen ikke havde nogen faglig relevans. Som hun sagde: ''Bladet er ikke til for medlemmerne. Det er helt tydeligt.''

Afdelingssygeplejersken havde prøvet at sende sin opgave fra Danmarks Sygeplejerskehøjskole ind, 25 sider hvoraf de 20 var citater fra årets pensumliste. Det skulle også skrives om, sagde de derinde. Og studerende har ikke adgang til spalterne. De skal slet ikke forsøge.

Mord på myter

Fagbladet er blevet stort, og det kan virke uoverkommeligt at nå igennem det, inden det næste dukker op, men det skal skimmes, så det bliver muligt at sortere. Det står ikke skrevet nogen steder, at sygeplejersker skal læse hver enkelt side i bladet hver eneste uge. Redaktionen forsøger at mikse bladet, så det indeholder noget for enhver smag. Det burde med andre ord kunne lade sig gøre at finde de 3-4 artikler, som er nødvendig læsning, hvis man skal holde sig fagligt ajour.

Sygeplejersker sender 5-10 manuskripter til redaktionen hver uge, de er på 2-30 sider og meget varierende i indhold og dybde.

De sygeplejefaglige medarbejdere forsøger at svare alle dem, der indsender manuskripter, inden for en måned, både de opfordrede og de uopfordrede. I modsætning til en del andre fagblade udmærker Sygeplejersken sig ved, at en stor del af artiklerne i bladet er skrevet af sygeplejersker, og derfor tager det tid at få produceret en artikel færdig. Det sker kun yderst sjældent, at en artikel bliver sendt til redaktionen og er klar til at blive bragt med det samme. Manuskriptet skal justeres og rettes til efter faglig vejledning, og det tager tid. Herefter bliver alle artikler redigeret af en journalist, og det tager også tid. På andre fagblade kan der i øvrigt godt gå et år eller halvandet, fra en artikel er antaget, til den bliver publiceret.

Send en journalist

I de senere år har det været dejligt at se, at der optræder flere artikler med en klinisk indfaldsvinkel. Det er et hjørne, vi har arbejdet med at styrke, og vi ved, at mange sygeplejersker læser dem. Men der skal også være sygeplejersker til at skrive dem.

Tit og ofte ringer sygeplejersker med spændende projekter og undersøgelser. Det eneste, de siger, er: ''Send en journalist!''

Men klinisk sygepleje kan ikke beskrives af journalister. Hvis sygeplejersker ønsker at være mere synlige og kradse lidt i den offentlige mening, nytter det ikke at lade journalister beskrive faget og fagligheden. Så må man selv bakse med skriveprocessen, så besværlig og utaknemmelig den end måtte forekomme.

Ikke alle kan få Cavling-prisen, men de fleste vil opdage, at den gode gamle med ''øvelse gør mester'' har noget på sig.