Sygepleje inden for murene

Odense arrest er landets største i provinsen med plads til 70 indsatte og en personalestab på ca. 50 personer. Arresten er inddelt i tre etager, og fangerne er fordelt, så de svageste, de mest urolige samt kvinderne er i stueetagen.

Cellerne er indrettet som enkeltceller med håndvask. Toilet og bad findes på gangarealet på de enkelte etager, så de indsatte må kalde, når de har behov for at komme på toilettet eller skal i bad. Kun i den nye fløj er der toilet i cellen. Disse celler kan bruges til svage fanger, der jages af andre fanger, eller til isolationsfængslede, som ikke må have kontakt til andre indsatte.

Det er en arrest med megen gennemtræk af indsatte. Kriminalforsorgen har besluttet, at alle nyindsatte skal have besøg af en sygeplejerske eller en læge. Sygeplejersken er fast ansat 30 timer om ugen, og en læge er tilknyttet fem timer om ugen.

Der er narkomaner med voldsomme abstinenser, og hvad dertil hører ­ opgivenhed, afmagt og ofte også selvmordstanker. De har tit mistet kontakten til familien og har måske ingen sociale relationer.

For en førstegangsindsat er det en chokerende oplevelse at sidde bag en låst dør, og det kan udmunde i en depression. De førstegangsindsatte er en gruppe mennesker, der ikke umiddelbart kommer frem med deres inderste tanker, så det kræver mange og lange samtaler, inden de åbner sig, så man kan hjælpe dem. De kan være suicidalfarlige og må observeres tæt.

Seksuelle afvigere, voldtægtsmænd eller pædofile har andre behov for hjælp og er ikke mindre krævende. Adfærdsmæssigt er voldtægtsmænd og pædofile meget forskellige,

Side 35

men de har det tilfælles, at de ofte har svært ved at begå sig, da andre fanger ikke accepterer denne form for kriminalitet og ofte forfølger dem.

Psykisk syge fanger

Psykotiske og psykisk syge bliver også indsat i arresten. Hvis de har en diagnose, bliver de ofte ved grundlovsforhøret surrogatvaretægtsfængslet på en retspsykiatrisk afdeling. Men har de indsatte ikke en diagnose og ikke umiddelbart vist tegn på at være psykotiske, bliver de i arresten. Samarbejdet med fængselsbetjentene er vigtigt, da det er af stor betydning at få meldinger om deres adfærd. Samarbejdet er i det hele taget af stor betydning. På de tværfaglige møder tager jeg sager op, hvis der er nogen, jeg mener, man skal være ekstra opmærksom på.

Det betyder, at jeg bliver nødt til at oplyse om enkelte observationer uden dog at bryde min tavshedspligt til den indsatte. Hvis f.eks. en indsat har oplyst over for mig, at vedkommende sultestrejker, beder jeg betjentene notere, om den indsatte selv køber mad hos den købmand, der kommer i arresten en gang om ugen, eller om den indsatte nægter at modtage den mad, der serveres af personalet.

Viser det sig, at en indsat er psykotisk, bør han ikke anbringes i en celle i et arresthus. I sådanne situationer griber lægen ind og tilbyder indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Ofte må lægen via politimesteren gribe til tvang og indlægge den indsatte på røde papirer i en psykiatrisk afdeling.

Sår på sjæl og legeme

Mange indsatte er kommet fysisk til skade ved anholdelsen eller ved andre voldelige episoder umiddelbart før anholdelsen. Det kan være alt fra en sprængt trommehinde eller brækket næse til åbne sår efter hundebid, slagsmål o.l. I sådanne situationer er der brug for sygeplejerskens kirurgiske baggrund.

Indsatte med en anden kulturel baggrund udgør en stor, tung gruppe, der har behov for opmærksomhed. De har dagligt et ''problem,'' som skal drøftes. For mange er ''problemet'' blot et behov for at gøre opmærksom på deres eksistens. Nogle taler dårligt dansk, så ofte er der brug for tolk, hvilket komplicerer opgaven en del. Blandt andengenerationsindvandrere er der imidlertid ikke så mange narkomaner, og jeg har ikke mødt kvinder af andenindvandrergeneration i arresten.

Pigen i isolationscellen

Har en indsat siddet isoleret i lang tid ­ nogle gange op til halve år ­ har den indsatte brug for at få et fristed, så vedkommende kan komme ud af cellen. Sygeplejersken har her mulighed for at hente den indsatte til et andet rum, hvor de kan tale uforstyrret uden andres tilstedeværelse. At sidde i isolation er stærkt nedbrydende, så indsatsen med samtaler må være ekstra stor.

En ganske ung pige nåede at tilbringe syv måneder i isolation. Når man er isoleret, skal man følges af en fængselsbetjent til alt, man har ikke nogen kontakt med andre indsatte og sidder låst inde på cellen døgnet rundt. Den unge pige begyndte at få angstsymptomer, turde ikke gå ud af cellen, sov dårligt, svedte enormt og rystede, hvis celledøren blev åbnet, og hun vågnede om natten med mareridt.

Efterhånden følte hun en tryghed ved at være isoleret og ville ikke længere forlade cellen. Gennem hele perioden gik jeg dagligt ind til hende for at få en snak og komme i kontakt med hende. Det var en meget svær opgave, da pigen efterhånden også havde udviklet en angst for, hvad sygeplejersken og lægen kunne finde på.

Efter talrige forsøg fik jeg hende til at komme ind og tale med lægen. Han fandt hende begyndende depressiv angst og indledte medicinsk behandling, som hun efter lange overvejelser gik med til. Der blev arrangeret fritidsaktiviteter sammen med fængselspersonalet. Samtidig fik vi arrangeret hyppigere besøg af hendes forældre, og til sidst fik vi kriminalpolitiet til at transportere hende hjem på besøg hos forældrene.

En længere isolation kan i de værste tilfælde sætte varige mén på sjælen. Symptomerne kan minde om dem, et gidsel kan udvikle. Den indsatte har svært ved at fungere i samfundet efter løsladelse.

Ærlighed varer længst

Sygeplejersken er den person, den indsatte kalder på. Hun er de indsattes fristed, hvor de kan komme af med deres problemer og frustrationer. En indsat ved, at sygeplejersken har tavshedspligt, og at de kan tale frit fra leveren ­ ofte også om hjemlige problemer, som måske er det, der plager mest.

En indsat kan også fortælle en historie, som ikke er sand, med det formål at opnå en eller anden gevinst, f.eks. at få tiltusket sig noget medicin. Når man i en periode har haft med den type patienter at gøre, får man hurtigt en fornemmelse af, om hvorvidt de taler sandt.

Jeg bruger den teknik at stille spørgsmål om det samme emne fra flere vinkler, og er min formodning rigtig, konfronterer jeg den indsatte med, at de taler usandt. Jeg fortæller, at jeg er skuffet over, at vi ikke er ærlige over for hinanden, og jeg derfor har svært ved at hjælpe i den givne situation, og at det derfor intet formål har at komme til mig.

Jeg har en mening om, at man når længst med ærlighed, og mit udgangspunkt er altid, at den indsatte taler sandt. På det personlige plan påvirker det mig ikke, at der er nogen, som forsøger at snyde. Min erfaring

Side 36

er, at de vender tilbage med en undskyldning, og det finder jeg positivt. Jeg har oplevet en fange, der efter flere måneder blev genindsat, og straks ved det første møde med mig viste han anger over at have snydt mig ved den foregående indsættelse.

For ham var det en rigtig god ting, at vi mødtes igen. Han blev lettet for den dårlige samvittighed og blev klar over, at han selvfølgelig var tilgivet. Han fik det betydeligt bedre og har det godt med, at vi fortsat taler godt sammen. Vi mødes nemlig ofte i arresten.

Troværdighed og moral

Der er meget psykisk pleje, forebyggende arbejde, samt almene sygeplejeopgaver som sårbehandling og forbindingsskiftning, snak om kost, hygiejne, og vejledning om smitsomme sygdomme som hiv og hepatitis.

Mange af narkomanerne er afmagrede og i dårlig almentilstand. Ofte har de infektioner og dårlig tandstatus. Mange af dem overlever formentlig pga. de ofte hyppige ophold i arresten. Her får de mad, bad, vasket tøj og behandlet infektioner.

Nogle har også behov for at tale om den sag, de er varetægtsfængslet for. I sådanne situationer er det vigtigt, at man er en god lytter, og at man kan holde sig neutral. Samtidig må man gøre opmærksom på, at der kan blive nævnt ting, som sygeplejersken ikke har tavshedspligt med. Derfor opfordrer jeg den indsatte til også at tale med præsten, der har total tavshedspligt.

Egen troværdighed og moral skal man ikke gå på akkord med. Derfor markerer jeg, at jeg helst ikke vil høre om deres sag i detaljer.

Forbrydelse og straf

Jeg kan i arrestjournalen læse, hvilken kriminalitet den indsatte er anholdt for, men det er ikke noget, jeg bruger så megen tid på. Blot har jeg meddelt fængselsbetjentene, at jeg vil vide, hvis der er en, jeg skal være ekstra opmærksom på, så jeg kan tage mine forholdsregler med en betjent uden for min dør.

Som grundregel er jeg ikke bange. Jeg har heller ikke følt mig truet, men sikkerheden skal selvfølgelig være i orden. Alt personale i arresten er udstyret med en overfaldsalarm.

Angsten for den forestående dom kan gøre en indsat angst og utryg, uvisheden er det værste. Man kan se, at en indsat bliver helt lettet, når dommen er afsagt og han ved, hvordan den nærmeste fremtid eller måske nogle år frem skal forløbe.

Andre opgaver er ophældning af medicin. Medicinen stilles i et aflåst skab, hvor betjentene henter den og giver den til den indsatte. Det sker efter en grundig undervisning af betjentene i, hvordan de skal håndtere medicinen.

Om natten og i weekenden er det betjentene, der efter aftale med lægevagten doserer til den indsatte. Jeg har nedskrevet, hvilke typer medicin vi bruger samt til hvad, og hvordan medicin gives, og at risikoen for, at medicin overgives fra den ene indsatte til den anden, er stor i en arrest. Derfor skal sikkerheden være i top. 

Etik og ansvar

Indsatte i arresthuset må ikke være i besiddelse af ''værktøj,'' dvs. sprøjter og kanyler. Hvis en indsat bliver taget i at være i besiddelse af ''værktøj,'' får vedkommende en disciplinær straf, som ofte består i strafcelle eller bøde. Det handler om sikkerheden i arresten, da ''værktøj'' er et oplagt våben mod personalet.

Samtidig har Regeringen via Kriminalforsorgen besluttet, at der skal være rensevæske (kloraminopløsning) tilgængelig for de indsatte, så de kan rense deres ''værktøj.'' Og det er en af de funktioner, Kriminalforsorgen forsøger at lægge ind under sygeplejerskens område.

Min klare holdning er, at det er dobbeltmoralsk, og at jeg af etiske grunde ikke kan deltage i den slags. Først skal jeg hjælpe den indsatte med at få værktøjet renset, og dernæst bliver jeg nødt til at melde den indsatte for at være i besiddelse af ulovligt værktøj.

Som sygeplejerske i en arrest, må man være

Side 37

sig bevidst om, hvad man står for. Sygeplejersken må kunne trække en grænse, så hun ikke kan blive misbrugt ved f.eks. visitation. Jeg vil ikke deltage i den slags sager uanset hvad.

Sygeplejersken deltager også i de ugentlige tværfaglige møder, der omhandler den indsattes sociale og praktiske problemer. Sygeplejersken i arresten er alene, så det er utrolig vigtigt at have et godt samarbejde med den læge, der er knyttet til institutionen.

En arrest er et fængselsmiljø, hvor de øvrige ansatte har en anden holdning til en indsat, end jeg har som sygeplejerske. Fængselsbetjentene har en mere disciplinær holdning, men derfor kan vi godt få en god snak om vore forskellige holdninger.

Det er en balancegang at holde sig neutral, så man ikke bliver påvirket af deres holdning til indsatte og på den måde nemt kan blive en del af det uniformerede personale.•

Elly Bugge er ansat i Odense Arrest.