Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Giv sløjfen indhold

Sygeplejersker omfattes generelt med velvilje i befolkningen. Velviljen bør udnyttes til at fortælle offentligheden om arbejdets karakter i nogle vendinger, der giver mening og rammer bredere end korte indforståede slagord.

Sygeplejersken 2000 nr. 25, s. 29

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

I supermarkedet eller hos isenkræmmeren kører der nogle gange en sløjfe på video en hel dag. Sløjfen viser billeder af en ko, som bliver til en bøf, eller også viser den et uundværligt haveredskab, og på lydsiden gentages et budskab om bøffens eller haveredskabets fortræffeligheder i det uendelige. Mærkværdigvis får disse lyde og billeder ikke kunderne til at kaste kurvene i en bunke og flygte skrigende bort, hvad de i virkeligheden burde.

Sløjfen kan f.eks. handle om ''Tjumse, en knæpude De kan bruge i mange anledninger. Når De luger deres forhave, renser fælge på bilen, eller når De sætter nye paneler op. Tjumse fås i aktuelle sommerfarver til kun 89.95. Tag Tjumse med hjem i dag.''

Sygeplejersker har også en sløjfe, den lyder ''Uddannelse, ansvar og kompetence,'' og den fremføres i bestræbelserne på at få mere i løn, ikke i supermarkeder og på video, men fra talerstole og konferencerum.

Tjumse og uddannelse, ansvar og kompetence har det til fælles, at sløjferne fungerer som baggrundsstøj. Uddannelse, ansvar og kompetence er nogle udmærkede begreber, men den brede offentlighed aner ikke, hvad sygeplejerskerne mener. Der er ikke noget indhold at gribe fat i, det er for luftigt og siger ingenting om arbejdet. Når der ikke er substans i det sagte, lukker omverdenen af. Tjumse får lov til at køre en hel dag, uden at nogen smadrer apparatet eller lukker munden på den veloplagte og smukt modulerede speak, fordi det er muligt at abstrahere fra det intetsigende budskab.

Og hvad så?

I International Council of Nurses relancerede kvartalsudgivelse International Nursing Review beskriver en amerikansk journalist, hvad sygeplejersker skal gøre, hvis de ønsker at fortælle offentligheden om deres fag og arbejdsforhold. Hendes bud er, at sygeplejersker skal bryde tavsheden om deres arbejde og fortælle offentligheden, hvad arbejdet som sygeplejerske konkret går ud på.

Hvis naboen siger, at det må være ulækkert at være sygeplejerske og se folk dø, så kan man fortælle om de samtaler, man har haft med døende mennesker og deres familie.

Hvis ens onkel siger, at det må være forfærdeligt at passe alle de gamle, der sidder og hænger og venter på at dø, så fortæl ham om dengang, Karen Jensen hørte en grammofonplade med musik fra sin ungdoms vår og begyndte at synge højt og klart under eftermiddagskaffen.

Hvis lillesøster mener, at det må være ækelt at tage imod et barn med en fiskekrog i kinden, så fortæl hende, at barnet faldt til ro, blev bedøvet og fik fjernet krogen, og at barnet er bedre tjent med en human behandling end med at vokse op med en krog i kinden.

Næste gang sløjfen med uddannelse, ansvar og kompetence kører, så prøv at erstatte den med eksempler, hvad enten det er i en tale, et interview eller i en kronik. Hvad er det faglige indhold i en sygeplejerskeuddannelse? Hvilke typer videreuddannelser har sygeplejersker typisk? Hvad har en sygeplejerske ansvar for i hjemmeplejen, på en skole, på en børneafdeling eller som nattevagt på en kirurgisk afdeling?

Hvad må og skal hun gøre, når hun er på arbejde, og hvor går grænsen for hendes udfoldelser?

De fleste læsere er glade for eksempler, og det er ofte de praksisnære, konkrete historier, der er tilbage, når glemselens slør har lagt sig over resten. Hvis sygeplejersker vil have den brede offentlighed til at forstå, at arbejdet er belastende og ansvarsfuldt, må de derfor beskrive det med nogle flere ord. Sløjfer eller meget rummelige begreber, som i virkeligheden kunne dække stort set alle professioner i hele kongeriget, giver lige så meget mening som knæpuden Tjumse.