Faglig kommentar: Flere kilo pærevælling

Idebatten om stuegang, der foregår på Sygeplejersken Online i øjeblikket, skriver en sygeplejerske: ''Jeg har personligt aldrig oplevet, at en læge har slået op i sygeplejekardex for at indhente viden. Jeg mener, at lægerne er for passive i deres opsøgning af viden. Det er nemmere at ''slå op'' i sygeplejersken end at tale med patienten eller læse lægejournalen, lægernes eget arbejdsredskab.''

Det er en interessant udtalelse. Bortset fra, at jeg faktisk har set læger læse plejeplaner, ville jeg selv have betragtet samme iagttagelse som noget positivt og ikke som et udtryk for, at læger er for passive til at opsøge viden. En læge, der spørger sygeplejersken om et eller andet, opfatter jeg ikke som passiv, men som en person, der er interesseret i at få en samtale i gang med sygeplejersken. ''Skriftlig information skal følges mundtligt op,'' lyder et af sygeplejerskernes 10 bud. Er det ikke netop det, en læge henholder sig til, når hun eller han spørger sygeplejersken? Kan en selv nok så velskrevet lægejournal eller plejeplan erstatte den direkte kommunikation?

Bevares, hvis lægen ikke spørger om andet, end hvor høj hæmoglobinen var en bestemt dato, kan der være noget om snakken. Her var det også sikrere at stole på et tal på laboratorieskemaet og ikke på sygeplejerskens hukommelse. Men selv et laboratoriesvar kan lægge op til samtale, og falder spørgsmålet under en stuegang, inddrages patienten automatisk. Jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle være tegn på at ville slippe nemmest muligt om ved det, når en læge spørger en sygeplejerske om et eller andet frem for at stå med næsen begravet i papirer.

Et andet spørgsmål er, hvorfor læger ikke hungrende efter viden kaster sig over plejeplaner og sygeplejejournaler. Jeg forstår dem godt, og jeg har i tidernes løb set og hørt om adskillige sygeplejersker, der også brugte lægejournalen, når de hurtigt skulle orientere sig om en patient. Lægejournalers opbygning er mere overskuelig og læservenlig end de fleste sygeplejejournaler og plejeplaner. Om man står i Esbjerg eller på Bispebjerg, ligner en kontinuation en kontinuation, og det er nemt at finde EKG'er og laboratorieskemaer.

Plejeplanens kolonneform er hverken bruger- eller læservenlig. Øjet skal fare fra side til side og op og ned, så nystagmus næsten er en fordel. Kontinuerlige problemer skal gentages, når siderne vendes, og dokumentationskravene gør plejeplanerne til digre værker. Symptomer, problemer, kortsigtede mål, langsigtede planer, sporadisk evaluering, ''sovet godt'' og alle de gange, patienten har fået 1 g paracetamol ­ i en pærevælling. Men hvad med overskueligheden?

Vi kan ikke komme uden om, at der skal dokumenteres, og at selv dokumentationen af 1 g paracetamol er af betydning. Men jo mere, der skrives ned, des mere uoverskuelig bliver hele herligheden. Plejeplaner rummer oceaner af oplysninger, der har betydning i øjeblikket og ved vagtskifte, men som hurtigt bliver inderligt uinteressante. Jeg sad for ikke så lang tid siden med et par kilo plejeplaner og forsøgte at skabe mig et overblik over, hvad der var sket i løbet af en tougers indlæggelse. En fortvivlende opgave. Indtil jeg fandt et statusark. De væsentligste problemstillinger var noteret i en kolonne til venstre, og så var der gjort status ud for hver problemstilling med en uges mellemrum. På en enkelt side kunne man orientere sig om fremskridt og tilbagegang over en fjortendags periode. Ingen mellemregninger eller forstyrrende detaljer, men status uge for uge, så man samtidig fik overblik over et forløb. En præsentation og prioritering af de væsentligste sygeplejeproblemer.

Arkivér de daglige notater

Nogle patienter skal måske i en periode have gjort status en eller flere gange om dagen, hos andre vil der kun være behov med længere intervaller. Alle de daglige notater, nødvendige i øjeblikket, og hvis der skulle opstå tvivl om et eller andet, kunne arkiveres, hver gang der blev gjort status. Den daglige plejeplan kunne betragtes som en kladde. Problemer, der er løst for lang tid siden, kunne få lov at gå i ­ om ikke glemmebogen, så gemmebogen.

Nu skrives plejeplaner ikke for lægernes skyld, men måske ville plejemæssige problemstillinger blive læst med større interesse, hvis de blev præsenteret mere overskueligt. Måske ville også patienterne have gavn og glæde af at få en kopi af et statusark. Et redskab, der kunne få dem til at få mere struktur på og overblik over egen situation, et redskab til konstruktiv samtale om, hvilken sygepleje de har brug for.