Synspunkt: Hvor længe skal vi lede?

Sygepleje for sygeplejen eller sygepleje for patienten? Svaret er selvfølgelig indlysende, når der spørges på den måde. Men når det handler om at vælge udviklings- og indsatsområder og at prioritere sin tid, tror jeg desværre, at der er mange, der ikke er helt enige med mig.

Der er fortsat en stærk tendens til, at den enkelte faggruppe fokuserer på sig selv. Det oplever vi med de mange monofaglige kvalitets- og udviklingsprojekter, der sættes i gang.

Et eksempel er den monofaglige indlæggelsessamtale, hvor sygeplejersken gennemgår samtlige punkter i et skema uden at tage hensyn til, hvad patienten tidligere er spurgt om.

Patientens frustrationer over at skulle sige det samme flere gange bliver tilsyneladende negligeret.

Jeg har ofte haft svært ved at finde forståelse for disse synspunkter i min egen faggruppe. Den tilbagevendende påstand har været, at vi er nødt til at finde vores egen identitet, før vi kan manifestere os tværfagligt. Det er derfor nærliggende at spørge : ''Hvor lang tid skal patienten endnu vente på, at vi finder vores identitet?'' Spørgsmålet er vel også, om det overhovedet er måden at finde den på. Er det ikke netop i modspillet med andre, at man finder sin identitet?

Hvis vi kan fremvise resultater, der viser, at vi er med til at gøre en forskel i sundhedsvæsenet, så behøver vi formentlig heller ikke at koncentrere os så meget om at synliggøre faget.

Vel vidende at der også skal være plads til grundforskning, er der desværre stadig langt imellem de udviklings- og forskningsprojekter, som gør en forskel for patienten. På en temadag i Dansk Selskab for Sygeplejeforskning var overskriften: ''Sygeplejeforskning gør en forskel.''

Der var nogle enkelte, der levede op til dette. Sygeplejerske Preben Ulrik Pedersens ernæringsprojekt hørte uden tvivl til denne kategori. Samt et meget inspirerende indlæg, som blev holdt af professor og overlæge Henrik Kehlet, ''Postoperativ sygepleje ­ en tværfaglig udfordring.'' Kehlet fortalte om, hvordan man ved at køre et meget intensivt mobiliserings- og ernæringsprogram efter colonresektion har kunnet reducere indlæggelsesdagene fra 11 til 2-3 dage samt nedsætte det efterfølgende behov for hjemmehjælp. Jeg kender ganske vist kun projektet for omtalen på temadagen, men umiddelbart lyder det som et mønstereksempel på, hvor langt vi kan nå, når vores fokus er patienten, og indsatsen er tværfaglig.

Hvis man ikke i dette projekt havde valgt at have fælles fokus på hele patientsituationen og altså også de områder, som almindeligvis betragtes som sygeplejens selvstændige kompetenceområder, så er der vist ingen tvivl om, at man ikke havde kunnet opnå nær de samme resultater. Kvalitetskravene, og dermed også indikatorerne, tog udgangspunkt i patientsituationen og ikke i monofaglige problemstillinger.

Eksemplet fra Hvidovre er heldigvis ikke enestående. Referenceprogrammet om hoftebrud og projektet om pleje og behandling af skizofrene, som i år vandt kvalitetssikringsprisen, er eksempler på, hvordan vi sammen med andre faggrupper kan være med til at gøre en forskel. Spørgsmålet er derfor, om vi overhovedet kan lave denne kunstige opdeling, hvor vi trækker problemstillinger ud af deres sammenhæng og forsøger at bearbejde dem isoleret.

Når patienten befinder sig i sygehusregi, forventer vi, at både læger og sygeplejersker har et helhedssyn på patienten. Hvordan kan man så samtidig tale om sygeplejeproblemer? Det er patientens behov og problemer, det handler om. Og i relation hertil har de forskellige faggrupper så nogle opgaver af mere eller mindre selvstændig karakter.

Det pudsige er, at der næppe er nogle sygeplejersker og slet ikke ledere, der betvivler værdien af det tværfaglige samarbejde. Men mange vil formentlig sige, at det ene ikke udelukker det andet.

Jeg tror godt, at det ene kan udelukke det andet. Ved f.eks. at fokusere ensidigt på en monofaglige formulering af kvalitetskrav kan der være en betydelig risiko for, at vi overser nogle væsentlige tværfaglige udviklingspotentialer. I en tid med stadig flere opgaver og knappe ressourcer kan vi ikke lukke øjnene for, at en opprioritering af nogle områder automatisk betyder nedprioritering af andre.

Jeg tror ikke, at vi skal være så bange for at blive usynlige i det tværfaglige. Vi vil formentlig opleve, at der også i denne sammenhæng opstår synergi. Dette gavner først og fremmest patienten, men også udviklingen af vores fag.

Jette Ammentorp er oversygeplejerske på børneafdelingen, Kolding Sygehus.