Sygeplejersker kan bekæmpe vold

Sygeplejersker og andre medarbejdere i sundhedssektoren spiller en væsentlig rolle, når det gælder bekæmpelse af den vold, som rammer kvinder i hele verden.

Det fastslår Verdenssundhedsorganisationen, WHO, som har sat vold mod kvinder højt på den internationale sundhedsdagsorden.

Det er WHOs afdeling for kvinders sundhed, DWH (Department of Women's Health), som står for det koordinerende arbejde, og afdelingen har bl.a. udsendt en ''informationspakke,'' der særligt retter sig mod medarbejderne i sundhedsvæsenet.

Informationspakken, der kan hentes på Internettet, giver et globalt billede af volden som sundhedsproblem ved hjælp af en række undersøgelser og statistikker fra hele verden. Den fortæller også om de sundhedsmæssige konsekvenser af vold mod kvinder og om, hvad sundhedspersonale kan gøre i samspil med andre sektorer i samfundet.

Sundhedspersonale må trænes i at opdage både de tydelige og mere skjulte tegn på vold, så de kan blive i stand til at hjælpe kvinderne. For mange voldsramte kvinder er sundhedspersonalet de væsentligste ­ og ofte eneste ­ kontaktpersoner.

Set i et offentligt sundhedsperspektiv er det ligeledes vigtigt med forebyggelsesprogrammer samt velfungerende muligheder for retslig og social støtte til kvinderne, hedder det i WHO-materialet, der understreger medlemsstaternes fundamentale ansvar for at beskytte og fremme kvinders sundhed ved at bekæmpe volden.

Ansvar for alle i sundhedssektoren

Sygeplejersker og andre sundhedsarbejdere kan hjælpe voldsofre på forskellige måder, alt efter hvor de er placeret i systemet, påpeger WHO.

De, der arbejder i primærsektoren, på sundhedscentre eller klinikker, vil måske høre rygter om, at en kvinde bliver banket eller et barn misbrugt, eller de vil observere tegn på vold, når kvinder i anden anledning henvender sig. De, der arbejder på hospitaler eller skadestuer, vil ofte være de første, som en voldtaget eller voldsramt kvinde kommer i kontakt med. Sundhedspersonale, der besøger institutioner som fængsler, sindssygehospitaler og plejehjem, kan være de eneste personer udefra, som voldsofre kan søge hjælp hos.

Sundhedsvæsnets ledere skal have pligt til at sørge for, at voldsproblemet bliver synligt, som er en af hovedårsagerne til dårligt helbred hos kvinder. Sundhedsvæsenets administration må sikre, at der er ressourcer til at indsamle data, udvikle retningslinjer samt fremme mulighederne for at afsløre vold og misbrug i tide.

Side 17 

WHO prøver også at opstille en model for, hvordan de menige medarbejdere i sundhedsvæsenet skal håndtere voldsproblemet (se boks).

De fleste har hverken tilstrækkelig tid eller uddannelse til at tage det fulde ansvar for at imødekomme voldsramte kvinders behov, men de kan identificere problemet og i nogle tilfælde sørge for, at kvinderne eller pigebørnene henvises til beskyttelse eller omsorg.

Sundhedssektorens mulighed for at bistå kvinder og pigebørn, der har været udsat for vold og/eller misbrug, kan bedres ved hjælp af uddannelse af personalet og nedskrevne retningslinjer for indsatsen, registrerer WHO. Det belyses med et eksempel fra et amerikansk hospital, hvor man i dag opfanger fem gange så mange voldsofre, som før de faste undersøgelsesrutiner blev indført.

Her er eksempler på de spørgsmål, som sygeplejersker og læger på hospitalet i Pennsylvania stiller til kvinder. Da problemerne praktisk taget er ens i alle lande, kan de frit kopieres:

''Da vold mod kvinder er så almindeligt, spørger vi nu alle kvinder: Er du nogensinde blevet slået eller misbrugt af din partner?''

''Når jeg ser en kvinde med kvæstelser som dine, skyldes det somme tider vold. Er du blevet udsat for sådan noget?''

''Somme tider, når folk kommer til klinikken med symptomer som dine, er det tegn på, at der er problemer i hjemmet. Har du oplevet den slags problemer?''

''Du nævnte, at din partner drikker. Bliver han nogensinde voldelig i den forbindelse?''

Retningslinjer for sundhedspersonale

WHO har udarbejdet en liste med generelle retningslinjer for sundhedspersonale, der arbejder med voldsramte kvinder ­ og det gør de fleste på et eller andet tidspunkt ­ også i Danmark:

1. Vær ikke bange for at spørge. I modsætning til, hvad mange tror, er de fleste kvinder villige til at åbne sig og afsløre vold og/eller misbrug, når de bliver spurgt direkte på en ikke-dømmende måde. Mange har stille håbet, at nogen vil spørge.
2. Skab en støttende ikke-dømmende stemning. Lad hende fortælle sin historie, og understreg, at ingen selv har været ude om at blive slået eller voldtaget under nogen omstændigheder.
3. Vær opmærksom på ''advarselslamper.'' Der er visse forhold og symptomer, som bør rejse mistanke om vold og misbrug. Det drejer sig om: 1) Vedvarende upræcise klager, som ikke har nogen objektiv årsag. 2) Kvæstelser, som ikke svarer til den forklaring, der fremsættes. 3) En partner, som er ovenud opmærksom, kontrollerende og uvillig til at forlade kvindens side, så hun bliver alene med sundhedspersonalet. 4) Fysiske kvæstelser under graviditeten. 5) Gentagne selvmordsforsøg samt 6) tidsmæssig afstand mellem pådragelsen af en skade og henvendelse til klinikken eller skadestuen.
4. Overvej hvilken fare kvinden og hendes børn umiddelbart befinder sig i og støt hende i hendes egne overvejelser: Er der en ven eller slægtning, som hun kan søge beskyttelse hos? Eller skal hun sættes i forbindelse med et krisecenter eller lignende.
5. Fortæl hende, at sundhedsvæsenet og retssystemet er på hendes side. Straffeloven forbyder vold og voldtægt i de fleste lande, selvom det kan forholde sig lidt mere uldent med hensyn til vold i hjemmet. Undersøg og forklar om mulighederne for retshjælp.
6. Tilbyd en ny aftale, hvor der følges op på hendes situation.
7. Sørg evt. for at fremlægge tilgængeligt materiale om vold i hjemmet, voldtægt og misbrug samt informationer om, hvor man kan søge hjælp og støtte.
8. Vær forsigtig med at anbefale beroligende midler, da de kan nedsætte patientens evne til at forudse og reagere på partnerens angreb ­ og derved bringe hende i yderligere fare.
9. Opret og vedligehold kontakt med offentlige og private organisationer, som tilbyder støtte til voldsramte kvinder.

Så vidt sundhedspersonalet. WHO understreger, at bekæmpelsen af vold mod kvinder kan og skal indarbejdes i den offentlige sundhedspolitik både på lokalt og nationalt plan, ligesom private organisationer skal støttes i deres arbejde. Det handler også om at bearbejde holdninger hos såvel mænd som kvinder. Som man f.eks. gør i Uraco Pueblo i Honduras, hvor man bruger drama, dokumentation og rollespil, når man uddanner sundhedspersonale til at tage sig af vold i hjemmet og sexmisbrug af børn og kvinder.

Læs også: Vold mod kvinder en global epidemi