Socialrådgivere får skylden for dårligt tværfagligt samarbejde

På Tværs er et projekt om tværfagligt samarbejde, der er gennemført i Horsens Kommune 1997-1999. Vi læste om projektet og om den evalueringsrapport, der er skrevet om projektet i Socialrådgiveren nr. 7/99, og det fik os op af stolene.

Det, der specielt vakte vores interesse/undren i evalueringsrapporten, var, at medarbejderne i sundhedsplejen, pædagogisk-psykologisk rådgivning (PPR) og dagplejen i Horsens i en spørgeskemaundersøgelse peger på, at socialrådgiverne er den faggruppe, der vanskeliggør det tværfaglige samarbejde. Fra skolerne, SFO'erne og førskoleområdet er karakteristikken af socialrådgiverne stort set den samme. De nævnte faggrupper peger bl.a. på, at socialrådgiverne ikke giver den tilbagemelding, som faggrupperne forventer.

Som garvede socialrådgivere er det ikke nyt at høre den melding. Det nye for os er, at ansvaret for, at det tværfaglige samarbejde fungerer, placeres på én faggruppe. Det er uheldigt og i modstrid med den faglige respekt og ligeværdighed, vi mener er grundstammen i det tværfaglige samarbejde. Vi synes derfor, at denne ensidige placering af ansvar giver anledning til en beskrivelse af nogle af de konfliktmuligheder, vi ser i det tværfaglige samarbejde. Konfliktmuligheder, som er indbygget i det tværfaglige samarbejde, fordi de forskellige faggrupper i samarbejdet har forskellige indfaldsvinkler, rammer og betingelser. Konfliktmuligheder som socialrådgiverne således ikke kan bære ansvaret for alene.

Barrierer for sundhedsplejersken

Lad os tage udgangspunkt i en situation, hvor en sundhedsplejerske over en tid har observeret et barn, der viser tegn på mistrivsel. Sundhedsplejersken er bekymret for barnets trivsel og forsøger uden held at skærpe forældrenes opmærksomhed på varetagelse af barnets behov for omsorg og udvikling.

På et tidspunkt bliver sundhedsplejerskens bekymring så stor, at eneste udvej synes at være at skrive en underretning til socialforvaltningen jf. lov om social service paragraf 35, hvor der står, at personer: ''der udøver offentlig tjeneste eller hverv, skal underrette kommunen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til

Side 39

forhold, der giver formodning om, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.''

Vi forestiller os, at det at skrive en underretning indimellem kan opleves som en noget uhåndterlig situation, der let ledsages af en følelse af håbløshed og usikkerhed.

Barrierer for en sundhedsplejerske kunne være:

• Hvad skal der stå i en underretning?
• Hvornår er der tale om en formodning? 
• Hvem læser underretningen?
• Og hvad sker der?
• Hvornår er det det rigtige tidspunkt for underretningen?
• Hvornår er der forsøgt nok i sundhedsplejens regi?

Endelig kan det at konfrontere barnets forældre med underretningen, inden den sendes til socialforvaltningen, være forbundet med en vis usikkerhed.

Konfliktmuligheder

Når diverse barrierer er overvundet, og socialforvaltningen har modtaget underretningen, ser vi følgende konfliktmuligheder i det tværfaglige samarbejde:

• Sundhedsplejersken sender en underretning til socialforvaltningen uden at tale med forældrene om indholdet i underretningen.
• Socialrådgiverens indsats begynder så at sige der, hvor sundhedsplejens slutter.
• Socialrådgiveren glemmer at sende en kvittering for underretningen.
• Sundhedsplejersken kan have en forventning om, at hun sammen med kvitteringsbrevet får en tilbagemelding om, hvad der sker i sagen, efter at socialrådgiveren har modtaget underretningen. Den forventning kan socialrådgiveren ikke umiddelbart indfri, fordi socialrådgiveren jf. § 28 i Forvaltningsloven skal indhente forældrenes samtykke til at indhente og videregive oplysninger.
• Processen tager tid, hvilket kan være vanskeligt for sundhedsplejersken at acceptere, da hun jo i snart lang tid har observeret barnets dårlige trivsel.

Undersøgelse

Når socialrådgiveren modtager en underretning, sker der det, at socialrådgiveren jf. § 38 i Lov om Social Service iværksætter en undersøgelse af barnets samlede situation. I § 38 stk. 2 står der, at forældrene skal inddrages:

''En undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte foranstaltninger, og i bekræftende fald, af hvilken art disse bør være. Der skal være oplysninger om, hvordan forældremyndighedens indehaver og barnet eller den unge stiller sig til foranstaltningerne, og om de forhold i familien eller dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.''

Også i undersøgelsesfasen er der risiko for konflikter i det tværfaglige samarbejde:

• Den færdige plan for indsats afspejler ikke i tilstrækkeligt omfang den enkelte faggruppes forslag til indsats.

Socialrådgiverens opgave er jo at møde forældrene, hvor de er, i bestræbelserne på at bruge og udvikle ''de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at klare vanskelighederne.'' Socialrådgiveren må med andre ord møde forældrene i det, de kan overskue og magte lige nu. I den forbindelse er det vigtigt at huske, at ændringer i det, man plejer, tager tid, ligesom oparbejdelse og indarbejdning af nye vaner og rutiner, der forhåbentlig hjælper barnet til bedre trivsel, tager tid. Dog er det sådan, at socialrådgiveren i denne tidskrævende proces må sikre, at barnets trivsel ikke forværres.

• Tidsfaktoren kan skabe konflikt, fordi den sociale indsats og familiens bestræbelser på at ændre den dårlige situation langt hen ad vejen er usynlig for sundhedsplejersken.
• Der er udarbejdet en handleplan og iværksat forskellige foranstaltninger, men der sker ingen ændringer i familien og hos barnet. Konklusionen hos socialrådgiverens samarbejdspartnere kan være, at der ikke sker noget. Forklaringen kan være, at virkeligheden har overhalet handleplanen indenom, der er indtruffet uforudsete begivenheder i familiens liv, eller vi har i første omgang haft fat i en forkert problemstilling. Planen må altså ændres.

Faglige forhold

Der er dog også andre forhold, der påkalder sig opmærksomhed i et tværfagligt samarbejde, hvor flere faggrupper og personer er repræsenteret.

Først og fremmest er der det faglige forhold. Det er her, de enkelte faggrupper bidrager med deres forskellige faglige indfaldsvinkler til den aktuelle problemstilling. Det er her, alle faggrupper er ligeværdige, og det er her, den enkelte faggruppe må bidrage med sin specialviden og begrænsning. Det kræver bevidsthed om faglig identitet og viden kombineret med evnen til åbenhed og fleksibilitet. Konfliktmulighederne i det faglige forhold er også styrkesiderne: De forskellige faglige indfaldsvinkler, de forskellige fagterminologier og de forskellige roller.

Sympatier og antipatier

Dernæst er der i det tværfaglige samarbejde et relationelt forhold. Det kan ikke være

Side 40

ukendt, at vi alle fatter umiddelbar sympati eller antipati for de mennesker, vi omgås og samarbejder med. Det sker også i det tværfaglige samarbejde. Vi fatter således hurtigt sympati for de typer, der ligner os selv. Vanskeligere er det for os med dem, der er anderledes. Vi synes let, at de er besværlige, og vi har svært ved at forstå, at det, de siger, kan være væsentligt, ja, i visse situationer forstår vi slet ikke, hvor de vil hen! Konfliktmulighederne i det relationelle forhold er: Projektion og personlige konflikter.

Endelig er der et mere privat forhold. Det mere private forhold er vores eksistentielle grundkonflikt.

Den konflikt, der har sin rod i den behovstilfredsstillelse eller mangel på samme, som vi oplevede, da vi var børn. Den konflikt sætter sig igennem bag om ryggen på os i samarbejdet med andre mennesker. Vi vil ubevidst søge accept eller afvisning, vi vil søge at tilfredsstille andre eller ikke tilfredsstille dem osv.

Konfliktmulighederne er her ukendskab til os selv og den måde, vi virker på i samarbejdssituationen.

Undervisning

Hvis der er klarhed om mødedeltagernes roller, opgaver, betingelser og forventninger til hinanden, kan det tværfaglige samarbejde mellem socialrådgivere og andre faggrupper være et ligeværdigt samarbejde, som ikke er underlagt hierarkiske bestemmelser.

Fællesundervisning, workshopper og kursusvirksomhed på tværs af forvaltningsenheder og sektorer om fællesoplevede problemstillinger er efter vores mening en nødvendig forudsætning for gennemførelsen af tværfagligt samarbejde. Fællesundervisningen er nødvendig i såvel startfasen, hvor det tværfaglige samarbejde skal etableres, som i den løbende proces, hvor samarbejdet skal udvikles, og hvor udskiftning af medarbejdere finder sted.

For os socialrådgivere er det vigtigt, at vore samarbejdsparter fra andre faggrupper får orientering om og undervisning i:

• hvordan der arbejdes med en underretning
• tavshedspligtens muligheder og begrænsninger
• socialrådgiverens arbejdsfunktion i den enkelte kommune
• koordinators rolle og særlige opgave
• den enkelte fagpersons rolle og opgave i det tværfaglige samarbejde
• tværfagligt samarbejde generelt, herunder potentielle konfliktmuligheder
• hvordan forældrene sikres en central plads i samarbejdet.

Vi forestiller os også, at vore samarbejdsparter fra andre faggrupper har brug for at blive orienteret om særlige forhold, som knytter sig til deres fag og funktion.

Hvis denne grundlæggende viden foreligger, og alle er indstillet på et tværfagligt samarbejde, kan man minimere oplevelsen af manglende tilbagemeldinger væsentligt.

Andre fordele ved fællesundervisningen er, at de mennesker, der skal samarbejde, kommer til at kende hinanden, hvilket betyder noget for det relationelle forhold. Samtidig kan der via fællesundervisningen udvikles respekt for det arbejde, den enkelte udfører, og tillid til, at samarbejdsparterne gør det, der er fagligt muligt på deres plads i systemet.

Den antagelse, at ansvaret for, at det tværfaglige samarbejde lykkes, kan placeres på én faggruppe, vil samtidig opløses og forsvinde.

Læs også "Tværfagligt samarbejde forudsætter faglighed"