En dag på gastroskopistuen

Billede

Side 51 

Klokken er 7.30, da jeg møder op på min afdeling klædt i en noget forvasket grøn buksedragt og fornuftige sandaler. Afdelingssygeplejersken er allerede mødt, og de tre vaskemaskiner i skyllerummet kører på højtryk med gastro-, duodeno- og koloskoper. Dagens programmer er kontrolleret på computeren på kontoret, og en nyansat kollega er godt i gang med at pakke instrumenter til sterilisation. Mens jeg brygger kaffe og dækker bord til os fire sygeplejersker og afdelingens to sekretærer, tænker jeg endnu en gang på, om det kan være rigtigt, at dagens arbejde kun kan nås, når arbejdet påbegyndes før officiel mødetid.

Vi er så fleksible i vores fag, at det næsten gør ondt ­ alligevel var større fleksibilitet et stort krav fra arbejdsgiverne i forårets overenskomstforhandlinger, som da også medførte konflikt, arbejdsnedlæggelser og enkelte demonstrationer i maj måned.

I dag skal jeg arbejde på gastroskopistuen, hvor de ambulante diagnostiske undersøgelser foregår. Der er syv patienter på programmet. Det er meget passende, tænker jeg, da det er en ny læge, der skal foretage undersøgelserne. Jeg har den nyansatte kollega med på stuen. Hun er allerede godt inde i procedurerne omkring information, observation og håndtering af skoperne, men kræver selvsagt opmærksomhed og vejledning i dagens løb.

Vi gør meget ud af at informere patienterne og være professionelle for at berolige de ofte meget nervøse mennesker, der skal have lavet gastroskopi.

Det er specielt vigtigt i dag, når lægen er mindre øvet. Han har heldigvis en god supervisor i sin kvindelige kollega, som hurtigt tager over, når han har problemer med at passere svælget, loope i ventriklen og passere pylerus. Meget lykkes for lægen, og vi roser og opmuntrer ham. Der er en god stemning på stuen, og patienterne giver udtryk for, at undersøgelsen alligevel ikke var så slem, som de havde frygtet.

Telefonen ringer ­ en patient fra et andet hospital skal udredes, da hun har blødt voldsomt fra mave-tarm-kanalen. Reservelægen beslutter, at undersøgelsen af denne patient pga. blødningsrisikoen ikke skal foretages hos os, men på operationsgangen, hvor der er mulighed for narkoseassistance.

Uegnet for gravide

I pausen taler vi med de to andre sygeplejersker i afdelingen om vores sygeplejestuderende. Hun har været hos os i 3 uger, er gravid, og det har vist sig, at hun reagerer med hudeksem, når hun bruger engangshandsker.

Vores arbejde kræver brug af handsker det meste af dagen, så afdelingen er ikke egnet som uddannelsessted for netop denne studerende.

Afdelingens kliniske vejleder siger, at hun vil kontakte studievejlederen på sygeplejeskolen og fortælle om situationen.

Efter pausen skal en 92-årig dame gastroskoperes. Hun har tabt sig en del i forbindelse med, at hun har passet og plejet en døende ven, men er dog begyndt at tage lidt på igen. Hun er i øvrigt meget frisk og rørig og ser betydeligt yngre ud. Jeg tænker, at kunne jeg være lige så frisk, når bare jeg bliver 70, vil jeg være tilfreds. Hun klarer gastroskopien fint, har kun fået lokalbedøvelse i svælget og må derfor vente med at spise og drikke, til der er gået en time.

Under oprydningen og klargøringen af stuen imellem undersøgelserne tænker jeg på den studerende, som ganske sikkert vil blive usikker på sin egen situation, og på den kliniske vejleder, som skal meddele hende så nænsomt som muligt, at hun ikke kan blive hos os.

Vi skal have en ekstra patient på stuen for at give plads til en akut patient på den anden stue. Det er igen en ældre dame, som ikke selv kan spise og drikke optimalt og derfor skal have anlagt en gastrostomisonde. Jeg modtager og forbereder patienten til indgrebet. Hun har meget svært ved at tale, da stemmebåndene er beskadigede, og hun er derfor vanskelig at forstå. Jeg giver mig god tid og spørger flere gange, når jeg ikke forstår hendes tale. Selve indgrebet varer kun 10 minutter, og patienten er i en let rus i lokalbedøvelse. Hun er meget forundret over så kort tid, det har varet. Medicinen har gjort sit til, at hun har mistet tidsfornemmelsen og ikke har mærket meget.

Hun er meget glad for, at vi kunne hjælpe hende. Hun spørger, om vi ikke også vil hjælpe hende med at få stemmen tilbage, når vi er så dygtige, men jeg må skuffe hende og fortælle, at afdelingen kun er specialiseret i mave/tarmundersøgelser, men at jeg godt kan forstå hendes problem. Da jeg afslutter og siger farvel, får jeg et varmt smil og et kærligt klap på kinden.

Vi har udsat frokosten, til vi er færdige med dagens program, og slutter med en cigaret i rygerummet. Det er et lille aflukke, hvor der er generator, telefax og kopimaskine. Rygerum, rygere og ikke-rygere på hospitaler er et meget omdiskuteret emne i dagens Danmark. På et af byens hospitaler foreslås endda, at der hverken må ryges inde på eller uden for matriklen. Det er for meget formynderi, tænker jeg og ved, at der også kommer flere restriktioner over for rygning på min arbejdsplads.

Den nye læge, der har været på undersøgelsesstuen, kommer tilbage til afdelingen og takker min kollega og mig med et meget fast håndtryk for god vejledning og tålmodighed. Jeg kan se, at han er glad for, at så meget lykkedes, og jeg håber på fortsat positivt samarbejde.

I skyllerummet rydder vi alle fire op efter dagens undersøgelser, vasker op og gør en stue parat til vagten. I dag kommer vi hjem til tiden, det er dejligt, når det er fredag og weekend.

Mette Fusager arbejder på endoskopisk laboratorium, Århus Kommunehospital.