Grænsen går ved sokkerne

Mandag den 8. november 1999 

Der var en tydelig anspændt stemning i klassen, da jeg trådte ind i den her til morgen. Jeg vidste på forhånd, hvad det handlede om: Der stod ''personlig hygiejne'' på indgangsårselevernes skema i dag.

De havde set frem til dagen med en blanding af skræk og forventning. Skræk, fordi det er grænseoverskridende for dem at skulle røre så intimt ved hinanden. Forventning, fordi de nu efter første praktikperiode inden for henholdsvis handicapområdet og børneområdet har indset, at viden om personlig hygiejne virkelig er noget, de har brug for.

Der sad de så, de unge piger på 17-18 år og en enkelt dreng, og var rystende nervøse. Nervøse for, om kammeraterne nu om lidt, når de fik bluse og lange bukser af, skulle få øje på en anderledeshed: en plet, en speciel navle eller et skjult ar ­ eller føle afsky for behårede ben, skel i hårbunden eller den sved, der måtte have samlet sig i armhulen på trods af morgenens utvivlsomt ekstra lange brusebad.

Før vi gik til faglokalet, mødtes jeg med eleverne i deres klasseværelse. En elev havde 18-års fødselsdag og fik fødselsdagssangen for fuld udblæsning og albuehamren i bordene. Det tog lidt af trykket.

Lidt mere kry trissede flokken efter mig ned i faglokalet med sengene.

Jeg føler mig i den grad i mit es, når jeg skal undervise i personlig hygiejne. Faget er på en gang dejligt konkret og oplagt relevant. Der er så mange andre fag, hvor det er svært at sige, hvad der har sandhedsværdi, og hvad der er egentlig relevant. Men at lære at udføre personlig hygiejne på andre, at bundskifte en seng og øve sig i at give bækken ­ det er jeg ikke i tvivl om, at disse meget unge elever har brug for at prøve med hinanden i trygge omgivelser, før de står alene

Side 49 

med ansvaret ude i praktikken. Og lige så sikker er jeg på, at de har brug for at mærke på egen krop, hvordan det føles, når andre går tæt på deres egen intimzone. De skal mærke, hvad der føles værdigt, og hvad der i alt fald ikke føles værdigt.

Samtidig er jeg lidt urolig. For får jeg dem nu også til at forstå alvoren bag?

De unge i dag har generelt ikke så megen praktisk erfaring. Mange ved dårligt nok, hvordan man vrider en klud. Vil de synes, at det med hygiejnen da kan være lige meget ­ der findes jo hjælpemidler til så meget? Vil de svages behov opleves fjerne og uden for de unges interessesfære? Vil de være mere optaget af fjant og snak om weekendens fester og film, og bliver den grundlæggende sygepleje taber over for tidens tilbud om så meget andet, der har underholdningsværdi? Vil de synes, at faget er gammeldags, langsommeligt og yt?

I sidste uge havde vi et par optaktstimer til denne dag, hvor eleverne skulle reflektere over, hvordan de selv gerne ville have, at en personlig hjælper skulle være over for dem. Det var som altid dejligt at konstatere, hvor bevidste de i grunden allerede er om, at deres egne behov handler om værdighed, respekt, god kommunikation med evne til at lytte, faglig dygtighed, åbenhed, ærlighed og plads til humor, tillid og tryghed og en god hygiejne hos hjælperen.

Så min uro var jo på forhånd gjort til skamme. Og disse værdier prøvede eleverne virkelig selv at leve op til i dag.

Grænseoverskridende

Først demonstrerede jeg en bundskiftning med en ''patient'' i sengen. Eleverne var målløse over, at det kunne lade sig gøre uden at blotte ''patienten,'' og meget optaget af at skulle prøve det selv. Jeg demonstrerede også bækkengivning, hvilket var meget grænseoverskridende for eleven, som jeg demonstrerede det på, skønt hun lå med cowboybukser og stor sweater. Vi skulle jo snakke om, hvordan bækkenet lå, om hun ville tisse ved siden af, og hvordan man sikrer sig, at lårene er skilt, så det hele ikke løber ovenud. Det skabte fnis i krogene, men samtidig var der seriøse og interesserede øjne overalt. Nogle havde selv prøvet at ligge på sygehus og få bækken i sengen. En havde endda ligget meget længe på sygehus i fladt sengeleje og vidste alt om behovet for hygiejne, hårvask og rent sengetøj. En havde været i praktik i 9. klasse på et plejehjem og set, hvad et bækken og krøllede stiklagner kunne forårsage af mærker på en gammel hud.

Det er guld værd, når elever selv kommer med eksempler. Ikke mindst når man mærker deres indignation over mangelfuld pleje, er der grobund for læring.

Forud for timerne i personlig hygiejne plejer jeg med udgangspunkt i Katie Erikssons bog ''Det lidende menneske'' at undervise eleverne i plejelidelsesbegrebet. Det er forståeligt for alle niveauer på social- og sundhedsskolen, uanset om eleverne går på Niveau 1 eller 2, på opskoling eller som her på indgangsåret. Katie Eriksson siger på sin enkle og klare måde, at hjælperen er uden skyld i borgerens livslidelse og sygdomslidelse, mens lidelsen, der påføres borgeren gennem plejen, altid er den omsorgsgivendes ansvar.

I netop denne indgangsårsklasse har jeg imidlertid valgt at gøre det omvendt: Først lade dem reflektere over egne behov i forbindelse med en personlig hjælper, derpå give dem den praktiske oplevelse og så tage teorien senere.

De unge er så åbne og modtagelige, og jeg føler større og større ydmyghed ­ dels over for den viden, de får gennem mødet med dem, der har brug for deres hjælp, dels over for deres evne til selv at reflektere sig til læringskonklusioner.

Så hellere navlen

Timerne fløj afsted.

Eleverne arbejdede sammen to og to ved sengene og skiftedes til at udføre den personlige hygiejne på hinanden med hårvask, makeup, tandhygiejne, sengetøjsskift og oprydning.

Det morer mig, hvordan det går igen på indgangsårsholdene, at eleverne ikke vil have sokkerne af og have vasket tæer. Dér går deres grænse. Tæer er simpelthen for intime at blotte.

Hvorfor mon?

Har det noget at gøre med den skomode, der har sendt ungerne direkte fra vuggen op i et par kondisko, som de så har svedt sig igennem i stigende størrelser både somre og vintre, hvor eneste virkelige konkurrent de sidste år har været de endnu større militærstøvler og nu hæltunge sko, der om muligt pakker fødderne endnu mere ind? Faktum er, at fødder ikke skal ses og slet ikke røres af andre, så hellere få renset navlen med piercingen i.

Men den fysiske intimitet, som er kendetegnende for ungdomskulturen i dag, vandt over elevernes generthed. De nussede om hinanden og ville hinanden det allerbedste. Lokalet duftede af cremer, mens jeg fortalte om venepumpen og om at tørre og smøre i blodets retning mod hjertet. Og de svedte over sengeredningen og lyttede, når jeg fortalte om glatte lagner og tryksårs-profylakse. De bar demonstrativt det brugte sengetøj i strakt arm ud fra kroppen, efter jeg havde fortalt om infektionsrisikoen og de hygiejniske regler for at undgå at påføre andre infektion.

Snakken kaglede sagte bag skærmene. Svært at nå at blive færdig til tiden. Der var lige noget, man også kunne gøre, og det var jo så hyggeligt.

''Hvad så, når I skal nå at hjælpe fire borgere med personlig hygiejne, inden klokken er 10?'' spurgte jeg.

''Det er noget andet,'' svarede de.

''Hvorfor det?'' spurgte jeg. ''Har borgeren ikke også brug for, at det bliver gjort grundigt?''

''Jo, men til den tid er vi blevet hurtigere.''

''Man kan også springe over noget,'' foreslog en anden.

''Jeg skal heldigvis ikke være sygeplejerske,'' svarede en tredje, ''så jeg kan godt give mig tid.''

I bussen hjem tænkte jeg, at der nok alligevel vil være nogen, der kan pleje mig, når jeg bliver gammel.