Fast personale giver størst tryghed

Fugleparken er hjertet for al ældrepleje i den lille sydsjællandske kommune Fuglebjerg. Byens gamle plejehjem er bygget om til et ældrecenter, der huser 12 ældreboliger og et bofællesskab for 12 af de svageste ældre. Uden for selve centret ligger der i byen desuden 69 ældreboliger og endnu et bofællesskab med plads til syv demente beboere.

Byens pensionister kan komme i Fugleparken og spise til middag i cafeteriet eller spille banko, dyrke motion og bruge værkstederne.

Bofællesskaberne ligger skærmet mod den kommen og gåen og de aktiviteter, der foregår på resten af ældrecentret. Beboerne har deres egne fælles opholdsstuer, hvor de kan spise, se fjernsyn og deltage i de aktiviteter, de kan overkomme.

I 1991 indførte Fuglebjerg Kommune den traditionelle form for integreret ordning i ældreplejen. Politikerne ønskede, at ældre borgere skulle kunne blive i deres eget hjem og få den samme hjælp, som hvis de ville på plejehjem. Ud fra devisen om, at alle skulle behandles lige, blev plejehjemmet nedlagt og bygget om til ældreboliger. Ledelse og administration af det nye ældrecenter og døgnplejen blev slået sammen, og hele personalet skulle dække såvel hjemmeplejen som ældrecentret.

Efter et par år blev det imidlertid stadig mere tydeligt for personalet, at den integrerede ordning indebar nogle alvorlige ulemper.

''De ældre, der virkelig havde behov for hjælp, fik den ikke altid, og det gik i højeste grad ud over de allersvageste grupper, de demente og de apopleksiramte. Der var ældre, der gik rundt på gangene og råbte, og samtidig var der et rend af hjælpere, som både arbejdede på centret og ude i de private hjem. Trygheden gik fløjten, og det gjorde personalets engagement også,'' fortæller sygeplejerske og demenskoordinator Mette Abrahamsen.

Sygeplejerskerne blev isoleret

Den integrerede ordning indebar, at hjælperne blev delt op i fem selvstyrende grupper af dagpersonale, en aftengruppe og en natgruppe. Der blev indført en bruttonormering, som gik ud på, at hver enkelt gruppe selv var ansvarlig for at få timerne til at slå til. Sygeplejerskerne var ikke en del af de selvstyrende grupper, men var udelukkende involveret i sygeplejeopgaver og havde derudover en konsulentfunktion.

''På en gang med 24 beboere kunne der i princippet være tilknyttet 24 forskellige hjælpere, 10 forskellige er i hvert fald ikke urealistisk. Og når de ældre eller de pårørende henvendte sig med spørgsmål eller for at få hjælp, kunne beskeden derfor typisk være, at de måtte henvende sig til deres kontaktperson.

Den faste hjælper var måske hos den ældre fra kl. 8 til kl. 9 om morgenen og hjalp med bad og morgenmad, men så skulle hun videre til den næste beboer ude i byen, og den ældre sad så fuldstændig alene tilbage. Når den ældre råbte ''hallo,'' fordi vedkommende skulle tisse klokken 9.30, kunne beskeden fra en af de andre hjælpere lyde: ''Det er ikke mig, din hjælper kommer først klokken 10.30, så du må holde dig,'' fortæller Mette Abrahamsen.

Personalet i Fugleparken oplevede, at de fik mange problemer med pårørende, som var kede af, at deres gamle mor eller far ikke fik den hjælp, de havde behov for.

''De vrede pårørende blev et problem for plejegruppen, og man undgik dem. Personalet var frustreret, fordi det ikke er sjovt at skulle afvise en, der har behov for hjælp. Eller at skulle aflyse rengøringen,'' siger Mette Abrahamsen.

Bruttonormeringen betød desuden, at serviceniveauet kom til at svinge. Hvis en gruppe havde overskud af timer, så blev timerne givet væk til ekstra hjælp, og de ekstra timer kom så til at mangle, når personalet var ramt af sygdom eller skulle på ferie eller kursus.

Opdelingen i selvstyrende grupper med ansvar for budget betød endvidere, at grupperne ikke hjalp hinanden, når de havde timer til overs, eller hvis de manglede personale.

Ældrechef Merete Bach mener, at selvstyring og selvstændig økonomi er midler, der bevirker, at en gruppe lukker sig om sig selv.

''I stedet for at hjælpe tænker man mest på, at man skal have sit eget system til at fungere og så skidt med resten. Man bliver en stat i staten, og daggruppen kan eksempelvis komme i slagsmål med aften- og natgruppen om, hvem der skal gøre hvad,'' siger hun.

Hun fremfører i den forbindelse, at når en ny ældrepolitisk holdning bliver moderne, så opstår der en risiko for, at formålet med holdningen fortaber sig i administrationsprincipper.

Side 10

Billede

Side 11 

"Man kommer ofte til at glemme, at den oprindelige hensigt var, at man ville lave nogle bedre tilbud til borgerne,'' siger Merete Bach.

Alle skulle være lige

Efterhånden som skavankerne ved den første integrerede model blev tydelige for personale og ledelse, begyndte man at tale om at justere modellen. Det var dog ikke let at få politikerne til at slippe illusionen om den fuldt integrerede model.

''Først og fremmest ønskede vi at indføre fast personale til en gruppe demente, men så var der straks nogle politikere, som mente, at vi nu var på vej tilbage til den gamle plejehjemstanke. Og de ændringer, vi siden har gennemført, har vi måttet kæmpe hårdt for,'' fortæller Mette Abrahamsen.

Fugleparken har trin for trin justeret modellen. De selvstyrende grupper er blevet splittet op i tre udkørende grupper og to grupper, der fast er i bofællesskaberne. Alle grupper består af dag-, aften- og natpersonale, og når en gruppe holder møde, har hele døgnets personale pligt til at deltage.

Man er gået tilbage til nettonormering og central styring, hvor plejegrupperne får tildelt de timer, der passer til de visiterede ydelser. Er man for meget personale i forhold til ydelserne, bliver timerne overført til en anden gruppe. Som udgangspunkt er personalet fast tilknyttet én gruppe borgere, men man hjælper hinanden. Et par ''springere'' er desuden ansat til at afløse, når det faste personale er på ferie, kursus eller i tilfælde af sygdom.

Sygeplejerskerne er ikke længere isoleret i en konsulentfunktion, men er medlem af en af de fem grupper og udgør teamledelsen i samarbejde med en gruppeleder.

''I den tidligere model mistede sygeplejerskerne kendskabet til de borgere, der ikke direkte modtog sygeplejeydelser. I den nye model, hvor sygeplejersken er en integreret del af grupperne og teamledelsen, har hun kendskab til alle borgere, uanset om de kun modtager rengøring,'' siger Mette Abrahamsen.

Konstitueret leder af døgnplejen Elisabeth Kjær er lettet over, at personalet har gjort op med tanken om, at alle skal være ligestillede.

''Uanset om man var husassistent eller sygehjælper, skulle man i den oprindelige integrerede model udføre de samme opgaver. I dag har vi erkendt, at vi har forskellige ressourcer både fagligt og personligt, og dem udnytter vi. Hvis en hjælper eksempelvis skal påtage sig en opgave for en dement borger og ikke er kvalificeret til opgaven, så kræver det vejledning af personalet fra bofællesskabet for demente. Det er blevet legalt at erkende, at man ikke altid selv skal stå med det hele, og det er en lettelse at vide, at man kan trække på andre, der kan løse opgaven. Det gør, at alle bliver bedre til det, de gør, og det giver ro og arbejdsglæde,'' mener Elisabeth Kjær.

Ældrechef Merete Bach understreger dog, at den holdning ikke er kommet af sig selv.

''Efter i årevis at have fået tudet ørene fulde af misforståelsen om, at alle skal være lige gode til alting, så har det været en lang proces at ændre holdning. Ledelsen har arbejdet længe på at blive enige om et nyt værdigrundlag, og de værdier er blevet formidlet ud til medarbejderne ved temadage,'' fortæller hun.

De pårørende som målgruppe

Én af fordelene ved en fuldt integreret model kan være, at en borger kan beholde sin faste hjælper, når vedkommende flytter i ældrebolig eller bofællesskab. I den tilpassede model i Fuglebjerg vil en flytning ofte indebære, at den ældre skifter hjælper.

''Skift af hjælper behøver ikke nødvendigvis betyde noget dårligt. Man kan også komme ud for, at man møder en hjælper, man snakker bedre med end den forrige. Det med hjælperen er måske også det mindste problem i forhold til, at den ældre skal flytte fra et sted, hvor vedkommende har boet i 45 år. Det er først og fremmest den situation, vi skal tage hånd om,'' siger Merete Bach.

Når en dement borger flytter i bofællesskab følger den kendte hjælper ofte med i de første par dage for at videregive oplysninger om den ældres private vaner. Eksempelvis om der skal et tyndt eller tykt lag smør på brødet. Desuden overtager personalet i bofællesskabet samarbejdsbogen fra hjemmet, hvor den ældres døgnrytme er beskrevet.

I dag oplever personalet langt sjældnere problemer med vrede pårørende.

''De pårørende er en meget væsentlig del af plejen af ældre i bofællesskaberne. De er den enkelte ældres liv, og derfor skal vi tænke dem med i vores tilbud og lytte til dem. Vi skal ikke glemme, at der er en grund til, at den ældre må flytte hjemmefra, og det er ofte behovet for tryghed ved, at der er nogen omkring én, og det behov skal vi opfylde,'' siger Merete Bach.

Den skepsis, som nogle politikere havde over for tanken om at vende tilbage til fast personale, er vendt til stolthed over indsatsen, især på demensområdet.

''De er meget stolte over vores nyindrettede bofællesskab, og i dag går diskussionen mere på, om vi har plejeboliger nok,'' siger Mette Abrahamsen.

Merete Bach mener, at personalet i dag fuldt ud lever op til politikernes forventning om fleksibilitet, selv om de er gået væk fra den model, som politikerne og de selv i sin tid fandt var ideel.

''En af tankerne med den fuldt integrerede model var oprindelig, at personalet skulle være fleksible og både arbejde inde og ude, men i praksis var ordningen ikke fleksibel for den beboer, hvis faste hjælper befandt sig et andet sted, når man havde brug for hjælp. Argumentet om, at man skulle begynde at se folk som individer, betød, at man i integrationens hellige navn kom til at behandle alle lige dårligt,'' mener hun.