Faglig kommentar: Primærbehandlet i Østrig

Hold så kæft!'' råbte sygeplejersken til den berusede genganger, der lå på en briks og vrøvlede. Han havde besøgt skadestuen talrige gange og sidst i går aftes. Nu var han kommet igen, og sygeplejersken havde fået nok.

''Hvis jeg var dig, ville jeg skamme mig, hvis jeg lå og råbte sådan'' lød hendes afskedssalut, inden hun drog hjem med rygsækken over skulderen.

Det lille intermezzo udspillede sig på en skadestue i Danmark, hvor personalet ganske modigt har eksponeret deres kommunikationsfærdigheder foran tv-kameraet.

Seerne elsker det. Fødegangen, børneafdelingen, bedemanden og nu altså også skadestuen.

Guldfisk i brandslangen

Den terapeutiske kommunikation finder større og større anvendelse inden for sfærer, hvor den aldrig tidligere er blevet brugt:

''Hvad føler du, nu hvor aktiemarkedet dykker?''

''Kan du mærke, hvordan sanktionerne mod Østrig påvirker EU-parlamentet?''

På skadestuen er de anderledes kontante. Her skal et ''hold kæft'' tages for pålydende. Hvad patienten lærte af sygeplejersken, som ville skamme sig, hvis det var hende, der lå på briksen, står hen i det uvisse. Mon han, trods sin sanseløse beruselse, har tænkt, ''ja hvis hun ville skamme sig, så vil jeg også?''

En anden sygeplejerske siger til en patient: ''Du er primærbehandlet i Østrig, er det rigtigt?''

Står det helt klart for kvinden på lejet, hvad det noget indforståede ''primærbehandlet'' betyder? Eller mon hun tror, sygeplejersken mener, at hun tog til Østrig først, fordi hun hellere ville behandles der?

Portøren, der er af anden etnisk herkomst, som det hedder, når man vil være sikker på ikke at blive skudt noget racistisk i skoene, er den bedst kommunikerende. Han har ikke noget i klemme, skal ikke gøre sig til og behandler alle høfligt. Han container bare bedst, hvis jeg må sige det på dansk.

Den samme portør og hans kollega lader op ved at holde guldfisk i en branddam uden for skadestuen. Det forekommer at være en sympatisk beskæftigelse i et stressfyldt arbejdsliv. Hvad brandvæsenet evt. mener om guldfisk i slangen, er en helt anden sag.

Serien om skadestuen sendes på en af de mindre kanaler, og den er fænomenal, hvis man ikke kan huske kommunikationsmodellerne. Jeg tænker ikke kun på den verbale kommunikation, som udgør en studie i sig selv. Den nonverbale er mindst lige så interessant. Vi taler op ad døre og ned ad stolper om hygiejne og professionel fremtoning. Det er lige meget. Håret hænger stadigvæk halvt nede i såret, suppen og sovsen på en af aktørerne, og det vil det formentlig blive ved med, så længe de ledende sygeplejersker ikke går mere op i den del af sygeplejen, end de gør.

Det er for mit vedkommende kun blevet til to afsnit om livet blandt forslåede, berusede og ulykkesramte mennesker. Jeg ved ikke, om jeg kan tåle mere. Sidste episode sluttede med, at det kvindelige personale spiste middag hjemme hos en sygeplejerske, og herefter fulgte forbrødringen på bowlingbanen. Portører, sygeplejersker og læger. Den store, glade familie var rigtigt i byen.

Kvinder og teknik

Sygeplejersken skal have tæt kontakt til patienten, men sygeplejersken skal også lære at have en vis distance til ham. Så kan hun undgå at blive personligt berørt, når patienten ikke opfører sig, sådan som sygeplejersken synes, han skal. Kommunikation og fremtoning er i de fleste tilfælde en velbevaret hemmelighed mellem sygeplejerske og patient. At se og høre sig selv på video kan være temmelig pinefuldt, men det kan også være vejen til en meget bedre praksis, hvis man har nogen med sig, som kan hjælpe med at se og fortolke det, der sker på skærmen.

Lægestuderende skal til eksamen i en konsultation i almen praksis optaget på video, det er oplagt, at den metode også bør finde formel anvendelse i sygeplejerskeuddannelsen. Den der med kvinder og teknik kan ikke bruges som undskyldning.