Et kig ind i sygeplejerskens univers

Sygeplejerskens arbejdsvilkår er der mange ikke-sygeplejersker, der har en mening om. For hvem har ikke i patientens eller den pårørendes rolle stiftet bekendtskab med en sygeplejerske i funktion. Eller læst og hørt om de ofte kaotiske arbejdsforhold og den manglende lønmæssige honorering af et ansvarsfuldt arbejde. For mit eget vedkommende er det forhold, som jeg gennem mit arbejde med Dansk Sygeplejeråds 100 års historie ydermere har haft rig lejlighed til at gøre mig bekendt med.

Til den viden, som jeg gennem dette arbejde primært fik ved at læse de talrige fagpolitiske debatter, blev der tilføjet endnu en dimension, da jeg som dommer i Sygeplejerskens læserkonkurrence gennemgik de mange indkomne dagbøger med deres detaljerede beskrivelser af arbejdsdagens opgaver, dens små og store oplevelser, glæder og frustrationer.

Mange gange har jeg siddet tilbage stakåndet efter beretninger om hektiske og fortravlede arbejdsdage, bevæget over at have fået indblik i mødet mellem sygeplejersken og den døende patient eller berørt af den frygt og de lidelser, som sygeplejersken daglig er i kontakt med. Endelig har jeg måttet le over pudsige beskrivelser og iagttagelser, der viser humoren som en nødvendig ingrediens for både sygeplejerske og patient.

Dagbøgerne rummer mange fine beskrivelser af sygeplejen: den instrumentelle side såvel som nærværets og samtalens betydning for et godt forløb for patienten. Sider af sygeplejerskens arbejde, der alle involverer mødet med patienten. Netop den nære kontakt til patienten forklarer den betydelige vægt, beskrivelserne af patienterne, deres baggrund og aktuelle situation har fået i dagbøgerne. Det forklarer behovet for at se mennesket bag patienten, således som det eksempelvis bliver formuleret af en nattevagt på en intensivafdeling:

''Midt i al teknikken ligger der en mand på 56 år. Hvem er han, hvad er hans baggrund, hvordan er hans familie? Det kan være svært at se bort fra de mange maskiner og i stedet finde mennesket, men jeg prøver.''

Dagbøgerne viser også, at den nære kontakt med ofte svært fysisk eller psykisk syge mennesker også kan gøre det vanskeligt at lægge afstand til situationen og fastholde den professionelle rolle eller kan skabe behov for at trække sig tilbage for at skærme sig selv.

Hvordan finde afløsere?

Der er visse temaer i dagbøgerne, der går igen og igen. Temaer, der er tidsbestemte, mens andre er af mere universel karakter. Et af de tidsbestemte temaer eller problemer, der i særlig grad falder én i øjnene

Side 65

ved læsningen, hænger sammen med manglen på sygeplejersker og med hospitalsmyndigheders økonomiske påholdenhed. Et problem, der bliver stillet i relief, når sygeplejersker må melde sig syge.

''Knap har jeg fået overtøjet af, før de solskinsgule sygesedler fæstner sig på nethinden -­ tre syge aftenvagter'' lyder indledningen til en af dagbøgerne. Og hvordan finde afløsere? Af flere dagbøger fremgår det, at arbejdsgiversiden ikke gerne ser, vagterne bliver dækket ind med de dyrere sygeplejersker fra de private sygeplejevikarbureauer. Så ofte bliver løsningen at indkalde en af de kollegaer, der ellers har fri, således som det bl.a. ses af følgende indledning til en af dagbøgerne:

''I går skulle jeg faktisk have haft fri, men der blev ringet efter mig, om jeg ville komme i dagvagt, da der atter var sygdom på afdelingen. Jeg har sagt nej de sidste par gange, jeg er blevet spurgt, så jeg følte, at jeg var nødt til at komme, selv om jeg havde aftenvagt dagen i forvejen.''

Ikke altid lykkes det gruppe- og afdelingslederne at få vagterne dækket ind med større arbejdspres og frustrationer over det, der ikke nås, til følge. Det fremgår bl.a. af en hjemmesygeplejerskes dagbog:

''Igen her til morgen en sygemelding, som betyder, at vi andre må cykle hurtigere og tage flere besøg. Enkelte besøg må aflyses.''

Omsorgssvigt eller omsorgsforpligtelse

Et problem af mere universel og etisk karakter, der går igen i flere af dagbøgerne, er spørgsmålet om omsorgssvigt versus omsorgsforpligtelse. Tager vi dagbøgerne som rettesnor, er det oftest sygeplejersker, der har med ældre eller psykisk syge mennesker at gøre, der kommer i det dilemma. Efter at have sat sin vilje ind over for en ældre patient, der ikke ville i bad, kom eftertankerne:

''Måske var jeg formynderisk, da jeg hjalp hende i bad, men ville det ikke have været omsorgssvigt, hvis hun ikke var blevet vasket?''

Et tilsvarende dilemma følte sygeplejerskerne på en psykiatrisk afdeling sig stillet over for forud for overflytningen af en af patienterne til en lukket afdeling.

''Ingen tror på, at han vil lade sig overflytte frivilligt, og vi har alle de tunge overvejelser en sidste gang: gør vi det rigtige? Får vi nogensinde alliancen med patienten igen? Har vi hensynet til hans autonomi og integritet med i overvejelserne? På den anden side, er der så ikke begået en undladelsessynd af dimensioner i alle de år, hvor det er gået stejlt ned ad bakke, og ingen har turdet/villet tage ansvaret?''

Kaffens mange funktioner

En lille sjov detalje er den måde, kaffen optræder i ganske mange af dagbøgerne. Kaffen i flere forskellige funktioner. Den er det sociale samlingspunkt, inden en vagt skal begynde, eller når der bliver tid til en tiltrængt pause. Den bruges som middel til at udtrykke omsorg. Omsorg over for kollegaer, således som det fremgår af en sundhedsplejerskes beskrivelse af starten på en arbejdsdag:

''Min kollega er kommet..... ''Du trænger til kaffe, kan jeg se!'' siger hun og går over i kantinen efter en kande. Igen slår det mig, at hun ved, hvordan jeg har det, nogle gange før jeg selv ved det. Det betyder mere, end man måske skulle tro at have en god kollega.''

Kaffen som omsorgsmiddel retter sig ikke kun mod kollegaer, men også mod pårørende, der våger over et nært familiemedlem eller en nær ven.

Endelig får kaffen tillagt en anden dimension, når den bliver budt primærsygeplejersken under hendes besøg hos borgerne i deres private hjem. Her fungerer den som middel til at skabe balance og ligeværd i et forhold, der ellers er præget af patientens afhængighed af sygeplejersken.

Fortællingerne en historisk kilde

Dagbøger er en typisk kvindelig udtryksform. De subjektive optegnelser over forestillinger, situationer og oplevelser, der fremgår af et sådant materiale, er af stor betydning, når kvinders hverdagsliv og forestillingsverden skal belyses. I mit arbejde med Dansk Sygeplejeråds historie har det ikke været vanskeligt at finde materiale, der belyser og debatterer fagets indhold, organisering, ledelsesformer, uddannelse osv. Men sygeplejerskers personlige beretninger om deres arbejdsliv, der giver et tidsbillede af fagets praksis og udøvernes holdninger til deres fag, er det mere småt med især fra organisationens tidligere år.

I de senere år har man forsøgt at råde bod på denne mangel. Således foretog Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser på initiativ af og i samarbejde med Dansk Sygeplejeråds Seniorsammenslutning i midten af 1980'erne en større indsamling af sygeplejerskeerindringer. En lille del heraf blev i 1987 trykt i bogen ''Sygeplejersker fortæller ­ glimt af sygeplejens historie,'' der blev redigeret af historiker Esther Petersen og udgivet af Dansk Sygeplejeråd.

Tanken om at indsamle sygeplejerskefortællinger blev i Dansk Sygeplejeråds jubilæumsår taget op af flere amtskredse. Tilgangen til et sådant projekt var forskellig. I Århus Amtskreds blev der f.eks. nedsat fortælle- og skrivegrupper, hvilket har resulteret i mange timers bånd og flere manuskripter med beretninger. Nogle pluk af dem kan læses i amtskredsens jubilæumsavis.

I Sønderjyllands Amtskreds valgte man at udskrive en prisopgave. Vinderbidraget er sammen med andre sygeplejerskefortællinger gengivet i amtskredsens jubilæumsbog ''Grænseløs sygepleje.''

Endelig har Sygeplejersken ikke blot en, men to gange inden for de senere år vist interesse for at indsamle sygeplejerskers beskrivelser af deres arbejdsliv. De bedste af de 106 bidrag, der kom ind i forbindelse med konkurrencen i 1992, blev samme år udgivet i bogen ''Jeg tror, vi overlever ­- og andre fortællinger fra sygeplejen.''

De sygeplejerskeberetninger, der således er blevet indsamlet i de seneste godt 15 år, vil udgøre et værdifuldt materiale for den, der måske om et halvt århundrede vil undersøge sygeplejefaget i sidste halvdel af dette århundrede, undersøge de dilemmaer, sygeplejersken den gang stod over for, og hvilke værdier, hun vægtlagde.