Lettere at spørge om sex end om tro

Patienter snakker meget sjældent uopfordret om deres tro og åndelige ståsted, lyder erfaringen fra sygeplejerskerne på Frederiksberg Hospital. Og for nogle sygeplejersker er det et pinligt emne at bringe på banen, bl.a. fordi det ikke hører til de daglige samtaleemner på almindelige, somatiske afdelinger. At sætte hospitalspræsten på dagsordenen opleves lidt som at sige til patienten, at vedkommende snart skal dø. Og personalets motivation til at gøre præsten synlig er endnu mere begrænset, hvis de ikke synes, de kender præsten godt nok.

Selv sygeplejersker, der godt kan finde ud af at tale om tro, erkender, at det kan være utroligt svært at få det bragt frem på det rigtige tidspunkt. Tro er blevet en privatsag, og som sygeplejerske Rikke Reippuert udtrykker det:

''Jeg synes, det ville være lettere at spørge, om en patient er homoseksuel, end om hvad han eller hun tror på. For mig er tro noget meget privat. Jeg kan ikke se, hvad det kommer mig ved.''

Hendes kollega Lisa Ehlers supplerer:

''Det handler i høj grad om barrierer, både hos patienten og plejepersonalet. Det er en barriere, som ligger i den samfundskultur, vi er en del af. Tro er blevet noget diffust, og det er under stor forandring i disse år, hvor mange har et meget fjernt forhold til folkekirken. Spørgsmålet er, om vi som personale skal blande os i det?'' 

Med i indlæggelsessamtalen

På Urologisk Afdeling, hvor personalet er samlet til formiddagskaffe og rapport, giver spørgsmålene om forholdet til patienters tro anledning til megen debat. Enkelte af sygeplejerskerne ved bordet er ikke er klar over, at Frederiksberg Hospital har egen kirke og gudstjeneste hver uge. Andre ved ikke, at præsten har tavshedspligt, og nogle ved ikke, at man som plejepersonale kan tilkalde præsten når som helst, døgnet rundt, hvis en patient ønsker det.

Kirsten Skjoldjensen, sygeplejerske på U2, understreger, at spørgsmålet om tro ofte med held kan bringes ind i indlæggelsessamtalen, hvor det figurerer under spørgsmål 10 i den guide, som personalet kan følge. Her står det sammen med emnerne kultur og sprog.

Side 13 

''Når jeg har opnået en fortrolighed i løbet af indlæggelsessamtalen, synes jeg, det er naturligt at bringe spørgsmålet om tro ind i billedet, og dermed også at få nævnt sygehuspræsten,'' siger hun og fortsætter:

''Ved at tage det op her opnår vi en blid indgangsvinkel til emnet. Det er stedet at få sagt, at vi har en præst til rådighed, og måske også få nævnt, at præsten kan bruges på et bredere åndeligt plan, og at hun har tavshedspligt.''

Rikke Reippuert synes, emnet tro kan være meget akavet at taget op. Især i det første møde med patienten, f.eks. ved indlæggelsessamtalen:

''Det er naturligt nok at bringe emnet på bane, når det handler om mennesker fra andre kulturer, f.eks. muslimer. Men jeg synes ikke, det er let at spørge en ung dansk mand på 30 år, hvad han tror på. Hvad skal jeg bruge den oplysning til? Hvis jeg fortæller om præsten, vil han måske sige: ''Tror du da ikke, jeg kommer levende herfra?''

Personalet husker en situation, hvor en patient var meget bange, men først da han bad om en bibel, som man så fik fremskaffet, faldt det naturligt at fortælle ham om præsten.

Kirsten Skjoldjensen:

''Det er nok helt afgørende, at vi kender præsten godt. I dag hører vi om hendes arbejde, når vi som helt nye introduceres til afdelingen. Men derudover er præstens arbejde temmelig usynligt. Jeg tror, vi har brug for mere undervisning på det område.''

Lisa Ehlers tilføjer:

''Tro er jo ikke noget, ret mange af os tænker over, medmindre der er en særlig anledning. Vores prioritering i en helhedspleje hedder ''fysisk, psykisk og social omsorg.'' Vi ved måske godt, at det åndelige hører hjemme i alle facetterne, men her på en almindelig somatisk afdeling har vi ikke et særligt godt tag på den del af tilværelsen,'' siger Lisa Ehlers og peger på en typisk reaktion hos patienterne, når talen falder på sygehuspræsten:

''Mange svarer, at de jo kun kommer i kirken et par gange om året. Det føler de ofte skyld over, og de synes ikke, de har lov til at trække på en præst, selv om de nu er kommet i krise. Skal jeg så som personale overbevise dem om noget andet, og dermed så tvivl om den holdning, de nu engang har? Og hvis behov er det egentlig, at en patient skal snakke med en præst? Personalets eller patientens? Men jeg tror også, at en øget undervisning i præstens arbejde med sjælesorg vil være en hjælp.''

Vi bruger det ikke nok

På hjerteafdelingen, E1, siger afdelingssygeplejerske Janni Friis, at samarbejdet med præsten fungerer rigtig godt, men hun tilføjer i samme åndedrag, at personalet ikke er gode nok til at udnytte hende.

En af forklaringerne er, at det kan være vældig svært at finde det rigtige tidspunkt at bringe præsten ind i billedet. På en akut modtagelse, hvor patienter og pårørende ofte er i voldsom krise, vil spørgsmålet om præsten næsten altid virke som en dødsdom. Og som Janni Friis siger:

''Så bliver vi konfronteret med spørgsmålet: Er det, fordi jeg skal dø nu? Måske er det slet ikke det tidspunkt, hvor dét spørgsmål skal drøftes, og det kan afholde os fra at tænke på præsten som en mulighed.''

Både Janni Friis og sygeplejerske Hanne L. Hansen peger på, at sygeplejerskers egne erfaringer med tro kan være helt afgørende for, om de tænker på præsten som en god ressource:

''Jeg har haft en meget god veninde, der døde af kræft kun 39 år gammel. Da hun blev syg, vendte hun sig meget mod det åndelige, og det kom bestemt bag på mig, i hvor høj grad hun havde brug for det,'' fortæller Janni Friis.

Også Helle L. Hansen har på nært hold oplevet, at døende havde brug for et åndeligt aspekt:

''Da min far blev alvorligt syg i en alder af kun 60 år, fik han meget brug for troen. Det fik jeg først at vide efter hans død, hvor sognepræsten fortalte mig, at han ofte kom i kirken. Og min erfaring efter 14 år som sygeplejerske er, at det åndelige aspekt i høj grad kommer os ved. Selv har jeg ikke noget specielt forhold til kirken, men jeg er ikke nervøs for at inddrage spørgsmålet om åndelig støtte til patienterne, måske fordi jeg har haft mange oplevelser, hvor jeg har set, det var en hjælp for både patienten og de pårørende.''

Janni Friis er enig:

''Vi skal nok passe på ikke bare automatisk at gøre patienterne til ateister og på den måde overføre vores egne forestillinger, så det i sidste ende er vores normer, der afgør, hvad der må tales om. Her på afdelingen prøver vi at imødegå den tendens ved at tage emnet op på vores møder jævnligt. Vi kan desværre ikke tilbyde psykologbistand, men vi bør blive bedre til at bruge præsten.''

Sygeplejerske Anita Wild Meier, afd. E1, peger på, at det har stor betydning, hvordan man præsenterer spørgsmålet om præsten over for patienten:

''Jeg har min egen vending, som jeg bruger helt bevidst for ikke at give patienten det signal, at præsten er et tegn på død og begravelse.

Jeg siger konsekvent: Vi har en præst knyttet til afdelingen, og hun er god til at lytte og snakke. På den måde får jeg præsenteret hende bedre, og det tror jeg kan have afgørende betydning.''Af Inger Anneberg, journalist • Foto: Per Folkver