Når den laveste fællesnævner hersker

Lad være med at begynde at gå tur med fru Jensen om eftermiddagen, for så tror dagvagterne bare, at vi har for meget tid.''

Udsagnet er eksempel på, hvad der sker, hvis den laveste fællesnævner blandt personalet sætter det moralske niveau i en personalegruppe.

Filosof Keld Brikner har i mange år undervist personale i social- og sundhedssektoren i etik, og han har iagttaget, hvad der sker, når det kollektive, moralske ansvar tipper. Doven lønmodtagerkultur får en del af skylden.

''Når det kommer til stykket går folk på arbejde for at tjene penge, og arbejdet er egentlig surt, lavt lønnet og ikke særlig prestigefyldt. Det er let at forfalde til tanken, at det i hvert fald ikke er noget, man behøver gøre mere ud af end højst nødvendigt, medmindre der er noget særligt, der holder én til ilden. Det kan være et kollektivt moralsk ansvar, fx en gruppe engagerede folk og en leder, der har besluttet, at ''vi vil det her.'' Eller det kan være ydre kontrol,'' siger Keld Brikner.

Han har delt personaletyperne op i fire kategorier med henblik på deres engagement i arbejdet. Der er ildsjælene, som hele tiden vil have, at der skal ske noget nyt. Der er de engagerede, der interesserer sig for deres arbejde og kræver meningsfuldt arbejde i betydningen, at de vil være med til at lave noget, der duer. Der er de pligtopfyldende, der godt kan og vil, men helst vil have andre til at sætte sig til det, og som ikke engagerer sig ud over det. Og så er der de ''tunge i røven,'' der enten ikke kan eller ikke vil lave noget ordentligt.

Keld Brikner mener, at det minimalt acceptable kvalitetsniveau bør ligge over det niveau, som den tunge ende har, og som er det niveau, hvor der sker de alvorlige svigt. Han foreslår, at man for at undgå at ramme det moralske gulv sørger for at udforme nogle arbejdsprocedurer, som dækker det fundamentale, og at lederen kræver holdningerne gennemført.

''Nogen må stille kravene og sørge for, at de bliver opfyldt. Det går galt, når man er holdt op med at stille krav til hinanden, hvor de engagerede er for få, lederen er for svag, og hvor moralen derfor kører ned ad slidsken,'' siger Keld Brikner.

Jo større arbejdsgruppe, des større risiko for, at lønmodtagerkulturen tager overhånd, mener han. Indtil for nylig var han også overbevist om, at lønmodtagerkulturen på plejehjem var et udbredt københavnerfænomen. Men siden har han set eksempler i de store byer i Jylland og også enkelte eksempler på landet.

Bange for kritik

Når ildsjælene og de engagerede ikke gør oprør over, at det moralske niveau skrider, skyldes det efter Keld Brikners mening, at de er bange ­ og med god grund.

''De føler trang til at protestere, men tør alligvel ikke, fordi de fornemmer, at den fælles styrke i personalet er for lille. ''Det bliver for omkostningsfyldt'' og ''Hvorfor lige mig?'' De ved alt for godt, at kritikken ikke bliver budt velkommen i det politiske og

Side 13 

administrative system, og at deres tavshedspligt vil blive misbrugt imod dem,'' siger Keld Brikner.

Formand for Det Sygeplejeetiske Råd, Hanne F. Mortensen, mener, at sygeplejersker har pligt til at sige fra over for kritisable plejeforhold.

''Der står i de sygeplejeetiske retningslinier, at sygeplejersker skal arbejde sundhedspolitisk, og det er der også nogle, der gør, og en gang imellem får de så nogle rap over fingrene.

Det er der eksempler på både i sygeplejerske- og lægekredse. Generelt er sygeplejersker nok for bange til at stå frem med kritik, men det har jeg forståelse for på baggrund af de eksempler, der har været, hvor deres tavshedspligt er blevet brugt imod dem. Netop fordi vi i Det Sygeplejeetiske Råd arbejder med problemstillingen, planlægger vi i Det Sygeplejeetiske Råd sammen med Dansk Sygeplejeråd et kursus i ytringsfrihed, som handler om jura og etik,'' siger Hanne F. Mortensen.

Fagbevægelsen svigter

Keld Brikner mener ikke, at det er rimeligt at lægge ansvaret for ældreplejen over på en enkelt faggruppe, dertil er administratorer og politikerne en alt for stærk gruppe. I stedet mener han, at det ville være en styrke, hvis fagbevægelsen og herunder Dansk Sygeplejeråd støttede de sygeplejersker, der tør stå frem. ''Man kunne vælge at sætte hele organisationen ind og sige, at ''hvis hun skal kritiseres eller fyres for at komme med berettiget kritik, så skal det gælde os alle.'' Det ville være en effektiv måde at blokere for, at der sker fyringer og terrorisering af kritiske kolleger, men hvor er organisationerne henne?'' spørger Keld Brikner.

Han mener, at fagbevægelsen og herunder Dansk Sygeplejeråd svigter de medlemmer, som kommer med berettiget faglig kritik. Organisationerne er først og fremmest interesserede i ikke at blive uvenner med arbejdsgiverne, som de skal have et godt forhold til for at forhandle en god løn.

Side 14 

Karen Kristiansen, sygeplejerske i over 30 år på flere plejehjem og i hjemmeplejen, har bl.a. været forstander af et plejehjem i fem år. Er i dag menig aftenvagt på plejehjemmet Lykkens Gave i Lyngby:

''At yde pleje og omsorg er hamrende hårdt både for kroppen og psyken, man er træt efter en arbejdsdag og kan mærke det i musklerne. Nogle orker det ikke, og så er det fristende at sætte sig ind i personalestuen, snuppe en smøg og tale med kollegerne om, ''at det er dog utroligt, så travlt vi har.'' Der behøver ikke at være tale om ond vilje, men personalet er selv overbeviste om, at de har meget travlt. De kan se alt det, de ikke har nået, men de sætter det ikke i sammenhæng med, hvad de så til gengæld har lavet. Hvis der kommer en ildsjæl og siger, ''Jeg vil gerne ud at gå med en beboer,'' får man besked på, at ''den slags har vi ikke tid til.'' I længden kan en ildsjæl ikke holde ud at arbejde sådan et sted, og frem for at kritisere det faglige niveau vælger personen at finde et bedre arbejdssted.

De bygningsmæssige rammer på mange plejehjem og ældrecentre er med til at understrege afstanden mellem personale og beboere. Hvor de gamle plejehjem ofte ikke har nogen personalestue, er der i de moderne institutioner mange personalerum og få hyggelige opholdsstuer for beboerne. Derfor kommer personalet til at sidde for sig selv, når de holder pauser, og det kan være vældig hyggeligt at dele en flaske vin til maden ved festlige lejligheder, men beboerne sidder for sig selv i deres egne boliger. På de gamle plejehjem er det mere almindeligt at holde pauser sammen med beboerne, og dermed bliver pauserne til omsorg.

Der vil altid være ildsjæle, der knokler, og så er der dem, der tænker, ''når de andre knokler, så behøver jeg ikke.'' Der er også meget plejepersonale, som har lavt selvværd, og som sikkert undrer sig over den megen snak om, hvor travlt de andre har. De tænker måske, ''når jeg ikke har så travlt, så er det nok, fordi jeg ikke er lige så god.''

Jeg mener, at kritikken af plejehjemmene falder tilbage på sygeplejerskerne. Det er os, som er bedst fagligt rustede, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi har de bedste menneskelige kvaliteter. Det er sygeplejerskerne, der står for ånden, tonen og det faglige niveau, og hvis ikke et plejehjem fungerer godt nok, så har vi en pligt til at forsøge at lave det om.'' 

Ann-Lene Hvilshøj, forstander på Omsorgsklubbernes plejehjem ''Gurli Vibeke'' i Odense:

''Man kan let køre træt i plejen af svækkede ældre, og det er vigtigt, at man som kolleger har indbyrdes forståelse for, at man af og til føler sig uoplagt og må trække lidt på andres kræfter.

Der skal være plads til trivsel for såvel beboere som personale. Selv om man holder pauser sammen med beboerne, kan det godt ske, at personalet snakker, mens beboerne nærmest er statister i personalets spil. Det skal bare ikke være det, der dominerer. Vi er her for de gamles skyld.

Der er stor forskel på de små plejehjem og de store plejecentre, hvor institutionskulturen blomstrer. På de store plejecentre er der

Side 15 

skarp adskillelse mellem beboergruppen og personalestaben, og skellet markeres med uniformer og kaffepauser. Man farer rundt om bordet og serverer for de gamle, så man kan blive færdig og holde sin pause. Hvorfor ikke slå bremserne i, vi bliver alligevel aldrig færdige. Måltiderne skal gøres til et fælles anliggende, hvor vi skaber en stemning af hygge og interesserer os for hinanden.

På de små plejehjem er der ikke så langt fra ledelse til det virkelige liv, her hører man, hvis sovsen er for tyk, eller hvis nogen er obstiperede. Jeg kunne aldrig drømme om at sende et dement menneske alene med en ambulance eller ikke at besøge dem på hospitalet.

Når plejepersonalet ikke protesterer over kritisable forhold, så handler det om, at personalet er blevet hjernevasket med: ''Vi skal spare,'' ''Vi har travlt'' og ''Vi mangler ressourcer.'' Måske spænder vi ben for os selv. Vi glemmer at fokusere på de muligheder, der ligger i de givne ressourcer. Vi skal være kreative og fantasifulde og blive bedre til at stille krav til politikerne, udviklingen må jo ikke stagnere.

Plejehjemmene er et lavstatusområde for sygeplejerskerne, og for mange er det en retrætepost. I de integrerede ordninger når sygeplejerskerne slet ikke at opdage svigt. De har travlt og kører nærmest som konsulenter, der bliver tilkaldt til et dårligt ben eller medicindosering. Jeg synes, det er elendig sygepleje, hvis hele ens sygeplejefaglige identitet ligger i piller og sårskift. Vi må huske at se mennesket som en individuel helhed og vægte trivslen og komme med forslag til, hvordan man kan bibringe de ældre lidt mere livskvalitet.

Man skal dyrke medmenneskeligheden og passe på, at det hele ikke bliver for forretningsmæssigt og for rationelt. Der er tale om medmennesker, ikke om kunder.'' 

Birgitte Wegberg, sygeplejerske på Rosenhaven i Ballerup:

''Hvis man ikke kan stå inde for plejen, så mener jeg, at man bør opponere. Jeg har selv oplevet at rejse fra et plejehjem, fordi vi skulle spare. Jeg ville ikke være med til, at plejen blev så skrabet, at der ikke længere var plads til at gå den lille tur med en beboer for at købe et ugeblad eller bruge en time på en sludder. Det er ikke rimeligt, at vi kun skal dække beboernes basale behov. Vi har alle brug for at blive inspireret og få nye indtryk. Det gør, at man bedre kan holde livet ud, og det, mener jeg, at man har krav på, når man bor på plejehjem.

Jeg rejste ikke uden først at protestere mod besparelsen, og vi snakkede meget om, hvad det var for en standard, vi gerne ville bibeholde, men det var ikke muligt. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, og så må det sted, jeg rejste fra, holdningsmæssigt gøre op med sig selv, hvordan man vil køre videre, jeg havde bare ikke lyst til at være med. For mig er det vigtigt at kunne tænke, ''i dag har jeg opnået det, jeg gerne ville,'' når jeg går hjem fra mit arbejde.

Når jeg læser om kritikken af plejehjemmene i avisen, så kan jeg ikke kende historierne fra min egen hverdag eller min baggrund fra flere plejehjem og hjemmeplejen. Men jeg har selvfølgelig oplevet steder, hvor personalet var fastlåst i rutiner, fordi de måske havde været det samme sted i for mange år, uden at en leder havde sørget for at skabe faglig udvikling. Det er et ledelsesspørgsmål at holde gang i personalet og sørge for, at personalet kan se en værdi i at arbejde med gamle mennesker. Det handler om at inspirere medarbejderne til at se ud over rutinerne med vask og sjask, op i en stol, mad og ned at ligge igen.

Jeg tror bestemt, at det har betydning, om sygeplejersker arbejder fast på plejehjem. Jeg har arbejdet i integreret ordning, hvor sygeplejerskerne havde et overfladisk kendskab til en stor gruppe mennesker, men jeg mener, at det er en force at kende de mennesker, man arbejder sammen med, både personale og beboere. Det er nemmere at manifestere sine holdninger, når man kender hinanden. Sygeplejersker er gode til at se helheder, og vi bør være inspiratorer og rollemodeller for, hvad vi som faggruppe vil være med til at håndhæve, og hvad vi ikke vil.''