Sygeplejersker i psykiatrisk beredskab

Når medierne rapporterer fra ulykker og katastrofer, forlyder det ofte, at de tilskadekomne og pårørende har modtaget krisehjælp. Hvad offentligheden sjældent får at vide, er, at den første kriseterapeutiske bistand i høj grad forestås af sygeplejersker.

Sygeplejersken har talt med tre psykiatriske sygeplejersker fra Herning Centralsygehus, som var på arbejde, da to tog kørte sammen i Kølkær ved Herning for en måned siden. Krisearbejdet har gjort et stort personligt indtryk på de tre. Til daglig er de vant til at forholde sig til psykiatriske patienter, men i denne situation blev de påvirket af chokerede, men normale togpassagerer og pårørende, som lige så godt kunne have været dem selv.

Den første af de tre psykiatriske sygeplejersker, der får noget at vide om ulykken, er oversygeplejerske Kirsten Krogh.

Torsdag morgen den 2. marts er Kirsten Krogh på vej til arbejde i sin bil. Hun arbejder på psykiatrisk afdeling på Herning Centralsygehus, og mens hun kører, hører hun i bilradioen, at der er sket en togkatastrofe i nærheden, og at en stor gruppe tilskadekomne passagerer er bragt til Herning Centralsygehus.

Ordet ''katastrofe'' sætter øjeblikkelig en alarmklokke i gang hos oversygeplejersken. Hun ved, at den administrerende overlæge er på ferie, og tænker:

''Du godeste, hvordan er det nu, vi skal gribe sådan en situation an? Jo, vi har en psykiatrisk katastrofeplan. Men den har vi aldrig afprøvet. Og hvor er det nu, den ligger på vores afdeling?''

Da hun når frem til sygehuset, finder hun den psykiatriske katastrofeplan og skimmer den igennem. Planen gennemgår punkt for punkt, hvordan sygehuspersonalet skal forholde sig. Hvem gør hvad, og i hvilken rækkefølge.

Krisecenter i kantinen

Ifølge katastrofeplanen skal Kirsten Krogh, som ansvarshavende sygeplejerske for den psykiatriske afdeling, være med til at iværksætte et krisecenter for tilskadekomne og pårørende i sygehusets kantine.

Side 9 

Katastrofeplanen dikterer, at hun skal sidde ved et bestemt lokalnummer, og alarmere et bestemt antal medarbejdere og bede dem møde i kantinen.

Her kommer Kirsten Kroghs kendskab til de enkelte medarbejdere hende til gode. Først sørger hun for at få et overblik over, hvem der er på arbejde, og derefter vurderer hun, hvilke sygeplejersker, som er egnede til opgaven. Kirsten Krogh udvælger bl.a. sygeplejersker, som hun ved har erfaring med at arbejde med grupper og pårørende.

To af de sygeplejersker, som den pågældende morgen må smide, hvad de ellers har i hænderne, er distriktssygeplejerske Bjarne Yde og assisterende afdelingssygeplejerske på psykiatrisk afdeling Metha Jensen.

Metha Jensen udpeges som den sygeplejerske, der, ifølge den psykiatriske katastrofeplan, skal medbringe diverse udstyr til krisecentret i kantinen, bl.a. pulsmåler, blodtryksapparat, medicin, blok til registrering og en sort og en rød tusch. Hun henter udstyret som foreskrevet, men pga. det tidlige klokkeslæt fravælger hun glasset med det stærke sovemiddel Flunipam til fordel for det mildere angstdæmpende Alupam. Medicinen kommer dog aldrig i brug. Metha Jensens opgave er at registrere de indkomne passagerer og pårørende, som forinden har været igennem en første visitation af deres skader, og vurdere deres psykiske tilstand.

Psykisk førstehåndsindtryk

Kirsten Krogh sidder stadig ved den telefon, hun ifølge katastrofeplanen skal sidde vagt ved. Hun har en underlig fornemmelse af at være med i en øvelse og har endnu ikke set nogen fysiske tegn på, at togulykken har fundet sted. Da hun på forsvarlig vis kan overlade telefonen til en anden i en kort periode, skynder hun sig ned i kantinen for at få syn for sagen. I kantinen er næsten hundrede mennesker samlet. Omkring 40 af dem var passagerer på de to tog, som stødte sammen, resten er pårørende. Stemningen i kantinen er rolig, men også præget af den chokerende oplevelse. Folk er forbundne, nogle græder, andre har forstenede udtryk i ansigterne.

Sygehuspersonalet er nu nået til det punkt i den psykiatriske katastrofeplan, som påbyder krisepersonalet i kantinen at opdele de implicerede i grupper på 8-10 deltagere. Hver gruppe bliver taget hånd om af de tilstedeværende læger, sygeplejersker, sygehuspræsten og en enkelt psykolog. Sygeplejerskerne er klart i overtal.

Alle implicerede registreres af sygehuspersonalet ­ passagerer med rød tusch, pårørende med sort. I forbindelse med registreringen observerer personalet den enekelte implicerede, tjekker hans eller hendes hukommelse (om bl.a. cpr-nummer og telefonnummer) og får vedkommende til at fortælle om sin historie. Observationerne giver et førstehåndsindtryk af, hvordan passageren eller den pårørende har det psykisk. Reagerer vedkommende unormalt i forhold til normale krisereaktioner? Er der brug for decideret psykologbistand?

Ud over at holde øje med de impliceredes psykiske tilstand, sørger personalet også for, at folk kan holde varmen og får mad og drikke.

Satte ord på i grupper

Næste skridt i planen er at skaffe lokaler til gruppesamtaler, hvor deltagernes oplevelser skal bearbejdes. Lokalerne er også Kirsten Kroghs ansvar, og sidst på formiddagen er de på plads. De forskellige grupper af passagerer og pårørende får hver tilknyttet to personer fra krisepersonalet, det være sig en psykolog og en sygeplejerske, en læge og en sygeplejerske eller to sygeplejersker.

Distriktssygeplejerske Bjarne Yde deltog som en af lederne af gruppesamtalerne. Han slår over for Sygeplejersken fast, at han som sygeplejerske naturligvis ikke kan arbejde som en psykolog, og at intentionen med gruppesamtalerne primært var at få folk til at tale om det, de havde været ude for og lade folk høre om hinandens oplevelser.

''Vi ydede ikke terapi ved gruppesamtalerne. Selvfølgelig kan samtalerne have en terapeutisk funktion, men vi gik ikke ind og var tolkende eller konfronterende. Vi holdt øje med, om ulykken havde udløst nogle gamle traumer hos de implicerede, men vi begyndte ikke at pille ved dem. Det, vi gjorde, var at opfordre folk til at sætte ord på deres oplevelser og følelser igen og igen som en del af krisebearbejdelsen. Vi fortalte dem også, at det var vigtigt for dem at høre de andres version af ulykken, at de ikke måtte tage alene hjem, og at de kunne forvente forskellige reaktioner hos sig selv i den kommende tid,'' fortæller Bjarne Yde.

Personalet henviste dem, som viste tegn på at have behov for psykologhjælp, til DSBs psykolog.

Uforståelig skyldfølelse

Gruppesamtalerne var altså ikke ment som et længere terapeutisk forløb, men ud over gruppesamtalerne på selve skadesdagen, blev de implicerede også tilbudt at møde op til i alt tre ''åbenthusmøder'' i sygehusets kantine. To aftenmøder i dagene umiddelbart efter, og et en uge senere. Et tilbud mange benyttede sig af.

Bjarne Yde havde kontakt til det samme ægtepar flere gange.

''Manden, som havde været passager, slog i starten sine følelser omkring ulykken hen, han forsøgte at kontrollere situationen. Senere oplevede han en udefinerbar angst og kunne ikke sove. Konen gav med det samme udtryk for, hvor ked af det hun var, og hun bebrejdede sin mand, at han ikke udtrykte sine følelser. Da vi lærte hinanden bedre at kende, og jeg havde set deres reaktionsmønster over lidt længere tid, kunne jeg begynde at tale med dem om nogle af deres personlighedstræk. Det ville jeg aldrig være kommet ind på, første gang jeg talte med dem,'' siger Bjarne Yde og tilføjer, at parret en uge senere var ''normale mennesker'' igen.

Metha Jensen giver et andet eksempel, som illustrerer, hvor meget krisehjælpen betyder.

''Vi oplevede folk, som havde forladt skadesstedet lige efter ulykken. De kom først ind på sygehuset om eftermiddagen, og på det tidspunkt var de uforstående over for deres egne reaktioner, f.eks. uvirkelighedsfølelse og skyld over at være gået fra de andre passagerer. I det hele taget var det vigtigt for folk at vide, hvordan det gik de andre, der havde været med toget.''

Berørt personale

Men heller ikke personalet gik upåvirkede ud af arbejdet med de ulykkesramte. På trods af debriefinger af de ansatte både undervejs i forløbet og efterfølgende, har krisearbejdet rørt ved sygeplejerskernes egen psykiske bagage.

''Teknisk set var det ikke svært at arbejde med menneskerne fra ulykken, men følelsesmæssigt var det hårdt. Vi føler natuligvis også med de sindslidende patienter, vi taler med til hverdag, men her var nogle patienter, som man langt lettere kunne identificere sig med. Det kunne være sket for én selv,'' siger Bjarne Yde.

Metha Jensen havde det på samme måde:

''De fortællinger, jeg hørte fra folk, påvirkede mig meget. I modsætning til mit daglige arbejde med sindslidende, som jeg har lært at se mig selv i forhold til, gik dette krisearbejde tættere på mig selv. Man kan ikke nå at tage det ''filter'' på, man har i sit normale arbejde, og vi var usædvanligt trætte i lang tid efter krisearbejdet.''

Kirsten Krogh reagerede også mere følelsesmæssigt end normalt, da hun skulle hjælpe en kvinde, som havde afbrudt alle gøremål og kørt næsten en time for at nå til sygehuset for at finde sin mand:

''Jeg blev grebet af hendes desperation. Manden stod ikke på politiets liste, men i stedet for først at sikre mig, om hun havde forsøgt at ringe til manden, som var på kursus et eller andet sted, løb jeg over i modtagelsen for at høre, om han alligevel skulle være kommet ind.

Senere fik vi fat i ham på kursusstedet, og han havde slet ikke været med det tog. Under normale omstændigheder ville jeg ikke have reageret på den måde,'' siger Kirsten Krogh.

Hun mener, det er utrolig vigtigt, at personalet får mulighed for at bearbejde krisearbejdet.

''Vi mister vores professionalitet, hvis vi bliver for opslugt. Derfor skal vi sikre os, at vi

Side 11 

også kommer af med vores følelser. Vi aktiveres følelsesmæssigt lige så vel som andre mennesker, når vi udsættes for voldsomme episoder.''

Ud over debriefingmøderne, hvor kun krisepersonalet deltog, har personalet været til et opsummerende møde, som blev forestået af to overlæger, som ikke var en del af det psykiatriske beredskab. Desuden er personalet blevet tilbudt opfølgende samtaler.

Hver sin opgave

I alt 100 mennesker, som på den ene eller anden måde var ramt af togulykken gik igennem sygehuspersonalets hænder den 2. marts.

''Jeg tror, vi kunne magte så meget, fordi vi på en gang var i stand til at registrere både de psykiske og de fysiske reaktioner, og samtidig holdt os til de opgaver, vi var der for at udføre,'' siger Kirsten Krogh.

Hun nævner et eksempel, hvor en kvindelig passager blev utilpas og svimmel, da hun sad i kantinen. Man fandt ud af, at hun havde slået hovedet og fulgte patienten over på modtageafsnittet, men blandede sig ikke yderligere i afsnittets arbejde.

''Vi tog os af folks psykiske reaktioner og lod andre koncentrere sig om deres del. På den måde økonomiserede vi med ressourcerne og fokuserede på det, vi var gode til.''

Ifølge Kirsten Krogh ligger sygeplejerskernes styrke i omsorgsdelen.

''Sygeplejersker har en evne til at vise omsorg for mennesker helt praktisk og konkret. Og derudover er vi vant til at møde mennesker og blive hos dem i lang tid i modsætning til andre faggrupper. Lægen danner sig et skøn, og så går han igen. Psykologens arbejde består også af afsluttende seancer. Men vi har måske en patient i otte timer. Det er forskellen.'' 

Ventede alene i 30 minutter

Selv om den psykiatriske plan aldrig før havde været afprøvet i praksis, fungerede den kriseterapeutiske bistand på Herning Centralsygehus til stor tilfredshed.

Sikkerhedschef i DSB Per Ingemann Nielsen har været ude til alle store togulykker siden 1973. Han er imponeret over indsatsen ved togulykken.

''Hele beredskabet omkring ulykken ved Herning fungerede virkelig professionelt. Normalt er de lokale skadestuer klar til modtagelse af tilskadekomne, men i det her tilfælde var også krisehjælpen til stede med det samme. Det har jeg ikke været udsat for før.

Og så slog det mig, at der var meget lidt pres på vores krisecenter i forhold til, hvad jeg ellers har oplevet.

Vores psykolog kom slet ikke i brug den dag. Det virkede, som om der lå en plan bag, som blev gennemført,'' siger Per Ingemann Nielsen og understreger, at hans rosende ord til Herning ikke skal forstås som en kritik af andres beredskab.

Også en af de passagerer, som var impliceret i ulykken, Henning Lund Jørgensen, værdsætter sygehusets arbejde.

''Der blev taget hånd om os lige fra starten. Lægerne og sygeplejerskerne spurgte os mange gange, hvordan vi havde det, og tilbuddet om gruppesamtale var utrolig godt,'' fortæller Henning Lund Jørgensen, som kun har et enkelt klagepunkt:

''Jeg skulle røntgenfotograferes, fordi der var mistanke om, at jeg havde brækket nogle ribben, da jeg ramte det bord i toget, jeg sad og spiste min morgenmad ved. Problemet var, at jeg kom til at sidde helt alene og vente på resultatet af røntgenbillederne. Jeg var alene i næsten en halv time, og det var jeg ikke så glad for.''

Kirsten Krogh er også ked af at høre om dette tilfælde.

''Vi har aftalt, at forløbet af beredskabet skal evalueres, og det skal naturligvis ske på tværs af alle implicerede faggrupper og fagspecialer, så vi kan få alle elementer på plads.

Men jeg tror ikke, der bliver mange justeringer ved den psykiatriske katastrofeplan, som den ser ud nu. Enkelte formuleringer i planen kan være svære at tolke entydigt, men helt overordnet er det en rigtig god plan. I betragtning af, at planen er udarbejdet i teorien, og i betragtning af at vi aldrig havde afprøvet den i praksis, er det en fantastisk velfungerende og enkel plan,'' siger hun og prøver at forestille sig, at sygehuset ikke havde haft nogen psykiatrisk katastrofeplan:

''Uden en plan var det nok gået alligevel, men det ville have krævet utrolig meget tankevirksomhed undervejs i en spændt situation. Og hermed ville man have risikeret, at der var nogle mennesker, som ikke fik den opmærksomhed, de skulle have.''