Et folk tvunget i knæ

Side 6

Billeder

Side 7

Mujnak var tidligere en havneby ved Aralsøens bred i Karakalpakien. Engang lå den på en ø, senere, da søen begyndte at skrumpe ind, blev øen til en halvø, og nu ligger byen midt i en ørken omkranset i en radius af 120 km af det, der tidligere var Arals havbund. Der er kun én 300 km vej gennem ørkenen, som forbinder Mujnak med omverdenen.

Engang var Mujnak en stor havneby, hvorfra byen fik sine hovedindtægter, og hvis fiskeindustri udgjorde 50 pct. af Karakalpakiens samlede indtægter. Hvert år fangede de lokale fiskere en halv mio. t fisk. På bredden var der store fiskekonservesfabrikker, og hovedparten af befolkningen var beskæftiget med at fange eller forarbejde fisk. For disse mennesker var Aralsøen både forrådskammer, genstand for ærbødighed og kilde til velstand.

Siden Aralsøen forsvandt, er tiden stået stille i Mujnak. Allerede i begyndelsen af 80'erne var man nødt til at indstille fiskeri i større omfang. Det ene menneske efter det andet mistede midlerne til livets opretholdelse på et tidspunkt, hvor den sovjetiske regering ikke så meget som overvejede at indrømme, at der fandtes et problem. Mujnakdistriktets 50.000-60.000 indbyggere forstod ikke, hvad der skete med søen, og kunne slet ikke forestille sig omfanget af den truende katastrofe. Det fortælles, at de lokale beboere hvert år tog ud til den tomme lufthavn, som det havde været planen skulle fragte internationale kurgæster til og fra området, og malede parolen op på landingsbanen: ''Velkommen til fiskerbyen Mujnak!''

I dag er Mujnak en fuldstændig ødelagt landsby, beliggende i et særdeles ufremkommeligt hjørne af verden. Gamle administrative bygninger, opført i sovjettiden, er ved at blive ædt op af hyppige støvstorme. De små enetages huse, som de fleste bor i, er bygget af siv og ler. Tilsvarende siv er anvendt til hegn overalt for at beskytte husene mod den salte blæst. Vinduesrammerne er for længst uden glas ­ nu er der sømmet brædder eller sat finérplader for dem i stedet. Kun det matte elektriske lys minder om, at der kan bo mennesker derinde. Nybyggeri er fuldstændig gået i stå. Derfor er nye familier tvunget til at bosætte sig på den udtørrede kystlinie, hvor de opstiller skurvogne eller opfører primitive sivhytter. Vil man ud og se på omegnen, bør man iklæde sig støvler ''op til ørerne,'' for om sommeren synker man ned til anklerne i saltstøv, resten af året i mudder.

På den tidligere søbred står elmaster af forskellig form og højde, indviklet i et virvar af ledninger. Nogle af dem trænger til reparation: løsrevne ledninger hænger så lavt, at de er ved at komme i berøring med boligernes tage. I al denne uorden ligger fiskekutterne og rådner op, så langt øjet rækker. En skibskirkegård til påmindelse om, at bølgerne engang slog ind mod bredden her på stedet.

Vandmangel og jordforurening gør deres til at fuldende billedet af en døende by. De gamle grønne beplantninger i Mujnak visner, og nye vil ikke trives. Overalt er der ildelugtende søer, som er opstået ved, at grundvandet er trængt op til overfladen. Ved deres bredder ligger der både, som bruges til at sejle over til sivbuskadserne. For siv er det billigste og vist også det eneste tilgængelige byggemateriale, der findes. Fra de samme søer drikker køerne. Som regel genner folk deres kvæg ud i ørkenen, den tidligere søbund, hvor dyrene ernærer sig af tornebuske og anden ørkenbevoksning. Ofte kan man møde køer i byens gader: de flytter hovene langsomt, mens de roder i husholdningsaffald og skraldebunker efter noget at spise. Andet foder er der ikke til dyrene. Det undrer ikke, at en voksen ko i Mujnak højst giver 2 l mælk om dagen. Organisationen Læger uden Grænser siger, at ''dyrene i regionen kan være bærere af ikke-tyfoid salmonella, brucellose, sibirisk mavesår og bændelorm.''

Udtalt vandmangel

Da vi kom til Mujnak, havde vi svært ved at finde et sted at indkvartere os. I den by, der

Side 8

tidligere var et kendt sovjetisk kursted, fandtes nu ikke et eneste hotel. Endelig var der en sygeplejerske på det lokale hospital, der sagde: ''I Mujnak er der en rig mand, som lejer værelser ud til fremmede.'' Vi tog hen på den adresse, vi havde fået anvist.

Abdusjappar Tleuvs hus adskilte sig rent faktisk fra de øvrige ved en række detaljer: på taget var der opsat en parabolantenne, i gården stod en gammel bil af sovjetisk oprindelse, og hegnet omkring huset var ikke af siv, men af træ. Alle disse tegn på ''rigdom'' var i øvrigt noget, manden i huset havde arvet fra sin far, et tidligere højtstående partimedlem. Selv var Abdusjappar for at brødføde sin familie nødt til at leje værelser ud til byens sjældne gæster. Hans kone Bakhyd havde tidligere været sygeplejerske. Som 32-årig blev hun invalid som følge af en urinstenssygdom. Hun mener, hendes sygdom skyldtes miljøforureningen, manglen på ordentligt drikkevand og manglen på indlagt vand i husene.

Faktisk fandt vi i Abdusjappar Tleuvs ''rige'' hus ikke noget så elementært som en vandhane. Vaske sig kunne man kun uden for huset ved et snavset og rustent vandrør, der stak direkte op af jorden. Samme sted bruges til at vaske op, vaske tøj og hente vand til madlavning fra. Vandet fra dette rør bliver drukket af børn og dyr. Det anses for at være drikkevand, men i virkeligheden adskiller det sig ikke fra vandet i kanalen. Ifølge karakalpakiske forskeres undersøgelser indeholder vandet høje koncentrationer af mineralske salte, kemikalier og tungmetaller.

Men forholdene viser sig endda at være endnu ringere andre steder. Halvdelen af Mujnak-distriktets befolkning har ikke engang sådan et rustent vandrør i gården. Et bad her på stedet vil sige at tage lidt vand i håndfladen og gnide det ud over sin salte og klæbrige krop, der må døje med temperaturer på +45°C om sommeren.

Den organisation, der står for regionens vandforsyning, har hverken penge til at reparere det gamle rørsystem, der hvor det fandtes, eller til at udvide det til steder, hvor det ikke fandtes. Folk går til deres naboer efter vand, eller også tager de det fra åbne brønde i det fri. For at skaffe vand til familien må svigerdøtrene eller andre unge kvinder i huset af sted til brønden tre gange om dagen. Som regel tager kvinden 20 l vand ad gangen og bærer så spandene hjem på sine skuldre, somme tider en hel kilometer.

På samme måde får i øvrigt også hospitalerne vand. I Sjagyrlyk, en landsby i Mujnak-distriktet, mødte vi en sygeplejerske, der på sine skuldre bar et par tyveliters spande med vand fra brønden til hospitalet. Hun sagde: ''Denne fremgangsmåde koster så meget tid og så mange kræfter, at der ikke er tid til at snakke med patienterne på hospitalet eller med børnene derhjemme.''

Beboerne i bygden Kasakh-Darja (også Mujnakdistriktet) er endnu dårligere stillet. De 3.000 mennesker eller 400 familier, der bor i bygden, har kun vandet fra floden, som benyttes til drikkevand, til at vaske tøj i og til at svømme i, mennesker og husdyr mellem hinanden. Ingen tænker på, at flodvandet kan være en kilde til sygdomme. Først for nylig har man installeret et finskproduceret afsaltningsapparat i bygden. Penge har det kostet rigeligt af, men at det også skulle være bekvemt at bruge, har ingen tænkt på: Der er kun åbent for vandet en time om dagen. Hver af de haner, der er opstillet i det fri, er beregnet til 15 husstande eller gennemsnitligt 120 personer. Folk kiggede på den nymodens anordning, stod lidt i kø og skubbede til hinanden og blev så enige om at gøre som for 100 år siden, nemlig fortsætte med at hente vand fra floden.

Eldorado for epidemier

Kloakering findes heller ikke. Et nutidigt toilet i Mujnak udgøres af et hul, man har gravet i jorden og indhegnet med brædder. Desinficering er der ikke mulighed for, der er ingen steder at vaske hænder. Der er heller intet lys. Har man besluttet at besøge et sådant sted for at forrette sin nødtørft, bliver man straks offer for hundredvis af

Side 9

fluer, der et øjeblik forinden har spist ekskrementer. Denne scene kan iagttages overalt, hvor der bor mennesker. Der er klart tale om en ekstraordinær epidemiologisk situation.

I bygden Kasakh-Darja kan man være vidne til noget besynderligt. En kilometer fra bygden, ude på en stor uopdyrket mark, springer en varm kilde op af jorden, beriget med svovlbrinte. Folk betragter kilden som en naturens gave og benytter den som offentlig ''badstue.'' Det kan ikke undre. Bygden har aldrig haft indlagt vand i husene. Dag og nat, sommer og vinter kommer folk hertil med hele familien for at bade og vaske tøj. Hver uge besøges ''hele folkets badstue'' af 3.000 mennesker. Men hvordan ser så ''badstuen'' ud? Rundt om den har der dannet sig et sumpet, sivbevokset område. På ''badstuens'' bund kommer det snavsede vand op imellem glasskår og rådnende affald overtrukket med mudder. I alle de årtier, kilden har fandtes, har der ikke været en eneste af indbyggerne, som har taget initiativ til at få bragt forholdene i orden. Er det fattigdommen, der forhindrer det? Ikke kun. Den lokale læge, Utesin Nasarbajev, forklarer:

''Når folk hele tiden oplever problemer med vand, begynder de at opfatte en hvilken som helst slags vand som en gave, uanset hvor snavset, hårdt eller salt det måtte være. Bare det er der.''

''Gaven'' rummer mange skjulte farer. Den karakalpakiske læge og miljøekspert, Oral Ataniyazova, forklarer:

''Vort folk har en nationaldrik, te med mælk.

Side 10

Men meget tit er vi forhindret i at drikke den på grund af det høje indhold af salte i vandet. Når vi laver vores te og kommer mælk i, skiller mælken. Hos nogle bliver mundens slimhinder dækket af sår, når de drikker det vand, der er i vandrørene. I Mujnak vil spædbørn ikke have bryst, fordi modermælken har et 3-4 gange højere saltindhold, end det er tilfældet i miljømæssigt velfungerende regioner.''

Presset til det yderste

De problemer, indbyggerne i Mujnak oplever i deres hverdag, forværres pga. den voksende fattigdom. Siden man måtte indstille fiskeriet i 80'erne, har de fleste indbyggere i Mujnakdistriktet i Aralregionen været arbejdsløse. For at skaffe arbejde til blot en lille del af befolkningen er regeringen begyndt at forsyne fiskekonservesfabrikken i Mujnak med fisk fra Atlanterhavet. I øjeblikket arbejder fabrikken på kvart kraft i forhold til tidligere, men selv dette arbejde kan når som helst forsvinde. Til pakning af den forarbejdede fisk skal fabrikken bruge konservesdåser, og dem kan den kun få i bytte for skrotmetal. Hvor skal man få det fra? Det siges, at fiskerne for ikke at miste deres arbejde har været nødt til at destruere deres både og hugge deres kuttere op. Det gjorde de med tungt hjerte. De forstod, at de dermed mistede nogle af deres dyrebareste minder, det sidste, der var tilbage af livet på søen. Men det var den eneste udvej. Når fabrikken står stille, går der måneder, hvor folk ikke får løn. Nogle gange får de udleveret fiskekonserves i stedet for penge. En dåse om dagen, så de ikke dør af sult.

Det er utrolig hårdt for ikke at sige umuligt at leve under sådanne forhold. Halvdelen af de 50-60.000 mennesker, der boede i Mujnak indtil 1980, har forladt regionen. Det samlede antal mennesker, der har forladt Aralregionen, er på over 100.000. Man kalder dem økologiske flygtninge eller hjemstavnsfordrevne.

Men mange er blevet boende. I Mujnak

Side 11

drejer det sig om 28.000 personer, der ikke ønsker at flytte. Nogle har deres familiegravsteder at passe. Nogle er knyttet til deres historiske hjemsted. Men de fleste er blot fattige folk, der ikke har råd til at flytte nogen steder hen. De overlever, så godt de kan hver især. To pct. af befolkningen i den tidligere fiskerby fortsætter med at fange fisk i de omkringliggende søer. Ikke for at sælge dem, men for at skaffe aftensmad til deres familier. Andre 10 pct. er beskæftiget med privat virksomhed. Nogle af dem går på jagt efter de sidste tiloversblevne pelsdyr. Nogle fælder siv. Der er også nogle, der har slået sig på prostitution.

Hospitalet mangler også vand

Vil man se vidnesbyrd om katastrofen, behøver man ikke tage ud til skibskirkegården på den blottede søbund i ørkenen. De udlændinge, der kommer til Mujnak, kan få indblik i katastrofens konsekvenser ved at gå gennem døren til det centrale distriktssygehus. I et område med 28.000 indbyggere er dette det eneste sygehus, bortset fra lægestationerne på landet. I sygehusgården løber vandet på trods af vandmanglen dag og nat. Om sommeren flyder det ud på gangstierne og danner store pytter på sygehusets territorium. Ved almindelig vintertemperatur, minus 25°C, forvandles det til et isterræn. Hanen bliver aldrig lukket og har ikke engang en lukkemekanisme.

''Det har sin forklaring,'' fortæller WHOs repræsentant i Karakalpakien, Sakir Khodsjajev. ''Hvis de lukker for vandet om sommeren, visner alle træer på sygehusets område. Hvis de lukker om vinteren, fryser vandet til is i røret. Så længe vandet er i bevægelse, fryser det ikke. Det har vital betydning, for sygehuset har ikke andre kilder til vand. Inde i bygningen finder du ikke en eneste hane.''

Det er svært at forestille sig en kirurg eller sygeplejerske, der uden vand skal forberede sig til en operation. Ligesom det er umuligt at forestille sig manglende vand til en kvinde på fødeafdelingen, der lige har født. Eller hvad med dysenteripatienter fra infektionsafdelingen? De skal på toilettet mange gange i døgnet, og muligheden for at vaske hænder er kun sjældent til stede. Men alle er på samme vandration: en tynd stråle koldt vand fra en spand, som sygeplejersken holder. I ekstraordinære tilfælde kan vand varmes op i en lille kedel.

Man leder forgæves efter et toilet på selve sygehuset. Det har det aldrig haft, ligesom distriktet aldrig har haft kloakering. Sygehusets toilet befinder sig på gaden. Dets vægge er opført af brædder, og indeni er der gravet et hul i jorden. Som altid er der mange fluer og ingen steder at vaske hænder. Køen består af kvindelige og mandlige patienter fra samtlige afdelinger mellem hinanden og sygehusets personale.

Sygeplejersker udsat

En sygeplejerske i Mujnak er i konstant bevægelse. Fx med at bære vand ind fra gaden til afdelingen eller med at varme vand på gasblusset for at vaske en patient forud for en operation. Hun løber frem og tilbage mellem afdelingerne og sygehusets apotek for at bestille lægemidler. Telefoner er der ingen af. Når hun har givet en patient en indsprøjtning, samler hun de anvendte instrumentdele af metal og glas sammen i en sæk og bærer dem over til sterilisering. Engangssprøjter har man nemlig heller ikke. Man har heller ikke engangshandsker og engangsmasker, så risikoen for at blive smittet på sit arbejde er meget høj.

Sygeplejerskens arbejdsdag begynder og slutter med optælling af alle de små genbrugsinstrumenter. Hun skal være opmærksom på hver eneste del og sørge for, at hun modtager og tilbageleverer det, hun skal. Hvis der mangler en sprøjte, kan det betyde, at en patient ikke får sin indsprøjtning, da sygehusets lagerbeholdning er meget sparsom.

To gange om ugen skal hver af sygeplejerskerne tillige rundt til 15 familier for at høre, om nogle er syge. Samtidig skal hun

Side 12

tale med familierne om hygiejniske forholdsregler. Hvis der kommer kasser med humanitær bistand, forvandler sygeplejersken sig til drager. Uden at hendes løn af den grund ændrer sig.

Tilskud for sygeplejersker

Khalykhan Davletmuratova, chefsygeplejerske på sygehuset i Mujnak, fortæller: ''Lønnen rækker ikke til det mest fornødne. Nogle af sygeplejerskerne har 30-40 km til sygehuset. Det sker, de ikke kan komme på arbejde, fordi de ikke har penge til bussen. Vi vil skrive til regeringen og bede om tilskud for sygeplejersker, i det mindste til el, gas og offentlig transport.''

Khalykhan Davletmuratova er 52 år gammel, og hun har været sygeplejerske i 34 år. Hun er mor til tre børn og enke ­ manden omkom i en bilulykke, da børnene var ganske små. I øjeblikket består hendes familie af seks personer ­ søn, svigerdatter, tre børnebørn og hende selv.

''Det er kun mig, der har arbejde. Min søn har en handelsuddannelse og fik også arbejde, men virksomheden måtte snart lukke. Min svigerdatter er uddannet som bogholder, men nødt til at sidde hjemme, da den

Side 13

yngste kun er et år gammel. Hun ville gerne begynde at arbejde, men det kan ikke lade sig gøre ­ med den høje arbejdsløshed ønsker arbejdsgiverne ikke at ansætte kvinder, som har børn. For at tjene mere er jeg nødt til at arbejde halvanden vagt i døgnet på sygehuset, fra tidlig morgen til sen aften. Jeg kommer kun hjem for at overnatte.

Men lønnen rækker end ikke til det mest fornødne. Min månedsløn strækker til husleje, el og gas, en sæk mel til at bage brød af, eftersom brødet i butikkerne er for dyrt, to l planteolie, to kg ris, to kg sukker, tre kg kartofler og et kg te. Det er alt. Hvis en af os bliver syg, er der ikke råd til medicin. Til daglig lever vi af te og brød, om søndagen får vi en slags suppe med makaroni. Frugt, grøntsager, kød og slik er ukendt for børnene. Så længe det er varmt i vejret, går de barfodet, og det varme vintertøj går i arv fra barn til barn. At købe en avis er en utilladelig luksus. Rekreation består for os i at sove ud på en nat.''

Ringe levevilkår

Khalykhans hjem er meget spartansk. Den arbejdende sygeplejerskes levevilkår ville fylde en arbejdsløs dansker med rædsel. Seks personer må deles om tre små værelser. Der er en metalseng, hvor svigerdatteren sover med den yngste, de andre sover på gulvet. Der mangler enhver form for møbler: familien spiser, snakker med hinanden og leger siddende på gulvet. Det vand, der kan varmes op på gasblusset, er nok til at hælde over det yngste barn. De øvrige familiemedlemmer nøjes med at stænke vand i ansigtet. Det er flere år siden, fjernsynet har virket. Køleskabet, der heller ikke fungerer, benyttes blot til forrådskammer. Og så er Khalykhan Davletmuratovas bolig ikke engang hendes egen, den er del af et kollegium.

''Tidligere, da børnene var små, og tiderne var gode, havde vores familie eget hus. Det var ikke stort, men det var vores. Så blev børnene voksne og stiftede familie. Behovet meldte sig for at finde noget større at bo i. Men vi har ikke mulighed for at finde nye boliger hver især. Siden søen forsvandt, er regionen ophørt med at give overskud, og byggeriet i Mujnak ligger stille. Derfor besluttede jeg at overlade huset til min ældste søns familie og flytte på kollegium, og min yngste søn og hans familie fulgte med mig. Lige så lidt som der er håb om, at søen vender tilbage, lige så lidt håb er der om, at vi nogen sinde får vores egen bolig.''

Underernæring

Khalbike Sjimuratova er den eneste gynækolog på Mujnaks distriktssygehus. Hun har 5.000 kvinder i den fødedygtige alder at tage sig af. Arbejdspresset er reelt mere, end et menneske kan klare. Alligevel tjener hun ikke mere end 5.000 usbekiske sum eller knap 40 dollars om måneden.

''Hver dag er der kvinder i Mujnak, som skal føde,'' siger hun. ''Nogle gange er jeg nødt til at tilbringe tre eller fire døgn på sygehuset i træk. Og det selv om familien, min mand og vores syv børn, venter på mig derhjemme. Når jeg kommer hjem, består min morgenmad og aftensmad af brød og te. Mere er der ikke råd til for den løn, jeg får. Nogle gange mister jeg lysten til at være læge, for tit må jeg gå sulten på arbejde ­ den sparsomme kost kompenserer ikke for mit energitab på arbejdet. Men jeg er den eneste gynækolog i distriktet. Hvis jeg ikke møder op på fødeafdelingen, er der ingen til at hjælpe mine patienter. De har brug for mig. Alle kvinder i Mujnak fejler et eller andet. Pga. fattigdommen og det skadelige miljø.''

Sygeplejersken Khalykhan Davletmuratovas og lægen Khalbike Sjimuratovas historier giver et typisk billede af situationen for de fleste karakalpakiske familier i Aralregionen, hvor de fleste lever på den absolutte sultegrænse.

''Allerede for ti år siden blev forbruget af kalorierige levnedsmidler i Aralregionen reduceret til et niveau, der var mange gange lavere, end hvad der defineres som medicinsk forsvarligt,'' skriver Grigorij Resnitjenko, der har specialiseret sig i Arals problemer.

'Side 14

'Det har ført til en kronisk protein- og kaloriemangel, der ellers kun kendes fra lande med en udpræget kolonial afhængighed.'' Den sociale nød antager kronisk form. Den karakalpakiske læge og miljøekspert, Oral Ataniyazova, konstaterer:

''En bæredygtig udvikling i Usbekistan og i Karakalpakien afhænger af den mængde bomuld, der plukkes. I Karakalpakien mangler der vand til at overrisle markerne, og jorden er stærkt forurenet af salt, hvorfor 70 pct. af markerne er lagt brak. Det betyder, at vi konstant underopfylder produktionsplanen for bomuld. Og uden bomuld er der ingen indtægter til statskassen og ingen lønninger til befolkningen. Fattigdommen øges.''

. . . Da vi skulle til at forlade Mujnak, brød en voldsom saltstorm løs af den slags, vi ofte havde hørt om. En stærk vind sendte en mørk sky af saltstøv ind fra Aral. Fra det ene øjeblik til det andet blev Mujnak indhyllet i mørke. Folk gemte sig i husene, og dyrene løb forskræmt rundt for at søge ly. Stormens blanding af sand, støv og salt satte sig i tøjets folder og i håret, den kom i øjnene og knasede mellem tænderne. Bagefter begyndte det at hagle. Haglene var så store som vagtelæg. Fra støvskyerne faldt en mørkebrun styrtregn. Sygeplejersken Khalykhan Davletmuratova, der tog afsked med os, sagde: ''Det oplever vi tit. Folk kalder det Arals tårer.''

Selv er indbyggerne i Mujnak for længst holdt op med at græde. Dengang de var i stand til at råbe op om deres ulykke, drømte den sovjetiske regering ikke om at indrømme eksistensen af et problem i regionen. Nu, hvor hele verden taler om katastrofen ved Aral, har de mennesker, der bor midt i den, simpelt hen ikke mere at stå imod med. De er for afkræftede til virkelig at kæmpe for deres egen overlevelse. Som gynækologen Khalbike Sjimuratova fra Mujnak formulerede det: ''Vi føler os som får, der har affundet sig med at blive ført til slagtebænken.''•

Oversættelse: Steen Jacobsen.

Billedtekster

Sygeplejerske bærer 20 l vand i to vandspande til sygehus. Det tunge arbejde som vandbærer tager tid fra patientplejen. 
På sygehusene må vand som her opvarmes med primitive apparater over gasblus. 1999: Det sparsomme vand må bruges med forsigtighed. En læge skyller sine hænder i en tynd stråle vand fra en lille vandbeholder. 1990: Nyfødt vaskes med lidt vand. Der er ikke vand i vandhanen. Som disse to billeder viser, er der ingen forbedringer sket i næsten ti år. Chefsygeplejerske Khalykhan Davletmuratova (th.) under konference på sygehuset i Mujnak. Af sin families seks medlemmer har kun chefsygeplejerske Khalykhan Davletmuratova arbejde (nr. to fra højre). Til daglig lever familien af te og brød. Kun om søndagen er der råd til en slags suppe med makaroni. Chefsygeplejerskens hjem er yderst spartansk og uden møbler. Familien spiser, snakker med hinanden og leger siddende på gulvet. Her er det et af børnebørnene, der spiser sin mad siddende på gulvet. Landsbylæge på hjemmebesøg. Han fungerer som praktiserende læge, selvom han kun er uddannet som tandlæge.