Synspunkt: Den funktionsbærende enhed

Uden en bred offentlig debat, endsige analyse, er den funktionsbærende enhed blevet en anerkendt og central organisatorisk ramme i dansk sygehusvæsen.

Af aftalen mellem regeringen og amtsrådsforeningen fra juni 1999 om ''Amternes økonomi i 2000'' fremgår, at der som udgangspunkt skal etableres funktionsbærende enheder i alle amter og inden for alle specialer. Hvert amt skal inden 1. april 2000 have udarbejdet en sygehusplan, hvoraf det fremgår, hvordan dette skal realiseres.

Men hvad er den funktionsbærende enhed da for en størrelse? Dansk Medicinsk Selskab definerer i en rapport fra 1998 om ''Lægefaglig basis for sygehusvæsenets struktur'' den funktionsbærende enhed således: en faglig organisatorisk enhed med høj professionel standard, der kan varetage hovedparten af et grundspeciales opgaver vedrørende diagnostik, behandling, pleje, lægelig videre- og efteruddannelse samt den til disse opgaver tilhørende forskning, kvalitetsudvikling og -sikring.

Desværre rejser denne definition flere spørgsmål, end den besvarer. For har vi da ikke hidtil organiseret sygehusene med udgangspunkt i de lægefaglige specialer? Har vi ikke kvalitetsudviklet og sikret? Arbejdet ud fra en høj professionel standard?

Jo, og derfor giver den funktionsbærende enhed kun mening, når den sammenkædes med krav til befolkningsunderlag. En anden målsætning i den tidligere omtalte aftale mellem regering og amter er således også, at de funktionsbærende enheder skal organiseres med et befolkningsunderlag pr. enhed på 200.000-250.000 indbyggere. For intern medicin dog 50.000-100.000.

Funktionsbærende enheder bliver på denne måde en organisatorisk og ikke en fysisk enhed. Den kan med andre ord sagtens gå på tværs af sygehuse, og den vil typisk være større end de afdelingsenheder, vi kender i dag.

Uanset at amterne kan planlægge processen med indførelse af funktionsbærende enheder forskelligt, er tendensen klar: Færre akutberedskaber, større (funktionsbærende) enheder og adskillelse af akut og elektiv behandling og pleje.

Katastrofe for ledelsen

Sundhedsministeren begrunder de funktionsbærende enheder med et ønske om at hæve kvaliteten af behandlingsindsatsen, og at der skal skabes organisatorisk samarbejde på tværs af hospitalsmure (Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen, nr. 5 1999).

Stadigvæk savnes dog fornuftige svar på en del spørgsmål:

• Hvorfor er lige den funktionsbærende enhed svaret på alverdens problemer?
• Hvad opnår vi, og hvad mister vi med etablering af funktionsbærende enheder?
• Er der en dokumenteret sammenhæng mellem kvantitet (befolkningsunderlag) og kvalitet?
• Hvor bliver det gode, sammenhængende patientforløb af?
• Hvad med plejen?
• Hvordan skal der ledes?

Side 31

For at tage det sidste, altså ledelsesspørgsmålet, først fremgår det af den omtalte regeringsaftale, at der skal være tale om én fælles ledelse af de funktionsbærende enheder.

Desværre tyder mangt og meget på, at Foreningen af Speciallæger vil benytte lejligheden til endnu engang at markedsføre ideen om entydig (lægelig) ledelse på et eller flere ledelsesniveauer i sygehusvæsenet.

Vi kan sagtens drøfte ledelsesformer og modeller, men lad os dog først få en debat om ledelsesopgaver, indhold og hidtidige erfaringer.

Hvilke opgaver er det, ledelsen skal løse i et moderne sygehusvæsen? Først og fremmest skal de vel kunne lede personale og skabe udvikling og kvalitet. Hvad er erfaringerne med de hidtidige tværfaglige ledelsesteam på afdelings- og sygehusniveau? Mig bekendt er de erfaringer, der er opsamlet, gode. Hvordan skaber vi ledelsesmodeller, der kan matche en meget hurtig udvikling og kravene til konstant læring? Da ikke ved at trække en mekanisk, ufleksibel model ned over hele sygehusvæsenet.

Tværfaglighed efterlyses

Det er ærgerligt, at funktionsbærende enheder og entydig ledelse er blevet sammenkædet så firkantet, som tilfældet er, men det vil være en katastrofe for ledelsen og dermed udviklingen af dansk sygehusvæsen, hvis ikke denne snæversynede sammenkobling droppes.

Netop det med at inddrage hidtidige erfaringer og sætte de funktionsbærende enheder ind i en større sammenhæng, hvor også patientforløb, kvalitet og tværfaglighed spiller en rolle, er for mig at se en afgørende mangel i den smule debat, der har fundet sted.

Kunne vi sikre kvaliteten af den lægelige videre- og efteruddannelse og i det hele taget af de lægelige ydelser på anden måde end ved etableringen af store funktionsbærende enheder. Selvfølgelig kan vi det, fx ved at det var lægerne og patienterne, der flyttede sig. Det betyder andre ulemper, naturligvis, og fejlen er, at vi aldrig har drøftet fordele og ulemper ved den ene eller anden model.

Der lægges op til et stærkt specialiseret sygehusvæsen, og vi skal i den forbindelse overveje, at patienterne jo er indlagt, fordi de kræver sygepleje. Sygepleje er rettet mod det enkelte speciale, men går også i vid udstrækning på tværs af specialer. Lægelig behandling duer ikke uden god sygepleje, fysio- og ergoterapi, kostplaner ­ kort sagt uden det tværfaglige arbejde, der foregår og udvikles dagligt. Det skal fortsat udvikles, og her kommer de funktionsbærende enheder til kort. De er først og fremmest tilrettelagt for at hæve det lægefaglige niveau og lægger ikke umiddelbart op til tværfaglig tænkning eller samarbejde på tværs af specialer.

Dorte Steenberg er næstformand i Frederiksborg Amtskreds.