Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nøglen til medicinskabet

For 36-årige Lene blev nøglen til medicinskabet vejen til helvede. Hun var 100 pct. styret af at få sit stof. Hvis det var nødvendigt, stjal hun patienternes medicin.

Sygeplejersken 2000 nr. 28, s. 9-10

Af:

Mette-Marie Davidsen, journalist

I ti år stjal 36-årige Lene systematisk fra de medicinskabe, hun havde så let adgang til.

Som et nødskrig trak hun for et år siden demonstrativt flere ampuller morfika op i en sprøjte foran sine kolleger og gik ud på toilettet for at fixe. Men Lenes råb om hjælp blev ikke hørt. I stedet blev hun bortvist med en henvisning til psykiatrisk indlæggelse i hånden.

Episoden var kulmination på et misbrug, der startede, da Lene allerede som ung sygeplejerske i 1988 begyndte at eksperimentere med medicin. Medicinen virkede som et kemisk løft, der gav hende selvtillid og kunne få hendes hverdag til at fungere.

''I starten var det sovepiller, jeg tog for at kunne sove efter vagterne. Og benzodiazepiner derhjemme på dårlige dage. Så begyndte det snigende behov for stof også at melde sig for at kunne klare jobbet.''

''Det skal ikke lyde som nogen undskyldning, men så længe jeg kan huske, har jeg følt mig anderledes, usikker, hæmmet og udenfor. Og så har mit liv altid været præget af urealistiske høje forventninger, af perfektionisme og uden accept af mine svage sider. Jeg har altid været en, der skulle ordne, redde og løse alle andres problemer.

Derfor startede jeg også på sygeplejerskeuddannelsen alt for ung. I dag kan jeg se, at jeg slet ikke var klar til det. Jeg kunne ikke sige fra over for noget, og jeg måtte lave om på mig selv for at passe ind i mit eget urealistiske selvbillede. Derfor blev jeg også hurtigt udbrændt i faget.''

''Allerede dengang skulle jeg være holdt op, men jeg blev bare ved. Til og med tog jeg altid ekstravagter, passede min døende far og et vanvittigt parforhold. Jeg ville jo for alt i verden opfylde de krav, livet stillede til mig, og hver dag slog jeg mit medicinmisbrug hen med, at i morgen skulle det være anderledes, så skulle jeg tage mig sammen og komme ud af det.''

Lenes medicinmisbrug begyndte at accelerere. Afhængigheden var nu til stede hele døgnet. Og misbruget tog til i omfang og styrke for til sidst at ende som stiknarkomani med i.v. morfin og ketogan.

Skiftede hele tiden job

''Måske har mine kolleger haft mistanke om mit medicinmisbrug fra starten. Ingen konfronterede mig med det. Men jeg brugte også al min energi på at skjule det.

Jeg lod ingen komme tæt på, hverken på arbejde eller i mit privatliv. Jeg havde kun løse og kortvarige forhold til mænd, og sådan blev mit arbejdsliv også. Jeg måtte sørge for, at der ikke var nogen, der havde oprigtig interesse i mig, for sæt de fandt ud af, hvordan det hele hang sammen. Derfor skiftede jeg hele tiden job i angst for at blive afsløret.''

Lene har ikke som så mange andre stofmisbrugere været nødt til at søge på det sorte marked eller manglet penge til stoffer. I sygeplejen sidder nøglen til det forjættede land i brystlommen. Sideløbende med de mange ansættelser ­ altid i aften- eller nattevagtsstillinger ­ var Lene tilmeldt et vikarbureau. Hvis hun pludselig stod og manglede stof, kunne hun jo altid tage en nattevagt.

Trods stor ustabilitet klarede hun stadig sit arbejde. Hun havde mange sygedage, men ikke lang tid ad gangen, for hun skulle jo have sit stof.

''Når jeg ser tilbage, fik jeg alt for mange chancer. Det var en bjørnetjeneste. Der var få steder, hvor de havde mig i kikkerten. Og kun én gang klappede fælden for alvor. Det endte med, at jeg fik en betinget dom for tyveri af medicin fra medicinskabet. Den medførte, at jeg blev indberettet til Sundhedsstyrelsen og skulle stille i embedslægeinstitutionen til samtaler og aflevere uanmeldte urinprøver, for at man kunne holde øje med, om jeg var clean. I den periode havde jeg det, der kaldes autorisation som sygeplejerske på betingelser.''

Lene nåede aldrig at blive afsløret i at begå alvorlige sygeplejemæssige fejl, selv om hun til sidst ikke kunne overskue

Side 10 

en afdeling eller følge med i det almindelige arbejde.

Indimellem søgte hun hjælp eller blev henvist til hjælp.

''Jeg havde jo dels min egen læge, og en periode havde jeg også samtaler med en psykiater. Men de fik aldrig skovlen under mig. Jeg lagde simpelthen ikke kortene på bordet. Jeg turde ikke slippe min afhængighed.''

''Mit liv var fyldt med løgne, der skulle dække over mig. Til sidst kunne jeg heller ikke selv holde rede i, hvad jeg havde sagt til hvem. Jeg var ensom, fyldt til randen med skyld og skam og nu 100 pct. styret af at få mit stof. Al anstændighed hørte op. Hvis det var nødvendigt, stjal jeg også patienternes medicin. Jeg havde helt mistet styringen og kunne ikke engang finde ud af at søge hjælp.

Pludselig en dag går jeg ud i medicinskabet og for øjnene af mine kolleger trækker jeg en overdosis ketogan op og går demonstrativt lige ud på toilettet og stikker mig i armen.

Jeg husker ikke klart, hvad der skete efterfølgende. Jeg var hallucineret. Men jeg husker, at en kollega ringede fra kontoret bag en låst dør. Og at der blev holdt et lille møde med min afdelingssygeplejerske, en tillidsmand og en læge, som i øvrigt havde været opmærksom på mit misbrug fra en anden afdeling, hvor vi havde arbejdet sammen. De konfronterede mig med min handling og meldte klart ud med deres holdninger til misbrug. Samtalen endte med, at de bortviste mig og sagde: ''Vi tror ikke på dig, hvorefter de tilbød mig at blive indlagt på psykiatrisk afdeling.''

Lene blev indlagt. Et ophold, som hun husker som forfærdeligt, ydmygende og skamfuldt.

''Alle gik i en lang bue uden om mig.

Men jeg trak mig også ind i mig selv, for jeg ønskede stadigvæk ikke hjælp. Jeg havde ikke fantasi til at tro på, at der var noget, der kunne hjælpe en person i min situation.''

''Da jeg var blevet udskrevet og langtidssygemeldt, gav jeg op. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg følte ikke, jeg havde flere kræfter, og jeg begyndte at planlægge, hvordan jeg skulle tage mit eget liv.''

Anonyme alkoholikere

Lene kan ikke præcis sige, hvad der gjorde, at hun ikke udførte sin beslutning. Men der skete nogle små og umiddelbart ubetydelige ting, såsom at en gammel veninde ringede og hørte til hendes liv.

''I hvert fald besluttede jeg, at jeg måtte kontakte nogle mennesker og prøve at få hjælp.''

Lene kom bl.a. for første gang i antidepressiv behandling. Hun kontaktede desuden Dansk Sygeplejeråds Arbejdsløshedskasse for at tale med misbrugskonsulent Lykke Østerlin Koch, som fik foranstaltet et møde i Anonyme Alkoholikere. Her fik Lene de første gange følgeskab af en anden tidligere stofmisbrugende sygeplejerske.

Det første møde i Anonyme Alkoholikere viste sig at være en åbenbaring.

''Pludselig sad der et menneske, der i kraft af den historie, hun fortalte om sig selv, viste mig, at hun forstod, hvordan jeg havde det. Det var første gang i mit liv, at jeg mødte en anden, der kendte til min følelse af total afmagt, nederlag, mindreværd, skyld og skam. Som kendte denne ubeskrivelige indre trang til et stof.''

Lene valgte at tage en kold tyrker og fik hjælp hos en psykolog. I dag er hun stoffri. Bl.a. hjælper det hende at give sine erfaringer videre i den nystartede gruppe Anonyme Medicinafhængige ­ den første af sin art herhjemme. Hun er i gang med et nyt studie.

(''Lenes'' virkelige navn er redaktionen bekendt).