Rigt land uden penge

Billede

Side 21 

Imange år har sygeplejersker i Ecuador hørt til en middelklasse, som ikke var rige, bevares, men som dog kunne leve uden de store bekymringer for dagen og vejen.

Eget hus, telefon, sport og fritidsaktiviteter for børnene.

En daglig levestandard, som ikke lå så langt under den europæiske. Måske endda en bil, hvis manden havde et godt job.

Men for øjeblikket gennemlever Ecuador sin værste økonomiske krise, så længe nogen kan huske. Med en inflation på flere hundrede procent i de seneste år er fattigdom ikke længere et problem, som sygeplejersker kun skal forholde sig til hos deres patienter.

For at stoppe inflationen har regeringen planer om at udskifte landets valuta, sucre, med US-dollars. Aviserne har været på indkøb med lommeregneren og kan fortælle, at mad og dagligvarer for en familie på fem medlemmer i dag koster omkring 200 dollars om måneden (ca. 1.500 kr.).

En sygeplejerske tjener mellem 50 og 140 dollars om måneden, afhængig af hvor hun er ansat. Det hænger altså ikke sammen, og som andre dele af middelklassen må sygeplejerskerne hele tiden prøve at finde ting, de kan undvære.

''Man holder op med at købe tøj. Man køber en dårligere shampoo og spiser ikke kød ret tit. Man venter med at sende tøjet til vask, til det er meget snavset,'' svarer sygeplejelærer María Merchan på spørgsmålet, hvordan man klarer sig.

Hendes søn er i gang med en tandbehandling, som kræver et tandlægebesøg en gang om ugen. Nu må han nøjes med at gå hver anden uge. Hun drømte engang om eget hus, men det har hun for længst opgivet.

Rosa Santamaría hører til den generation, som nåede at få eget hus. Men hun har astma og forhøjet blodtryk og overvejer nu, om hun skal lukke sin telefon for at klare de stigende medicinpriser.

Hun har for nogen tid siden fået en indbydelse til at komme og tage en doktorgrad på et canadisk universitet og har fået et stipendium til opholdet. Hun er ikke kommet af sted endnu, for studierne i Canada forudsætter et intensivt engelskkursus, og hun har ingen mulighed for selv at skaffe de 1000 dollars, det vil koste. 

Devaluering åd lønnen

Patricia Maldonado tjener godt efter sygeplejerskeforhold, 147 dollars om måneden.

''Men før, de begyndte at devaluere, var min løn 418 dollars værd,'' siger hun.

Patricia Maldonado er ansat i arbejdsmiljøafdelingen på et stort sygehus under sygekassen Seguridad Social. Som formand for alle sygeplejersker i sygekassen har hun været med til at forhandle betydelige forbedringer hjem i årene 1994-97, både i form af løn og arbejdsmiljøforbedringer.

Den lønfremgang, som har kostet kampe og seje træk ved forhandlingsbordet, er siden nytår forsvundet op i den blå luft. Tryghed i ansættelsen, afspadsering for vagtarbejde

Side 23 

og andre goder er på vej samme sted hen.Regeringen planlægger nemlig en privatisering af Seguridad Social. Regeringen skylder foreløbig sygekassen 850 mio. dollars (ca. 6,5 mia. kr.), og sygekassens sygehuse, som tidligere var meget bedre udrustet, er i dag lige så ringe stillet som statens.

''Sundhedsvæsenets andel af statsbudgettet er skåret fra 10,45 til 3,45 pct.,'' forklarer Patricia Maldonado.

''Det er et krav fra den Internationale Valutafond, som også forlanger privatisering af olien, telefonselskaberne, elektriciteten ­ og Seguridad Social ­ som betingelse for økonomisk hjælp.''

Tvunget af pengemangel har man indført brugerbetaling på sygehusene. Under et besøg på provinshospitalet i Ambato fortæller afdelingssygeplejerske Yolanda Nuñez om en episode samme dag.

En kvinde med en spiral, der havde sat sig fast i livmodervæggen, blev afvist i ambulatoriet, fordi hun ingen penge havde. Så gik Yolanda Nuñez til direktøren, for efter loven har alle krav på gratis behandling.

Men når der vitterlig ikke findes medicin, suturmaterialer m.m. i depoterne, er det umuligt at behandle patienterne, hvis de ikke selv kommer med medicin og materialer. På statens sygehuse står stuerne da også halvtomme. I sygekassen strejker personalet på fjerde måned i protest. 

Håbløs korruption

María Merchan, Rosa Santamaría og Patricia Maldonado taler ikke ret højt om deres bekymringer. Men som mange andre veluddannede ecuadorianere er de vrede og ærgerlige over den uduelighed og korruption, som de oplever hos politikerne.

Ecuador er et land, der er rigt på ressourcer. Der er fisk og skaldyr i havet, bananer og kakao i det vestlige lavland, olie i regnskoven på den anden side af Andesbjergene. Galapagosøerne, regnskoven og vulkanerne trækker turister til. Og det centrale højland har et behageligt klima, der er velegnet til dyrkning af alle slags frugt og landbrugsafgrøder.

Alligevel breder fattigdommen sig. Fra 47 pct. af befolkningen i 1975 til over 70 pct. i dag. Officielt er kun 18 pct. arbejdsløse, men dertil skal man lægge de 54 pct., som er utilstrækkeligt beskæftigede som gadesælgere, sæsonarbejdere osv. Værst står det til i landsbyerne, hvor den indianske del af befolkningen bor.

''Landet har altid været regeret af den samme lille gruppe familier,'' siger Rosa Santamaría. De ejer jorden og eksportvirksomhederne. De ejer også medierne og dermed den politiske magt, som de bruger til at berige sig selv. Et eksempel er de store udlandslån, som blev optaget i 70'erne og 80'erne, og som halvdelen af statsbudgettet i dag går til at betale af på.

''Der blev ganske vist bygget veje, udvidet sygehuse og indført elektricitet på landet,'' siger Rosa Santamaría.

''Men mange af pengene nåede aldrig ud til offentlige formål. De blev brugt på chef- og konsulentlønninger eller direkte svindlet væk.''

''Ecuador er et af de 10 mest korrupte lande i verden,'' mener Patricia Maldonado. Og selv om de ecuadorianske aviser ejes af magthaverne, er de tilbøjelige til at give hende ret.

I ugevis har de f.eks. skrevet om de indefrosne sparepenge. I snart et år har folk været forhindret i at hæve deres indestående, fordi regeringen greb til indefrysning, da 15 banker krakkede sidste forår, og endnu flere var truet. Baggrunden for krakkene: Bankdirektører og aktionærer havde misbrugt deres stillinger til underslæb og tvivlsomme forretningsdispositioner.

Formuer er overført til udlandet, men hidtil er der ikke rejst tiltale mod nogen af de ansvarlige eller taget skridt til at beslaglægge deres ejendomme i Ecuador.

Anklagemyndigheden arbejder dog med sagen og har bl.a. et godt øje til den nuværende finansminister, der dengang var formand for finanstilsynet. Affæren har foreløbig kostet staten en mia. dollars i garantier.

Markedets velsignelser

I efteråret måtte Ecuador meddele sine internationale kreditorer, at staten ikke

Side 24 

længere var i stand til at betale af på gælden. I 70'erne så det ellers godt ud for økonomien, og lånene blev optaget i forventning om store indtægter fra olien, der var opdaget i regnskoven.

Men i 80'erne gik det galt. Oliepriserne faldt, oversvømmelser ødelagde eksportafgrøderne, og i 1987 blev olieproduktionen næsten helt stoppet, da et jordskælv ødelagde 40 km olieledning.

Udlandsgælden blev en skrue uden ende, og i begyndelsen af 90'erne blev Ecuador som så mange andre forgældede lande sat på kur af den Internationale Valutafond:

Den syge økonomi skulle kureres med frihandel og nedskæringer på den offentlige sektor.

Men økonomien er ikke blevet rask af kuren, tværtimod. Rosa Santamaría fortæller om en lille by, Pelileo, i nærheden af hendes hjemstavn. Beboerne havde specialiseret sig i at sy cowboybukser, og for 7-8 år siden var der en systue i hvert andet hus. Nu er de fleste af dem lukket.

I begyndelsen af 90'erne blev der indført frihandel, og cowboybukserne fra Pelileo blev udkonkurreret af de columbianske, der er af bedre kvalitet, eller af brugte blue jeans, der blev importeret fra USA.

''Det frie marked har sine fordele, det giver kvalitet og kompetence. Men som så mange andre underudviklede lande var vi slet ikke klar teknologisk. Nu kan man købe alt i forretningerne, men vi har ikke råd.

Dengang man beskyttede det indre marked, kunne folk arbejde og producere. Der var varer til eksport, og selv om olien var på private hænder, blev der dog så meget til staten, at der blev penge til sundhed og uddannelse. Vi havde måske ikke så meget, men vi havde et bedre liv og der var megen solidaritet i samfundet.''

Side 25 

Et land udvandrer

I modsætning til nabolandene Peru og Colombia har Ecuador aldrig været hærget af guerillabevægelser og politisk terrorisme. Trods fattigdommen på landet har det været et fredeligt og venligt samfund.

Men det er ved at ændre sig, siger Rosa Santamaría. Indianerne forlader deres landsbyer og prøver lykken i byerne, hvor der i forvejen er kolossal arbejdsløshed. Resultatet er vold og kriminalitet.

Folk, der har råd til en flybillet, emigrerer. Alle fly fra Quito er fulde, og i afgangshallen bliver der dagligt taget afsked med tårer og fortvivlelse. Man anslår, at der i dag lever 1,8 mio. ecuadorianere i udlandet, især i Spanien og USA. Ud af en befolkning på omkring 12 mio.

''Fattigdommen vil blive forfærdelig, og for sygeplejerskerne vil det blive hårdt,'' siger Rosa Sanatamaría.

''Patienterne kommer ikke længere på sygehuset, de dør i deres hjem, der er ingen fødselshjælp. . .

Folket et blevet overladt til sig selv pga. den internationale økonomiske politik.''

Clinton sagde nej

Inflation, arbejdsløshed og manglende tiltro til regering og kongres: I januar blev det for meget for den tålmodige befolkning, og indianernes organisationer satte sig i spidsen for omfattende demonstrationer. Indianerne krævede sociale reformer og direkte folkelig deltagelse i landets regering.

Den 21. januar tog en tremandsjunta magten med støtte fra militæret. I juntaen sad formanden for indianerorganisationen CONAIE, en general og en forhenværende højesteretspræsident, der i sin tid blev fjernet pga. sin kamp mod korruptionen.

Men den nye ledelse holdt kun et par timer. USA meddelte, at man ikke ville anerkende juntaen som landets ledelse. Erfaringerne fra Cuba, der i mange år har lidt under USAs handelsblokade, var for skræmmende, og militæret trak sin støtte til juntaen tilbage.

Den hidtidige vicepræsident, forretningsmanden Gustavo Noboa, blev leder af en ny regering, som nu arbejder videre på at redde økonomien efter den velkendte recept: frihandel, ophævelse af arbejdstagernes rettigheder, privatisering og begrænsning af statens forpligtelser.

Indianerorganisationen CONAIE, som stod i spidsen for demonstrationerne i januar, er imidlertid ikke tilfreds. Den har stillet en lang række krav til den nye regering, bl.a. reformer på social- og sundhedsområdet, og kræver nyvalg til kongressen.

''Og hvis det ikke skal gå galt, må regeringen på en eller anden måde komme indianerne i møde,'' siger Rosa Santamaría. Hun er bitter over, at USA endnu en gang har grebet ind til fordel for de gamle magthavere.

For mange sygeplejersker i Ecuador er det indlysende, at den Internationale Valutafond også har et tungt ansvar for den sociale og sundhedsmæssige krise. De håber, at den Internationale Sygeplejerskeorganisation ICN en dag vil tage diskussionen om Valutafondens politik op.

Imens ruster sygeplejerskeorganisationen FEDE sig til at forsvare det offentlige sundhedsvæsen. Man blander sig ikke i partipolitik, men organisationen følger situationen i sundhedsvæsenet meget nøje, siger FEDEs formand María de Lourdes Velasco:

''Som sygeplejersker og kvinder må vi kræve, at staten overholder grundloven. Vi har krav på et sundhedsvæsen baseret på lighed, solidaritet og kvalitet. Ydelserne skal være gratis, for hvis folk skal betale 6 dollars for en røntgenundersøgelse, får de den ikke.''