Hospitalspræst: Tag åndelig omsorg alvorligt

Det lyder som en meget uskyldig og enkel henvendelse til patienten:

''I dag kommer præsten her på afdelingen ­ kunne du tænke dig at tale med hende?''

Men i virkeligheden er spørgsmålet meget svært at stille. Tro og religiøsitet er oppe imod en mur af naturvidenskab på et hospital. Både hospital og personale er en del af det omgivende samfund, hvor emnet i udpræget grad er blevet en privatsag. Plejepersonalet forbinder ofte præsten med død, begravelse og påtrængende fromhed, frem for at inddrage hende til at yde åndelig omsorg i bred forstand ­ med tid til at lytte og blot være til stede.

Det mener Gyrite Madsen, der er hospitalspræst på Frederiksberg Hospital. Hun ønsker øget fokus på plejepersonalets holdninger til åndelige værdier som en del af omsorgsarbejdet.

''Jeg ved, at rigtig mange sygeplejersker har både åbenhed og interesse for det åndelige. Men samtidig er det mit indtryk, at flere af dem synes, det er pinligt at bringe præsten på banen. Jeg har været præst på Frederiksberg Hospital i tre år nu og føler stadig, jeg skal kæmpe for min eksistensberettigelse, selv om det da går fremad hele tiden. En del af problemet er naturligvis den meget store udskiftning af personalet. 20 pct. skiftes ud hvert år, og mange lærer mig dårligt nok at kende, før de er væk igen.''

''Men jeg må indrømme, at jeg godt kan blive utroligt træt af at skulle begynde forfra hele tiden, og jeg mener personalet har en tendens til at glemme, at mennesker har ret til at udøve deres religion ­ også når de er patienter. Plejepersonalet har et ansvar for den åndelige omsorg, som jeg synes, de skal tage på sig. Men ofte har de ikke fået ret meget undervisning på det felt, og her er lægerne endnu ringere stillet end sygeplejerskerne. Menneskers forhold til præster i dag hænger umådeligt meget på selve præstens person. Har han eller hun gennemslagskraft nok? Det sætter virkelig ens identitet på prøve, og i et sygehussystem har præsten lavstatus ­ på trods af sin høje uddannelse.'' 

Beskyttelse af patienten

Gyrite Madsens stilling som præst er fordelt, så hun er hospitalspræst 75 pct. af tiden. Den sidste del af stillingen er hun almindelig sognepræst ved Godthåbskirken på Frederiksberg.

Præsten bestemmer selv, hvordan hun gør afdelingerne opmærksom på sin eksistens. Gyrite Madsen bruger den mest anvendte model: Hun besøger fast en række afdelinger fire formiddage hver uge, og gør opmærksom på sig selv via opslag og kirkeblade.

Side 11 

Men præsten går ikke selv ind på stuerne og siger, at hun er til stede. Aftalen med personalet er, at de ­ helst dagen i forvejen ­ skal fortælle patienterne, at der kommer en præst på afdelingen, og spørge, om de er interesserede i at tale med hende. Desuden kan personalet tilkalde Gyrite Madsen når som helst, både dag, nat og weekend, hvis en patient eller en pårørende ønsker det.

''Den model er meget bevidst valgt. En patient er helt i systemets vold. Derfor vil det være direkte anmassende, hvis jeg bare går ind og præsenterer mig. Patienten skal have sin frihed til at sige nej. Men det kræver jo, at de først bliver spurgt. Mit indtryk er, at sygeplejersker nogle gange har lettere ved at spørge, om patienten vil tale med en psykiater, selv om det også kan skræmme mange. Jeg tror, det bunder i, at personalet ikke selv er afklaret omkring åndelige værdier. Ikke fordi jeg mener, at de skal være troende, medlemmer af folkekirken eller den slags. Jeg synes bare, de skal overveje, hvor de står, og om deres holdninger er i vejen for en forståelse af, hvad patienterne har brug for ud over fysisk, psykisk og social omsorg,'' siger Gyrite Madsen.

Fejt ikke at spørge

Gyrite Madsen mindes en situation, hvor hun ankom på en afdeling og blev mødt af to sygeplejersker, der stoppede hende på gangen:

''Vi har en patient, som vi tror vil have utrolig godt af at tale med dig,'' lød henvendelsen.

''Har I spurgt hende,'' svarede Gyrite Madsen. Det havde de endnu ikke. Sygeplejerskerne fremførte, at patienten på dette tidspunkt havde det lidt for dårligt til, at de syntes, det kunne gå an ­ og spurgte, om hun ikke selv kunne gå ind og spørge.

''Så blev jeg virkelig muggen. Jeg sagde til dem, at den reaktion var fej. Det er faktisk personalets opgave at gøre opmærksom på muligheden for at tale med en præst.''

Situationen endte med, at de gav præsten ret, og en af dem tog sig sammen og gik ind til patienten, som reagerede meget positivt.

''Aftalen om, at personalet spørger patienterne, dagen før jeg kommer, fungerer ikke ret godt. Jeg ved godt, de har travlt, og jeg spekulerer da ofte på, om jeg kan gribe det anderledes an, men foreløbig har jeg valgt, at kæmpe for den her model, siger Gyrite Madsen.''

Virkeligheden er, at det primært er de døende patienter, som får besøg af præsten. Den anden store gruppe, som ofte tilkalder præsten på Frederiksberg Hospital er patienterne på de psykiatriske afdelinger. Mange psykiatriske patienter ønsker netop at tale med hende, fordi de vil fortælle om noget, de ikke vil betro personalet. Og her spiller præstens tavshedspligt en afgørende rolle, mener Gyrite Madsen.

''Min tavshedspligt betyder, at jeg ikke kan bidrage med oplysninger om en patient i et tværfagligt arbejde, og det kan måske virke provokerende i sygehussystemet,'' påpeger hun.

Desværre er det ofte sådan, at personalet først får tanke for præsten, når et menneske skal dø. Ordet ''Død'' blinker på det nærmeste som et neonskilt over præstens hoved, og måske netop derfor er mange bange for at bringe hende på banen. Men Gyrite Madsens pointe er, at præsten kan meget andet, som ikke hører til i den dramatiske ende.

''Efter 16 år som præst ved jeg, at de åndelige værdier fylder hos mennesker, og at der i særlig grad åbnes for interessen i forbindelse med sygdom og andre grænsesituationer,'' understreger hun.

''Det, jeg først og fremmest har med mig, er tid og mulighed for at lytte. Ofte sidder jeg bare med en patient i hånden, og der bliver slet ikke sagt et ord. Men personalet har måske en forestilling om, at præsten pådutter patienten bøn og forkyndelse hele tiden.''

Nogle patienter har allermest ud af at få fortalt deres livshistorie. Det er næsten et slags skriftemålsritual, hvor det vigtigste er at blive ''set'' som det menneske, man nu er.

''Præsten bringer patienten ind i tilgivelsens rum, men jeg klasker ikke nødvendigvis et fadervor oveni hver gang. Det åndelige er et vidt begreb, og patienten får måske, gennem præstens besøg, næring til det, som teologen K.E. Løgstrup kalder sindsreserven. Den reserve behøver man i særlig grad næring til, når man er indlagt på et sygehus, hvor mange let føler sig fanget som i en fælde og mangler overskud til at klare situationen. Og her synes jeg, personalet har en vigtig opgave: De kan være med til at føle sig frem til, hvordan patientens sindsreserve kan næres, men så må de også erkende, at de har pligt til at tage den åndelige del af tilværelsen alvorligt ­ i bred forstand. For det handler naturligvis ikke om, at alle skal have prakket en præst på.''